onsdag den 9. marts 2016

Optur!

På dette herrens andet semester har jeg et fag, der hedder "kreativ nonfiktion", som jeg i det sekund jeg hørte om det, vidste jeg måtte følge. Mission accomplished. Mine forventninger har været urimeligt høje. Så høje, at en skuffelse har været uundgåelig.

Nu har jeg været i gang i fem uger og tør sige: Nej. Jeg er ikke skuffet. Jeg elsker det. Underviseren hedder Lene, og hende kunne jeg, hvor upassende og forkert det end måtte være, virkelig godt tænke mig at drikke en gin & tonic med. Hun ligner et menneske, der ved meget om alting. Hun ligner sådan en, der har regnet livet ud, men som ikke siger det højt - for det har hun nemlig også lært, at man ikke skal. Hun er meget, meget fantastisk. Giver feedback på alt, hvad vi afleverer og den konstruktive af slagsen. Hun giver mig blod på tanden i stedet for en psykisk mavepuster. Hun styrker min skrivelyst, og hun skaber en tro på, at det hele sgu nok skal gå. Og for det fortjener hun faktisk den største guldstjerne, Imerco har på lager. 

Hvor forfærdeligt det end lyder, har jeg ikke haft det sådan her siden gymnasiet. Følelsen af virkelig at elske et fag, at glæde sig til næste gang og faktisk betragte hjemmearbejde mere som en glædelig hobby end som et nødvendigt onde. I gymnasiet havde jeg Poul Larsen til dansk. Han var frygtindgydende, gammel og satte sig i respekt, som om han principielt ville genindføre kæft, trit og retning. I langt størstedelen af 1.g. var jeg ikke fan. Nok fordi jeg var lidt bange for ham. Jeg husker stadig, hvordan jeg ikke kunne finde lokale 18 i den første uge af gymnasiet og derfor nåede både i kælderen og på første sal, inden jeg endelig fandt klasselokalet. Jeg kom derfor for sent. Bankede på døren og sagde "undskyld jeg kommer for sent". Poul Larsen kiggede på mig og sagde: "Ja, det gør du". Jeg havde lyst til at skylle mig selv ud i toilettet, men kom aldrig for sent igen. Og i øvrigt blev jeg fan. Han var umanerligt dygtig til det danske sprog, aristokratisk at se på, havde altid et lommetørklæde til at duppe sin glinsende pande, og han talte meget tydeligt og velartikuleret. Udover ham skal skal vi tilbage til folkeskolen. Tilbage til Lotte Hundborg, som jeg stadig relativt ofte sender smukke tanker til. Hun var min dansklærer i folkeren. Det var hende, der sagde til mig, at jeg for guds skyld aldrig måtte holde op med at skrive. Og som nok er den autoritet, jeg har lyttet allermest til. Nogensinde.

Sammen med Poul og Lotte har Lene indtaget pladsen over lærere, der virkelig har gjort noget ved mig. Som har rykket et eller andet permanent i mig. Givet mig en lyst og en ro, jeg ikke helt kan forklare. Men jeg vil gerne sige dem tak - tak for, at de gjorde det, som fantastiske lærere gør: Giver selvtillid, udfordrer en, tror på en og giver en lysten til at blive bedre og lære mere. Pissemeget tak for det.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar