mandag den 27. juni 2016

Det' løgn!

Jeg har set en virkelig god dokumentar på Netflix, der handler om løgn. Den hedder (Dis)Honesty. Den handler om det faktum, at vi alle sammen går rundt og små/storlyver lidt hele tiden. Og at det er noget juks. Både fordi, det er forkert, men også fordi det tit koster staten rigtig mange penge. Alt fra at fuske lidt med forsikringen, til ikke at købe en busbillet, hvis klippekortsautomaten er i stykker, til at begå organiseret skattesvindel. Den er virkelig god - se den! Men jeg vil alligevel stædigt fastholde, at nogle løgne er okay. Nogle gange er løgne beskyttende. Og ikke fordi jeg synes, man skal skærme folk fra sandheden, men som en af personerne fra dokumentaren udtrykker det: "En løgn er som en kniv. Hvis du bruger kniven til at stikke nogen ned med, er det ikke ok, men hvis du bruger den til at smøre smør på dit brød, er det fint". Jeg er jo altid fan af metaforer, der indebærer brød og smør, men er derudover også virkelig enig med manden. Ikke desto mindre er jeg gået i tankeboks over, hvorvidt jeg lyver. For umiddelbart synes jeg, at jeg er ret ærlig. Ahem. I et skamløst forsøg på at gøre op med lystløgnertendensen, følger her en liste over mine seneste løgne. Dem jeg kan huske, altså.  Og på den note, vil jeg forsøge at være et mere ærligt menneske i fremtiden (og dét er ikke løgn - min intention er ganske sand).

  • Jeg løj i går, da Hanan bankede på min dør, og sveden drev af mig. Jeg havde dyrket hardcore pilates, men blev pludselig flov over min svedmængde. Jeg lignede jo kraftedme en, der havde svømmet i Storkespringvandet. Så jeg sagde, at jeg havde været ude at gå tur. But why? 
  • Jeg løj, da jeg sagde, at jeg ikke synes Christopher er pæn. Det er han jo. Hold nu op. Jeg prøvede bare at være for sej til at være tiltrukket af den slags ulækre åbenlyse jublende gener. Men det er jeg ikke.
  • Jeg løj i sidste uge, da jeg sagde, at min top ikke er ny. Den er i den grad ny. 
  • Jeg løj for tre dage siden, da jeg dømte nogle af de yngre kollegietyper for ikke at kende Queen og The Beatles. For jeg er ret pjattet med begge bands, men jeg hører i skrivende stund soundtracket til Wicked, så på en eller anden måde skal jeg nok ikke komme for godt i gang.
  • Jeg løj, da Tinderbox-deltagere i forgårs spurgte ind til min viden om Rammstein. Jeg fakede den i den grad. Kender i bedste fald to Rammstein-sange, men lod som om, jeg var nede med de hårde typer. 
  • Jeg løj, da min veninde spurgte mig, om jeg synes, hun er tyk. Jeg synes, hun er smuk. Virkelig. Men hun er også lidt tyk. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det. 
  • Jeg løj, da min veninde skrev, at hun savnede mig, og jeg så skrev, at jeg også savnede hende. Jeg glæder mig til at se hende, rigtig meget, men lige dér, da savnede jeg hende faktisk ikke. Et glimrende eksempel på, at absolut ærlighed ikke altid er godt. 
  • Jeg løj i går, da jeg sagde, at jeg var træt. Jeg havde virkelig brug for noget alene-tid. Blandt andet havde jeg en hed date med Bruce Springsteens "I'm Goin' Down"

torsdag den 23. juni 2016

For syv år siden

Gik jeg hvileløst rundt, som en stresset isbjørn i zoologisk have, i mit barndomshjem. Den 23. juni 2009, kl. 14.30 så vidt jeg husker, havde jeg min sidste eksamen. Målstregen skulle krydses, jeg skulle op i dansk, og når det var sket, ville jeg få den rød/hvide hue på. Den hue jeg sukkede efter siden, jeg første skoledag gik op ad alleen, der var prydet af træer på begge sider. Jeg gik ind af den gigantiske dør, hvorover Christian den 10.s monogram hang. Da jeg gik ind af døren, hørte jeg den smække højlydt bag mig, og jeg tænkte ved mig selv, at jeg aldrig ville slippe levende ud. Det gjorde jeg. Men jeg kan ikke genkende den der gymnasiet-er-den-fedeste-tid-ever følelse, som jeg tror, mange oprigtigt har. Jeg havde den ikke. Jeg var ikke specielt glad for at gå i gymnasiet. Det var hårdt, det var 8-15 hver dag, det var svært for den perfektionistiske mig ikke at være den bedste til det hele. Det var så hårdt, at jeg led af mavekramper - mavekramper, som min læge fortalte mig, jeg skulle passe på ikke udviklede sig til mavesår. Og det gjorde de heldigvis ikke. Men hårdt var det sgu. Helt sikkert også fordi jeg var teenager og derfor per definition usikker og i tvivl om a.l.t.

Men den 23. juni for syv år siden. Maj og jeg skulle op samme tid - vi mødtes ved skolen, afleverede hver tre poser fyldt med bøger nede i kantinen, der var omdannet til biblioteks-cirkus. Vi gjorde vores absolut bedste for at distrahere hinanden, velvidende at missionen ikke lykkedes for nogle af os. Vi tjekkede, at vi havde vores noter, og vi tissede rigtig mange gange. Vi trøstede hinanden med velmenende ord og formanede, at det hele nok skulle gå.

Min dansklærer var dage forinden faldet ned af en trappe og havde slået hovedet, så det var både ukendt lærer og censor. Jeg trak et digt af Klaus Rifbjerg og satte mig ind i forberedelseslokalet. Jeg lavede en disposition, jeg lavede noter på mit talepapir. Efter en rum tid rejste jeg mig op, gik hen til vinduet og stod og stirrede ud på den danske sommer, fodboldbanen, den blå himmel og solen i et par minutter. Jeg satte mig tilbage på stolen og tilføjede et par ting til mit oplæg. Jeg blev hentet, jeg har ingen erindring om, hvad de spurgte mig om, men kom igennem. Jeg blev sendt ud, og dér stod min Moster T og Viggo og ventede på mig. Lærer og censor hentede mig, spurgte om det var min mor og lillebror, og jeg fortalte, at det var det ikke. De gav mig 12, jeg fik et chok. Kom ud af lokalet, idet mine forældre og storesøster rundede hjørnet. De nåede det akkurat. Min moder gav mig huen på, og jeg var helt forvirret, helt udmattet, helt glad. Herefter var der en kort foto-session og så husker jeg, at jeg gik ud i skolegården, hvor kæresten til Cecilie, som jeg gik i klasse med, og som jeg aldrig havde mødt, havde min mobiltelefon i lommen, fordi jeg havde efterladt den på et eller andet bord i min forvirring.

Da vi kom hjem, vaskede jeg mig under armene, fordi jeg lugtede af gnu, skiftede tøj, slog håret ud, åbnede gaver, spiste grillmad og kagemand med studenterhue på i marcipan, og snakkede med mine gæster, mens jeg gik rundt som i en tåge. Det var virkeligt, jeg var blevet student. Jeg klarede den.
Hold da kæft. Og det er syv år siden. Det føles ikke som lige så lang tid siden, som tiden angiver, at det er. Og dog. For der er sgu sket en del siden da. Jeg har fået mere ro på, og det er faktisk det allerbedste. Utroligt nok er jeg ikke ældet en eneste dag. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle bo i Odense, jeg havde heller aldrig forestillet mig, at jeg ville være tilfreds med at sidde på et kontor en hel dag, og jeg havde nok heller aldrig forestillet mig, at jeg ville være så glad for min tilværelse, som jeg faktisk er. Alligevel bliver jeg en kende melankolsk, når jeg ser huerne gå rundt. For hele verden ligger for deres fødder. De står lige nu der, hvor de skal beslutte, om de vil være jurister, økonomer, antropologer, sygeplejersker, pædagoger eller kanonkonger. Jeg ved godt, jeg stadig er ung, men overraskelsesmomentet er ikke så stort længere. Jeg har stået i det kæmpemæssige vejkryds med 36 forskellige veje, og jeg er gået et godt stykke ned af den ene vej. Jeg er glad for vejen, der er god luft og dejlige træer. Og vigtigst af alt, arbejdes der på noget vejsammenkobling - intet er definitivt, og det gør et fuckhoved som mig rolig. Skål for studenterne - for dem, de er nu og for deres syv-års fremtidige - og bedrevidende - selv.

onsdag den 22. juni 2016

Økuller, Fredericia perron og studenter

De sidste otte døgn har jeg arbejdet mellem ni og 15 timer hver dag. Det er eksamen, det er ikke unikt, og jeg er hverken heldigere eller værre stillet end andre. Men jeg synes, det er hårdt. I dag var det sidste, seje stræk. Klokken er nu 00.41, og jeg har netop uploadet min eksamen. To ud af tre eksaminer er ude af verden. Da klokken var 14.35 i dag brød jeg sammen. For første gang i denne eksamensperiode. Men lige der kunne jeg ikke rumme mere. En tilsyneladende ligegyldig kommentar om, at jeg har tykke ben - hvilket i øvrigt er helt i overensstemmelse med sandheden - var dråben, der fik mit bæger til at flyde over. Lige dér kunne jeg bare ikke mere. Jeg ringede til min mor, græd lidt ind i telefonen. Hun var så småt på vej til Haderslev, hvor min fætters studentergilde i dag stod. Jeg fik invitationen for en måneds tid siden, og måtte desværre melde afbud, fordi jeg jo godt vidste, at jeg ville sidde med schwa-assimilation og IPA-lydskrift - og ja, det er faktisk præcist lige så forfærdeligt, som det lyder. Da jeg så talte med min moder i telefonen, spurgte hun, om jeg ville med til Sønderjylland. Det umiddelbare svar blev nej. Det kunne jeg jo ikke. Eller hvad? Jeg var faktisk færdig og led tydeligvis af økuller. Nogle effektive slag forbi dsb.dk klargjorde, at jeg kunne hoppe på et tog kl. 16.58 og være i Fredericia 17.36, hvor moder, søster og nevøer ville hente mig, så vi sammen kunne fortsætte sydpå. Oh et logistisk puslespil - men et af dem med store brikker, som er nemme at lægge. Som sagt, så gjort. Klokken var på dette tidspunkt 16.10, hvorfor jeg havde en kende travlt. Og her vil jeg gerne lige skælde dem ud, der siger, at kvinder er langsomme til at gøre sig klar. Der blev skiftet joggingtøj til semi-smart-i-en-fart, sprøjtet noget tørshampoo i manken og smidt noget luderkrudt i dåsen - klar var jeg. Hoppede ivrigt op på min orange jernhest og spurtede til banegården i et tempo, der ville gøre Bjarne Riis misundelig.

Da jeg steg af toget i Fredericia, fik jeg øje på De Fantastiske Fire. Yngstemanden løb imod mig, da han så mig. Jeg satte mig på hug og beredte mig på en krammer af himmelsk karakter - drengen er tre år, men har så mange kræfter, at han væltede mig. Jeg faldt på røven lige midt på perronen i Fredericia. Det var til så stor morskab for ældstenevøen, at han gentog successen. Min mor og min søster holdt sig til den lodrette type kram. Det var måske ikke just yndefuldt, men hvis dét ikke er en fan-fucking-tastic velkomst, så er jeg et dumt svin, der fortjener at miste talens brug.

Vi kom til Haderslev. Min fætters studentergilde. Jeg kan godt være lidt slem til at undervurdere min familie. Lidt slem til at tænke, at det der familietamtam er kedeligt og ligegyldigt og forceret. Men det var bare pissehyggeligt. Så når jeg nu er lidt slem til at undervurdere dem, er det ret fint, at jeg indimellem får opfrisket, hvor spitze de er. For jeg forstår ikke altid deres livsstil, nogle gange synes jeg, de er sippede, og politisk går bølgerne højt mellem os. Nogle af dem tror, at jeg er pjattet med Nutella, og jeg kan faktisk ikke rigtigt lide det, og nogle gange synes de helt sikkert, at jeg er en skinger spradebasse. Men de har min ryg. Altid. Jeg er ikke i tvivl om, hvilket telefonnummer jeg skal ringe til, eller hvilken dørklokke jeg skal stemme, hvis jeg har brug for det. Så tager de telefonen og åbner døren. Selvom jeg ikke nødvendigvis gør brug af det, er det godt at vide. Nå. Mine tre mostre var der, deres moster var der. Solen skinnede, jeg drak en bajer, indtog noget kartoffelsalat og noget helstegt pattegris. Jeg fortalte mostrene om min praktikplads og blev så åndssvagt glad for at se, hvor glade de blev på mine vegne. Jeg fik krammere af fætrene og kusinerne. Og jeg kiggede på studenterne. De røde, de blå, de sorte, de multiflagede. Den 23. juni, på Sankt Hans, i 2009 blev jeg student. Det er i morgen syv år siden, at det var mig, der sad der med den mest symbolske hue, man kan erhverve sig. Det er fandme en sær tanke. Da bassen havde gjort sit indtog i højtalerne og jeg sagde farvel, ønskede jeg huerne god fest, mens jeg blev en kende vemodig. For det er jo en gylden tid. Indtil jeg kom i tanker om, at jeg hadede min studenteruge - det var slet ikke alt det guld og glitterati, jeg havde forestillet mig. Og fuck-nu-af, hvor er jeg glad for ikke at være 18 år længere. Men det var da specielt, uagtet min mindre gode uge. Jeg romantiserer det bare, fordi jeg var yngre dengang og dermed havde andre tanker om min fremtid end i dag, hvor jeg lever midt i den fremtid, jeg i min fortid forestillede mig, og som nu er min nutid. Yes yes. Jeg håber, han suger til sig som en svamp i et havbassin. Mest ment metaforisk og ikke så meget i forhold til alokoholindtag, selvom jeg også forventer, at han piller ved gashåndtaget på dét område.

Fra 22.30-23.30 befandt jeg mig i et tog til Odense. Lige inden Middelfart, opfangede mit syn en mørkegul og fuldkommen rund måne, der skabte genskind på vandet under den bro, der forbinder Jylland og Fyn. Og nu er jeg hjemme. Lyden af stilhed på min altan er ubetalelig. Luften er varm, jeg sidder på altan-gulvet med min dyne og er gennemtræt. Og glad. Godnat.

lørdag den 18. juni 2016

Fucking eksamen

Cirka lige nu befinder en stor del af mine bedste venner sig på NorthSide. Og jeg gad også godt. Så godt, at jeg begyndte at hyle, da O'Malley i en mail skrev, at hun ville savne mig. Fordi jeg er og bliver et tudefjæs. Og fordi jeg sgu så gerne ville have været med. Oh, hvad jeg ikke ville gøre. Men jeg kan ikke. Der er stadigvæk en 8-døgnseksamen, og godt nok er jeg laissez-faire, men det siger sig selv, at jeg ikke kan tage på festival, når jeg har eksamen. Eksamen. Det har jeg. Det skal jeg lige love for, at jeg har. I går arbejdede jeg i 10 timer. Og ret skal være ret - det går godt. Overraskende godt. Faktisk er vi halvanden dag foran vores plan. Det er sgu i al ydmyghed godt gået. Og jeg synes, vores produkter er skidegode. Men altså. Hvis man ser bort fra den overspringshandling, der er bloggen, er jeg p.t. ved at skrive en akademisk rapport, der blandt andet skal indeholde et dokumentationsafsnit. Og det er fint nok. Men jeg ville da hellere stå og høre noget Jake Bugg. Jeg er jo ikke lavet af træ, for helvede.

tirsdag den 14. juni 2016

Forresten vol. 25

  • Har jeg tænkt på, om man kan få dagpenge, hvis man er bosat i Grønland? For hvis man kan det, tror jeg da nok, at jeg skrider nordpå, når hvis jeg kommer på de der dagpenge.
  • Kommer jeg altid til at skrive slasa i stedet for salsa på min computer. Og nu tænker du måske, at behovet for at skrive det ord ikke forekommer særlig tit - men faktisk jo. 
  • Er der Mars-is på tilbud i Bilka. Og jeg har købt en kasse. Okay, det er løgn. Jeg har købt to. 
  • Bløder mit hjerte virkelig over, at jeg hverken kan komme til Tinderbox, NorthSide eller Roskilde i år. Næste år tager jeg i den grad en festival tour de force!
  • Forstår jeg ikke det stilistiske greb i, at musikvideoen til "To Be With You" af Mr. Big midtvejs ændrer sig fra sort/hvid til farve.
  • Er Jerry McGuire en uhyrt overvurderet film.
  • Er jeg ikke fan af forkortelser. Jeg får tics, når folk skriver osv, ifm, og værst af alt: Kbh i stedet for København. Jeg har intet begreb om, hvorfor det er mig så stort et irritationsmoment, men det er det altså.  
  • Elsker jeg kiwi-frugt og har i dag for eksempel spist fem. 
  • Bryder jeg mig virkelig ikke om mango. Og blåbær. 
  • Har jeg planer om at se Evita. HVEM siger, at jeg ikke lever det vilde liv? I overhalingsbanen? Wup wup. Skub til taget. Sut den op fra slap. Eller noget. 
  • Finder jeg det utrolig problematisk, at den nyeste sæson af Orange Is The New Black lander på Netflix om tre dage. Hvilket er lige midt i min 8-døgnseksamen. For hvem gider redigere nyhedsindslag, når man kan se lesbisk sex i et dysfunktionelt fængsel?
  • Er det praktisk talt umuligt at opstøve en anstændig sort hverdagskjole, der ikke er i tarvelig bomuld.
  • Er det gået op for mig, at jeg nok bliver nødt til at grave de journalistlignende beklædningsdele frem fra dybden af mit skab. Der er ikke et overvældende udvalg. Jeg er ikke en blazer-type. 
  • Irriterer det mig helt åndssvagt, at der tæt på min bopæl ligger en grillbar, der hedder "Grill Corner". Den ligger overhovedet ikke på noget hjørne. 
  • Er det blevet virkelig koldt, og det er virkelig ikke i orden. På noget niveau. 
  • Startede min første eksamen i dag, og jeg tager det så roligt, at det faktisk gør mig en smule urolig. 

søndag den 12. juni 2016

Sommerpsykose og Alexander

Jeg er mere til efterår og vinter end forår og sommer. Måske det fysiske ydre skal passe til indersiden af hovedet, tøhø tøhø. Der er en bestemt luft om vinteren, der nærmest agerer hjertestarter for mine lunger. Jeg er tosset med sne og det faktum, at den nærmest gør den omkringliggende verden lydløs. Jeg bliver ikke vinter-blå, men er ej heller immun over for det sublime i det danske vejrs foranderlighed. Derfor har jeg det også overordentligt fedt med det vejr, moder sol sporter pt. Det skal hun sgu have tak for. Det er en uoriginal holdning, men folk er sødere ved hinanden. Sommer er fucking fedt - der er næsten ingen fordømmelse over antal indtagede is, der er lækre damer med smækre stænger, flotte fyre med store overarme og babyer i bodystocking og sut. Det spiller. Og så er der den ældste nevøs fødselsdag. I dag for fem år siden arriverede mennesket, der føjede en spritny titel til mit CV - moster. Med stor sandsynlighed den titel af dem alle, jeg skatter allerhøjest.

Jeg glemmer aldrig, hvordan det lød, da han sagde "moster" første gang. Det lød mest af alt som om, han refererede til rapperen Usher, med en stemme der bedst kan beskrives som en blanding mellem en pakke smør og en tulipan. Han er ikke en baby længere, knapt nok er han en toddler. Han er ved at være et lille menneske, og selvom babyer dufter herregodt, stiger min begejstring proportionelt med, hvor meget personlighed, børn får. Dér er Alexander. Han bliver fem år i dag. Han er en hidsig satan, og han er en elendig taber - det ligger til familien. Han er en generøs storebror, han virker ældre end de fem år, han faktisk er. Han er pjattet med Ninja Turtles og Spider-Man. Han deler sin mosters begejstring for is. Han er næsten invaliderende genert, han skyr rampelyset og skal se folk an. Men han er min nevø. Og jeg lover ham, at jeg vil gøre mit bedste for at forstå, at hans forældre er totalt nederen, når han bliver teenager, jeg vil snakke med ham om damer (eller mænd, hvis det skulle være sig mere passende), jeg vil lade ham overnatte hos mig ligeså tit han vil, jeg vil tage til dårlige skole-skuespil for hans skyld, jeg vil opfordre ham til at blive astronaut, hvis det er det, han vil, jeg vil smadre dem, der drister sig til at drille ham, og jeg vil altid altid være der for ham.

fredag den 10. juni 2016

Bossen & Bumsen

At spendere 1600 kroner er ikke normalt en del af min fredag formiddag. Men i dag var det en rendyrket på-beløbet situation - uden at blinke. Tilbage i starten af april fik mine tårekanaler frit løb, fordi jeg ikke fik billetter til Bruce Springsteens sommerturne. Omend jeg virkelig forsøgte mig i stort set samtlige europæiske lande. Jeg bandede relativt meget. Klokken 10.32 i formiddags fik jeg en mail med emnefeltet "Køb billetter til Bruce Springsteen i CASA Arena Horsens". Se, sådan får man min udelte opmærksomhed. Af sted med mig ind på hjemmesiden, og med et nedtællingsur på 10 minutter i højre side af internettet, mærkede jeg presset, og mine hænder rystede. Efter den til dato mest effektive telefonsamtale med Den 14 År Ældre Udgave Af Mig, blev det 16-cifrede kontonummer indtastet med en acceleration, der ville få en Harley Davidson til at blegne. Billetterne ligger i min indbakke - den 20. juli går turen til Horsens. Jeg er ikke umiddelbart stor fan af Horsens, men for Bruce tager jeg gerne derhen. For Bruce ville jeg sgu tage hvor som helst hen.

20. juli sgu. Fuck ja. Jeg har godt nok ikke lige fået koordineret datoen med mit arbejde, hvilket helt sikkert gør mig til en uansvarlig medarbejder. Men det er Bruce. Det er Bruce Springsteen. For mig bliver det sgu ikke større. Sommeren 2016 fik lige et gedigent bump opad - vi snakker et Mount Everest bump. Jeg forventer ikke Courteney Cox-tilstande, men jeg elsker den mand, så jeg kan sagtens affinde mig med at stå helt anonymt med alle de andre mennesker med god musiksmag. Hvis bare Bruce husker sin guitar, skal alt nok blive godt. Det gør det, bliver godt altså. Stäng nu käften, hvor jeg glæder mig! Baby, we were born to run!

P.S. Jeg er bumsen, Bruce er bossen. Naturligvis.

tirsdag den 7. juni 2016

En tirsdag med ekstra øv

Om præcis en uge udleveres min første eksamen. Med andre ord er den 14. juni datoen, hvor der tages hul på eksamensperioden. Fuckfjæs. Indtil videre tager jeg det utroligt roligt, men jeg forestiller mig, at jeg på denne tid om en uge befinder mig i et stadie med relativt meget panik. Jeg bruger dagene på at skrive akademiske rapporter,  finpudse features, læse om bogstavskrift og anden komplet ligegyldig mediesprogs-relateret ligegyldig viden. Og jeg gider ikke. Hvilket i dag er blevet forstærket og berettiget af, at jeg har haft det virkelig skidt. Indimellem får jeg en enkelt dag, hvor jeg bare har det dårligt. Hvor jeg får feber, men trods alt ikke har det dårlig nok til ikke at have dårlig samvittighed over ikke at lave noget. Men heller ikke godt nok til faktisk at lave noget. Pissefed kombi. Så i dag har jeg haft feber, og min rekord for koncentrationstid har været syv minutter, og omend jeg er ekspert udi overspringshandlinger, plejer jeg dog at være en smule mere effektiv. Ved middagstid opgav jeg, tog en lur på to timer og accepterede, at i dag ikke ville blive dagen, hvor jeg lærte meget om meget.

Derfor har jeg brugt det meste af dagen på at halvsove og spenderet hjerneaktivitet på at finde ud af, hvad en vis type skal have i fødselsdagsgave, når denne fylder 40 og hvad en O'Malley type skal have, når denne bliver kandidat. Ligeledes vigtige overvejelser.

Måske har jeg bare haft det alt for godt i weekenden, hvor jeg var i et smukt og solkysset Århus. Her så jeg tre af de bedste damer, jeg kender. Antropologen, Underviseren og Verdensfredsskaberen. Det var umanerlig dejligt, og jeg spiste fire is, fortærede minimum 1 kilo vandmelon, købte en ny BH, fik et par glimmerstrømper, misforstod en nordmand på det groveste, holdt picnic i Botanisk Have, grinede til det gjorde ondt i maven og diskuterede henholdsvis, hvor gamle mænd skal være, før det er klamt at have sex med dem og hvorvidt verden er en simulation. Noget af det jeg elsker allermest ved mine veninder er, at de er så sindssygt forskellige. Når jeg er sammen med dem, er det som om, de udfylder nogle af de afkroge af mit sind, som ikke til dagligt fylder så meget, men som får frit løb, når jeg er i deres selskab. Det der mangfoldighed er jeg totalt fan af. For mit mentale helbreds skyld er jeg virkelig glad for, at jeg ikke skal flytte foreløbig, at jeg har fået praktikplads i Odense. Men når Linie 888 triller ud af Århus bliver jeg sgu så trist. Faktum er bare, at cremen af cremen bor i Østjylland, og jeg savner dem. Sgu.

Nå. Men. Man kan jo altid begrave sig selv i arbejde. Hvilket bliver et nødvendigt scenarie for mig i morgen. Derfor har jeg på kyndig opfordring fra min veninde nu poppet et par spændende piller for at optimere mit skrantende helbred, inden jeg smider mit kranie på de indhyllede andedun. Og med det meldes herfra godnat.

onsdag den 1. juni 2016

Melder alt (virkelig) godt fra Odense

I går færdiglæste jeg efter fem dage "En mand der hedder Ove", en glimrende roman skrevet af Fredrik Backman. Fredrik Backman er efter alt at dømme et fantastisk stykke forfatter. Bogen handler om en bitter regelrytter, der er pisseirriterende. Og som hedder Ove. Den omhandler hverken kvantefysik, mentale forstyrrelser, en diskussion af marxismen eller er på anden vis guf for de såkaldte intellektuelle. Men den er et fuldkomment spitze portræt af et menneske, omend fiktivt. Og den er både samfundskritisk- og oplysende. Den er god. En virkelig god bog. Jeg har alle dage været ganske elendig til mådehold, jeg er en mere-vil-have-mere-type. Derfor begav jeg mig i går kl. 21 af sted på aftentur med mig selv til den eksotiske destination Bilka. Her kan man nemlig købe en anden bog af Fredrik Backman, der hedder "Min mormor hilser og siger undskyld". Alene baseret på titlen er jeg fan. Helt udmærket afslutning på foråret at sidde på min altan i aftensolen og læse litterært håndværk.

OG! Som om det ikke var nok! På denne sommerens første officielle dag, er jeg glad. Som i helt åndssvag-andre-brækker-sig-for-jeg-er-gedigent-gennem-og-grund-glad. JEG HAR FÅET PRAKTIKPLADS! Et ganske fænomenalt sted, og jeg får lov til at skrive, skrive, skrive på livet løs. I dag er den dato, jeg gav mig selv for at gå i fuldblodspanik, hvis jeg endnu ikke havde fundet et praktiksted. I dag er så også - skulle det vise sig - dagen, hvor min praktikchef/klog journalist-mand har skrevet under på kontrakten. Han kan altså ikke løbe fra det, hvilket giver mig en lettelse, som var jeg en nyudklækket fugleunge. Jeg glæder mig helt åndssvagt til den 1. august - både fordi O'Mallet afleverer sit speciale, fordi min storesøster har fødselsdag, men mest fordi jeg starter i praktik. JA SGU!

I øvrigt er jeg i skrivende stund ved at fortære en ostebolle, solen skinner og jeg har bare ben. Mere JA SGU!