mandag den 26. september 2016

Forresten vol. 30

  • Bliver jeg ret sur, når elcyklister overhaler mig. Jeg synes, de snyder. Så sidder man selv der på det orange lyn og producerer omtrent ligeså meget sved som Anja Andersen under et skænderi med en eller anden dommer, mens de er motoriseret. Det er pissefejhold. 
  • Bruger jeg lidt for meget tid på at tænke på, hvilken kjole man (læs: jeg) skal have på, når man (læs: jeg) fylder 26. Og måske når man (læs: jeg) frem til, at det mest forsvarlige ville være at købe en ny, selvom man (læs: jeg) har en del (læs: sygt mange) hængende (læs: presset ind) i skabet. 
  • Har jeg to tasker, der er gået i stykker - den ene mangler en dims, og den anden mangler en hank. Måske jeg skulle få gjort noget ved det. 
  • Er jeg lidt forelsket i Russell Brand. Han. Er. Sjov. 'nuff said. 
  • Er jeg mega forelsket i Ulrikke Falch på Instagram. Så meget, at jeg faktisk overvejer at oprette en konto. Kæft, hvor er hun bare fucking genial. 
  • Kalder min kusine mig Zabella, og det er jeg fuldstændig pjattet med.
  • Har jeg lidt ferie-blues. Jeg havde simpelthen den bedste tur til Wien og kunne alvorligt godt tænke mig lige at nappe en tur mere. Bare en lille en. Spise en falafel, få 34 grineflip, danse en Justin Bieber dans, sådan noget. 
  • Hjælper det gevaldigt, at jeg skal til Berlin til foråret. Skal muligvis også til London. Jeg er et forkælet fuckhoved. 
  • Har jeg på uforklarlig vis mistet min ringeklokke på min cykel, og jeg er på den måde blevet gjort opmærksom på, hvor aggressiv en cyklist, jeg er. 
  • Er jeg derfor begyndt at råbe af folk i stedet for. Det har en udmærket effekt. 
  • Har jeg inviteret mine bedste bonkammerater til fødselsdagsfest. Uden røde pølser og appelsinvand, men med øller og hvad der sikkert ender med pizza. Forudsat at førnævnte bonkammerater siger ja tak til at komme. Ellers bliver det et noget mere ynkeligt scenarie af mig alene med festhat på. 
  • Hader jeg alt, der har med pantflasker at gøre. De fylder ad helvede til, jeg glemmer altid at tage dem med mig, når jeg skal handle. Og når jeg så endelig husker det, glemmer jeg at aflevere kuponen ved kassen.
  • Blev jeg simpelthen så arrig i weekenden, da en midaldrende mandsperson meddelte mig, at jeg politisk ville være klogere, når jeg er 35. HVAD er det for en arrogant og nedladende holdning at have?! Så det fortalte jeg ham. Og gjorde derved stemningen en smule akavet. 
  • Drømte jeg i nat, at jeg var best man til brylluppet hos en af de post-pubertære drenge, jeg bor med. Og hans meget sure kæreste/kone. Det er helt forfejlet - det er jo Nicklas' bryllup, jeg engang skal være best man til. Når han engang skal giftes, altså. 
  • Har jeg det forfærdeligt med, at jeg nu er halvvejs i min praktik. Jeg vil ikke væk. Vil blive. For evigt. Overvejer at lænke mig fast til skrivebordet. Ikke i en poetisk overdrivelse, men sådan helt alvorligt. 

fredag den 16. september 2016

Weekend modus

Det er fredag, klokken har lige passeret 16, og undertegnede er en lille smule fuld. Sådan går det, når man får to fyraftens-fadbamser. Det skete på det guddommelige tidspunkt kl. 14, at mig og de tre mænd, jeg sidder på kontor med drog på Christian 4-tal i Odense. Og det var skidehyggeligt. Efter min mening en rimelig optimal måde at sparke weekenden i gang på, for det var ubesværet og uhøjtideligt. Og nu snurrer hovedet så dejligt. Jeg valgte at belønne min snurren-hed med et telefonopkald til mine forældre, der lød muntre og ligeledes i weekendstemning. Eneste minus ved tilstanden er, at Antropologen i dag flytter ind i sin egen lejlighed. De sidste knap tre uger har hun boet hos mig, og selvom det har været trangt i mit lille hjem, er det lidt underligt, at hun ikke træder ind af døren om lidt og spørger, hvordan min dag har været. Det er bare ikke helt det samme at spørge sig selv. Men jeg må jo tage til takke med eget selskab, og det faktum, at hun trods alt kun er rykket 2,5 kilometer væk. Det er således et forholdsvist overskueligt projekt at se hende, hvilket jeg er umådeligt begejstret for.

Og nu har jeg fri i to hele dage. Jeg skal hjælpe førnævnte Antropolog med at bære flyttekasser i morgen, men ellers har jeg absolut ingen planer. Og det er så dejligt. Jeg har alle døre åbne, og det er mig et stort privilegium at kunne bruge fire timer på at læse en bog eller bage otte plader knækbrød. Og så synes jeg, her i min snurrende opturstilstand, at vi skal bemærke det faktum, at jeg har bare arme og tæer i midten af september, omend det også er en smule skræmmende. God weekend!

søndag den 11. september 2016

Weekender, Mathilde og hverdage

Jeg har tendens til at synes, at weekender er markant sjovere end hverdagen. Der er i den henseende meget lidt Dan Túrell over mig - jeg kan godt lide festen, og jeg synes tit, at dagligdagen er kedelig. Det er en holdning, jeg ser mig nødsaget til at tage op til overvejelse. Fordi jeg i tiden befinder mig i så en opturs-situation, der gør, at jeg glæder mig til at skulle på arbejde. Hver. Dag. Selvom jeg sidder på kontor med tre midaldrende mænd som er forholdsvis fåmælte og blandt andet i fredags snakkede om en eller anden, der havde gæret øl af kussehår. Det hørte jeg så ikke første gang, så fik lige min mandlige kollega til at gentage ordet kussehår. Ikke at det var akavet mens vi spiste moussaka. Overhovedet. Ikke det fjerneste. Men alligevel. Jeg er vild med det. Jeg får lov til at arbejde, de lader til at synes, at min mening er noget værd, og de har endnu ikke bedt mig om at lukke røven, hvilket jeg så afgjort betragter som et fuldstændig rimeligt succeskriterium.

Men. Selvom hverdagene er skønne, kan fridagene nu altså også noget. I denne ombæring har min veninde endnu engang bevæget sig langs E45 fra Århus for at komme herned til mig på Fyn. Og så sad vi ellers på min altan og spiste twister-is og snakkede hinanden et øre af. Fuck, det er skønt. Og SÅ. Så tog vi til Mathilde Falch koncert. Iført bare ben, sgu. Og kjole, bevares. Og havde så godt nok glemt billetterne, men de er sgu så søde her på Fyn, så med et ordrenummer gik det alligeevel. Men Mathilde, for helvede. Publikum var nogle spader - hvem fanden sidder ned på gulvet til en rockkoncert? Generelt synes jeg, at den danske koncertkultur er ynkelig - man må helst ikke bevæge sig for meget eller udtrykke for stor begejstring. Hvilket, undskyld mig, fandme er en mærkelig praksis, når man nu ligesom har betalt for at komme med til gildet. Tilbage til Mathilde. "12 trin" er ubetinget min yndlingssang med Mathilde Falch. Og så hørte jeg den live. Og havde gåsehud over hele kroppen, tårer i begge øjne og ondt i hjertet i ligeså mange sekunder, som sangen varede. Det føltes som om, at denne ualmindeligt talentfulde sangerinde lynede mig op. Som om, at min front var beklædt med en lynlås, som hun lynede ned og ud røg alle mine skeletter, hemmeligheder og inderste sårbarheder midt på et trægulv på Posten i Odense. Det var så vildt, så grænseoverskridende, så smukt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, jeg følte mig taget frivilligt til fange i hendes greb. Jeg ænsede ikke noget som helst andet end hendes stemme, hvilket er en sjældenhed for mit hoved. Strofen "Han siger, du er bange for at lukke dine døre, men jeg lover, at verden den kun vil blive større" vil hjemsøge mig for evigt. Og er det ikke lige præcis det, musik kan? Skrællet helt ind til benet, strippet for pompøse musikvideoer og narcissistisk selviscenesættelse? Det er kunst. Kunst, der borer sig ind i sjælen. Ord, der ikke bare er hjerte-rimer-på-smerte. Ord, der er musikalske digte. Ord, der er nedfældet af en historiefortæller, der tilfældigvis synger som en drøm og kan spille guitar. Jeg kan. Slet ikke. Få armene ned. Jeg er begejstret, og samtidig gør det ondt i sjælen. Ondt fordi Mathilde Falch på uforklarlig vis har skrevet noget om sig selv som rammer mig og mit liv mere præcist, end jeg nogensinde selv har været i stand til at formulere. Dét er kunst, og dét er smukt.

Bedsten forlod mig til fordel for fastlandet ved 14-tiden, og siden da har jeg nydt ubekymret alenetid. Jeg har kigget barndomsbilleder, læst noget mere Fredrik Backman på min altan efter, at jeg har fortæret Delphine de Vigan, Nu har jeg så lige spist en majskolbe, hvilket måske lyder som en trist aftensmad, men jeg holder så meget af majskolber, at jeg undervejs i mit indtag overvejede, at det måske skulle være mit sidste måltid. Majs, salt, smør - hvad er der egentlig ikke at kunne lide? Og ud af mine højtalere strømmer soundtracket fra Skam, hvor der blandt andet synges så geniale ting som "Let me see your dick in the air".

Weekenden har været sewper fucking dewper. Og det, der er glasuren på kagen er, at jeg ikke bruger den sidste stump af den på at ærgre mig over, at det er mandag i morgen. Ja, jeg er pisseirriterende, jeg ved det godt. Nu er jeg simpelthen nødt til at iføre mig en påskegul tylkjole og gå ud på min altan og fløjte om kap med fuglene. Hej hej.

torsdag den 8. september 2016

Solskin, candyfloss og fuldtidsarbejde

Jeg har engang læst, at danskerne er det folkeslag in daz ganze welt, der taler allermest om vejret. Det forstår jeg godt. Og selvom jeg gerne ville afskrive det som noget, man bare taler med gamle damer om, når man venter på bussen, er det jo ikke tilfældet. Jeg snakker åndssvagt meget om vejret - så vidt jeg kan huske har jeg i dag omtalt vejret fire gange. Fordi det er årsag til vældig meget spekuleren og uforudsigelighed. Du danske vejr, og du danske sommer i særdeleshed. Få ting gør mig gladere, og få ting skuffer mig mere. Men nu. Nu er sommeren her, her i årets første efterårsmåned. Personligt er jeg ret ligeglad med, hvornår solen vælger at kigge forbi, bare den kommer. For bedst som jeg troede, at sommeren havde pakket alt sit lort sammen og skredet mere spændende steder hen, gik det op for den, at den havde glemt at sige farvel. Akkurat som Mark Darcy glemte at sige farvel til Bridget Jones. Den er her. Dens smukke ansigt viser sig, og jeg har i dag ligget på min altan i næsten ingen tøj og ladet solens stråler kickstarte mine indre organer, og ladet den blide vind puste til mig, som man puster til en vissen mælkebøtte. Alt imens jeg læste en god bog, hvilket er en fuldtræffer udi velbefindende i min verden.

Jeg har forsømt min virtuelle dagbog på det groveste, og der er ingen undskyldning. Jeg har bare ikke fået det gjort, fik pludselig travlt med at være voksen. Det er mig et mysterium, hvordan mennesker med børn ikke går rundt med en sabel og nedfælder alle, der står i vejen for dem. Men altså, tak for det. Det gør det unægteligt mere sikkert at gå på gaderne.

Denne uge har været skizofren. De første dage var jeg helt ulykkelig over, at jeg på arbejde fik at vide, at jeg skulle slette frasen "sat stævne", fordi "det er sådan noget folk på 60 siger", og fordi nogle af kollegietyperne monterede sig en røvhulshat- og attitude, og bare fordi. Fordi jeg indimellem, ligesom alle andre, bare synes, det der skide liv er svært. Uden nødvendigvis helt at kunne definere hvorfor. Men det jeg efterhånden har lært (fordi jeg er så pisseklog) er, at det går over. Tiden er min bedste ven. De fleste ting, uanset hvor pissepikke-nuller-naller, det gør, går over. Nogle gange tager det måneder, nogle gange tager det år. Der har jeg været, og kommer (pis) sikkert derhen engang igen, fordi tilværelsen ikke er kronisk candyfloss-farvet. Men andre gange forsvinder den gennemborende øv-følelse ligeså hurtigt, som den kom. Som en svingdør, der er gået i stykker. Sommetider skal man vente længe på en reparatør, og andre gange er han lige ved siden af. Og dette meltdown varede kun et par dage, og jeg har det således pissegodt igen. Selvom mit sortsind accepterer, at nedturene er en (vigtig) del af at være i live, synes jeg nu altså, det er rarest at være glad. Så det er jeg. Og ikke fordi jeg har sagt til mig selv, at det skal jeg være, men fordi det virkelig er sådan, jeg har det. Så. I dag har jeg, som alle andre dage i tiden, været på arbejde. Noget jeg holder voldsomt meget af. Jeg fungerer godt med struktur, jeg fungerer godt med, at der er nogen, der regner med mig, og jeg fungerer godt med presset og ønsket om gerne at ville gøre det godt. Alt i alt er det der arbejdsmarked et ret opturssted, synes jeg. I særdeleshed det lystbaserede arbejdsmarked, og med det mener jeg et arbejde inden for ens interessefelt. Selvom jeg havde nogle rigtig søde kolleger i Fakta, da jeg arbejdede dér som teenager, var og er det ikke der, jeg håbede eller håber på at slå mine folder. Når interessen er i hus, bliver alting lidt federe. Så kan man bedre acceptere, at gulvet knirker, at der er rod på loftet, og at der løber vand i kælderen, når det regner. Hvis man er glad for sit hus, accepterer man det. Og jeg er overordentlig glad for mit fremleje. Hold kæft, hvor gad jeg godt skrive under på et skøde.

Indrømmet, det var et forvirret jeg-er-her-endnu-indlæg, men hey jeg er forvirret. Og er her endnu.