onsdag den 13. juli 2016

De gamle og de små

Mit vækkeur ringede i morges på det uhyrt ugudelige tidspunkt 6.00. Jeg springer ikke normalt ud af sengen med et tenderende-LSD-agtigt-energiniveau klar til en ny dag. Min første tanke er som regel, at i det sekund jeg får fri, lægger jeg mig tilbage i nøjagtig samme position. At jeg så sjældent gør det, er en helt anden snak. I dag var det hårdere, end det plejer. Mine poser under øjnene har hele dagen udgjort i hvert fald en tredjedel af mit ansigt, og jeg er stadigvæk træt i hele kroppen. Grunden til den brutale opvækning var, at jeg skulle på arbejde. Ikke en aktivitet, der typisk er sensationel, hvilket da egentlig heller ikke har været tilfældet i dag. Og dog. To borgere afgik i dag ved døden. Og selvom der er tale om syge og ældre mennesker, som på mange måder trænger til og fortjener fred, berører det mig altså alligevel. Ikke fordi jeg kendte dem specielt godt, og ikke fordi jeg som sådan synes, at disse dødsfald var uberettigede eller foruroligende. Det er jo blandt andet derfor, folk er der. Fordi de er blevet gamle, svagelige, mange alvorligt syge og nogle mættede af dage. Så det er helt naturligt, blandt andet fordi den ellers utroligt irriterende floskel om, at det eneste sikre i livet er, at vi alle må herfra på et tidspunkt, er sand. Så nu er de væk. De mennesker jeg passede og talte med for under to døgn siden. Mennesker, som har levet et helt liv. Mennesker, der har grinet og grædt og elsket og slået sig og faldet og rejst sig op igen. Indtil nu. Indtil i dag, hvor de enten ikke kunne eller ikke ville rejse sig mere. Og fordi jeg tænker på de pårørende. Tænker på at den 13. juli for altid vil være en lortedag for dem. Den vil stå som den dag, hvor de blev berøvet en, de elsker. Det er en del af branchen, det er noget, man skal kunne håndtere. Og det kunne jeg ikke helt i dag. Jeg græd lidt på toilettet. Især da jeg så familierne til de afdøde. Børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn. Det gør lidt nas. For jeg ved jo godt præcist, hvor hårdt det er. Lige nu tænker jeg på dem. Selvom de ikke er klar over det. Én positiv ting er, at jeg altid godt har kunnet lide det der med at gøre de afdøde i stand. Det er en smuk afslutning, synes jeg. Som oftest meget fredfyldt. Så det gjorde jeg med den ene borger. Puttede ham i jakkesæt, barberede ham, foldede hans hænder, lukkede hans øjne og sendte ham en tanke. Det har været en mærkelig dag, hvor maven har slået lidt knuder, hvor tårerne har befundet sig lige på den anden side af den tynde øjenlågshud, hvor stemmeføringen har været lav, og hvor gangen har været roligere end normalt.

Jeg har nu begivet mig hen til mine forældre, hvor også nevøerne befinder sig p.t. Mit hjerte enten helede eller krakelerede, da Ældsten sagde "Jeg har savnet dig" og da Yngsten til spørgsmålet om, hvad han har lavet i børnehaven i dag, svarede "Jeg har lavet ballade". Indrømmet har jeg alle dage været en grådlabil satan, men mine øjnes indbyggede sprinklerapparater er overordentligt aktive i dag. Så fra Klicheernes Leksikon fremtrækker jeg den med, at liv og død følges ad. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar