søndag den 29. maj 2016

Forresten vol. 24

  • Har jeg købt et cover til min telefon. Det kostede 8 kroner inklusive forsendelse. Motivet er Batman og tak Gud for eBay.
  • Brækker jeg mig udover min garderobe. Jeg vil have nyt tøj. Sommertøj. For at citere Sara på Champs-Elysees: Kjoler. Jeg mangler kjoler. Og underdele. Og overdele.
  • Har jeg brugt lidt for meget tid på at tænke over, om hanfisk er i besiddelse af det mandlige kønsorgan? Men seriøst, har de det? Altså når man tænker på den måde, fisk får unger/æg. På den anden side skal æggene vel befrugtes med noget. Jeg er i syv sind, folkens
  • Har jeg to vabler under mine fødder. Det gør sådan rimelig ondt. 
  • Har jeg fået en gratis cykelhjelm. OG jeg husker at bruge den. 
  • Elsker jeg virkelig "She Will Be Loved" af Maroon5. Husker, hvordan jeg hørte den på MTV i de spæde 00'ere. 
  • Sidder min storesøster i disse dage under et palmetræ på Mallorca. Den skiderik.
  • Håber jeg, hun nyder det, eftersom der er fucking september-tendenser herhjemme. Eller faktisk bare kronisk torden-lummert. 
  • Kan jeg binde snørebånd på højre fods sko meget hurtigere end på venstres.
  • Har jeg endnu engang haft en weekend, hvor jeg mest af alt har haft lyst til at drikke 18 gin og tonics. Og jeg har IGEN ikke haft nogen at feste med. Det er seriøst sørgeligt. Og cirka mit største problem med ikke længere at bo i Århus. 
  • Har jeg tænkt mig at holde fest i juli. Et forsinket Fynsk Forår. 
  • Gad jeg virkelig godt at have ansigtet fyldt med fregner. Synes det er det pæneste i hele verden. Men jeg må tage til takke med den fesne stribe, som jeg endnu ikke har på næseryggen, fordi sommeren har meldt afbud.  
  • Har jeg en ustyrlig trang til pandekager med smarties. Det er en undervurderet spise. Ligesom artiskok. Selvom de ikke skal på pandekager. Men på pizza til gengæld!
  • Taber jeg så meget hår i tiden, at jeg er bare en lille smule bange for, at jeg en dag vågner skaldet. 
  • Har jeg til min egen overraskelse kommet egen tidsplan i forkøbet. Hvilket betyder, at det jeg skulle have lavet i dag, lavede jeg allerede i går. Og i dag har jeg læst 200 sider i god bog, ryddet op, gjort rent og smækket en bolledej sammen. Og åbenbart tidsrejst 60 år tilbage i tiden. Dumdidum, What to do?
  •  Går det nok. Jeg har Bob Dylan, Warren Zevon og blå klovborg og rugbrød. Og et bedre humør end jeg har kunnet præstere i hele denne herrens måned. 

mandag den 23. maj 2016

Jeg - en forkælet skidespræller

Jeg er en røv. I går skrev jeg et brokkeindlæg af en anden verden. Vræl-vræl-vræl-hvor-er-det-synd-for-mig-mere-vræl. Og dog. For jeg synes sådan set stadig, at mine bekymringer er berettigede og praktikmæssigt er jeg i dag præcist ligeså meget på røven, som jeg var i går. Men i går aftes modtog jeg fra min kusine sms'er så lange som et essay af Tolstoy med den rette mængde omsorg og spark i røven. Min dejlige faster, som er den mest livskloge dame, der findes, har i dag brugt fire timer på motorvejen for at tilbringe samme mængde tid med mig i Odense. Det er sgu stort. Det er omsorg. Det er kærlighed. Og hvad lå der så i min postkasse i dag, da jeg kom hjem fra min bytur med min faster? Chokolade og kort fra min bedste veninde. For helvede. Hvor er jeg en utaknemmelig satan. Jeg er med på, at jeg lyder aldeles skizofren. Men sagen er den, at jeg i pressede situationer oftest ender med at befinde mig i polerne. I går græd jeg fordi jeg syntes, det hele var noget lort, og i dag græder jeg, fordi jeg er så priviligeret, at mine tårer skyldes praktik i stedet for borgerkrig. Ikke at man skal sammenligne sig - jeg bor i den første verden, og derfor er det sgu fair nok, at jeg har first world problems. Men nogle gange er det meget godt at få sat det der perspektiv på sig selv. Det har jeg fået lidt af i de sidste 12 timmer.

Jævnfør gårsdagens indlæg er jeg i disse dage ikke mit mest charmerende selv. Jeg sover meget afbrudt og dårligt om natten, jeg har ondt i maven, og er som følge deraf i besiddelse af en kort lunte. Jeg hyler fortsat af ingenting og jeg er ikke helt retfærdig over for mine medmennesker. Men jeg er svineheldig. Indtil videre har jeg ikke noget praktiksted, men jeg har noget bedre, noget alverdens velskrevne ansøgninger ikke ville kunne give mig. Jeg har nogle mennesker, der er der uanset, hvor kæmpestort et røvhul jeg er. Mennesker, der ikke kun synes, jeg er dejlig, når jeg drikker hvide russere og danser M.C. Hammer dansen. Mennesker der kender mine sortseer-tendenser og kan håndtere dem. Mennesker der tropper op uden agenda og fuldstændig betingelsesløst. Jeg ved ikke hvad, men et eller andet jeg have gjort rigtigt i et tidligere liv. 


søndag den 22. maj 2016

Om at putte alle sine æg i én kurv

Det der praktiksøgning, ikke? Det har jeg nævnt meget lidt om her på det store og farlige internet. Men praktik er noget, der har hylet mig ud af den i flere måneder. Det gør det stadigvæk. Der er blevet tænkt inde i gylletanken, der er blevet researchet, der er blevet skrevet ansøgninger, der er blevet sendt ansøgninger, der er blevet indkaldt til samtale. Og. Der. Ventes. Jeg aner ikke, om jeg er købt eller solgt. Jeg aner faktisk ikke noget som helst andet end, at jeg endnu ikke har skrevet under på en praktikkontrakt, og at sandkornene i timeglasset ikke længere er på min side. Jeg har krafthelvede travlt. Og nu sidder jeg her, med realiseringen af et af mine værste mareridt. At jeg igen ikke fik styr på det til tiden. At jeg igen sidder i en situation, hvor jeg tuder hele tiden, af frustration, fordi der ikke er styr på noget som helst. At jeg føler mig dum og uduelig. At jeg har spildt tre uger på at vente i stedet for at handle. Og så kan det fandme godt være, at jeg skulle have skudt med spredehagl, at jeg skulle have sendt mange flere ansøgninger, at jeg skulle have været mere aggressiv, og at jeg generelt skulle have tændt min hjerne.

Ja, det kan fandme godt være, at jeg skulle have gjort det. Men det gjorde jeg så ikke. Og det hjælper faktisk overhovedet ikke, at alle så fortæller mig det. Nu. Det er jo for sent, for fanden. Det var der nogen, der skulle have sagt for 14 dage siden. Og nej, det skulle de ikke, for det er og bliver selvfølgelig mit ansvar. Men lige nu er det faktisk ikke det, jeg har behov for at høre. Mmmmkay? Og jeg ved sgu da godt, at jeg er sur på mig selv meget mere end på nogen andre. Men det hjælper stadigvæk ikke, når min hjerne føles som om, den har en indvendig og alt for lille cykelhjelm på. Det er noget lort, og selvom det formegentlig ender med at løse sig, er det hele lige nu en kæmpestor lort. Fucking lort på styret og overhovedet ikke noget, der minder om styr på lortet.


tirsdag den 17. maj 2016

Specialetanker - vejrtrækningsproblemer og pizza

Netop hjemvendt fra møde på universitetet om speciale. Nu en kende konfus. Jeg har hele tiden været med på, at krøllen på min uddannelse er, at der skal produceres 80 siders speciale. Af mig, vel at mærke. Jeg har aldrig brudt mig om tanken. Men nu rykker realiteterne på. Fidusen er bare den, at vi på min uddannelse enten kan vælge et rent akademisk speciale eller et kombinationsspeciale, hvor man både skal producere akademia og journalistik. Og de ser meget gerne, at vi trækker på vores bachelor-baggrund, hvilket i mit tilfælde ville være antropologi. Problemet er bare, at vejleder bliver en journalist, der absolut ingen antropologiske forudsætninger har for at vejlede mig. Det er en smule problematisk. Og så dristede jeg mig til at hæve fingeren og påpege problemet udfordringen i, at vi på denne kandidatuddannelse stort set ikke har haft at gøre med teori, men derimod masser af metode. Det teoretiske grundlag, hvorpå jeg skal skrive et speciale, er således på tykkelse med rispapir. Uddannelsesleder Morten ville ikke lægge fingre imellem, og indrømmede blankt, at det er en udfordring og at det bliver svært. I og med, at undervisningen har budt på et såre begrænset udvalg, skal jeg selv ud og lede med lys og lygte efter relevante teoretikere. Godt så. Jeg frygter for mit efterår - jeg tror, det bliver hårdt. Der kommer forhåbentlig snart (be-be) styr på praktik. Og det hele skal jo nok gå. Der er altid folk, der skriver specialer, og hvorfor skulle jeg ikke også kunne? Det bliver en rutsjebanetur, men det skal nok gå. Det går altid. Så jeg prøver lige at får styr på min vejrtrækning. Det. Skal. Nok. Gå.

I parentes bemærket har jeg fået bekræftet, at mit speciale ikke skal forsvares mundtligt. Og til trods for hvor nervøs, jeg helt sikkert ville blive, ærgrer det mig. Det ville være at binde sløjfen på de mange kilometer bånd. På den eneste eksistens, jeg nogensinde har kendt; at gå i skole. Så ville jeg få muligheden for at trække i land med nogle af de mindre gode ting, man utvivlsomt kommer til at skrive i et speciale, uddybe nogle ting og generelt reflektere over eget produkt. Men mest af alt fordi jeg så godt gad at komme ud fra et lokale på Syddansk Universitet til ansigterne på de mennesker, jeg elsker allerhøjest, og som ville være der for at støtte mig. Men det er der ikke råd til; det er simpel matematik, og jeg synes, det er træls. Men det er nu engang sådan, landet ligger. Nogle af mine medstuderende overvejer at klage/gøre oprør/lave militærkup. Og dét synes jeg er fjollet. Ingen tvivl om, at jeg også ville foretrække at have et forsvar snarere end bare den fesne følelse af at uploade et dokument på et intranet med det sexede navn BlackBoard. Men at brokke sig er bare så åndssvagt forkælet. Faktum er, at der ikke er råd til de samme ting, som der var råd til for 10 år siden. Og jeg vil klart foretrække, at der spares her end, at der spares på politibetjente, sygeplejersker, pædagoger eller undervisere. Især fordi ingen - og slet ikke universitetsbudgetter - kan hindre mig i at holde en motherfucker kandidat-fest af den anden verden i juli måned, når karakteren er tikket ind. G&T's, White Russians, pizza og solskin ad libitum!

lørdag den 14. maj 2016

Hoppende nevøer, Austen og knækbrød i egen ovn

I torsdags tog jeg fra min kusine i Ålborg til min hjemstavn i Randers. Her shoppede min mor, min storesøster og jeg i Hennes & Mauritz, hvorefter vi spiste en guddommelig pizza i solen ved Rådhuspladsen. I øjeblikke glemte jeg at konversere med d'damer, fordi jeg overvejede et ægteskab med førnævnte pizza. Der var ost, der var artiskok, der var salami, der var skinke, og jeg var solgt til stanglakrids. Her fremlagde jeg den, i al ydmyghed, geniale ide, at kvinderne i familien (altså os) skulle begive os til pizzaens moderland, nærmere bestemt Rom. Eftersom jeg er den mindst pragmatiske i den trio, havde jeg forventet nogle mod-argumenter og en del "jamen" og "men". Det skete ikke. De løftede deres glas, det er vedtaget, og jeg starter en bankkonto med det passende navn "Roma", hvortil vi alle tre vil overføre en hundredelap om måneden. Planen er foråret 2018, og jeg har intet imod at vente på gode ting. Bagefter tog vi i børnehaven, hvor jeg først blev modtaget af det yngste nevø-eksemplar, der sprang op i mine arme og lidt senere kom den ældste løbende imod mig, men han blev genert og gemte sig i sin mors skørter. Jeg elsker, hvor forskellige de er, og så er jeg i kæmpemæssig grad til fals for, når de bliver glade for at se mig. Uanset, hvordan de viser det. Lige dér kunne man overbevise mig om, at det at gå på glasskår for derefter at bade i lava var en smæk-mig-i-røven-fantastisk idé.

I går tog jeg min fromme moder under armen, og vi begav os af sted til Århus Teater. Dette skete via bilkørsel igennem vort yndige Djursland. Der var rapsmarker, dannebrogsflag, asfalteret og buede veje, køer og heste på græs og popmusik i radioen. Der er intet, der slår den danske sommer. Ganske enkelt. Folket smiler, fuglene kvidrer, der dufter af sommer og nyslået græs, og mine indre organer føles som om, de vækkes til live. Vi fortærede hver en sandwich ved Store Torv til udsigten af de sommerglade mennesker, der måske havde lidt for lidt tøj på. Vi gik den korte vej til teatret, placerede vores bagender på første række og ventede på, at Fornuft og Følelse gik i gang. I starten var jeg helt forvirret over, at der kun var tre søstre, at faren var død, og at de hed Dashwood og ikke Bennet. Ak, jeg har ikke styr på min Jane Austen. Det var mit første møde med Fornuft & Følelse, men hvilken fremragende first date. Cecilie Stenspil, der havde en af hovedrollerne, og i øvrigt er pissedygtig, blinkede til mig ved tæppefald, da jeg smilede stort og klappede til det syrede i armene. Så følte jeg mig som Den Særligt Udvalgte, fordi jeg er et meget simpelt menneske og nem at imponere. Men det var ganske fænomenalt, og trods kynisme er og bliver jeg en sucker for ældre tiders fortællinger OG for lykkelige slutninger.

Nu er det lørdag, og for et par timer siden hjemvendte jeg til Odense efter over to ugers adskillelse fra egen seng. Selvom det allerede nu kribler lidt for at være i mit andet hjem i Ålborg hos hende den dejlige, er det nu også meget godt at være hjemme. Min mini-OCD har hygget sig noget så gevaldigt med at sætte alt luderkrudtet på deres rigtige pladser og folde tøjet sirligt og lægge det ind på de dertilindrettede hylder i skabet. Nu skal der bare støvsuges, og så kører bussen. Rengørings-bussen. Jeg har handlet (iført sandaler), bagt knækbrød (i bare tæer), og ikke mindst snakket med kollegie-typerne (fuldt påklædt). De er nu altså søde. Og! Sidst jeg var hjemme, var træerne bare. Nu ser det sådan her ud, og det er sgu da egentlig meget godt.


mandag den 9. maj 2016

Forresten vol. 23

  • Har de danske medier en overordentlig lemfældig tilgang til termen "breaking news". Alle nyheder er jo nye - det ligger faktisk temmelig eksplicit i ordet. Men jeg synes, de kaster om sig med "breaking"-termen, som jo kun burde bruges, når det er virkelig vildt. 
  • Nåede jeg aldrig at se Beyoncés Lemonade, inden den forsvandt ind i det hemmelige og dybe internet, som jeg ikke ved, hvordan man finder hen til. 
  • Er det i dag præcis 12 år og en uge siden, at jeg føjtede rundt i Aalborg på Blå Mandag iført nye cowboybukser, grå og lyserød top, hvid cardigan med en similibesat sommerfugl på ryggen og en græsgrøn denimjakke med en enkelt knap, der lignede en kæmpe diamant. Oh yes. 
  • Kan jeg slet ikke styre min begejstring over, at foråret er arriveret. Hvilket også er grunden til, at jeg lidt glemte, at jeg har en blog. Noget med nogle skub-op-is og læsning på terrassen. 
  • Hører jeg uforskammet meget Justin Bieber i tiden. 
  • Har jeg en åndssvagt dårlig balanceevne. For eksempel har jeg mere end svært ved at stå på et ben og selv når jeg står på dem begge to, er resultatet ikke imponerende. 
  • Vil jeg engang have en blå veloursofa. 
  • Er jeg p.t. i gang med at spise en banan, hvor skrællen ligesom er sprættet op. Fordi bananen er for stor? Indsæt penis-joke.
  • Drømte jeg natten til i går om tørshampoo. Jeg lever et meget spændende liv. 
  • Drømte jeg i nat, at Lars Mikkelsen og jeg kørte i en bus i hovedstaden, som kørte ned ad utroligt mange trapper. Lidt mere spændende. 
  • Er jeg ved at læse min venindes speciale. For et par måneder siden gjorde jeg det samme for en anden veninde. Og jeg er seriøst imponeret over, hvor kloge de er. Det er fandme sejt!
  • Er jeg i øvrigt en kende nervøs over det faktum, at jeg om et år selv er i gang med (forhåbentlig) at finpudse et speciale. Fuck me. Ikke, at jeg er typen, der tager sorgerne på forskud.
  • Er jeg til gengæld utrolig begejstret for tanken om, at jeg om et år og tre uger er færdiguddannet. Ikke, at jeg som sådan tæller.

onsdag den 4. maj 2016

Dobbelt A North

Jeg har midlertidigt forladt mit hjem. Jeg er draget til Aalborg; til mit andet hjem. Der hvor jeg har nøgle til hoveddøren og min egen kop i skabet. På skødet fremgår min kusines navn. Det er hendes hus, men det føles lidt som mit. Tit når man er på besøg hos andre er man bange for at komme til at spilde eller tage af deres shampoo eller sætte albuerne i bordet, når man spiser eller smadre et Holmegaard-glas. Nu har Birgitte godt nok ingen Holmegaard-glas, men til gengæld er hun umådeligt gæstfri, og der er få steder, jeg føler mig så meget hjemme, som jeg gør her. Grunden til mit ophold er, at min læge frarådede/forbød mig at lave universitetsarbejde, der ikke er obligatorisk. Altså ikke fordi han syntes, jeg virkede som en rar type, der måske gerne ville begynde at gå til jazzballet, men på grund af den fucking hjernerystelse. I de første to uger af maj er der et stort - og frivilligt - projekt på SDU. Som jeg så ikke deltager i. Men i stedet for at sidde hjemme i min lejlighed og have volddårlig samvittighed over mit manglende bidrag, tænkte jeg, at det var oplagt at besøge hende der den 14 år ældre udgave af mig. Så her er jeg. I Ålleren. Og jeg slapper af. Og læser bøger. Og forsøger at dyrke pilates. Det er jeg helt utrolig dårlig til. Som i Jesus Kristus, jeg er født uden balanceevne og er af en 25-årig at være meget lidt smidig. Men derudover meldes alt godt fra dobbbelt A North. Maj måned er en lækker satan, præcis som den plejer at være. Jeg mener at mindes, at jeg ikke plejer at glæde mig så meget til d-vitamin i stråleform, som jeg har gjort i år. Men vi ved jo alle, at jeg er overordentlig udfordret på hukommelse, så chancen for, at jeg har det på præcis samme måde hvert år, men fortrænger det, er pænt stor. Det er i dag den første onsdag i maj, hvorfor sirenerne hørtes kl. 12 og vi tog et lille øjeblik, hvor vi var (og er) taknemmelige for, at vi ikke udsættes for luftangreb. Og så er dagen i dag sgu da også den aften, hvor vores lille prutland blev befriet i det herrens år 1945. Tak for det. OG. For satan, jeg har helt berettiget gået rundt med solbriller og snart skal der fyres op i en grøn kuglegrill og så skal vi have majskolber og økologisk kylling. Ja tak, ja tak oooooooog ja tak!