lørdag den 14. maj 2016

Hoppende nevøer, Austen og knækbrød i egen ovn

I torsdags tog jeg fra min kusine i Ålborg til min hjemstavn i Randers. Her shoppede min mor, min storesøster og jeg i Hennes & Mauritz, hvorefter vi spiste en guddommelig pizza i solen ved Rådhuspladsen. I øjeblikke glemte jeg at konversere med d'damer, fordi jeg overvejede et ægteskab med førnævnte pizza. Der var ost, der var artiskok, der var salami, der var skinke, og jeg var solgt til stanglakrids. Her fremlagde jeg den, i al ydmyghed, geniale ide, at kvinderne i familien (altså os) skulle begive os til pizzaens moderland, nærmere bestemt Rom. Eftersom jeg er den mindst pragmatiske i den trio, havde jeg forventet nogle mod-argumenter og en del "jamen" og "men". Det skete ikke. De løftede deres glas, det er vedtaget, og jeg starter en bankkonto med det passende navn "Roma", hvortil vi alle tre vil overføre en hundredelap om måneden. Planen er foråret 2018, og jeg har intet imod at vente på gode ting. Bagefter tog vi i børnehaven, hvor jeg først blev modtaget af det yngste nevø-eksemplar, der sprang op i mine arme og lidt senere kom den ældste løbende imod mig, men han blev genert og gemte sig i sin mors skørter. Jeg elsker, hvor forskellige de er, og så er jeg i kæmpemæssig grad til fals for, når de bliver glade for at se mig. Uanset, hvordan de viser det. Lige dér kunne man overbevise mig om, at det at gå på glasskår for derefter at bade i lava var en smæk-mig-i-røven-fantastisk idé.

I går tog jeg min fromme moder under armen, og vi begav os af sted til Århus Teater. Dette skete via bilkørsel igennem vort yndige Djursland. Der var rapsmarker, dannebrogsflag, asfalteret og buede veje, køer og heste på græs og popmusik i radioen. Der er intet, der slår den danske sommer. Ganske enkelt. Folket smiler, fuglene kvidrer, der dufter af sommer og nyslået græs, og mine indre organer føles som om, de vækkes til live. Vi fortærede hver en sandwich ved Store Torv til udsigten af de sommerglade mennesker, der måske havde lidt for lidt tøj på. Vi gik den korte vej til teatret, placerede vores bagender på første række og ventede på, at Fornuft og Følelse gik i gang. I starten var jeg helt forvirret over, at der kun var tre søstre, at faren var død, og at de hed Dashwood og ikke Bennet. Ak, jeg har ikke styr på min Jane Austen. Det var mit første møde med Fornuft & Følelse, men hvilken fremragende first date. Cecilie Stenspil, der havde en af hovedrollerne, og i øvrigt er pissedygtig, blinkede til mig ved tæppefald, da jeg smilede stort og klappede til det syrede i armene. Så følte jeg mig som Den Særligt Udvalgte, fordi jeg er et meget simpelt menneske og nem at imponere. Men det var ganske fænomenalt, og trods kynisme er og bliver jeg en sucker for ældre tiders fortællinger OG for lykkelige slutninger.

Nu er det lørdag, og for et par timer siden hjemvendte jeg til Odense efter over to ugers adskillelse fra egen seng. Selvom det allerede nu kribler lidt for at være i mit andet hjem i Ålborg hos hende den dejlige, er det nu også meget godt at være hjemme. Min mini-OCD har hygget sig noget så gevaldigt med at sætte alt luderkrudtet på deres rigtige pladser og folde tøjet sirligt og lægge det ind på de dertilindrettede hylder i skabet. Nu skal der bare støvsuges, og så kører bussen. Rengørings-bussen. Jeg har handlet (iført sandaler), bagt knækbrød (i bare tæer), og ikke mindst snakket med kollegie-typerne (fuldt påklædt). De er nu altså søde. Og! Sidst jeg var hjemme, var træerne bare. Nu ser det sådan her ud, og det er sgu da egentlig meget godt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar