søndag den 11. september 2016

Weekender, Mathilde og hverdage

Jeg har tendens til at synes, at weekender er markant sjovere end hverdagen. Der er i den henseende meget lidt Dan Túrell over mig - jeg kan godt lide festen, og jeg synes tit, at dagligdagen er kedelig. Det er en holdning, jeg ser mig nødsaget til at tage op til overvejelse. Fordi jeg i tiden befinder mig i så en opturs-situation, der gør, at jeg glæder mig til at skulle på arbejde. Hver. Dag. Selvom jeg sidder på kontor med tre midaldrende mænd som er forholdsvis fåmælte og blandt andet i fredags snakkede om en eller anden, der havde gæret øl af kussehår. Det hørte jeg så ikke første gang, så fik lige min mandlige kollega til at gentage ordet kussehår. Ikke at det var akavet mens vi spiste moussaka. Overhovedet. Ikke det fjerneste. Men alligevel. Jeg er vild med det. Jeg får lov til at arbejde, de lader til at synes, at min mening er noget værd, og de har endnu ikke bedt mig om at lukke røven, hvilket jeg så afgjort betragter som et fuldstændig rimeligt succeskriterium.

Men. Selvom hverdagene er skønne, kan fridagene nu altså også noget. I denne ombæring har min veninde endnu engang bevæget sig langs E45 fra Århus for at komme herned til mig på Fyn. Og så sad vi ellers på min altan og spiste twister-is og snakkede hinanden et øre af. Fuck, det er skønt. Og SÅ. Så tog vi til Mathilde Falch koncert. Iført bare ben, sgu. Og kjole, bevares. Og havde så godt nok glemt billetterne, men de er sgu så søde her på Fyn, så med et ordrenummer gik det alligeevel. Men Mathilde, for helvede. Publikum var nogle spader - hvem fanden sidder ned på gulvet til en rockkoncert? Generelt synes jeg, at den danske koncertkultur er ynkelig - man må helst ikke bevæge sig for meget eller udtrykke for stor begejstring. Hvilket, undskyld mig, fandme er en mærkelig praksis, når man nu ligesom har betalt for at komme med til gildet. Tilbage til Mathilde. "12 trin" er ubetinget min yndlingssang med Mathilde Falch. Og så hørte jeg den live. Og havde gåsehud over hele kroppen, tårer i begge øjne og ondt i hjertet i ligeså mange sekunder, som sangen varede. Det føltes som om, at denne ualmindeligt talentfulde sangerinde lynede mig op. Som om, at min front var beklædt med en lynlås, som hun lynede ned og ud røg alle mine skeletter, hemmeligheder og inderste sårbarheder midt på et trægulv på Posten i Odense. Det var så vildt, så grænseoverskridende, så smukt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, jeg følte mig taget frivilligt til fange i hendes greb. Jeg ænsede ikke noget som helst andet end hendes stemme, hvilket er en sjældenhed for mit hoved. Strofen "Han siger, du er bange for at lukke dine døre, men jeg lover, at verden den kun vil blive større" vil hjemsøge mig for evigt. Og er det ikke lige præcis det, musik kan? Skrællet helt ind til benet, strippet for pompøse musikvideoer og narcissistisk selviscenesættelse? Det er kunst. Kunst, der borer sig ind i sjælen. Ord, der ikke bare er hjerte-rimer-på-smerte. Ord, der er musikalske digte. Ord, der er nedfældet af en historiefortæller, der tilfældigvis synger som en drøm og kan spille guitar. Jeg kan. Slet ikke. Få armene ned. Jeg er begejstret, og samtidig gør det ondt i sjælen. Ondt fordi Mathilde Falch på uforklarlig vis har skrevet noget om sig selv som rammer mig og mit liv mere præcist, end jeg nogensinde selv har været i stand til at formulere. Dét er kunst, og dét er smukt.

Bedsten forlod mig til fordel for fastlandet ved 14-tiden, og siden da har jeg nydt ubekymret alenetid. Jeg har kigget barndomsbilleder, læst noget mere Fredrik Backman på min altan efter, at jeg har fortæret Delphine de Vigan, Nu har jeg så lige spist en majskolbe, hvilket måske lyder som en trist aftensmad, men jeg holder så meget af majskolber, at jeg undervejs i mit indtag overvejede, at det måske skulle være mit sidste måltid. Majs, salt, smør - hvad er der egentlig ikke at kunne lide? Og ud af mine højtalere strømmer soundtracket fra Skam, hvor der blandt andet synges så geniale ting som "Let me see your dick in the air".

Weekenden har været sewper fucking dewper. Og det, der er glasuren på kagen er, at jeg ikke bruger den sidste stump af den på at ærgre mig over, at det er mandag i morgen. Ja, jeg er pisseirriterende, jeg ved det godt. Nu er jeg simpelthen nødt til at iføre mig en påskegul tylkjole og gå ud på min altan og fløjte om kap med fuglene. Hej hej.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar