torsdag den 8. september 2016

Solskin, candyfloss og fuldtidsarbejde

Jeg har engang læst, at danskerne er det folkeslag in daz ganze welt, der taler allermest om vejret. Det forstår jeg godt. Og selvom jeg gerne ville afskrive det som noget, man bare taler med gamle damer om, når man venter på bussen, er det jo ikke tilfældet. Jeg snakker åndssvagt meget om vejret - så vidt jeg kan huske har jeg i dag omtalt vejret fire gange. Fordi det er årsag til vældig meget spekuleren og uforudsigelighed. Du danske vejr, og du danske sommer i særdeleshed. Få ting gør mig gladere, og få ting skuffer mig mere. Men nu. Nu er sommeren her, her i årets første efterårsmåned. Personligt er jeg ret ligeglad med, hvornår solen vælger at kigge forbi, bare den kommer. For bedst som jeg troede, at sommeren havde pakket alt sit lort sammen og skredet mere spændende steder hen, gik det op for den, at den havde glemt at sige farvel. Akkurat som Mark Darcy glemte at sige farvel til Bridget Jones. Den er her. Dens smukke ansigt viser sig, og jeg har i dag ligget på min altan i næsten ingen tøj og ladet solens stråler kickstarte mine indre organer, og ladet den blide vind puste til mig, som man puster til en vissen mælkebøtte. Alt imens jeg læste en god bog, hvilket er en fuldtræffer udi velbefindende i min verden.

Jeg har forsømt min virtuelle dagbog på det groveste, og der er ingen undskyldning. Jeg har bare ikke fået det gjort, fik pludselig travlt med at være voksen. Det er mig et mysterium, hvordan mennesker med børn ikke går rundt med en sabel og nedfælder alle, der står i vejen for dem. Men altså, tak for det. Det gør det unægteligt mere sikkert at gå på gaderne.

Denne uge har været skizofren. De første dage var jeg helt ulykkelig over, at jeg på arbejde fik at vide, at jeg skulle slette frasen "sat stævne", fordi "det er sådan noget folk på 60 siger", og fordi nogle af kollegietyperne monterede sig en røvhulshat- og attitude, og bare fordi. Fordi jeg indimellem, ligesom alle andre, bare synes, det der skide liv er svært. Uden nødvendigvis helt at kunne definere hvorfor. Men det jeg efterhånden har lært (fordi jeg er så pisseklog) er, at det går over. Tiden er min bedste ven. De fleste ting, uanset hvor pissepikke-nuller-naller, det gør, går over. Nogle gange tager det måneder, nogle gange tager det år. Der har jeg været, og kommer (pis) sikkert derhen engang igen, fordi tilværelsen ikke er kronisk candyfloss-farvet. Men andre gange forsvinder den gennemborende øv-følelse ligeså hurtigt, som den kom. Som en svingdør, der er gået i stykker. Sommetider skal man vente længe på en reparatør, og andre gange er han lige ved siden af. Og dette meltdown varede kun et par dage, og jeg har det således pissegodt igen. Selvom mit sortsind accepterer, at nedturene er en (vigtig) del af at være i live, synes jeg nu altså, det er rarest at være glad. Så det er jeg. Og ikke fordi jeg har sagt til mig selv, at det skal jeg være, men fordi det virkelig er sådan, jeg har det. Så. I dag har jeg, som alle andre dage i tiden, været på arbejde. Noget jeg holder voldsomt meget af. Jeg fungerer godt med struktur, jeg fungerer godt med, at der er nogen, der regner med mig, og jeg fungerer godt med presset og ønsket om gerne at ville gøre det godt. Alt i alt er det der arbejdsmarked et ret opturssted, synes jeg. I særdeleshed det lystbaserede arbejdsmarked, og med det mener jeg et arbejde inden for ens interessefelt. Selvom jeg havde nogle rigtig søde kolleger i Fakta, da jeg arbejdede dér som teenager, var og er det ikke der, jeg håbede eller håber på at slå mine folder. Når interessen er i hus, bliver alting lidt federe. Så kan man bedre acceptere, at gulvet knirker, at der er rod på loftet, og at der løber vand i kælderen, når det regner. Hvis man er glad for sit hus, accepterer man det. Og jeg er overordentlig glad for mit fremleje. Hold kæft, hvor gad jeg godt skrive under på et skøde.

Indrømmet, det var et forvirret jeg-er-her-endnu-indlæg, men hey jeg er forvirret. Og er her endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar