tirsdag den 15. marts 2016

Den 14. marts 2015

I går for et år siden sad jeg til optagelsesprøve på Syddansk Universitet. Den 14. marts var en lørdag, og jeg havde sovet ad helvede til natten forinden, fordi min overbo holdt fest. Og fordi jeg var ved at gå til af nerver. O'Malley var med mig som moralsk støtte, togturen føltes uendeligt lang, og jeg sad utilpas i mit sæde, fordi jeg få dage forinden havde fået hold i nakken, hvorfor jeg var på piller og holdt min nakke i en ikke helt rank position.

Vi ankom til Syddansk Universitet med en bus, der var grøn og ikke gul, for sådan er de fynske busser lakeret. Jeg tænkte, hvorfor fanden universitetet lå midt ude i en mark. Fulgte efter alle de andre børn ind ad hovedindgangen. Fór vild og nåede efter 10 minutters rask gang og forvirring den rette lokation, hvor vi blev budt velkommen af Peter Bro og Aske Kammer - to gæve mænd, der stod og står i spidsen for denne uddannelse. Jeg kiggede rundt på de andre - der var cirka lige mange mænd og kvinder, og nogle af dem lignede virkelig journalister. Med ternede blazere i hennafarver, med termokrus bestående af flydende koffein og med kernelædertasker. Der sad jeg med nerver, der var mere flossede end Oliver Twists tøjpjalter, mens vi blev talt igennem dagens opbygning.

Optagelesprøven bestod af to dele; en samtaledel og en testdel. Vi blev delt op i to hold, og mit hold skulle til samtale først og efter frokost til testdelen. På mit papir stod der, at jeg skulle til samtale kl. 10.40. Inden prøven havde jeg forberedt mig grundigt; memoriseret navne på FN- og NATO-mennesker, gransket årstal og de vigtigste internationale og nationale politiske nyheder for det forgange år. Samtalen havde jeg tænkt, at jeg kunne køre hjem på charmen. De kalder mit navn, jeg står ude foran døren og venter. Døren går op. Ud kommer en pige på min alder. Hun stortuder. Jeg tror ikke helt, jeg når at tænke noget udover, at jeg ikke tør gå ind i løvens gab. Mine fødder bevæger sig, og jeg giver hånd. Først til en kvinde i 60'erne. Hun har relativt meget makeup på - hun er en pæn dame. Sikkert sådan en, der køber sin mascara fra Dior, for det har hun råd til. Hendes hår er gråt, næsten sølvfarvet og klippet i nogenlunde samme snit som Claire Underwoods. Hun har androgyne sølvsmykker på; store fingerringe og en markant halsring - de er sikkert fra Georg Jensen. Hun er autoritær. Bagefter gav jeg hånd til manden på min venstre side; han er i starten af 40'erne - han har en blå sweater på og ikke særlig meget hår på hovedet. Vi sætter os alle tre ned. På skrivebordet ligger min ansøgning. Mit hjerteblod. Den er fyldt med noter i marginen, røde streger og overstregninger. Jeg tænker fuck. Samtalen varer 20 minutter. Jeg husker ikke, hvad jeg svarede på nogle af spørgsmålene, men jeg følte, at de var ude på at ødelægge mig. Jeg blev grillet. De spurgte mig, hvorfor objektivitet ikke findes. Hvordan jeg ville være troværdig, hvis jeg var subjektiv. Hvordan jeg konkret ville skabe flere nuancer i dansk journalistik. Hvordan jeg ville håndtere at få kritik for min manglende objektivitet. Hvordan jeg ville sælge aviser, hvis viden er demokratisk og skal være tilgængelig. Hvordan jeg ville skabe mig min egen stemme blandt alle de andre journalister. Hvordan, hvordan, hvordan. Kvinden spurgte mig, om jeg var bundet til Århus - om jeg havde en kæreste, og om jeg ville flytte til Odense. Tak for svaret, og tak for nu. Ud af døren. Det føltes både som om, jeg har været indespærret på kontoret i en livstid samtidig med, at jeg tænker, der ikke er gået mere end to minutter. Bevægede mig tilbage til sofaen, hvor O'Malley og min nu veninde Hanan, som også var til optagelsesprøve, ventede. I det sekund jeg fik øje på O'Malley, begyndte jeg at græde. Præcis som pigen før mig. Jeg vidste, at man kun fik én chance, og jeg var sikker på, at jeg havde forspildt den. At ud af mulighederne knæk og bræk, havde jeg knækket halsen og brækket mine ben. Jeg var sikker på, at det var det. Farvel og ikke-tak.

Vi spiste frokost fra kantinen og forsøgte at distrahere os selv og hinanden ved at snakke om ligegyldigheder såsom geografisk oprindelse og om tiden, og at vi nok også hellere måtte begynde at bevæge os tilbage mod Medietorvet, hvor testdelen skulle finde sted.

Testdelen bestod af en sprogprøve, en paratvidentest, en analyseopgave og en referatopgave. Referatopgaven klarede jeg godt, følte jeg. I den store test af ens paratviden, spurgte de, hvor Game of Thrones blev sendt. HBO. Hvilket dansk modemagasin, der bragte en undervægtig model og modtog heftig kritik. Cover. Jeg svarede Costume, selvom jeg godt vidste, at det ikke var rigtigt. De spurgte, hvilken farve man fik, hvis man blandede primærfarverne grøn og blå. Jeg blev forvirret, for grøn er ikke en primærfarve. De spurgte om en hel masse politik, som jeg ikke troede, jeg vidste. I analyseopgaven skulle man skrive en leder med udgangspunkt i Charlie Hebdo. Jeg skrev, at ytringsfriheden ikke er absolut - at en given rettighed ikke nødvendigvis altid skal udnyttes, bare fordi man har ret til det.

Jeg var tilbage i Århus kl. 21 om aftenen, gik i fakta og købte frysepizza og vindruer. Min hjerne var brændt sammen. Maden smagte ikke godt, og jeg faldt i søvn med alt mit tøj på.

Efterfølgende fulgte halvanden uge i helvede. Halvanden uge, hvor min hjerne udelukkende kredsede om, hvorvidt jeg var kommet ind eller ej. Vi fik til optagelsesprøven at vide, at vi ville få svar på vores optagelsesprøve den 23. marts. Så jeg ventede. Og ventede. Og ventede. Mens tiden sneglede sig af sted. Universiteternes optagelsessystem sker igennem STADS-selvbetjening. Det var der, svaret ville komme. Jeg tjekkede det konstant, men serveren var nede - vedligehold. Jeg havde en formodning om, at det nok ville blive fikset inden den 23., men havde alligevel mine bange anelser.
Det blev den 23. marts, og jeg var eksamensvagt på Viby Gymnasium. Jeg sneg mig konstant ud på toilettet for at tjekke min telefon - og så tit skal ingen tisse. STADS virkede stadig ikke. Jeg ringede til SDU, og blev i løbet af ét opkald omstillet 23 gange og endte ved en vicevært i Kolding-afdelingen, som meget sødt forsøgte at hjælpe mig. Da jeg endelig endelig endelig fik telefonnummeret på hende jeg skulle have fat i, ringet op til hende og kom i kontakt med hende, bønfaldt jeg hende. Jeg kunne give CPR-nummer, adresse, hvad som helst - please bare fortæl mig, om jeg er kommet ind. Det måtte hun ikke, fordi der var tale om personfølsomme oplysninger. Fint. Men kan I så ikke i det fucking mindste fortælle mig, hvornår jeg får svar. Jo, hun ville lige omstille mig. Telefonen ringer op. Og bliver afbrudt. Klokken er 14.00 og telefonerne lukker. Fuck jer og fuck mig. Jeg var arrig, trampede i pedalerne hele vejen hjem. Hørte rigtig meget høj rockmusik.

Den 24. marts kom STADS endelig op at køre. Jeg cyklede på arbejde igen, og STADS-indbakken var tom. Jeg ringede til Syddansk Universitet, fordi vi havde fået en fin tradition for netop det. Det var rigtigt, at STADS virkede, men på grund af vedligeholdet, havde SDU heller ikke haft adgang, så deres studentermedhjælpere skulle først til at indtaste resultaterne. De kunne dog fortælle mig, at jeg ville have svaret inden midnat. Så det var trods alt kun max 15 timer. Endnu engang fuck jer og fuck mig.

Stadig uforløst cyklede jeg hjem. Kom hjem og ringede til Birgitte, og både råbte og hulkede ind i røret. I frustration. I desperation. Det virker topfjollet nu, men hele min fremtid afhang i min optik af svaret. Og det gjorde fysisk ondt på mig at vente. Hun sagde til mig, at jeg var nødt til at forlade min lejlighed. Gå en tur. Løbe en tur. Gå i biografen. Et eller andet. Jeg gav hende ret. Tænkte, at jeg ville gå til Moesgård, ud i skoven, ned til vandet. Lagde på og gik hen til min computer for at lukke den ned. Gik per automatik lige en sidste gang ind i min mail. Og der lå den. Klokken 17.21. Med emnet "Optagelse på Syddansk Universitet". I mit indre vidste jeg godt, at en sådan mail betød, at jeg var kommet ind. Men jeg turde ikke tro på det. Åbnede mailen, gik ind i STADS. Og der var det. Mit tillykke med optagelsen. Jeg læste det 56.987 gange.
Jeg ringede til Maj, ringede til min mor. Skreg, hoppede, dansede. Og var så forløst og lettet. Og glad. Virkelig helt igennem grundglad.

Tænk engang, at jeg kom ind. Tænk engang, hvor sikker jeg var på, at det ikke ville ske. Tænk engang, hvor meget der er sket på et sølle år. Det er vildt. Og både skræmmende og sundt at tænke på. Jeg tror især, det er sundt, når man har det skidt og bekymrer sig om fremtiden. Det hele skal nok gå - og som min Faster Mona plejer at sige: Man kan meget mere, end man selv tror. For jeg var god nok, jeg kom faktisk ind. Der var 300 ansøgere, og jeg kom ind. Det er sgu da i al ydmyghed godt gået. Så på denne tirsdag, hvor jeg drukner i mine egne praktikansøgninger, vil jeg forsøge at minde mig selv om netop det faktum, at det hele nok skal gå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar