torsdag den 23. juni 2016

For syv år siden

Gik jeg hvileløst rundt, som en stresset isbjørn i zoologisk have, i mit barndomshjem. Den 23. juni 2009, kl. 14.30 så vidt jeg husker, havde jeg min sidste eksamen. Målstregen skulle krydses, jeg skulle op i dansk, og når det var sket, ville jeg få den rød/hvide hue på. Den hue jeg sukkede efter siden, jeg første skoledag gik op ad alleen, der var prydet af træer på begge sider. Jeg gik ind af den gigantiske dør, hvorover Christian den 10.s monogram hang. Da jeg gik ind af døren, hørte jeg den smække højlydt bag mig, og jeg tænkte ved mig selv, at jeg aldrig ville slippe levende ud. Det gjorde jeg. Men jeg kan ikke genkende den der gymnasiet-er-den-fedeste-tid-ever følelse, som jeg tror, mange oprigtigt har. Jeg havde den ikke. Jeg var ikke specielt glad for at gå i gymnasiet. Det var hårdt, det var 8-15 hver dag, det var svært for den perfektionistiske mig ikke at være den bedste til det hele. Det var så hårdt, at jeg led af mavekramper - mavekramper, som min læge fortalte mig, jeg skulle passe på ikke udviklede sig til mavesår. Og det gjorde de heldigvis ikke. Men hårdt var det sgu. Helt sikkert også fordi jeg var teenager og derfor per definition usikker og i tvivl om a.l.t.

Men den 23. juni for syv år siden. Maj og jeg skulle op samme tid - vi mødtes ved skolen, afleverede hver tre poser fyldt med bøger nede i kantinen, der var omdannet til biblioteks-cirkus. Vi gjorde vores absolut bedste for at distrahere hinanden, velvidende at missionen ikke lykkedes for nogle af os. Vi tjekkede, at vi havde vores noter, og vi tissede rigtig mange gange. Vi trøstede hinanden med velmenende ord og formanede, at det hele nok skulle gå.

Min dansklærer var dage forinden faldet ned af en trappe og havde slået hovedet, så det var både ukendt lærer og censor. Jeg trak et digt af Klaus Rifbjerg og satte mig ind i forberedelseslokalet. Jeg lavede en disposition, jeg lavede noter på mit talepapir. Efter en rum tid rejste jeg mig op, gik hen til vinduet og stod og stirrede ud på den danske sommer, fodboldbanen, den blå himmel og solen i et par minutter. Jeg satte mig tilbage på stolen og tilføjede et par ting til mit oplæg. Jeg blev hentet, jeg har ingen erindring om, hvad de spurgte mig om, men kom igennem. Jeg blev sendt ud, og dér stod min Moster T og Viggo og ventede på mig. Lærer og censor hentede mig, spurgte om det var min mor og lillebror, og jeg fortalte, at det var det ikke. De gav mig 12, jeg fik et chok. Kom ud af lokalet, idet mine forældre og storesøster rundede hjørnet. De nåede det akkurat. Min moder gav mig huen på, og jeg var helt forvirret, helt udmattet, helt glad. Herefter var der en kort foto-session og så husker jeg, at jeg gik ud i skolegården, hvor kæresten til Cecilie, som jeg gik i klasse med, og som jeg aldrig havde mødt, havde min mobiltelefon i lommen, fordi jeg havde efterladt den på et eller andet bord i min forvirring.

Da vi kom hjem, vaskede jeg mig under armene, fordi jeg lugtede af gnu, skiftede tøj, slog håret ud, åbnede gaver, spiste grillmad og kagemand med studenterhue på i marcipan, og snakkede med mine gæster, mens jeg gik rundt som i en tåge. Det var virkeligt, jeg var blevet student. Jeg klarede den.
Hold da kæft. Og det er syv år siden. Det føles ikke som lige så lang tid siden, som tiden angiver, at det er. Og dog. For der er sgu sket en del siden da. Jeg har fået mere ro på, og det er faktisk det allerbedste. Utroligt nok er jeg ikke ældet en eneste dag. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle bo i Odense, jeg havde heller aldrig forestillet mig, at jeg ville være tilfreds med at sidde på et kontor en hel dag, og jeg havde nok heller aldrig forestillet mig, at jeg ville være så glad for min tilværelse, som jeg faktisk er. Alligevel bliver jeg en kende melankolsk, når jeg ser huerne gå rundt. For hele verden ligger for deres fødder. De står lige nu der, hvor de skal beslutte, om de vil være jurister, økonomer, antropologer, sygeplejersker, pædagoger eller kanonkonger. Jeg ved godt, jeg stadig er ung, men overraskelsesmomentet er ikke så stort længere. Jeg har stået i det kæmpemæssige vejkryds med 36 forskellige veje, og jeg er gået et godt stykke ned af den ene vej. Jeg er glad for vejen, der er god luft og dejlige træer. Og vigtigst af alt, arbejdes der på noget vejsammenkobling - intet er definitivt, og det gør et fuckhoved som mig rolig. Skål for studenterne - for dem, de er nu og for deres syv-års fremtidige - og bedrevidende - selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar