onsdag den 22. juni 2016

Økuller, Fredericia perron og studenter

De sidste otte døgn har jeg arbejdet mellem ni og 15 timer hver dag. Det er eksamen, det er ikke unikt, og jeg er hverken heldigere eller værre stillet end andre. Men jeg synes, det er hårdt. I dag var det sidste, seje stræk. Klokken er nu 00.41, og jeg har netop uploadet min eksamen. To ud af tre eksaminer er ude af verden. Da klokken var 14.35 i dag brød jeg sammen. For første gang i denne eksamensperiode. Men lige der kunne jeg ikke rumme mere. En tilsyneladende ligegyldig kommentar om, at jeg har tykke ben - hvilket i øvrigt er helt i overensstemmelse med sandheden - var dråben, der fik mit bæger til at flyde over. Lige dér kunne jeg bare ikke mere. Jeg ringede til min mor, græd lidt ind i telefonen. Hun var så småt på vej til Haderslev, hvor min fætters studentergilde i dag stod. Jeg fik invitationen for en måneds tid siden, og måtte desværre melde afbud, fordi jeg jo godt vidste, at jeg ville sidde med schwa-assimilation og IPA-lydskrift - og ja, det er faktisk præcist lige så forfærdeligt, som det lyder. Da jeg så talte med min moder i telefonen, spurgte hun, om jeg ville med til Sønderjylland. Det umiddelbare svar blev nej. Det kunne jeg jo ikke. Eller hvad? Jeg var faktisk færdig og led tydeligvis af økuller. Nogle effektive slag forbi dsb.dk klargjorde, at jeg kunne hoppe på et tog kl. 16.58 og være i Fredericia 17.36, hvor moder, søster og nevøer ville hente mig, så vi sammen kunne fortsætte sydpå. Oh et logistisk puslespil - men et af dem med store brikker, som er nemme at lægge. Som sagt, så gjort. Klokken var på dette tidspunkt 16.10, hvorfor jeg havde en kende travlt. Og her vil jeg gerne lige skælde dem ud, der siger, at kvinder er langsomme til at gøre sig klar. Der blev skiftet joggingtøj til semi-smart-i-en-fart, sprøjtet noget tørshampoo i manken og smidt noget luderkrudt i dåsen - klar var jeg. Hoppede ivrigt op på min orange jernhest og spurtede til banegården i et tempo, der ville gøre Bjarne Riis misundelig.

Da jeg steg af toget i Fredericia, fik jeg øje på De Fantastiske Fire. Yngstemanden løb imod mig, da han så mig. Jeg satte mig på hug og beredte mig på en krammer af himmelsk karakter - drengen er tre år, men har så mange kræfter, at han væltede mig. Jeg faldt på røven lige midt på perronen i Fredericia. Det var til så stor morskab for ældstenevøen, at han gentog successen. Min mor og min søster holdt sig til den lodrette type kram. Det var måske ikke just yndefuldt, men hvis dét ikke er en fan-fucking-tastic velkomst, så er jeg et dumt svin, der fortjener at miste talens brug.

Vi kom til Haderslev. Min fætters studentergilde. Jeg kan godt være lidt slem til at undervurdere min familie. Lidt slem til at tænke, at det der familietamtam er kedeligt og ligegyldigt og forceret. Men det var bare pissehyggeligt. Så når jeg nu er lidt slem til at undervurdere dem, er det ret fint, at jeg indimellem får opfrisket, hvor spitze de er. For jeg forstår ikke altid deres livsstil, nogle gange synes jeg, de er sippede, og politisk går bølgerne højt mellem os. Nogle af dem tror, at jeg er pjattet med Nutella, og jeg kan faktisk ikke rigtigt lide det, og nogle gange synes de helt sikkert, at jeg er en skinger spradebasse. Men de har min ryg. Altid. Jeg er ikke i tvivl om, hvilket telefonnummer jeg skal ringe til, eller hvilken dørklokke jeg skal stemme, hvis jeg har brug for det. Så tager de telefonen og åbner døren. Selvom jeg ikke nødvendigvis gør brug af det, er det godt at vide. Nå. Mine tre mostre var der, deres moster var der. Solen skinnede, jeg drak en bajer, indtog noget kartoffelsalat og noget helstegt pattegris. Jeg fortalte mostrene om min praktikplads og blev så åndssvagt glad for at se, hvor glade de blev på mine vegne. Jeg fik krammere af fætrene og kusinerne. Og jeg kiggede på studenterne. De røde, de blå, de sorte, de multiflagede. Den 23. juni, på Sankt Hans, i 2009 blev jeg student. Det er i morgen syv år siden, at det var mig, der sad der med den mest symbolske hue, man kan erhverve sig. Det er fandme en sær tanke. Da bassen havde gjort sit indtog i højtalerne og jeg sagde farvel, ønskede jeg huerne god fest, mens jeg blev en kende vemodig. For det er jo en gylden tid. Indtil jeg kom i tanker om, at jeg hadede min studenteruge - det var slet ikke alt det guld og glitterati, jeg havde forestillet mig. Og fuck-nu-af, hvor er jeg glad for ikke at være 18 år længere. Men det var da specielt, uagtet min mindre gode uge. Jeg romantiserer det bare, fordi jeg var yngre dengang og dermed havde andre tanker om min fremtid end i dag, hvor jeg lever midt i den fremtid, jeg i min fortid forestillede mig, og som nu er min nutid. Yes yes. Jeg håber, han suger til sig som en svamp i et havbassin. Mest ment metaforisk og ikke så meget i forhold til alokoholindtag, selvom jeg også forventer, at han piller ved gashåndtaget på dét område.

Fra 22.30-23.30 befandt jeg mig i et tog til Odense. Lige inden Middelfart, opfangede mit syn en mørkegul og fuldkommen rund måne, der skabte genskind på vandet under den bro, der forbinder Jylland og Fyn. Og nu er jeg hjemme. Lyden af stilhed på min altan er ubetalelig. Luften er varm, jeg sidder på altan-gulvet med min dyne og er gennemtræt. Og glad. Godnat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar