mandag den 4. juli 2016

Den her går ud til dig, Birgitte:

For du har fødselsdag i dag. HIP HIP HURRA! Født samme dag som 200-året for USAs uafhængighedserklæring. Skulle du nu have fortrængt det, bliver du VIRKELIG gammel. Du fylder 40, og jeg har i den anledning købt et mimrekort og et års forbrug af antirynkecreme til dig (ja, let's face it, et enkelt års forbrug er næppe nok, men sådan noget antirynke-hejs er sygt dyrt, og jeg er stadig studerende, så det var, hvad det kunne blive til).

Da jeg startede på antropologi i 2010, var det første emne, jeg forstod en brøkdel af, slægtskab. Tankerne om, hvad der gør, at vi elsker vores familie så latterligt højt, og tilsyneladende meget højere end alle andre, fascinerede mig. "Blod er tykkere end vand", siger de. Men hvorfor egentlig? Familiemedlemmer er jo mennesker, der er en påtvunget, og derfor har man ikke per automatik noget som helst tilfælles udover gener. Engang imellem kigger man på sine omvandrende gener og tænker Jesus Christ. Indtil man kigger på sig selv og tænker JESUS CHRIST. Men så kiggede jeg på dig og tænkte JA FOR HELVEDE. For hvad nu, hvis min far ikke var din mors lillebror? Det ville fandme være trist. Ubærligt, faktisk. 

Du er fortvivlende dårlig til at svare på sms'er og tage din telefon, når man ringer. Man må også som gæst i dit hjem indvilge i at gøre rent/handle ind/male dørpaneler/danse salsa/tage med sønnike i hoppeland/til fodboldturnering. Det er ikke fordi, du er uansvarlig, men fordi du er passioneret. Og muligvis engagerer dig i flere ting, end du har tid til. Fordi du nægter at forholde dig til, at der er 24 timer i et døgn. Hverken mere eller mindre. Men den huslige valuta betaler jeg gerne for dit selskab. For at få lov til at være en del af dit liv. Fordi du er så meget mere end en kende fortravlet og dårlig til at huske din telefon. Du er også er noget af det mest gæstfrie, jeg kender, du er ligesom jeg genetisk disponeret for den sorteste, tørreste humor, du deler min passion for Latinamerika og øreringe, du har en uhyggelig stor paratviden - især om Laudrup-brødrene, Cuba og alt George Michael-relateret, du kan skære gulerødder hurtigere end Lucky Luke's skygge stikker af fra hans krop, når du står stille skyder du din ene hofte ud og lader din højre fod hvile på den venstre; ligesom jeg selv står. Du har en latter så boblende som champagne, og en livsglæde, der får Ole Henriksens I-love-it-manifest til at blegne.

Du er sådan én folk tror, altid er glad. At du er en ubekymret sjæl, at dine store øreringe og farvestrålende gevandter betyder, at dit indre landskab altid ligner en Pride parade. Men det skal man ikke tage fejl af. For du er en følebamse uden lige, og du bekymrer dig. For dine venner, for din familie, for din søn, for mennesker du ikke kan lide, og for vores planet. Det er dig helt sikkert ofte en byrde, men det vidner om din godhed. Og jeg forstår faktisk ikke helt, hvordan du besidder den evne. For du har - som alle VIRKELIGT gamle mennesker - fået nogle voldsomme tæsk af det der leif. Du er blevet banket ned i gulvbrædderne, og i perioder har jeg været bange for, om du kunne kravle op. Men det har du kunnet. Og du har hjulpet med at hive mig op, når det har været min tur til at plaske rundt nede i kloakken. Ingen kan hjælpe mig med at se lys for enden af netop kloakken, som du kan.

Du har siden jeg var 13 (og folkeskolen var det argeste lort) været en urokkelig støtte. En klippe med en lækker krop. Dine 14 år ældre har gjort, at du var den, jeg kunne snakke med. Den voksne, der var præcis voksen nok til at være alvidende, men præcis ung nok til ikke at være en dunkel autoritet. Dine 14 års ekstra livserfaring har gjort, at du har kunnet fortælle mig, at det hele nok skulle gå. Uden helt at vide hvordan eller hvornår. Men at det ville gå. Det hjalp. Det hjælper stadig. Du har troet på mig, meget mere end jeg nogensinde selv har turdet, og du har presset mig i præcis den retning, jeg har haft brug for at gå. Vi to kan feste som ingen andre kan, og vi gejler hinanden helt åndssvagt meget op, hvorfor begge vores storesøstre har påberåbt sig veto-retten til ikke at være i samme stue med os - lydniveauet og sindssygen bliver ganske enkelt for voldsom. Vi går i fælles psykose over alt fra Troels Kløvedal, til Barack Obama, til IKEA's gavepapir, og til onde, storkapitalistiske virksomheder. Din suppååårt og kærlighed har betydet og betyder til stadighed mere for mig, end hvad mit ideforladte vokabularium på trods af ivrige, og stadig mere desperate forsøg vil kunne formidle.

Derfor siger jeg kort og fyndig (jaja, det er sgu for sent): Jeg er glad i dig (det er norsk og betyder "jeg elsker dig"). 

1 kommentar: