lørdag den 9. juli 2016

Du danske sommer jeg elsker dig, men vil du ikke please holde op med at skuffe mig?

Bevares, det at brokke sig over det danske sommervejr er en ligeså stolt tradition som at brokke sig over den siddende regering. Det er noget, vi alle gør mere eller mindre ureflekteret, og det er uoriginalt. Men helt ærligt, ik' os? Jeg vil have sommer, sol og også gerne søndag, hvis jeg selv kan vælge. Det her er trist. Det er som at begræde en ekskæreste, man stadig er forelsket i. Den danske sommer er det ubetinget bedste i hele verden, når den viser sit smukke ansigt. Intet slår den. Og netop derfor er skuffelsen så stor, når den er sur og tvær og græder hele tiden. Det handler ikke kun om varme, for så kunne jeg jo bare skride til Lesbos eller Sardinien eller Ibiza eller Marmarisbugten. Det handler om sommer i Danmark. Og det handler heller ikke om, at jeg er bange for at få våde tæer. Det må godt regne. Men ikke hele tiden. Og det må ikke være så koldt. Og det må ikke være september-agtigt i juli. For. Hvor er rosevinen på terrassen, hvor er byturene, hvor himlen har samme farve, når man går hjem, som når man tager af sted, hvor er de grillede majskolber, hvor er badningen i a' hav, hvor er skovturene i bøgeskoven, hvor er de hjemmedyrkede jordbær og ærter, hvor er solcremen i ansigtet, solbrillerne på næsen, sandet i tæerne, de bare ben og arme og de uundgåeligt røde skuldre og forvisningen af alt, der er i familie med strik og lukkede sko, hvor er de nye kartofler og persillesovsen og hvor er de kæmpestore vaffelis og HVOR er diæten bestående af koldskål? Ja, jeg spørger bare. For jeg savner det hele.

Jeg sætter min lid til, at august bliver solfyldt og trøster mig med, at dette vejr gør det mere overkommeligt at trisse rundt på et plejehjem, når jeg nu alligevel ikke just går glip af strandture og grillfester ad libitum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar