fredag den 10. juni 2016

Bossen & Bumsen

At spendere 1600 kroner er ikke normalt en del af min fredag formiddag. Men i dag var det en rendyrket på-beløbet situation - uden at blinke. Tilbage i starten af april fik mine tårekanaler frit løb, fordi jeg ikke fik billetter til Bruce Springsteens sommerturne. Omend jeg virkelig forsøgte mig i stort set samtlige europæiske lande. Jeg bandede relativt meget. Klokken 10.32 i formiddags fik jeg en mail med emnefeltet "Køb billetter til Bruce Springsteen i CASA Arena Horsens". Se, sådan får man min udelte opmærksomhed. Af sted med mig ind på hjemmesiden, og med et nedtællingsur på 10 minutter i højre side af internettet, mærkede jeg presset, og mine hænder rystede. Efter den til dato mest effektive telefonsamtale med Den 14 År Ældre Udgave Af Mig, blev det 16-cifrede kontonummer indtastet med en acceleration, der ville få en Harley Davidson til at blegne. Billetterne ligger i min indbakke - den 20. juli går turen til Horsens. Jeg er ikke umiddelbart stor fan af Horsens, men for Bruce tager jeg gerne derhen. For Bruce ville jeg sgu tage hvor som helst hen.

20. juli sgu. Fuck ja. Jeg har godt nok ikke lige fået koordineret datoen med mit arbejde, hvilket helt sikkert gør mig til en uansvarlig medarbejder. Men det er Bruce. Det er Bruce Springsteen. For mig bliver det sgu ikke større. Sommeren 2016 fik lige et gedigent bump opad - vi snakker et Mount Everest bump. Jeg forventer ikke Courteney Cox-tilstande, men jeg elsker den mand, så jeg kan sagtens affinde mig med at stå helt anonymt med alle de andre mennesker med god musiksmag. Hvis bare Bruce husker sin guitar, skal alt nok blive godt. Det gør det, bliver godt altså. Stäng nu käften, hvor jeg glæder mig! Baby, we were born to run!

P.S. Jeg er bumsen, Bruce er bossen. Naturligvis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar