tirsdag den 26. april 2016

Survival of the fittest

Da jeg gik i 9. klasse, sad min mor og jeg en efterårsmåned til skole-hjem-samtale på Hobrovejens Skole over for min klasse-og dansklærer, Martin. Alle lærere sagde i alle år det samme: "Du kan jo godt, hvis du vil. Du skal bare fortsætte". Jaja, fino bambino. Så sad min mor og jeg der over for Martin, og skulle have dommen. Og den var klar; selvfølgelig skulle jeg i gymnasiet. Det havde jeg så afgjort de faglige kvalifikationer til, og jeg var relativt ukritisk. Min storesøster gik på handelsskolen, og hvad fanden skulle jeg ellers lave som 15-årig? Så jeg fik en anbefaling til STX og blev optaget komplet gnidningsfrit. Og klarede gymnasiet med et ok højt gennemsnit, selvom jeg syntes, at samtlige tre år var skrækkelige. 

Karakteren 4 har aldrig fået så meget opmærksomhed som i de seneste par uger. Jeg vil vædde med, at der er nogle stykker, der først lige har fundet ud af, at 13-skalaen er afskaffet, men lad nu det ligge. Nu synes jeg egentlig ikke umiddelbart, at et gennemsnit på 4 er voldsomt at stile efter; det ligger i den lave ende, og jeg forstår godt, hvad regeringen vil. Tror jeg. Blandt andet noget med at højne undervisningskvaliteten, hvilket jo umiddelbart er en god ting. Men jeg synes alligevel, at udspillet er problematisk. I en tid, hvor alt centraliseres, hvor udkantsdanmark udskældes, hvor konkurrencestaten har overtaget den egentlige stat, og hvor teknokratiet fylder mere og mere, er det fandme et problem, at ungdomsuddannelserne også skal effektiveres efter god-bedre-bedst-doktrinen. 

Det største problem, synes jeg, er i tankegangen om, at de kloge børn kommer i gymnasiet, og at de dumme børn kommer på håndværker- eller frisørskole. En tankegang, som udspillet udspringer af og som vil forstærke fordommene. Det er en voldsom gang pis, men ikke desto mindre lyder det altså til, at de der fordomme trives meget fint. Det bliver vildt hurtigt en opdeling af, hvem der kan klare gymnasiet, og hvem der ikke kan. Der er jo ikke nogen ære i at tvinge sig selv til at gennemføre en gymnasial uddannelse, hvis a. man ikke har lyst og b. det er en kamp i hver eneste time. Men de børn, der ikke kommer i gymnasiet, bliver altså set lidt ned på. Synes jeg. Og det er fandme synd. Og jeg ser lidt samme mønster på universiteterne. Aldrig har vi haft så mange akademikere, også alt for mange, og jeg ved godt, at jeg selv hører til flokken. Og det tror jeg blandt andet har noget med prestige at gøre, hvilket sammen med pacing er den dummeste grund til at gå på universitetet. Til hver eksamen har man tre eksamensforsøg - du kan følge et fag, gå til eksamen og dumpe en, to, tre gange. Tredje gang du dumper, skal du følge faget endnu en gang, hvorefter du får lov til at gå til eksamen igen. For fjerde gang. Og der må jeg bare sige: Hvis man dumper tre gange, læser man nok det forkerte. Selvfølgelig kan der være udefrakommende faktorer som dødsfald eller sygdom, der gør, at studiet nedprioriteres, men i sådanne situationer burde (læs: fuck dig fremdriftsreform) man kunne få orlov. Men hvis man tager de særlige situationer ud af ligningen, er der for mig at se to forklaringer; enten er det dovenskab eller også har man ikke flair for det, man læser. Og så er det måske på sin plads at genoverveje. Generelt er det de ting, man er god til, der interesserer en. Dygtighed og interesse fordres af hinanden, og tak for det. Men hvis man dumper en eksamen tre gange, er det måske et tegn på, at man skal vælge noget andet at bruge sin tid på. Det betyder ikke, at man er uintelligent eller på anden vis den langsommeste knallert på havnen. Det betyder så bare, at dette ikke lige var sagen. Og selvom det kan virke sådan, er boglig intelligens altså ikke den eneste måde, man kan være klog på. 

I øvrigt er gymnasiet jo ikke kun en uddannelse, det er også det sted, hvor man bruger en tredjedel af sin tid i tre år. I tre år, hvor man gennemgår en gigantisk udvikling, hvor hele ens hjerne liver slamsuget ud af hovedet, omrokeret og smidt ind igen med kanon og fuse. Og dér synes jeg, vi har et problem - hvis de eneste i gymnasieklasserne er 12-tals pigerne. For så møder børn i en tid, hvor de skal formes til små mennesker, kun mennesker der er ligesom dem selv. Og det tror jeg virkelig ikke er sundt. Kun at omgås med ligesindede - hvis det er fremtiden, og det er der en reel fare for med dette lovforslag, så tror jeg, at ungdommen vokser op til at være ensporede og fordomsfulde. Hvilket jeg egentlig synes, der er så ganske rigeligt af i vores lille land i tiden. Jeg gik på en folkeskole, hvor der var mange, mange børn fra socialt belastede hjem. Jeg kom fra et ret beskyttet hjem, og det var mit første reelle møde med den lavere sociale klasse. Og fuck, hvor har det været sundt for mig. Det var jo ikke noget jeg tænkte over dengang, men jeg tror virkelig på, at de mennesker jeg har været omgivet af, har formet mig. Og det er altså sundt at lære, at der er mange måder at leve på - og i øvrigt pissevigtigt at lære, at anderledeshed ikke er farligt. At andre kulturer og sociale lag ikke udgør en trussel for dig. 

Jeg har en naturlig flair for sprog og ord. Det falder mig ret nemt uden, at jeg egentlig har arbejdet specielt meget for det. Og jeg elsker bøger. Oh, så inderligt. Men jeg kan fandme hverken passe børn, udregne ligninger, indlægge et intravenøst drop eller identificere en krumtap på en bil. Men så kan jeg ringe til min far, for det kan han. Det betyder jo ikke, at jeg er dum eller at dem, der "kun" kan tale deres modersmål er dumme. Vi er forskellige. For helvede. Hvornår forsvandt accepten af, at folk er forskellige, har varierende interesser og talenter? For det er vel i virkeligheden det, det her karakterudspil handler om. At noget er finere end noget andet, og at nogle mennesker er bedre end andre. For nogle måneder siden diskuterede jeg dette med to kollegietyper af det modsatte køn. De er pissesøde og jeg elsker at se HIMYM med dem, mens vi drikker øl. Men de irriterer mig også helt eminent. De var begge enige om, at universitetsuddannede har større værdi for samfundet end eksempelvis pædagoger. Sygeplejersker var noget andet. Og jeg argumentere, og hævede stemmen og blev ked af det. Men de kan ikke se det. Ikke fordi de er dumme, men fordi de er snæversynede. Fordi de oprigtigt tænker, at akademikere er bedre end andre. Om det er deres egen usikkerhed, ved jeg ikke. Men det er synd. Og forkert. Jeg vil til min dødsdag kæmpe for at aflive den myte. Jaja, jeg møder også mennesker, jeg tænker, der er lige lovlig blanke. Men det betyder ikke, at jeg så synes, at jeg er vigtigere end dem. Og hvor stopper det? Vi kan fravælge børn, der med stor sandsynlighed fødes med downs syndrom.Jeg ved godt, det er stillet lidt på spidsen. Men helt alvorligt. Hvor stopper det? Ved barnets køn, ved dets formodede udseende, ved dets IQ? Diversitet er smukt, og vi skal passe meget, meget på, at vi ikke mister den. 

søndag den 24. april 2016

Forresten vol. 22

  • Tog jeg til Århus i torsdags, og fra jeg forlod matriklen her og til jeg smed armene om Maj i det jyske, gik der fire timer. FIRE. 
  • Kom jeg hjem til Odense i går, og besluttede at gå hjem. Det gik fint, indtil jeg ville slå smutvej gennem skoven. Så fór jeg vild. Ligesom sidste gang jeg gik hjem. I det mindste var det lyst #skoveerpisseuhyggelige
  • Lever jeg i tiden et lidt kedeligt liv. 
  • Hænger jeg derfor også rigtig meget ud med min bedste ven; internettet. 
  • Lavede jeg derfor også fem pandekager i morges. Og spiste dem allesammen selv. På søndagsmåden.
  • Magter jeg ikke H&Ms portopriser. Overvejer at boykotte dem. Jeg sagde, overvejer. 
  • Har min hjernerystelse det bedre, men kræver stadigvæk minimum 10 timers søvn hver nat. 
  • Synes jeg virkelig, at fløjl kan være så flot. Altså på tøj, ikke på borde i jyske forsamlingshuse. 
  • Tror jeg ikke, at en nervøs velour ville gøre sig bedre på et sjællandsk eller fynsk forsamlingshusbord. 
  • Er jeg ikke cool med, at chokeren er tilbage. I ved, de der sorte, helt stramme halskæder i hulmønstret plastic, man havde til at sidde ved strubehovedet i 90'erne. 90'erne var et godt årti, men det betyder jo ikke, at vi ukritisk skal tage alt til os, vel. Choker-tingen var forfærdelig dengang - og det er den faktisk stadig.
  • Har jeg købt fire mumikopper. Da jeg stoppede som recptionist på Hotel Helvede, fik jeg en sovsekande i afskedsgave. Tanken var sød og tak for det. Men jeg spiser sovs to gange om året; om sommeren når min mor laver stegt flæsk og persillesovs og den 24/12, hvor jeg svøber min and i brun sovs. Og selv hvis jeg lavede sovs, ville jeg nok ikke putte det i en porcelænsbeholder. Men. Mumikopper sgu.
  • Tordner det lige nu, men det regner ikke. Hænger de ikke sammen?!
  • Kan det undre mig (læs: undrer det mig), hvor ofte jeg kan rydde op i mine ting, og stadigvæk smide ud. Altså, så mange kvadratmeter har jeg jo ikke og man skulle tro, at jeg efterhånden var i bund. Ja, det skulle man tro. 
  • Skal jeg have købt sådan en foldemadras til min altan, fordi jeg har ambitioner om kun at bruge den del af mit hjem til sommer. Og kom nu for helvede med den sommer.
  • Er det utroligt, hvor mange mommy-blogs jeg læser. Helt barnløs og uden håb om at ændre på det faktum. Men de er virkelig schjove. 
  • Har jeg spist fire appelsiner i dag. 
  • Har jeg til gengæld stadigvæk nattøj på. 

torsdag den 21. april 2016

Et sted på den fynske motorvej

Jeg er på vej til Århus for at fejre hende der den fabelagtige bedste veninde, jeg er så heldig at have. Det er store rejsedag, og på forunderlig vis fortrænger jeg altid, hvor skrækkeligt det er. Motorvejen er proppet med mere eller mindre uansvarlige billister, deriblandt en lastbilchauffør der fejlagtigt tror, at han er med i GTA. Jeg har fået plads foran i bussen, hvorfor jeg p.t. har udsigt til Cocio-lastbilen, Diller-Trans og en gulvlæggerservice med det horrible navn Ytzen. Med z. Og den tætte trafik huer mig ikke. Jeg hader at køre på motorvej, er så bange for biluheld nummer to. Det bryds jeg mig alså ikke om. Men snart skal jeg drikke vin, smovse lækker mad og overrække en gave. Æsel til Shrek aka. Isabella til universet: Are we there yet? 

lørdag den 16. april 2016

Daisy og vodkadrømme

Jeg er netop hjemvendt fra en cykeltur i forårsblæsten, hvor det i qua af flagene på busserne gik op for mig, at det er Dronningens fødselsdag. Tillykke med de 100 til Daisy. Udover cykelturen har jeg brugt hele dagen på at hænge ud med kollegietyperne og se How I Met Your Mother og YouTube den for vildt. Vi er kommet vidt omkring; fra Metallica til Forfest til Vivaldi til The Mills Brothers til Mulan. Slet ikke dårligt. Men nu er sagen så den, at jeg virkelig gerne vil feste. Kender I det? Når man bare føler den. Forstå mig ret, man kan altid smide noget BSB og noget a-ha på og dermed komme i feststemning. Men det kan sgu ikke måle sig med, når den er der naturligt. Lysten til at slå håret ud og ned. Jeg har lyst til at drikke alkohol, til jeg knapt kan huske mit eget navn og til at danse på bordene og have det fucking sjovt. Hvilket der umiddelbart er råd for, bortset fra at kollegietyperne skal til fester andre steder med andre mennesker. Og er der nogen af dem, der har opfanget de vink med vognstange jeg har sendt af sted for at få krejlet mig en invitation? Næ, det er der faktisk ikke. Og hvor meget jeg end har lyst til at give den gas, synes jeg trods alt, at en fest indebærer flere mennesker end mig selv. Jeg har en enkelt grænse, der hedder, at jeg ikke drikker solo, så i stedet for sidder jeg her med mine hjemmelavede knækbrød og ser La Bamba. Det er også helt okay. Siger jeg til mig selv om og om igen.

onsdag den 13. april 2016

Minder fra Mellemamerika

I går fejrede jeg Antropologen, som var pissesej og nu færdiguddannet. Hendes familie og hendes venner var der, og jeg blev sgu så rørt. Det er nok den eneste dag efter konfirmationen, man får som udelukkende handler om en selv. At alle de her mennesker stimede sammen med det ene formål at støtte Sara og være glade på hendes vegne. Det er sgu da fint. Jeg er pisseglad for, at jeg var en del af dagen. Af rent egoistiske årsager. Det var så stort at se hende blive færdig.

I bussen på vej hjem sad jeg over for en meget ung mand, som var i gang med at flirte med en meget ung pige, der sad bag ved ham i bussen. Åh, den ungdom altså. Lyder jeg gammel? Det er jeg ikke. Men jeg kunne ikke undgå at høre (sætningen alle lurere løgnagtigt bruger), hvad de snakkede om. Han var på vej til Kastrup, fordi han skulle til Mellemamerika. I tre måneder. Det ringer jo unægteligt en del klokker hos mig. Og lige der, efter at have set en af mine bedste veninder krydse endnu et punkt på voksen-listen af og jeg selv på kurs mod en ø helt uden palmer, stak det lidt i mig. I mit rejsehjerte, som har stået stille i en rum tid nu. Og det er ikke fordi, lysten er blevet dæmpet, det er ganske enkelt fordi det kræver de der penge, som jeg ikke har sådan vanvittigt mange af. Og så også fordi, jeg jo er fuldtidsstuderende. Men fuck. Mellemamerika. Lige om uhyggeligt kort tid er det fem år siden, at Nicklas og jeg tog vores overdimensionerede rygsække på vores kroppe, steg ombord i et tog og derefter et fly. Destination Panama. Min unge medpassager fik mig til at tænke på, da Nicklas og jeg væltede rundt i de otte lande, der udgør Mellemamerika. Hvordan jeg var dødsangst, da vi ankom til Panama City og med tough love skulle overtales til at forlade vores hostel. Hvordan vi lå i hængekøje og hvordan vi blev fanget på Roatan, fordi der var orkan. Hvordan vi besøgte en kaffefarm i Costa Rica og hvordan jeg ikke kunne lide det skidt, mens Nicklas proklamerede, at det var verdens bedste kaffe. Hvordan vi tog dykkercertifikat og dykkede med delfiner. Hvordan jeg var fuldstændig forelsket i Antigua og købte olieakvareller. Hvordan vi kravlede rundt oven på en vulkan, stegte skumfiduser på den og spiste sushi om aftenen. Hvordan vi blev solskoldede (mest mig) og for vild i en jungle (mest mig) og råbte af hinanden (mest mig). Hvordan jeg fik denguefeber og var så syg, som jeg aldrig har været in mein ganze leben. Og hvordan vi kørte i taxa med en mand, der bundede en flaske tequila, da vi satte os ind i bilen og hvordan jeg blev forvekslet med en prostitueret og Nicklas med en kunde. Men også hvordan vi havde det pissefedt, fx i Chichicastenango og så maya-ruiner og kørte i gamle amerikanske skolebusser, drak sjusser, spiste tortillas, hvordan den ene af os bungeejumpede (ikke mig) og hvordan vi svømmede og travede og løb og hoppede og dansede lidt indimellem.



Og det er mega fedt at tænke tilbage på. Det er det. Er så glad for, at vi tog af sted, men det skaber sgu også lidt uro i jernet. Jeg vil ud at rejse igen. Jeg trænger til det. Sus under vingerne, fremmed luft i håret og duften af et ukendt sted, hvor jeg virkelig kan mærke, at jeg lever. Fordi alle følelser bliver firetusind gange så intense. Og dét er fan-fucking-tastic.

mandag den 11. april 2016

En ganske begivenhedsløs dag:

Jeg fik en gratis romkugle i morges, hvilket var en voldsom opgradering af min havregrød.

Jeg har siddet på min altan i bare tæer. BARE tæer. Altså jeg havde tøj på kroppen, men intet på fødderne. Her læste jeg Tove Ditlevsen, og det var skæppeskønt. Nu er jeg gået i gang med Mindy Kaling - en anden dejlig dame, omend på en helt anden måde.

Jeg har talt i telefon med min optiker og gjort mig umage for ikke at blive sur. Det lykkedes faktisk. Jeg var til synsprøve den 14. marts, hvor jeg fik at vide, at styrken på mine linser skal sættes op. Jeg kan ikke helt forstå, at jeg ikke har fået dem endnu, hvilket var årsagen til opkaldet. Damen har glemt (!) at notere det og dermed lave bestillingen. She had one job. Helt ærligt. Så jeg skal lige derhen igen på onsdag. Så fedt er det faktisk ikke at sidde og ikke kunne se forskel på C og O.

Jeg har også ringet til lægen, som gerne vil se mig og min hjernerystelse, så det får de lov til på torsdag.

Jeg har forelsket mig i en kjole fra Stine Goya. Den er dyr. Men pæn.

Jeg har været i IKEA for at købe et nyt lagen, men da jeg så kom derover, gik det op for mig, at jeg ikke har noget begreb om, hvor stor min seng er.

Jeg har skrevet kort til den gave, Sara skal have i morgen, (!) i forbindelse med, at hun skal forsvare sit speciale (!!) hvorved hun bliver antropolog (!!!).

Jeg har hørt Lukas Grahams seneste album seks gange i dag. I skrivende stund i gang med runde syv.

lørdag den 9. april 2016

Forresten vol. 21

  • Har jeg tænkt over, hvorfor det altid er en Golf fra 1986, der har ratlås på sig og aldrig Audi A8'eren. Er det fordi, de gamle biler er nemmere at bryde ind i? Eller er det fordi, at hvis man har råd til en Audi A8 har man også råd til at købe en ny? Jeg dømmer ikke (nødvendigvis), spørger faktisk bare.
  • Har jeg lige taget en krumme knækbrød ud af mit hår og spist den. For helvede.
  • Er det som om, at John Mayer umiddelbart er pæn, men når man så virkelig kigger efter, er han faktisk en lille smule grim. Altså ikke at jeg ville sige nej. Han er jo trods alt John Mayer. 
  • Har jeg efter 4000 år fået mig en Spotify-konto. Det var fandme på tide. Især fordi det tog omkring 19 sekunder at oprette den.
  • Har jeg aldrig brugt en øjenvippebukker. 
  • Drømte jeg i nat, at jeg blev stoppet af politiet, fordi jeg kørte uden lygter. Det var dag i min drøm. 
  • Har jeg fundet ud af, at der findes en mumitroldene forlystelsespark i Finland. Øh ja tak. Tænker jeg måske skal have allieret mig med nogle børn, så jeg ikke virker alt for pædofil.
  • Har jeg set Atomic Kittens musikvideo til Whole Again. Det skulle jeg ikke have gjort. På en eller anden måde kombinerer den både det værste ved start 00'erne og popindustrien. Og så er den lidt for fængende, har alt for meget autotune og åh - bare nej. 
  • Hører jeg til gengæld ret meget John Mayer i tiden. Især Who Says, hvilket passer min sindstilstand meget fint. 
  • Er det lige gået op for mig, at det er anden gang, jeg nævner John Mayer i løbet af denne liste. Eller. Tredje. 
  • Har jeg spist så mange rugbrødstoasts den seneste uge, at det næsten er ulækkert. Jeg sagde næsten. 
  • Kan jeg slet ikke vente til, at det bliver sommer. Så skal jeg drikke sjusser på min altan, cykle beruset igennem byen, leve af jordbær og koldskål, drikke iskaffe med ekstra flødeskum, fortære skønlitteratur som var det koldskål, gå med solbriller og ikke iføre mig strømper. 
  • Synes jeg vi skal bruge ordet "underbart" noget mere. Jaja, det er svensk. Men svensk er bra.
  • Kan jeg ikke finde min passer. Og jeg havde aldrig troet, jeg skulle sige det, men jeg mangler den faktisk. 
  • Er min hårklemme knækket, og det er virkelig træls.
  • Fik jeg ikke billetter til Bruce Springsteens koncert til sommer. Hverken i Danmark, Norge, Sverige, Holland ELLER Tyskland. Og jeg græd en lille smule. Stadigvæk, faktisk. #piiiiiiiiiiik
  • Er jeg lidt trist over, at jeg ikke skal til nogen bryllupper i år. Fordi kærlighed. Men også fordi ny kjole og fri bar.
  • Gider jeg sgu egentlig ikke rigtigt være plaget af hjernerystelse mere. Det er jeg, og det er pissekedeligt! 
  • Derfor har jeg blandt andet ryddet op i mit klædeskab og fundet en paillet-blazer-drøm af den anden verden. 

torsdag den 7. april 2016

Bad student! Bad!

Jeg kan godt få lidt hunde-udksældnings-associationer over for mig selv. Fordi jeg har en ret pre-fabrikeret ide om, hvordan man er en god studerende. Det er noget med at have en MacBook Air, et par brune og gerne runde læsebriller, at have en klar holdning til fremdriftsreformen og spendere det meste af sin tid på biblioteket og/eller læsesalen kun afbrudt af en frokostpause, der indtages i kantinen, hvor man spiser sundt etnisk og har en kaffe-termo-kop, som hænger ligeså fast på ens hænder, som hånden hænger på armen.

Sådan er jeg ikke. I folkeskolen og gymnasiet var jeg en god studerende, meget pligtopfyldende og lavede a.l.t. Nu går jeg på 4. år på universitet, jeg læser journalistik, det var svært at komme ind, og jeg er taknemmelig. Men jeg laver ikke alt, så helt utroligt langt fra. Jeg laver det, jeg skal, bevares. Men når man giver mig frihed og meget tydeligt italesætter, hvad der er obligatorisk og hvad der ikke er, ja så vælger jeg altså frihed. Især fordi, jeg egentlig ikke som sådan vil være journalist. Jeg forestiller mig, at det at være skribent kan strække sig fra dokumentarist til forfatter. Jeg hælder markant mere til det sidste - det er dét, jeg gerne vil, og det er det, jeg vil kæmpe for. Derfor deltager jeg ikke i denne og næste uges reportageøvelsesproduktion. For det første fordi min hjernerystelse overhovedet ikke har det så godt, som jeg ellers havde bestemt mig for, at den skulle have det, så selv hvis jeg havde lyst, ville jeg ikke være i stand til det. For det andet fordi det er mig ret ligegyldigt. Jeg gider seriøst ikke at bruge seks hele dage på at producere et videoklip. Jeg vil hellere bruge de seks dage på at skrive essays, på at udvikle mig i den retning, jeg ved, jeg kommer til at gå.

Jeg er en forkælet dansker, utvivlsomt. Det står jeg gerne ved. Og jeg behandler lige i tiden min universitetsuddannelse som en buffet, hvor jeg tager de retter, jeg kan lide og bruge til noget.
Men hvorfor er det egentlig forkert? Jeg afleverer mine ting, jeg går til mine eksaminer, jeg består dem, jeg får en uddannelse, der (for helvede, 7-9-13) munder ud i et job, hvor jeg tjener en masse dejlige penge og giver en god klat i dem i SKAT. Hvem taber i det her? Faktisk ikke nogen. Udover "sådan-gør-man"-tilgangen. For jeg er sikker på, at der sidder mange derude, eksempelvis undervisere og medstuderende, der ryster på deres hoveder. Men helt ærligt, ik? Jeg er ligeglad. For selvom det måske virker dovent, er det ikke tilfældet. Men ja, jeg er helt vildt lystbetonet. Så hvis der er noget, jeg ikke gider, gør jeg det ganske enkelt ikke. Jojo, jeg skurer toiletter (mest mit eget), jeg handler ind og jeg tager for det meste til forelæsning, selvom lysten ikke er overvældende. Men generelt, hvis jeg ikke kan se noget formål med det; at det er nødvendigt i forhold til eksamen, at det kunne blive sjovt, at det kunne gavne mig senere, at der kommer nogle nice mennesker - hvis ingen af de parametre bonner ud, gider og dermed gør jeg det ikke.

Men jeg fastholder stædigt, at det ikke er dovenskab. Jeg vil kalde det benhård prioritering. For eksempel har jeg lagt rigtig mange timer i mine praktikansøgninger, fordi jeg virkelig VIL det. Jeg krydser samtlige lemmer i et inderligt håb om, at jeg kommer i praktik lige der, hvor jeg håber, og så vil jeg arbejde konstant, fordi jeg har lyst. Fordi jeg vil det. Fordi jeg brænder for det. Og det er der fandme ikke nogen, der skal fortælle mig er forkert. Jeg ved, hvad jeg vil, og jeg ved, hvad jeg ikke vil. Jeg vil være skribent. Jeg vil ikke være tv-klipper. Jeg vil ikke gå ned med stress i en uendelig stræben efter at kunne det famøse det hele. Jeg vil rigtig gerne gøre mig umage for at blive dygtig. Men jeg vil gerne have et sundt forhold til det. Jeg accepterer, at jeg ikke kan være god til alting og derfor vælger jeg at bruge energien på det, der giver mening for mig. Det jeg gerne vil, og det jeg kan. Hvilket ikke er videoproduktion.

Og med de ord: Kan I passe på jer selv derude. Der er rigtig mange, der har ideer om, hvordan man er en rigtig studerende/ansat/andetgodtfrahavet - men kun din mave kan mærke, om det så også er rigtigt for dig. Lyt til den for helvede. Intet godt kommer ud af at ignorere den.

søndag den 3. april 2016

Om swingerklubber, ABBA og veninder

Hjernerystelsen har det bedre. Faktisk har den det umiddelbart helt fint. Men det skal vi ikke fortælle mig, for så kunne jeg godt være typen, der kunne finde på at overbelaste den ved at læse en Johannes Møllehave bog i en ombæring. Jeg tror, den har det fint, fordi den har fået balsam for sjælen. Det betyder, at den har været i selskab med mennesker, som gør alt blødere, lettere og mere gnidningsfrit. Og markant mere velduftende. Den her weekend har været skæppeskøn. Jeg har haft besøg af to af de dejligste damer, jeg kender. Den ene hedder Maj, og den anden hedder Jane. De er de mest omsorgsfulde mennesker, der trækker vejret. Og så er de umanerligt skægge at være i stue med. De er typerne, man spiser bridgeblanding med, mens man sidder og googler swingerklubber. For det er et koncept, der åbenbart er mere almindeligt, end man lige går rundt og tror. Vi fandt i vores akademiske og grundige research ud af, at danske swingerklubber har kondomer til rådighed - og gudsketakoglov en rygepolitik. Alt det der passiv rygning, mens man bliver bunkepulet, det går sgu ikke. Personligt synes vores trio dog, at de også godt kunne have en frugtordning. Siger det bare. De er også typerne, man danser til WHAM og ABBA med. Og typerne, man får så mange grineflip med, at der i dag er tre kollegiemennesker, der uafhængigt af hinanden har spurgt mig, om vi var fulde. Det var vi ikke. De er typerne med hvem man synger godnatsang. Først sang Jane "Pjerrot sagde til månen", efterfulgt af min version af "Blops Godnatsang" og til sidst Maj med Povl Kjøllers godnatsang. Ja, vi er i tyverne, men det var pissehyggeligt. Der er nogle venner, man kan være fuldstændig sig selv med. Hvor det er ubesværet og gnidningsfrit. Og de her damer - jamen, de er sgu relationernes balsam. Man kan smide bh'en når den strammer, man kan mislykkes på det groveste i et forsøg på at lave planken uden, at man et milliesekund frygter, at de tænker en negativ tanke. De er totalt dejlige og for mig indbegrebet af tryghed.

Nu har de forladt mig til fordel for fastlandet. Og det kan jeg jo ikke rigtigt tillade mig at være gnaven over, men mit hus var altså sjovere, da de var her. Kort tid efter at de kørte, spurgte en af mine mandlige samboer, hvor trofast Jane er over for sin mand. Umiddelbart ret meget. Jeg er en lille smule fornærmet, både på egne og hendes vegne. Men det skal ikke skygge for weekenden - den har været så pissepikkegod, at jeg slet ikke magter, at den næsten er slut.

fredag den 1. april 2016

Nar

Aprilsnar, forstås. Så skal vi til det igen, de officielle og uofficielle pranks, der strækker sig lige fra overskriften "DR laver borgerlig fortsættelse af Matafor" til "jeg er gravid". Og det er muligvis bare mig, men jeg forstår det ærligt talt ikke helt. Jeg hader 1. april. For mig er der et af to scenarier, der altid udspiller sig den første dag i årets anden forårsmåned.

Version 1: Jeg bliver fuldstændig paranoid og misforstår alt, folk siger. Fordi jeg tror, de er ved at lave en aprilsnar på mig. Alternativt nægter jeg at tro på noget som helst.
Version 2: Jeg glemmer hvilken dag, det er og fortrænger, at andre ikke er ligeså glemsomme, hvorfor jeg hopper lige godtroende ned i samtlige løgne hver gang.

Så kan man gå der hele dagen og være påpasselig, minde sig selv om, at man ikke skal tro på, hvad som helst. Være umådelig skeptisk. Men alligevel sker det. I et svagt nanosekund sænker man paraderne, og tror rent faktisk på det, et eller andet fjols siger til en, hvorefter man bliver grinet af som var man Victor Borge efter sit internationale gennembrud, alt imens aprilnarens afsender skriger "APRIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIILSNARRR!" ind i hovedet på en med samme styrke som Hulk Hogan, hvis Donald Trump ikke vinder præsidentvalget. Glædelig fucking 1. april.