lørdag den 20. august 2016

Når man er bange for, at lykkelig stilhed faktisk er stilheden før stormen

Øhm. Jeg vil gerne starte dette indlæg med en advarsel. En advarsel om, at jeg måske lyder bitter og utaknemmelig. Det er ikke hensigten, men hvis du som læser sidder med den følelse om et par minutter, beklager jeg. Virkelig. Det er sgu ikke meningen.

Men sagen er bare den, at det går godt. Så godt, at det skræmmer mig en lille smule. Med risiko for netop at lyde utroligt bitter i en relativt tidlig alder, er jeg bange for, at det går galt. Jeg er ikke vant til, at en sådan lykkerus fortsætter. Nogen falder om, bliver indlagt, bliver syge, dør, bliver skilt. Et eller andet. Okay, det lyder mega bittert. Selvfølgelig er jeg vant til at være glad, men jeg er altså ikke vant til at have den der udefinérbare følelse af, at alting giver mening. Jeg er vant til at have lidt krise. Lidt identitetskrise, lidt uddannelseskrise, lidt fremtidsudsigtskrise, lidt krise. Men nu. Nu har jeg det bare fucking godt. Og det er jo fantastisk, men jeg er heller ikke helt i stand til at nyde det fuldt ud, fordi jeg med et fysisk greb forsøger at fastholde noget, der er som en sky. Noget der, hvis jeg fanger, vil smelte imellem mine hænder. Jeg er bange for, at der lige om lidt sker noget skrækkeligt, At universet pre-belønner mig for noget meget slemt, der sker om lidt. Mage til spild af tankevirksomhed, jeg ved det godt. For jeg kan jo ikke være sikker på, at det holder ved, men jeg håber og hører min Fasters vise ord for mit indre: "Hvad der er givet godt ud, kommer ikke dårligt tilbage". Point til Faster Mona. Jeg prøver.

Så. Et bidrag til lykken er, at jeg har haft verdens bedste tur til Wien med verdens bedste veninde. Suverænt en af de bedste ferier, jeg nogensinde har været på. Jeg tror aldrig, jeg har grinet så meget på fire dage, som jeg gjorde med Maj i Wien. Det var den slags ferie, hvor man lige snuppede en række marabou i sengen inden den rigtige morgenmad, som naturligvis indeholdt mere chokolade i semi-flydende, mørk nutella-form. En af den slags ferier, hvor vi fik en lille skid på - jeg fik smagt aperol spritz, og nu forstår jeg fuldt ud hypen. En ferie, hvor vi nåede at blive så interne, at det ville være umuligt for ethvert andet menneske at forstå, hvad vi sagde. En ferie, hvor vi spiste virkelig meget lækker mad. En ferie, hvor vi så Monty Python videoer og hvor vi snakkede igennem, som var det en suveræn første date, hvor vi skulle lære alt om hinanden. Og dét synes jeg faktisk er imponerende. At jeg efter 12 år med hende som Dupont'en til min Dupont stadig opdager nye ting ved hende, at vi stadig har ting at diskutere, og at vi stadig kan overraske hinanden. Samtidig voldelsker jeg det faktum, at hun kender mig skræmmende godt, at ét enkelt blik nærmest har telepatiske evner, og at vi har så lang en historie, at vi på alle måder føler os trygge og hjemme i hinandens selskab. Det er fandme uvurderligt.

I flere gode nyheder: I årets første efterårsmåned flytter en af mine bedste veninder til Odense, og skribenten her kæmper en brav kamp for at udtrykke, hvor fucking fedt det bliver! Det der med at have en veninde i cykelafstand glæder jeg mig urimeligt meget til. Både til når der er noget at fejre, men også når det er tid til en tudetur. Kæft, hvor bliver det godt.

Og så er der den dersens praktik. Det går godt. De ubesværede mensa-kloge journalister er søde og lader mig være med i samtalen, selv når jeg ikke aner, hvad fanden de snakker om. Jeg har fået trykt ting i avisen, og jeg har sågar fået ros. Og dé ord, der blev ytret, er blevet låst ind i mit inderste hjertekammer. Der, hvor også de sødeste ord venner og familiemedlemmer har sagt til mig, er låst inde. Det er ikke ord, jeg tager frem særlig tit, for så ville jeg blive en arrogant nar. Men indimellem tænker jeg på dem, finder nøglen frem, låser dem ud, og lader dem varme mig. Der er blevet tilføjet nyt til kammeret, og det gør mig simpelthen så glad og stolt. Og bekræfter mig i, at jeg er god til at arbejde. Jeg er en ret dårlig studerende, men jeg elsker at arbejde. Virkelig. Glæder mig til at skulle af sted every fucking day, og har en fest med at sidde ved mit skrivebord og ja skrive. Det føles så rigtigt, og det giver et sug i min mave bare at tænke på det. Det er jo det, jeg skal. Ja sgu. Jeg er så dybt taknemmelig for den her praktikplads, og forstår vitterligt ikke, hvad fanden det er, bossen har set i mig. Som i: not a fucking clue, men er ualmindeligt begejstret og glad for det og chancen.

I dag har jeg indtil videre brugt hele formiddagen på at gøre rent, så hytten nu dufter af en Ajax blomsterdrøm. Jeg har handlet ind, og der var hindbær på tilbud. Da jeg kom hjem, fangede jeg en af kollegietyperne med nattens fangst, idet denne forsøgte at lave en elegant walk of shame. Godt nok er jeg 25, men så er jeg heller ikke mere moden. Jeg hygger mig gevaldigt over det. Lige nu spiller min YouTube Taylor Swift anno 2006, hvilket i den grad bringer mig tilbage til min gymnasietid, hvor Ditte og jeg hørte Tay-Tays første udgivelse om og om igen. Den og Celine Dions Greatest Hits. Om ikke andet har jeg da udviklet min musiksmag. Alle de mennesker der får mit hjerte til at banke lidt hurtigere, har det godt. Tryghed og glæde ad libitum. Med andre ord spiller det. Mit livs største bekymringer lige nu er, hvornår jeg ser nevøerne igen, om jeg kan retfærdiggøre at købe en nederdel fra Ganni, og at jeg har en neglerod på min højre pegefinger. På en eller anden måde går det nok lige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar