torsdag den 28. juli 2016

Barndomsmindeblå

I morgen ved denne tid sidder jeg i min hybel i Odense. I morgen har jeg sidste vagt på mit job, hvilket betyder, ar jeg skal sige farvel til både mine kollegaer og patienterne. De gamle, de syge, de helt utroligt fine mennesker, som langsomt og sikkert har kravlet ind under min hud, gjort store indtryk på mig, og som jeg tænker på og kerer mig om. Også når jeg går hjem. Også flere år efter, jeg er gået hjem.

Jeg glæder mig til at komme hjem. Til mig selv. Til min altan. Mine ting. Min døgnrytme og min enevældige osteklokke, hvor jeg kun har mig selv at tage hensyn til, og hvor jeg sommetider spiser labre laver til aftensmad. På mandag starter jeg i praktik, og ord der beskriver, hvor spændt jeg er, er svære at finde. Men alligevel kom melankolien snigende her til aften. Fordi. Jeg har haft det godt. Jeg har nydt at sove i min barndomsseng og se cirka en Dirch Passer film om dagen og få brun sovs og ikke selv vaske tøj og være i nærheden af alle mine venner og min familie. Og fordi min ældste nevø ringede mig op hen på den sene eftermiddag og forklarede: "Min far (altså min svoger) har feber. Og så er han også syg!". Med den bemærkning lossede min storesøster sig selv og sine to børn ind i stationsvognen og styrede mod mine forældres hus, hvor jeg jo altså har resideret igennem denne årets syvende måned. Og denne aften har bare været så freaking awesome. Nevøerne er ubetinget de to små røvbananer, der kan gøre mig oh så hidsig, fordi de bare ikke hører efter, hvad jeg siger. De er også uomtvisteligt dem, der kan forvandle mit hjerte til smørsovs og dem, hvis øjne jeg ikke kan få nok af at stirre ind i. Vi har grillet. På mine forældres terrasse på en dansk lun og lys sommeraften. Min fromme fader har fyret dårlige jokes af, min søster har været grillmester, og min mor og jeg har kigget på. Og vi har snakket om jobsituation og ferieplaner og kommet forbi de bedsteforældre, svigerforældre og forældre, vi alle savner så frygteligt. Men som vi i fællesskab kan ære mindet om. Og dét betyder virkelig meget, at der er nogen, der ved præcist, hvordan der duftede hjemme ved Faster Anna, og præcis hvor mormor opbevarede sin hjemmelavede nutella, og hvordan morfars latter var den reneste form for glæde, man kunne høre. Så tudede vi lidt i fællesskab. Dén konstellation, hvor min svoger var syg (og det er synd for ham, og han altid er mere end velkommen) og nevøerne var parkeret med Mads og Mikkel, tog mig tilbage til min barndom. Til mine somre tilbragt på netop dén terrasse med netop de tre mennesker, der har formet mig allermest igennem mit liv. Så blev jeg sgu lidt trist. Fordi min nærfamilie alle bor i samme by, og fordi jeg er gået i frivilligt ø-eksil. Og ja, Danmark er lille. Men der er rigtig mange ting, jeg går glip af, fordi jeg ikke bor rundt om hjørnet. Det har jeg det langt størstedelen af tiden fuldstændig fint med. Men når man sidder der og bliver virkelig glad for den der vilkårlige klump gener, man er havnet ned i, og når man skal forklare en tre- og femårig, at nu skal de sige farvel til moster, for nu tager hun hjem til Odense, og så går der lang tid, før vi ses igen, så starter Tude-Marie her bussen op. Av, fuck og av. Det gør helt sikkert mere ondt på mig, end det gør på dem. Det går over igen. Jeg ser dem jo forholdsvis tit og alt det der. Men stadigvæk. Jeg er en grådlabil satan, og de er nogle fucking dejlige skrigeballoner, man.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar