mandag den 23. maj 2016

Jeg - en forkælet skidespræller

Jeg er en røv. I går skrev jeg et brokkeindlæg af en anden verden. Vræl-vræl-vræl-hvor-er-det-synd-for-mig-mere-vræl. Og dog. For jeg synes sådan set stadig, at mine bekymringer er berettigede og praktikmæssigt er jeg i dag præcist ligeså meget på røven, som jeg var i går. Men i går aftes modtog jeg fra min kusine sms'er så lange som et essay af Tolstoy med den rette mængde omsorg og spark i røven. Min dejlige faster, som er den mest livskloge dame, der findes, har i dag brugt fire timer på motorvejen for at tilbringe samme mængde tid med mig i Odense. Det er sgu stort. Det er omsorg. Det er kærlighed. Og hvad lå der så i min postkasse i dag, da jeg kom hjem fra min bytur med min faster? Chokolade og kort fra min bedste veninde. For helvede. Hvor er jeg en utaknemmelig satan. Jeg er med på, at jeg lyder aldeles skizofren. Men sagen er den, at jeg i pressede situationer oftest ender med at befinde mig i polerne. I går græd jeg fordi jeg syntes, det hele var noget lort, og i dag græder jeg, fordi jeg er så priviligeret, at mine tårer skyldes praktik i stedet for borgerkrig. Ikke at man skal sammenligne sig - jeg bor i den første verden, og derfor er det sgu fair nok, at jeg har first world problems. Men nogle gange er det meget godt at få sat det der perspektiv på sig selv. Det har jeg fået lidt af i de sidste 12 timmer.

Jævnfør gårsdagens indlæg er jeg i disse dage ikke mit mest charmerende selv. Jeg sover meget afbrudt og dårligt om natten, jeg har ondt i maven, og er som følge deraf i besiddelse af en kort lunte. Jeg hyler fortsat af ingenting og jeg er ikke helt retfærdig over for mine medmennesker. Men jeg er svineheldig. Indtil videre har jeg ikke noget praktiksted, men jeg har noget bedre, noget alverdens velskrevne ansøgninger ikke ville kunne give mig. Jeg har nogle mennesker, der er der uanset, hvor kæmpestort et røvhul jeg er. Mennesker, der ikke kun synes, jeg er dejlig, når jeg drikker hvide russere og danser M.C. Hammer dansen. Mennesker der kender mine sortseer-tendenser og kan håndtere dem. Mennesker der tropper op uden agenda og fuldstændig betingelsesløst. Jeg ved ikke hvad, men et eller andet jeg have gjort rigtigt i et tidligere liv. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar