lørdag den 19. marts 2016

Viggo

Mit rødhårede lille lyn fylder 13 år i dag. Han blev født en onsdag på Randers Centralsygehus. Efter skole tog jeg ind til Matas i Brødregade og købte zinksalve til babyen. Min mor, min søster og mig tog op på sygehuset om aftenen. For at se det lille menneske, vi alle sådan havde glædet os til at møde. Da vi trykkede i den røde snor, der får dobbeltdørene til at åbne sig, fyldtes jeg med en helt særlig stemning. Der var en whiteboard-tavle med en hel masse navne, og mine øjne scannede dem, indtil jeg stødte på "Tina og Viktor". Han sov i en lille vugge ved siden af min moster. Hun så træt ud, men lykkelig som kun en nyslået moder kan. Jeg turde ikke røre ved ham, han lignede den yndigste lille porcelænsdukke, og jeg var så bange for at slå ham itu. Jeg aede hans kind med min pegefinger og han føltes som staudens lammeøre. Da de kom hjem fra sygehuset var min mor og jeg ude at besøge dem. Her lå han på mit bryst, mens han faldt i søvn. Min næse var tæt på hans hoved, og han duftede så fantastisk - han duftede af baby og verdensfred. Her var min 12 år yngre fætter, som jeg svor at elske for evigt og at uddele bank for, hvis nogen skule finde på at drille ham. Det står jeg ved.

Da han gik i dagpleje og børnehave hentede jeg ham ret tit. Der var intet bedre i hele verden end når han fik øje på mig ude på legepladsen, råbte mit navn og løb hen til mig for at springe op i mine arme. Ingen kan modstå en sådan velkomst, og mit hjerte smeltede. Hver. Gang. Så tog vi bussen hjem til mine forældre. Og vi legede fangeleg og gemmeleg og læste Peter Plys højt og grillede om sommeren.

Da jeg gik ud af folkeskolen, var han lige fyldt tre år. Jeg havde drukket mig spritstiv på Plænen i Randers, og fik stavret mig selv hjem i en bus. Kom hjem til huset, men havde ikke mine nøgler med, så lagde mig til at sove i en ulåst bil. Jeg vågnede ved, at min mor og Viggo bankede på ruden, hvorefter Viggo og jeg tog en lur - for ham en middagslur og for mig en sove-rusen-ud-lur. Det var pissehyggeligt. Når han havde sovet inde ved os og vækkede mig om morgenen, var han helt blid og aede mig forsigtigt på kinden og smilede stort, når jeg åbnede øjnene.

Da han gik i børnehave, lærte jeg ham at lave ottetaller med sine hofter, og hører stadig for det. Han har det rødeste hår, jeg nogensinde har set. Han har fregner på næseryggen. Han kalder mig aldrig Isabella, men altid Bella og jeg elsker det. Han er den mest kærlige dreng, jeg kender. Hans håndskrift er pænere end min. Han ved virkelig meget om fodbold. Han er generøs og skør og god. Følsom og opmærksom. Og den lillebror jeg aldrig fik.

Tillykke med fødselsdagen, min elskede Viggo.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar