tirsdag den 26. april 2016

Survival of the fittest

Da jeg gik i 9. klasse, sad min mor og jeg en efterårsmåned til skole-hjem-samtale på Hobrovejens Skole over for min klasse-og dansklærer, Martin. Alle lærere sagde i alle år det samme: "Du kan jo godt, hvis du vil. Du skal bare fortsætte". Jaja, fino bambino. Så sad min mor og jeg der over for Martin, og skulle have dommen. Og den var klar; selvfølgelig skulle jeg i gymnasiet. Det havde jeg så afgjort de faglige kvalifikationer til, og jeg var relativt ukritisk. Min storesøster gik på handelsskolen, og hvad fanden skulle jeg ellers lave som 15-årig? Så jeg fik en anbefaling til STX og blev optaget komplet gnidningsfrit. Og klarede gymnasiet med et ok højt gennemsnit, selvom jeg syntes, at samtlige tre år var skrækkelige. 

Karakteren 4 har aldrig fået så meget opmærksomhed som i de seneste par uger. Jeg vil vædde med, at der er nogle stykker, der først lige har fundet ud af, at 13-skalaen er afskaffet, men lad nu det ligge. Nu synes jeg egentlig ikke umiddelbart, at et gennemsnit på 4 er voldsomt at stile efter; det ligger i den lave ende, og jeg forstår godt, hvad regeringen vil. Tror jeg. Blandt andet noget med at højne undervisningskvaliteten, hvilket jo umiddelbart er en god ting. Men jeg synes alligevel, at udspillet er problematisk. I en tid, hvor alt centraliseres, hvor udkantsdanmark udskældes, hvor konkurrencestaten har overtaget den egentlige stat, og hvor teknokratiet fylder mere og mere, er det fandme et problem, at ungdomsuddannelserne også skal effektiveres efter god-bedre-bedst-doktrinen. 

Det største problem, synes jeg, er i tankegangen om, at de kloge børn kommer i gymnasiet, og at de dumme børn kommer på håndværker- eller frisørskole. En tankegang, som udspillet udspringer af og som vil forstærke fordommene. Det er en voldsom gang pis, men ikke desto mindre lyder det altså til, at de der fordomme trives meget fint. Det bliver vildt hurtigt en opdeling af, hvem der kan klare gymnasiet, og hvem der ikke kan. Der er jo ikke nogen ære i at tvinge sig selv til at gennemføre en gymnasial uddannelse, hvis a. man ikke har lyst og b. det er en kamp i hver eneste time. Men de børn, der ikke kommer i gymnasiet, bliver altså set lidt ned på. Synes jeg. Og det er fandme synd. Og jeg ser lidt samme mønster på universiteterne. Aldrig har vi haft så mange akademikere, også alt for mange, og jeg ved godt, at jeg selv hører til flokken. Og det tror jeg blandt andet har noget med prestige at gøre, hvilket sammen med pacing er den dummeste grund til at gå på universitetet. Til hver eksamen har man tre eksamensforsøg - du kan følge et fag, gå til eksamen og dumpe en, to, tre gange. Tredje gang du dumper, skal du følge faget endnu en gang, hvorefter du får lov til at gå til eksamen igen. For fjerde gang. Og der må jeg bare sige: Hvis man dumper tre gange, læser man nok det forkerte. Selvfølgelig kan der være udefrakommende faktorer som dødsfald eller sygdom, der gør, at studiet nedprioriteres, men i sådanne situationer burde (læs: fuck dig fremdriftsreform) man kunne få orlov. Men hvis man tager de særlige situationer ud af ligningen, er der for mig at se to forklaringer; enten er det dovenskab eller også har man ikke flair for det, man læser. Og så er det måske på sin plads at genoverveje. Generelt er det de ting, man er god til, der interesserer en. Dygtighed og interesse fordres af hinanden, og tak for det. Men hvis man dumper en eksamen tre gange, er det måske et tegn på, at man skal vælge noget andet at bruge sin tid på. Det betyder ikke, at man er uintelligent eller på anden vis den langsommeste knallert på havnen. Det betyder så bare, at dette ikke lige var sagen. Og selvom det kan virke sådan, er boglig intelligens altså ikke den eneste måde, man kan være klog på. 

I øvrigt er gymnasiet jo ikke kun en uddannelse, det er også det sted, hvor man bruger en tredjedel af sin tid i tre år. I tre år, hvor man gennemgår en gigantisk udvikling, hvor hele ens hjerne liver slamsuget ud af hovedet, omrokeret og smidt ind igen med kanon og fuse. Og dér synes jeg, vi har et problem - hvis de eneste i gymnasieklasserne er 12-tals pigerne. For så møder børn i en tid, hvor de skal formes til små mennesker, kun mennesker der er ligesom dem selv. Og det tror jeg virkelig ikke er sundt. Kun at omgås med ligesindede - hvis det er fremtiden, og det er der en reel fare for med dette lovforslag, så tror jeg, at ungdommen vokser op til at være ensporede og fordomsfulde. Hvilket jeg egentlig synes, der er så ganske rigeligt af i vores lille land i tiden. Jeg gik på en folkeskole, hvor der var mange, mange børn fra socialt belastede hjem. Jeg kom fra et ret beskyttet hjem, og det var mit første reelle møde med den lavere sociale klasse. Og fuck, hvor har det været sundt for mig. Det var jo ikke noget jeg tænkte over dengang, men jeg tror virkelig på, at de mennesker jeg har været omgivet af, har formet mig. Og det er altså sundt at lære, at der er mange måder at leve på - og i øvrigt pissevigtigt at lære, at anderledeshed ikke er farligt. At andre kulturer og sociale lag ikke udgør en trussel for dig. 

Jeg har en naturlig flair for sprog og ord. Det falder mig ret nemt uden, at jeg egentlig har arbejdet specielt meget for det. Og jeg elsker bøger. Oh, så inderligt. Men jeg kan fandme hverken passe børn, udregne ligninger, indlægge et intravenøst drop eller identificere en krumtap på en bil. Men så kan jeg ringe til min far, for det kan han. Det betyder jo ikke, at jeg er dum eller at dem, der "kun" kan tale deres modersmål er dumme. Vi er forskellige. For helvede. Hvornår forsvandt accepten af, at folk er forskellige, har varierende interesser og talenter? For det er vel i virkeligheden det, det her karakterudspil handler om. At noget er finere end noget andet, og at nogle mennesker er bedre end andre. For nogle måneder siden diskuterede jeg dette med to kollegietyper af det modsatte køn. De er pissesøde og jeg elsker at se HIMYM med dem, mens vi drikker øl. Men de irriterer mig også helt eminent. De var begge enige om, at universitetsuddannede har større værdi for samfundet end eksempelvis pædagoger. Sygeplejersker var noget andet. Og jeg argumentere, og hævede stemmen og blev ked af det. Men de kan ikke se det. Ikke fordi de er dumme, men fordi de er snæversynede. Fordi de oprigtigt tænker, at akademikere er bedre end andre. Om det er deres egen usikkerhed, ved jeg ikke. Men det er synd. Og forkert. Jeg vil til min dødsdag kæmpe for at aflive den myte. Jaja, jeg møder også mennesker, jeg tænker, der er lige lovlig blanke. Men det betyder ikke, at jeg så synes, at jeg er vigtigere end dem. Og hvor stopper det? Vi kan fravælge børn, der med stor sandsynlighed fødes med downs syndrom.Jeg ved godt, det er stillet lidt på spidsen. Men helt alvorligt. Hvor stopper det? Ved barnets køn, ved dets formodede udseende, ved dets IQ? Diversitet er smukt, og vi skal passe meget, meget på, at vi ikke mister den. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar