onsdag den 13. april 2016

Minder fra Mellemamerika

I går fejrede jeg Antropologen, som var pissesej og nu færdiguddannet. Hendes familie og hendes venner var der, og jeg blev sgu så rørt. Det er nok den eneste dag efter konfirmationen, man får som udelukkende handler om en selv. At alle de her mennesker stimede sammen med det ene formål at støtte Sara og være glade på hendes vegne. Det er sgu da fint. Jeg er pisseglad for, at jeg var en del af dagen. Af rent egoistiske årsager. Det var så stort at se hende blive færdig.

I bussen på vej hjem sad jeg over for en meget ung mand, som var i gang med at flirte med en meget ung pige, der sad bag ved ham i bussen. Åh, den ungdom altså. Lyder jeg gammel? Det er jeg ikke. Men jeg kunne ikke undgå at høre (sætningen alle lurere løgnagtigt bruger), hvad de snakkede om. Han var på vej til Kastrup, fordi han skulle til Mellemamerika. I tre måneder. Det ringer jo unægteligt en del klokker hos mig. Og lige der, efter at have set en af mine bedste veninder krydse endnu et punkt på voksen-listen af og jeg selv på kurs mod en ø helt uden palmer, stak det lidt i mig. I mit rejsehjerte, som har stået stille i en rum tid nu. Og det er ikke fordi, lysten er blevet dæmpet, det er ganske enkelt fordi det kræver de der penge, som jeg ikke har sådan vanvittigt mange af. Og så også fordi, jeg jo er fuldtidsstuderende. Men fuck. Mellemamerika. Lige om uhyggeligt kort tid er det fem år siden, at Nicklas og jeg tog vores overdimensionerede rygsække på vores kroppe, steg ombord i et tog og derefter et fly. Destination Panama. Min unge medpassager fik mig til at tænke på, da Nicklas og jeg væltede rundt i de otte lande, der udgør Mellemamerika. Hvordan jeg var dødsangst, da vi ankom til Panama City og med tough love skulle overtales til at forlade vores hostel. Hvordan vi lå i hængekøje og hvordan vi blev fanget på Roatan, fordi der var orkan. Hvordan vi besøgte en kaffefarm i Costa Rica og hvordan jeg ikke kunne lide det skidt, mens Nicklas proklamerede, at det var verdens bedste kaffe. Hvordan vi tog dykkercertifikat og dykkede med delfiner. Hvordan jeg var fuldstændig forelsket i Antigua og købte olieakvareller. Hvordan vi kravlede rundt oven på en vulkan, stegte skumfiduser på den og spiste sushi om aftenen. Hvordan vi blev solskoldede (mest mig) og for vild i en jungle (mest mig) og råbte af hinanden (mest mig). Hvordan jeg fik denguefeber og var så syg, som jeg aldrig har været in mein ganze leben. Og hvordan vi kørte i taxa med en mand, der bundede en flaske tequila, da vi satte os ind i bilen og hvordan jeg blev forvekslet med en prostitueret og Nicklas med en kunde. Men også hvordan vi havde det pissefedt, fx i Chichicastenango og så maya-ruiner og kørte i gamle amerikanske skolebusser, drak sjusser, spiste tortillas, hvordan den ene af os bungeejumpede (ikke mig) og hvordan vi svømmede og travede og løb og hoppede og dansede lidt indimellem.



Og det er mega fedt at tænke tilbage på. Det er det. Er så glad for, at vi tog af sted, men det skaber sgu også lidt uro i jernet. Jeg vil ud at rejse igen. Jeg trænger til det. Sus under vingerne, fremmed luft i håret og duften af et ukendt sted, hvor jeg virkelig kan mærke, at jeg lever. Fordi alle følelser bliver firetusind gange så intense. Og dét er fan-fucking-tastic.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar