torsdag den 28. juli 2016

Barndomsmindeblå

I morgen ved denne tid sidder jeg i min hybel i Odense. I morgen har jeg sidste vagt på mit job, hvilket betyder, ar jeg skal sige farvel til både mine kollegaer og patienterne. De gamle, de syge, de helt utroligt fine mennesker, som langsomt og sikkert har kravlet ind under min hud, gjort store indtryk på mig, og som jeg tænker på og kerer mig om. Også når jeg går hjem. Også flere år efter, jeg er gået hjem.

Jeg glæder mig til at komme hjem. Til mig selv. Til min altan. Mine ting. Min døgnrytme og min enevældige osteklokke, hvor jeg kun har mig selv at tage hensyn til, og hvor jeg sommetider spiser labre laver til aftensmad. På mandag starter jeg i praktik, og ord der beskriver, hvor spændt jeg er, er svære at finde. Men alligevel kom melankolien snigende her til aften. Fordi. Jeg har haft det godt. Jeg har nydt at sove i min barndomsseng og se cirka en Dirch Passer film om dagen og få brun sovs og ikke selv vaske tøj og være i nærheden af alle mine venner og min familie. Og fordi min ældste nevø ringede mig op hen på den sene eftermiddag og forklarede: "Min far (altså min svoger) har feber. Og så er han også syg!". Med den bemærkning lossede min storesøster sig selv og sine to børn ind i stationsvognen og styrede mod mine forældres hus, hvor jeg jo altså har resideret igennem denne årets syvende måned. Og denne aften har bare været så freaking awesome. Nevøerne er ubetinget de to små røvbananer, der kan gøre mig oh så hidsig, fordi de bare ikke hører efter, hvad jeg siger. De er også uomtvisteligt dem, der kan forvandle mit hjerte til smørsovs og dem, hvis øjne jeg ikke kan få nok af at stirre ind i. Vi har grillet. På mine forældres terrasse på en dansk lun og lys sommeraften. Min fromme fader har fyret dårlige jokes af, min søster har været grillmester, og min mor og jeg har kigget på. Og vi har snakket om jobsituation og ferieplaner og kommet forbi de bedsteforældre, svigerforældre og forældre, vi alle savner så frygteligt. Men som vi i fællesskab kan ære mindet om. Og dét betyder virkelig meget, at der er nogen, der ved præcist, hvordan der duftede hjemme ved Faster Anna, og præcis hvor mormor opbevarede sin hjemmelavede nutella, og hvordan morfars latter var den reneste form for glæde, man kunne høre. Så tudede vi lidt i fællesskab. Dén konstellation, hvor min svoger var syg (og det er synd for ham, og han altid er mere end velkommen) og nevøerne var parkeret med Mads og Mikkel, tog mig tilbage til min barndom. Til mine somre tilbragt på netop dén terrasse med netop de tre mennesker, der har formet mig allermest igennem mit liv. Så blev jeg sgu lidt trist. Fordi min nærfamilie alle bor i samme by, og fordi jeg er gået i frivilligt ø-eksil. Og ja, Danmark er lille. Men der er rigtig mange ting, jeg går glip af, fordi jeg ikke bor rundt om hjørnet. Det har jeg det langt størstedelen af tiden fuldstændig fint med. Men når man sidder der og bliver virkelig glad for den der vilkårlige klump gener, man er havnet ned i, og når man skal forklare en tre- og femårig, at nu skal de sige farvel til moster, for nu tager hun hjem til Odense, og så går der lang tid, før vi ses igen, så starter Tude-Marie her bussen op. Av, fuck og av. Det gør helt sikkert mere ondt på mig, end det gør på dem. Det går over igen. Jeg ser dem jo forholdsvis tit og alt det der. Men stadigvæk. Jeg er en grådlabil satan, og de er nogle fucking dejlige skrigeballoner, man.

torsdag den 21. juli 2016

About last night

De fleste dage er ikke nævneværdige. De er mellemfornøjelige, ikke ulykkelige og ikke ekstatiske, de er gennemsnitlige og forsvinder over i ens indre historie uden noget minde at koble dem op på. Den 20. juli bliver med stor sandsynlighed en dag, der vil være mig ligeså nem at huske som min fødselsdag og juleaften er. Bruce Springsteen var bedre, end jeg havde turde håbe på, så hermed følger tanker fra en Bruce Springsteen koncert:

  • Oh my God, vi står FAN-TAS-TISK!
  • Kom nu, kom nu, kom nu, kom nu, kom nu, kom nu, kom nu.
  • Oh my God, nu er det nu. Han kommer, han kommer. DER ER HAN! WUWUWUUUUU!
  • Hvem fanden er den kæmpestore idiot, der står bag ved? Man kan sgu da ikke lade sin rygsæk stå på jorden til en koncert og forvente, at der ikke bliver trådt på den. Det er en ryg-sæk. Tag den på ryg-gen
  • THE TIES THAT BIND!
  • Han er fandme en pæn mand! Som i virkelig. 
  • SHERRY DARLING
  • Everybody's got a HUNGRY HEART!
  • De. Der. Arme. Haba-haba-haba. 
  • Fuck, hvor er der varmt. Jeg lugter allerede af gnu. Når det her er ovre kommer jeg til at lugte af en gnu, der har rullet sig i andemad. Men det kan Bruce jo næppe lugte fra scenen. 
  • We go down to the river and into the river we dive. We go down to the river. Jeg dør.
  • Han har faktisk mere underbid, end jeg umiddelbart havde troet.
  • POINT BLANK!
  • Saxofonisten har en fest og ligner en lidt grimmere og lidt tykkere Lenny Kravitz.
  • BADLANDS!
  • Bassisten ligner med en nulprocents fejlmargin en krydsning mellem Den Gale Hattemager fra Alice i Eventyrland og Daniel Day Lewis. 
  • I'M ON FIRE!
  • Han er 66. Hvordan fanden kan han holde til at løbe sådan rundt? Man kan jo seriøst ikke høre det på ham!
  • Hvor er Bruce? Hvor er Bruce? HVOR ER BRUCE?
  • Flyt dig, du puddelhundslignende menneske fra mit åsyn. 
  • Dér  er Bruce!
  • Og han tager en af publikummernes fadbamse, bæller svinet og bøvser ind i mikrofonen. Now, that's my kind of man.
  • Nu er jeg sgu ved at have ondt i lænden. Og jeg kan ikke høre min egen stemme. 
  • BECAUSE THE NIGHT BELONGS TO US!
  • CAUSE TRAMPS LIKE US BABY WE WERE BORN TO RUN! 
  • DANCING IN THE DARK! Han kommer så meget til at tage nogle op på scenen. Og det bliver ikke mig. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 personer. Fuck, hvor må det være fedt. Jeg SKAL til Bruce koncert igen. Af mange årsager. Men også fordi jeg vil op på den scene og danse med Bossen. 
  • Farvel til bandet. Bruce alene på en scene med en guitar og THUNDER ROAD. Jeg dør igen. 
  • Jeg har ikke flere ord. Episk. Ganske enkelt episk. Lykke kan godt købes. 

tirsdag den 19. juli 2016

Forresten vol. 27

  • Har jeg fundet ud af, at der i en forstad til min barndomsby er en vej, der hedder "Spækhuggeren". HVEM har det som job? At navngive veje. Gad jeg fandme godt.
  • Lå der ved siden af mit gamle job i Århus en virkeligt ulækkert udseende kinesisk grillbar, som lavede DEN bedste kylling-i-hvidvin-med-ris-ret. Den savner jeg ret meget.
  • Er jeg meget lidt fan af, at konceptet plisseret nederdel er tilbage i modebilledet. Måske det bare er mig, men jeg associerer det til ældre damer med en hudfarvet nylonstrømpe, en opknappet skjorte med broche og en bandagistsko.
  • Aner jeg ikke, hvad forskellen er på en rullekebab og en durumrulle.
  • Skal folk virkelig holde op med det der "konger får prinsesser" og "vi er blevet forældre til en lille prins". Nej. Mennesker får børn. Og hvis ikke skal de gå til lægen. 
  • Var jeg til stede, da en ældre dame døde på mit arbejde. Altså i rummet, da hun tog sit sidste åndedrag. Det har jeg aldrig prøvet før, og det var forbavsende roligt. Og jeg er glad for, at hun ikke var alene. 
  • Er jeg lidt bange for at blive gammel. I hvert fald for at blive gammel og syg. Det er sgu tit så trist, at det er ubærligt. 
  • Bliver jeg aldrig sådan en, der tager et æstetisk lækkert billede af min mad. Jeg kan svinge mig op til en fjollet grimasse, når jeg er ved at indtage kage, men så stopper det sgu også der.
  • Udkommer bogen om Jakob Ejersbo den 22. august, og jeg kommer til at købe den på dagen. 
  • Bruger jeg enormt meget viljestyrke og fornuft på ikke liiiige at købe en afbudsrejse sydpå. Det eneste der standser mig er småting, såsom at jeg ikke har tid og ej heller råd. 
  • Bliver foråret 2017 til gengæld lækkert! Jeg skal til Berlin med min kusine OG til London med to skæppeskønne veninder. 
  • Skal jeg så sideløbende have skrevet et speciale. Noget jeg er mærkbart mindre begejstret for. 
  • Leger jeg med tanken om at købe en brun mascara i stedet for en sort. Fordi jeg er en crime rider. 
  • Kan man som studerende komme i Århus Teater for 50 kroner. 50! Dét er jeg i fuld gang med at udnytte og skal således både til Johnny Cash tribute og Jesus Christ Superstar. Så uendeligt meget sjovere end biografen. 
  • Skal jeg til Bruce Springsteen koncert i morgen. Så uendeilgt meget sjovere end alt andet. Og nej, jeg vil overhovedet ikke falde ned.

onsdag den 13. juli 2016

De gamle og de små

Mit vækkeur ringede i morges på det uhyrt ugudelige tidspunkt 6.00. Jeg springer ikke normalt ud af sengen med et tenderende-LSD-agtigt-energiniveau klar til en ny dag. Min første tanke er som regel, at i det sekund jeg får fri, lægger jeg mig tilbage i nøjagtig samme position. At jeg så sjældent gør det, er en helt anden snak. I dag var det hårdere, end det plejer. Mine poser under øjnene har hele dagen udgjort i hvert fald en tredjedel af mit ansigt, og jeg er stadigvæk træt i hele kroppen. Grunden til den brutale opvækning var, at jeg skulle på arbejde. Ikke en aktivitet, der typisk er sensationel, hvilket da egentlig heller ikke har været tilfældet i dag. Og dog. To borgere afgik i dag ved døden. Og selvom der er tale om syge og ældre mennesker, som på mange måder trænger til og fortjener fred, berører det mig altså alligevel. Ikke fordi jeg kendte dem specielt godt, og ikke fordi jeg som sådan synes, at disse dødsfald var uberettigede eller foruroligende. Det er jo blandt andet derfor, folk er der. Fordi de er blevet gamle, svagelige, mange alvorligt syge og nogle mættede af dage. Så det er helt naturligt, blandt andet fordi den ellers utroligt irriterende floskel om, at det eneste sikre i livet er, at vi alle må herfra på et tidspunkt, er sand. Så nu er de væk. De mennesker jeg passede og talte med for under to døgn siden. Mennesker, som har levet et helt liv. Mennesker, der har grinet og grædt og elsket og slået sig og faldet og rejst sig op igen. Indtil nu. Indtil i dag, hvor de enten ikke kunne eller ikke ville rejse sig mere. Og fordi jeg tænker på de pårørende. Tænker på at den 13. juli for altid vil være en lortedag for dem. Den vil stå som den dag, hvor de blev berøvet en, de elsker. Det er en del af branchen, det er noget, man skal kunne håndtere. Og det kunne jeg ikke helt i dag. Jeg græd lidt på toilettet. Især da jeg så familierne til de afdøde. Børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn. Det gør lidt nas. For jeg ved jo godt præcist, hvor hårdt det er. Lige nu tænker jeg på dem. Selvom de ikke er klar over det. Én positiv ting er, at jeg altid godt har kunnet lide det der med at gøre de afdøde i stand. Det er en smuk afslutning, synes jeg. Som oftest meget fredfyldt. Så det gjorde jeg med den ene borger. Puttede ham i jakkesæt, barberede ham, foldede hans hænder, lukkede hans øjne og sendte ham en tanke. Det har været en mærkelig dag, hvor maven har slået lidt knuder, hvor tårerne har befundet sig lige på den anden side af den tynde øjenlågshud, hvor stemmeføringen har været lav, og hvor gangen har været roligere end normalt.

Jeg har nu begivet mig hen til mine forældre, hvor også nevøerne befinder sig p.t. Mit hjerte enten helede eller krakelerede, da Ældsten sagde "Jeg har savnet dig" og da Yngsten til spørgsmålet om, hvad han har lavet i børnehaven i dag, svarede "Jeg har lavet ballade". Indrømmet har jeg alle dage været en grådlabil satan, men mine øjnes indbyggede sprinklerapparater er overordentligt aktive i dag. Så fra Klicheernes Leksikon fremtrækker jeg den med, at liv og død følges ad. 

lørdag den 9. juli 2016

Du danske sommer jeg elsker dig, men vil du ikke please holde op med at skuffe mig?

Bevares, det at brokke sig over det danske sommervejr er en ligeså stolt tradition som at brokke sig over den siddende regering. Det er noget, vi alle gør mere eller mindre ureflekteret, og det er uoriginalt. Men helt ærligt, ik' os? Jeg vil have sommer, sol og også gerne søndag, hvis jeg selv kan vælge. Det her er trist. Det er som at begræde en ekskæreste, man stadig er forelsket i. Den danske sommer er det ubetinget bedste i hele verden, når den viser sit smukke ansigt. Intet slår den. Og netop derfor er skuffelsen så stor, når den er sur og tvær og græder hele tiden. Det handler ikke kun om varme, for så kunne jeg jo bare skride til Lesbos eller Sardinien eller Ibiza eller Marmarisbugten. Det handler om sommer i Danmark. Og det handler heller ikke om, at jeg er bange for at få våde tæer. Det må godt regne. Men ikke hele tiden. Og det må ikke være så koldt. Og det må ikke være september-agtigt i juli. For. Hvor er rosevinen på terrassen, hvor er byturene, hvor himlen har samme farve, når man går hjem, som når man tager af sted, hvor er de grillede majskolber, hvor er badningen i a' hav, hvor er skovturene i bøgeskoven, hvor er de hjemmedyrkede jordbær og ærter, hvor er solcremen i ansigtet, solbrillerne på næsen, sandet i tæerne, de bare ben og arme og de uundgåeligt røde skuldre og forvisningen af alt, der er i familie med strik og lukkede sko, hvor er de nye kartofler og persillesovsen og hvor er de kæmpestore vaffelis og HVOR er diæten bestående af koldskål? Ja, jeg spørger bare. For jeg savner det hele.

Jeg sætter min lid til, at august bliver solfyldt og trøster mig med, at dette vejr gør det mere overkommeligt at trisse rundt på et plejehjem, når jeg nu alligevel ikke just går glip af strandture og grillfester ad libitum.

mandag den 4. juli 2016

Den her går ud til dig, Birgitte:

For du har fødselsdag i dag. HIP HIP HURRA! Født samme dag som 200-året for USAs uafhængighedserklæring. Skulle du nu have fortrængt det, bliver du VIRKELIG gammel. Du fylder 40, og jeg har i den anledning købt et mimrekort og et års forbrug af antirynkecreme til dig (ja, let's face it, et enkelt års forbrug er næppe nok, men sådan noget antirynke-hejs er sygt dyrt, og jeg er stadig studerende, så det var, hvad det kunne blive til).

Da jeg startede på antropologi i 2010, var det første emne, jeg forstod en brøkdel af, slægtskab. Tankerne om, hvad der gør, at vi elsker vores familie så latterligt højt, og tilsyneladende meget højere end alle andre, fascinerede mig. "Blod er tykkere end vand", siger de. Men hvorfor egentlig? Familiemedlemmer er jo mennesker, der er en påtvunget, og derfor har man ikke per automatik noget som helst tilfælles udover gener. Engang imellem kigger man på sine omvandrende gener og tænker Jesus Christ. Indtil man kigger på sig selv og tænker JESUS CHRIST. Men så kiggede jeg på dig og tænkte JA FOR HELVEDE. For hvad nu, hvis min far ikke var din mors lillebror? Det ville fandme være trist. Ubærligt, faktisk. 

Du er fortvivlende dårlig til at svare på sms'er og tage din telefon, når man ringer. Man må også som gæst i dit hjem indvilge i at gøre rent/handle ind/male dørpaneler/danse salsa/tage med sønnike i hoppeland/til fodboldturnering. Det er ikke fordi, du er uansvarlig, men fordi du er passioneret. Og muligvis engagerer dig i flere ting, end du har tid til. Fordi du nægter at forholde dig til, at der er 24 timer i et døgn. Hverken mere eller mindre. Men den huslige valuta betaler jeg gerne for dit selskab. For at få lov til at være en del af dit liv. Fordi du er så meget mere end en kende fortravlet og dårlig til at huske din telefon. Du er også er noget af det mest gæstfrie, jeg kender, du er ligesom jeg genetisk disponeret for den sorteste, tørreste humor, du deler min passion for Latinamerika og øreringe, du har en uhyggelig stor paratviden - især om Laudrup-brødrene, Cuba og alt George Michael-relateret, du kan skære gulerødder hurtigere end Lucky Luke's skygge stikker af fra hans krop, når du står stille skyder du din ene hofte ud og lader din højre fod hvile på den venstre; ligesom jeg selv står. Du har en latter så boblende som champagne, og en livsglæde, der får Ole Henriksens I-love-it-manifest til at blegne.

Du er sådan én folk tror, altid er glad. At du er en ubekymret sjæl, at dine store øreringe og farvestrålende gevandter betyder, at dit indre landskab altid ligner en Pride parade. Men det skal man ikke tage fejl af. For du er en følebamse uden lige, og du bekymrer dig. For dine venner, for din familie, for din søn, for mennesker du ikke kan lide, og for vores planet. Det er dig helt sikkert ofte en byrde, men det vidner om din godhed. Og jeg forstår faktisk ikke helt, hvordan du besidder den evne. For du har - som alle VIRKELIGT gamle mennesker - fået nogle voldsomme tæsk af det der leif. Du er blevet banket ned i gulvbrædderne, og i perioder har jeg været bange for, om du kunne kravle op. Men det har du kunnet. Og du har hjulpet med at hive mig op, når det har været min tur til at plaske rundt nede i kloakken. Ingen kan hjælpe mig med at se lys for enden af netop kloakken, som du kan.

Du har siden jeg var 13 (og folkeskolen var det argeste lort) været en urokkelig støtte. En klippe med en lækker krop. Dine 14 år ældre har gjort, at du var den, jeg kunne snakke med. Den voksne, der var præcis voksen nok til at være alvidende, men præcis ung nok til ikke at være en dunkel autoritet. Dine 14 års ekstra livserfaring har gjort, at du har kunnet fortælle mig, at det hele nok skulle gå. Uden helt at vide hvordan eller hvornår. Men at det ville gå. Det hjalp. Det hjælper stadig. Du har troet på mig, meget mere end jeg nogensinde selv har turdet, og du har presset mig i præcis den retning, jeg har haft brug for at gå. Vi to kan feste som ingen andre kan, og vi gejler hinanden helt åndssvagt meget op, hvorfor begge vores storesøstre har påberåbt sig veto-retten til ikke at være i samme stue med os - lydniveauet og sindssygen bliver ganske enkelt for voldsom. Vi går i fælles psykose over alt fra Troels Kløvedal, til Barack Obama, til IKEA's gavepapir, og til onde, storkapitalistiske virksomheder. Din suppååårt og kærlighed har betydet og betyder til stadighed mere for mig, end hvad mit ideforladte vokabularium på trods af ivrige, og stadig mere desperate forsøg vil kunne formidle.

Derfor siger jeg kort og fyndig (jaja, det er sgu for sent): Jeg er glad i dig (det er norsk og betyder "jeg elsker dig"). 

fredag den 1. juli 2016

Forresten vol. 26

  • Mangler jeg altid sandaler. Uanset hvor mange par jeg købte sidste år. Når sommeren er her, går jeg i fodtøjspanik. 
  • Er det jo så på den måde meget fint, at der ikke er nogen sommer. 
  • Kom postbuddet forbi i lørdags. Spurgte, hvem der var Isabella. Jeg meldte mig. "Hold da op", udbrød manden, da han så mig. Det var en pissefed følelse. 
  • Ville jeg ønske, at jeg kunne spille guitar. 
  • Har jeg netop pudset mit badeværelses-spejl for sjette gang. Det lille uhyre ville bare være fyldt med striber uanset, hvad jeg gjorde. Men nu. Nu skinner det. Stribeløst. 
  • Har jeg som belønning lige set Mamma Mia filmen. Og nej, Brosnan, Pierce Brosnan kan ikke synge. Men jeg havde lige brug for noget 70'er vibe og noget med de græske kyklader. Okay?
  • Har jeg også set DR-dokumentaren om Christopher. Manden virker helt utroligt sympatisk, og det irriterer mig helt ekstremt. Det virker bare ikke retfærdigt, at han ligesom både skal være pæn, succesfuld OG rar. 
  • Er jeg tydeligvis et småligt menneske.
  • Gik jeg i sidste uge en tur i regnvejret og mødte på min vej et dårdyr, dens to kid OG en hare. Jeg bor et meget idyllisk sted. 
  • Hvad fanden sker der for Brexit? Eneste positive er, at punden er faldet. Hvilket burde betyde billigt tøj på ASOS og ditto bøger på amazon. Der er ikke sket en skid. Ikke. I. Orden. 
  • Prøver jeg at finde ud af, om jeg kan bære en lyserød kjole. Enten bliver det flot, eller også går der Babe den kække gris i den. Jeg er i tvivl. 
  • Har jeg set det sidste afsnit af Orange Is The New Black. Skal nok lade være med at spoile noget for de af jer, der ikke er færdige. Men fuuuuuuuuuuuuuuuck man. Det bliver vildt. 
  • Flytter der to af kollegietyperne ud i dag. To jeg holder ret meget af. Jeg gør mit absolut bedste for ikke at tude uafbrudt, og det går helt vildt dårligt. 
  • Fucker jeg derfor i biografen med anden kollegietype i aften. Vi skal se "En mand der hedder Ove", og hvis filmen er bare halvt så god som bogen, skal det nok blive en helt ok aften alligevel.