lørdag den 18. juni 2016

Fucking eksamen

Cirka lige nu befinder en stor del af mine bedste venner sig på NorthSide. Og jeg gad også godt. Så godt, at jeg begyndte at hyle, da O'Malley i en mail skrev, at hun ville savne mig. Fordi jeg er og bliver et tudefjæs. Og fordi jeg sgu så gerne ville have været med. Oh, hvad jeg ikke ville gøre. Men jeg kan ikke. Der er stadigvæk en 8-døgnseksamen, og godt nok er jeg laissez-faire, men det siger sig selv, at jeg ikke kan tage på festival, når jeg har eksamen. Eksamen. Det har jeg. Det skal jeg lige love for, at jeg har. I går arbejdede jeg i 10 timer. Og ret skal være ret - det går godt. Overraskende godt. Faktisk er vi halvanden dag foran vores plan. Det er sgu i al ydmyghed godt gået. Og jeg synes, vores produkter er skidegode. Men altså. Hvis man ser bort fra den overspringshandling, der er bloggen, er jeg p.t. ved at skrive en akademisk rapport, der blandt andet skal indeholde et dokumentationsafsnit. Og det er fint nok. Men jeg ville da hellere stå og høre noget Jake Bugg. Jeg er jo ikke lavet af træ, for helvede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar