tirsdag den 17. maj 2016

Specialetanker - vejrtrækningsproblemer og pizza

Netop hjemvendt fra møde på universitetet om speciale. Nu en kende konfus. Jeg har hele tiden været med på, at krøllen på min uddannelse er, at der skal produceres 80 siders speciale. Af mig, vel at mærke. Jeg har aldrig brudt mig om tanken. Men nu rykker realiteterne på. Fidusen er bare den, at vi på min uddannelse enten kan vælge et rent akademisk speciale eller et kombinationsspeciale, hvor man både skal producere akademia og journalistik. Og de ser meget gerne, at vi trækker på vores bachelor-baggrund, hvilket i mit tilfælde ville være antropologi. Problemet er bare, at vejleder bliver en journalist, der absolut ingen antropologiske forudsætninger har for at vejlede mig. Det er en smule problematisk. Og så dristede jeg mig til at hæve fingeren og påpege problemet udfordringen i, at vi på denne kandidatuddannelse stort set ikke har haft at gøre med teori, men derimod masser af metode. Det teoretiske grundlag, hvorpå jeg skal skrive et speciale, er således på tykkelse med rispapir. Uddannelsesleder Morten ville ikke lægge fingre imellem, og indrømmede blankt, at det er en udfordring og at det bliver svært. I og med, at undervisningen har budt på et såre begrænset udvalg, skal jeg selv ud og lede med lys og lygte efter relevante teoretikere. Godt så. Jeg frygter for mit efterår - jeg tror, det bliver hårdt. Der kommer forhåbentlig snart (be-be) styr på praktik. Og det hele skal jo nok gå. Der er altid folk, der skriver specialer, og hvorfor skulle jeg ikke også kunne? Det bliver en rutsjebanetur, men det skal nok gå. Det går altid. Så jeg prøver lige at får styr på min vejrtrækning. Det. Skal. Nok. Gå.

I parentes bemærket har jeg fået bekræftet, at mit speciale ikke skal forsvares mundtligt. Og til trods for hvor nervøs, jeg helt sikkert ville blive, ærgrer det mig. Det ville være at binde sløjfen på de mange kilometer bånd. På den eneste eksistens, jeg nogensinde har kendt; at gå i skole. Så ville jeg få muligheden for at trække i land med nogle af de mindre gode ting, man utvivlsomt kommer til at skrive i et speciale, uddybe nogle ting og generelt reflektere over eget produkt. Men mest af alt fordi jeg så godt gad at komme ud fra et lokale på Syddansk Universitet til ansigterne på de mennesker, jeg elsker allerhøjest, og som ville være der for at støtte mig. Men det er der ikke råd til; det er simpel matematik, og jeg synes, det er træls. Men det er nu engang sådan, landet ligger. Nogle af mine medstuderende overvejer at klage/gøre oprør/lave militærkup. Og dét synes jeg er fjollet. Ingen tvivl om, at jeg også ville foretrække at have et forsvar snarere end bare den fesne følelse af at uploade et dokument på et intranet med det sexede navn BlackBoard. Men at brokke sig er bare så åndssvagt forkælet. Faktum er, at der ikke er råd til de samme ting, som der var råd til for 10 år siden. Og jeg vil klart foretrække, at der spares her end, at der spares på politibetjente, sygeplejersker, pædagoger eller undervisere. Især fordi ingen - og slet ikke universitetsbudgetter - kan hindre mig i at holde en motherfucker kandidat-fest af den anden verden i juli måned, når karakteren er tikket ind. G&T's, White Russians, pizza og solskin ad libitum!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar