onsdag den 31. august 2016

Forresten vol. 29

  • Har jeg set så meget Shameless på Netflix, at det faktisk er skamløst. Er fuldstændig solgt, bidt, besat. Af serien. Og af Lip. Jaja, han er fiktiv. Og hvad så. 
  • Må det danske Netflix faktisk gerne tage sig sammen og smække nogle flere sæsoner på skærmen, tak. 
  • Er Netflix måske en af de dummeste og smarteste investeringer, jeg nogensinde har gjort mig.
  • Kører jeg en form for skamfuldt tema. Nu er jeg nemlig begyndt på den norske Skam. Og den er præcis ligeså fantastisk, som folk siger. Den gør to ting ved mig. I rækkefølge: At tænke længselsfuldt og en kende melankolsk tilbage på min teenagetid. At være umanérligt glad for, at teenagetiden er bag mig. 
  • Har jeg tænkt over, hvorfor ginger er slang for rødhårede. Ingefær er sgu da gulligt. Man burde sige det om blonde mennesker, hvis hårfarve absolut skal have en grøntsags-association. 
  • Var jeg oppe kl. 1 i nat for at bede de spader, jeg bor med, om at skrue ned for den urimeligt høje tramp-musik, de åbenbart syntes var fuldstændig passende for en tirsdag nat. 
  • Ligner køkkenet noget, der er helt utroligt løgn - der har blandt andet været gang i noget øl-bowling, kan jeg se. Gud nåde og trøste dem, hvis de ikke rydder deres lort op. Nu-agtigt. 
  • Er jeg officielt en sur, gammel dame.
  • Er jeg syg, hvilket heller ikke hjælper på min tolerance i forhold til larm og rod. Det er i grunden utroligt, hvor meget snot der kan være inde i et hoved. 
  • Har jeg bestemt, at jeg skal i byen i weekenden. Men så skal der altså ske en seriøs reduktion af førnævnte mængde snot i mit kranie. 
  • Gad jeg vildt godt at have en af de der cykelhjelme, der faktisk er en halskrave. Den er mere sikker, og kunne måske forhindre det der Svend Sved hår, jeg sporter som følge af Bjarne Riis tendenser på cykelstien. 
  • Koster den omkring 3000 kroner, så jeg ser det ikke lige ske. 
  • Er jeg ikke nede med Løkkes 2025-plan. Eksempelvis synes jeg, at et delvist selvbetalt uddannelsessystem er en farlig ting at give sig i kast med, fordi det rokker ved hele velfærds-fundamentet. Og jeg forestiller mig, at det har potentiale til at blive ulækkert overklasse-domineret. 
  • Har jeg en ting for velour.
  • Burde jeg virkelig gå over og handle, men mig og min feber kan ikke overskue situationen. Overhovedet. 
  • Er det efterår i morgen, og det er dejligt af to årsager: For det første fordi der så ikke er nogen grund til at være ulykkelig over den elendige sommer, og for det andet fordi det er min yndlingsårstid, hvor jeg tilfældigvis også har fødselsdag. 
  • I den forbindelse råflirter jeg med tanken om at holde et skrald af en fest for at fejre det faktum, at jeg bliver et år ældre. 

lørdag den 20. august 2016

Når man er bange for, at lykkelig stilhed faktisk er stilheden før stormen

Øhm. Jeg vil gerne starte dette indlæg med en advarsel. En advarsel om, at jeg måske lyder bitter og utaknemmelig. Det er ikke hensigten, men hvis du som læser sidder med den følelse om et par minutter, beklager jeg. Virkelig. Det er sgu ikke meningen.

Men sagen er bare den, at det går godt. Så godt, at det skræmmer mig en lille smule. Med risiko for netop at lyde utroligt bitter i en relativt tidlig alder, er jeg bange for, at det går galt. Jeg er ikke vant til, at en sådan lykkerus fortsætter. Nogen falder om, bliver indlagt, bliver syge, dør, bliver skilt. Et eller andet. Okay, det lyder mega bittert. Selvfølgelig er jeg vant til at være glad, men jeg er altså ikke vant til at have den der udefinérbare følelse af, at alting giver mening. Jeg er vant til at have lidt krise. Lidt identitetskrise, lidt uddannelseskrise, lidt fremtidsudsigtskrise, lidt krise. Men nu. Nu har jeg det bare fucking godt. Og det er jo fantastisk, men jeg er heller ikke helt i stand til at nyde det fuldt ud, fordi jeg med et fysisk greb forsøger at fastholde noget, der er som en sky. Noget der, hvis jeg fanger, vil smelte imellem mine hænder. Jeg er bange for, at der lige om lidt sker noget skrækkeligt, At universet pre-belønner mig for noget meget slemt, der sker om lidt. Mage til spild af tankevirksomhed, jeg ved det godt. For jeg kan jo ikke være sikker på, at det holder ved, men jeg håber og hører min Fasters vise ord for mit indre: "Hvad der er givet godt ud, kommer ikke dårligt tilbage". Point til Faster Mona. Jeg prøver.

Så. Et bidrag til lykken er, at jeg har haft verdens bedste tur til Wien med verdens bedste veninde. Suverænt en af de bedste ferier, jeg nogensinde har været på. Jeg tror aldrig, jeg har grinet så meget på fire dage, som jeg gjorde med Maj i Wien. Det var den slags ferie, hvor man lige snuppede en række marabou i sengen inden den rigtige morgenmad, som naturligvis indeholdt mere chokolade i semi-flydende, mørk nutella-form. En af den slags ferier, hvor vi fik en lille skid på - jeg fik smagt aperol spritz, og nu forstår jeg fuldt ud hypen. En ferie, hvor vi nåede at blive så interne, at det ville være umuligt for ethvert andet menneske at forstå, hvad vi sagde. En ferie, hvor vi spiste virkelig meget lækker mad. En ferie, hvor vi så Monty Python videoer og hvor vi snakkede igennem, som var det en suveræn første date, hvor vi skulle lære alt om hinanden. Og dét synes jeg faktisk er imponerende. At jeg efter 12 år med hende som Dupont'en til min Dupont stadig opdager nye ting ved hende, at vi stadig har ting at diskutere, og at vi stadig kan overraske hinanden. Samtidig voldelsker jeg det faktum, at hun kender mig skræmmende godt, at ét enkelt blik nærmest har telepatiske evner, og at vi har så lang en historie, at vi på alle måder føler os trygge og hjemme i hinandens selskab. Det er fandme uvurderligt.

I flere gode nyheder: I årets første efterårsmåned flytter en af mine bedste veninder til Odense, og skribenten her kæmper en brav kamp for at udtrykke, hvor fucking fedt det bliver! Det der med at have en veninde i cykelafstand glæder jeg mig urimeligt meget til. Både til når der er noget at fejre, men også når det er tid til en tudetur. Kæft, hvor bliver det godt.

Og så er der den dersens praktik. Det går godt. De ubesværede mensa-kloge journalister er søde og lader mig være med i samtalen, selv når jeg ikke aner, hvad fanden de snakker om. Jeg har fået trykt ting i avisen, og jeg har sågar fået ros. Og dé ord, der blev ytret, er blevet låst ind i mit inderste hjertekammer. Der, hvor også de sødeste ord venner og familiemedlemmer har sagt til mig, er låst inde. Det er ikke ord, jeg tager frem særlig tit, for så ville jeg blive en arrogant nar. Men indimellem tænker jeg på dem, finder nøglen frem, låser dem ud, og lader dem varme mig. Der er blevet tilføjet nyt til kammeret, og det gør mig simpelthen så glad og stolt. Og bekræfter mig i, at jeg er god til at arbejde. Jeg er en ret dårlig studerende, men jeg elsker at arbejde. Virkelig. Glæder mig til at skulle af sted every fucking day, og har en fest med at sidde ved mit skrivebord og ja skrive. Det føles så rigtigt, og det giver et sug i min mave bare at tænke på det. Det er jo det, jeg skal. Ja sgu. Jeg er så dybt taknemmelig for den her praktikplads, og forstår vitterligt ikke, hvad fanden det er, bossen har set i mig. Som i: not a fucking clue, men er ualmindeligt begejstret og glad for det og chancen.

I dag har jeg indtil videre brugt hele formiddagen på at gøre rent, så hytten nu dufter af en Ajax blomsterdrøm. Jeg har handlet ind, og der var hindbær på tilbud. Da jeg kom hjem, fangede jeg en af kollegietyperne med nattens fangst, idet denne forsøgte at lave en elegant walk of shame. Godt nok er jeg 25, men så er jeg heller ikke mere moden. Jeg hygger mig gevaldigt over det. Lige nu spiller min YouTube Taylor Swift anno 2006, hvilket i den grad bringer mig tilbage til min gymnasietid, hvor Ditte og jeg hørte Tay-Tays første udgivelse om og om igen. Den og Celine Dions Greatest Hits. Om ikke andet har jeg da udviklet min musiksmag. Alle de mennesker der får mit hjerte til at banke lidt hurtigere, har det godt. Tryghed og glæde ad libitum. Med andre ord spiller det. Mit livs største bekymringer lige nu er, hvornår jeg ser nevøerne igen, om jeg kan retfærdiggøre at købe en nederdel fra Ganni, og at jeg har en neglerod på min højre pegefinger. På en eller anden måde går det nok lige.

mandag den 8. august 2016

Forresten vol. 28

  • Dunvest. Hvem fanden går med dunvest?
  • #Skal #Folk #Holde #Op #Med #At #Skrive #Sådan #Her. #DetErIkkeSådanHashtagsFungerer
  • Har jeg lige købt et par cowboyder-bukser. Samme model som jeg har praktiseret de sidste fem år. Men farven. Farven bærer navnet Glory Days, hvilket jo altså også er titlen på en Springsteen sang. Det er fjollet, men sådan noget gør mig glad. 
  • Er der nogen, der gider forklare mig, hvorfor aperol spritz er blevet det nye sort? Jeg kan ikke begive mig ind i internettet uden at støde på det. Altså smarte typer på en lækker cafe/bar, der lige sidder med andre smarte typer og nyder en sådan østrisk-inspireret fætter. Hvad er det, det kan? Jeg er forvirret, og hvor er min thor øl? 
  • Er der en kvinde på mit gamle arbejde, der konsekvent kalder citationstegn for situationstegn. Og ikke med ironisk distance. "I ramme alvor".
  • Synes jeg, at HAY er latterligt overvurderet. Jeg synes virkelig, at det er kedeligt design. Og ikke underspillet, lækkert, skandinavisk. Næ. Bare helt vildt kedeligt. Og i fesne farver.
  • Kærestemateriale. Skal vi snakke om det ord? Det giver jo ingen mening. Det er jo altså ikke ét bestemt materiale, man er gjort af, der definerer ens kæreste-egnethed. Kommer vel af naturlige årsager an på, hvem man skal være kæreste til. Nogle vil have bomuld, nogle vil have fancy ægyptisk bomuld, nogle vil have silke, og andre sære typer vil have det der uld, der kradser.
  • Har jeg det vildeste girl crush på Alicia Vikander. 
  • Ved jeg ikke, hvad forskellen er på krebinetter og karbonader. 
  • Var min første artikel i avisen i går, og det føltes simpelthen så latterligt godt, at det godt kunne blive mit nye drug. 
  • Havde jeg i et par år glemt, at jeg kan lide Johnny Flynn. Nu er jeg så kommet i tanker om det og er blevet helt forelsket i ham all over again. 
  • Er det ingen hemmelighed, at jeg er en langsom starter. To år efter, at noget peaker hopper jeg med på bølgen. Således har jeg netop set første sæson af DR's Arvingerne. Fæ-no-me-nal!
  • Har jeg udskudt at vaske tøj i ti dage, og jeg tænker, at virkeligheden sgu nok snart indhenter mig. 
  • Ved jeg ikke helt hvorfor, men solbriller med farvet glas gør et eller andet ved mig. Og jeg kan ikke finde ud af, om det er glæde eller vrede. Formegentlig det sidste, fordi det jo er mig. 
  • Har O'Malley informeret mig om, at hvis jeg var en seriekarakter, ville jeg være Lorelai fra Gilmore Girls. Det skal nok passe. Hun er sådan lidt ufrivilligt sjov, fylder meget og er ret irriterende. Som det selvforherligende menneske jeg jo er, er jeg derfor begyndt forfra på netop den serie, mens jeg venter på, at sæson 2 af Arvingerne bliver smidt på dr.dk

onsdag den 3. august 2016

Praktikantlivet so far

Jeg har nu tilbragt tre dage på en rigtig avis-redaktion. Jeg er mættet af indtryk og træt som bøjlerne i Linse Kesslers BH. Det er gået godt. Jeg tror næppe, man kan bede om en finere start. De er søde, de er høflige, og jeg har intet at udsætte. Udover hvor meget ens hjerne kører på overarbejde, når man er grønnere end Greenpeace. Godt nok har jeg altid været kvinde for at overanalysere og bygge ting op i mit hoved, men tror nok, at jeg i disse dage slår egen rekord. Jeg vågnede eksempelvis klokken tre i nat fordi jeg var bange for, om den artikel jeg afleverede i går indeholdt en fejl. Det gør den ikke. Jeg har tjekket, dobbelttjekket, trippeltjekket, dobbeltciffer-tjekket. Den er i vinkel, men en sådan logik kan min hjerne ikke forventes at følge. Af andre spændende handicap har jeg pludselig glemt, hvordan man drikker af en vandflaske, med det resultat at vandet løber ned ad hagen i stedet for ned i spiserøret. Jeg har også præsteret at grynte på et fuldkomment stille kontor med mine kollegaer, fordi jeg åbenbart legede en form for katten-efter-musen med min tunge og gane. Flot. Jeg gjorde selvfølgelig det modne og lod som ingenting. Mest af alt fylder en frygt for at blive afsløret som dum. De er så kloge. De er sådan rigtigt journalist-kloge. Ikke fordi de blærer sig, men fordi de bare har en paratviden, der er ude af denne verden. Jeg prøver at holde trit.

Karaktertrækket genert er ikke umiddelbart et, der ofte bliver brugt i en snak om mig. Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Når jeg starter et så nyt sted som dette og alle de andre ikke er nye, bliver jeg lidt stille. Lidt genert. Jeg føler mig derfor ikke helt hjemme endnu, men herreste Gud der er også kun gået tre dage, som min mormor ville sige. Det skal nok komme. Vi skal bare lige se hinanden an, som min søster lige har forklaret mig. Hun har sikkert ret. Jeg vil bare så gerne have, at de synes godt om mig og synes, at jeg er dygtig. At de ikke kommer til at sidde og tænke, at hende der den blonde randrusianer - hun har hævet barren for, hvor elendig en journalist, man kan være. Jeg håber sådan, at de ikke kommer til at fortryde, at de har givet mig chancen. Skal nok arbejde hårdt for, at de ikke fortryder. Udover selvsvingstendenser går det godt. Det føles alt for vildt at være en del af en redaktion, hvor man snakker om, hvor mange opslag en historie skal fylde og hvor prominente politikernavne flyver frem og tilbage. Jeg er ret pjattet med det. I mandags, da jeg plantede mine praktikantfødder under mit skrivebord tænkte jeg, at det her sgu giver mening. Det er jo det, jeg skal. Det føles på en gang fuldstændig overvældende, skræmmende, nervepirrende, angstprovokerende og fuldstændig rigtigt og naturligt.