torsdag den 17. marts 2016

Forresten vol. 19

  • Synes jeg, at æbler smager meget bedre, når de er skåret i både, end når man bare spiser dem, som de er. Ja, jeg ved det heller ikke selv.
  • Er definitionen af sommer for mig at spise gulerødder, mens det grønne halløj stadig sidder på dem.
  • Er en anden definition at ligge i hængekøje. Jeg har i øvrigt en hængekøje fra Costa Rica, der ligger et eller andet sted hjemme ved mine forældre. 
  • Hygger jeg mig over iTunes. Nogle gange slår shuffle-funktionen til uden, at jeg helt fatter hvorfor. Så kommer for eksempel Matt Whites "best days" som er lige præcis så sukkersød, som titlen antyder, men jeg var ret vild med den, da jeg var 15. 
  • Får jeg penge tilbage i SKAT. Hvilket var helt utroligt nødvendigt. 
  • Kan I huske de der busser, hvor der var tre ophøjede sæder, lige når man kom ind? Der hvor man herregerne ville sidde som barn. Hvor blev de af? 
  • Har jeg altid været mere til mælkechokolade end til det mørke. Men nu er jeg måske i bogstaveligste forstand ved at krydse over til den mørke side. Det smager faktisk vanvittig godt. 
  • Har jeg lært, at bryologi er læren om mos. 
  • Skal jeg til Wien til sommer. Og jeg er sgu godt klar over, at der er lang tid til, men jeg glæder mig. 
  • Hører jeg virkelig meget Justin Bieber i tiden. 
  • Er det ikke ligefrem noget, jeg er stolt af. På den anden side er jeg 25 - it's my party and I'll put on Justin Bieber if I want to. 
  • Drømte jeg i nat, at jeg løb tør for pink eyeliner - og der var kriiiiiiise. Jeg tror, at min underbevidsthed ikke længere vil acceptere, at vi ikke er Cyndi Lauper. 
  • Drømte jeg også, at jeg helt tilfældigt stødte ind i Julia Roberts i Houmeden i Randers, og vi besluttede os for at drikke nogle sjusser på Von Hatten. De havde lukket, men gjorde en undtagelse for Julia og jeg. 
  • Er jeg nu for anden dag i træk vågnet af sollys. Sollys! Det er mega fedt. Foråret er på vej. 
  • Er jeg begyndt at se Friends helt forfra. Monica irriterer mig en lille smule, og det er som om, hun bare bliver værre og værre jo længere, serien skrider frem. 
  • Flippede jeg temmelig skråt i fælleskøkkenet forleden, fordi fire af mine mandlige samboer besluttede sig for, at en humanist er det samme som en idiot. Helt ærligt. Så find dog en mere opfindsom fornærmelse. 
  • Får jeg påskeferie i morgen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar