onsdag den 3. august 2016

Praktikantlivet so far

Jeg har nu tilbragt tre dage på en rigtig avis-redaktion. Jeg er mættet af indtryk og træt som bøjlerne i Linse Kesslers BH. Det er gået godt. Jeg tror næppe, man kan bede om en finere start. De er søde, de er høflige, og jeg har intet at udsætte. Udover hvor meget ens hjerne kører på overarbejde, når man er grønnere end Greenpeace. Godt nok har jeg altid været kvinde for at overanalysere og bygge ting op i mit hoved, men tror nok, at jeg i disse dage slår egen rekord. Jeg vågnede eksempelvis klokken tre i nat fordi jeg var bange for, om den artikel jeg afleverede i går indeholdt en fejl. Det gør den ikke. Jeg har tjekket, dobbelttjekket, trippeltjekket, dobbeltciffer-tjekket. Den er i vinkel, men en sådan logik kan min hjerne ikke forventes at følge. Af andre spændende handicap har jeg pludselig glemt, hvordan man drikker af en vandflaske, med det resultat at vandet løber ned ad hagen i stedet for ned i spiserøret. Jeg har også præsteret at grynte på et fuldkomment stille kontor med mine kollegaer, fordi jeg åbenbart legede en form for katten-efter-musen med min tunge og gane. Flot. Jeg gjorde selvfølgelig det modne og lod som ingenting. Mest af alt fylder en frygt for at blive afsløret som dum. De er så kloge. De er sådan rigtigt journalist-kloge. Ikke fordi de blærer sig, men fordi de bare har en paratviden, der er ude af denne verden. Jeg prøver at holde trit.

Karaktertrækket genert er ikke umiddelbart et, der ofte bliver brugt i en snak om mig. Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Når jeg starter et så nyt sted som dette og alle de andre ikke er nye, bliver jeg lidt stille. Lidt genert. Jeg føler mig derfor ikke helt hjemme endnu, men herreste Gud der er også kun gået tre dage, som min mormor ville sige. Det skal nok komme. Vi skal bare lige se hinanden an, som min søster lige har forklaret mig. Hun har sikkert ret. Jeg vil bare så gerne have, at de synes godt om mig og synes, at jeg er dygtig. At de ikke kommer til at sidde og tænke, at hende der den blonde randrusianer - hun har hævet barren for, hvor elendig en journalist, man kan være. Jeg håber sådan, at de ikke kommer til at fortryde, at de har givet mig chancen. Skal nok arbejde hårdt for, at de ikke fortryder. Udover selvsvingstendenser går det godt. Det føles alt for vildt at være en del af en redaktion, hvor man snakker om, hvor mange opslag en historie skal fylde og hvor prominente politikernavne flyver frem og tilbage. Jeg er ret pjattet med det. I mandags, da jeg plantede mine praktikantfødder under mit skrivebord tænkte jeg, at det her sgu giver mening. Det er jo det, jeg skal. Det føles på en gang fuldstændig overvældende, skræmmende, nervepirrende, angstprovokerende og fuldstændig rigtigt og naturligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar