torsdag den 20. oktober 2016

It's ma birthday

Lidt endnu. Indtil kl. 00.20. Jævnfør sidste blogindlæg er mit humør ikke prangende i disse dage. Men det er måske det ideelle tidspunkt at have fødselsdag på. For alting har set lysere ud i dag. Og det har det fordi, jeg ikke har været omgivet af andet end kærlighed. Lys er det eneste middel mod mørke.

Jeg startede dagen ved, at min telefon ringede. Det var storesøster, svoger og nevøerne, der FaceTime'de mig. De sang Happy Birthday To You med spæde barnestemmer og prima engelsk udtale. Det var fucking bedårende. Min storesøster smilede og var simpelthen så smuk der på min iPhone retina-skærm (og i virkeligheden). Og for cirka 26 år siden mødte jeg hende første gang, hvor hun på hospitalet havde medbragt en Petit Danone yoghurt og ske til mig, fordi hendes to-årige logik sagde hende, at baby havde ligget i mors mave sygt lang tid og derfor måtte være pænt sulten. Hvilket egentlig ret perfekt illustrerer, hvad min storesøster er for en størrelse. Helt utroligt omsorgsfuld og kærlig. Efter at nevøerne havde fortalt mig, at de skulle i Djurs Sommerland og prøve Solguden og Thors Hammer, og lidt snik-snak med Søs, lagde vi på, hvorefter jeg kunne koncentrere mig om O'Malley, der lå ved min side og lykønskede mig. I sandhed en dejlig opvågning. Vi besluttede os for at stå op, hvorefter vi brunchede den i et par timer til 1990'ernes soundtrack. Med boller, pandekager, æg, bacon, juice og te. Og tandsmør. Fordi mindre ligesom ikke kunne gøre det. 

O'Malley tog hjem til Århus kl. 13, hvorefter jeg gik i Bilka for at købe lagkagebunde, kagecreme, hindbær og piskefløde. Så kom Sara, og jeg fik tørret lagkagetjansen af på hende. Maj kom med favnen fuld af balloner. Og gaver. Tiden gik med at spise boller og lagkage og snakke og grine. Det har ligesom været et gennemgående tema. Jeg åbnede gaver. Og de er så fine. Jeg har fået en mumi-kop, endnu en til samlingen. Jeg har fået en picnickurv af siv fyldt med knækbrød og andre lækkerier, man kan putte smør på, en mulepose jeg har misundt Sara i minimum tre år, chokolade, så flotte genbrugs-tallerkener, en for mig ukendt Jakob Ejersbo bog, hvilket er uhørt lykke, luderkrudt til krydderen, et gavekort på en bytur, en bog af Tove Jansson. Arhmen for helvede altså. De kender mig. De kender mig virkelig, og de omsætter det til geniale gaver. 

Sara skulle videre til kæresten i Jylland, så Maj og jeg gik en tur i det - bemærk venligst - fænomenale vejr (som jeg ikke udelukkende kan tage æren for - det kan også skyldes Jesper Langberg, Vigga Bro, Viggo Mortensen eller Snoop Dogg), returnerede til min hybel, spiste lidt mere lagkage, snakkede en kende mere og tog på åndssvagt lækker tapas restaurant i downtown Odense. Efter et par timer, hvor vi praktiserede vores madkonsumerende evner endnu engang, betalte jeg regningen, og vi gik igennem Kongens Have, så Karlsvognen, sagde hej til Karl og sang "To elefanter kom marcherende", hvilket måske ikke er den pæneste beskrivelse af os. Privatchaufføren kørte mig hjem, og jeg gik ud på min altan, satte mig på en ramme slots-øl og ringede til min mor. Kvinden der fødte mig. Vi snakkede sammen om min dag og hendes dag, og jeg blev sgu så rørt. Derefter ringede jeg til Moster nr. 3 og fik sunget fødselsdagssang for fjerde (tror jeg) gang i dag. Fandme sødt altså.

Nu sidder jeg i min seng og hører Belle & Sebastian. Lige om lidt skal jeg nok Netflix'e den. Jeg har det godt, trygt og varmt. Jeg har nået alderen, hvor jeg er ligeglad med, hvor mange mennesker, der har glemt, at den 20. oktober er min fødselsdag. For det handler jo ikke om manglende kærlighed, det handler om en ret uskyldig forglemmelse. De tænker garanteret på mig på andre dage, og det er ligeså fint. Og så er jeg bare virkelig glad for dem, der har husket det. Jeg er beæret over, at cremen af venne-cremen har gidet at komme til Odense for at give mig en god dag - det er rendyrket kærlighed, og jeg er taknemmelig for de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg er en heldig kartoffel i persillesovs. Og så har jeg i øvrigt truffet en beslutning: Jeg nægter at have alderskrise. Det er et mærkeligt koncept at begræde det faktum, at man har fået endnu et år foræret. Så det vil jeg ikke. Det er unægteligt bedre at blive 26 og 30 og 47 og 61 og 77 og 89 og 102 end ikke at blive det. Basta. Desuden synes jeg, at 26 lyder lækkert. Det skal nok blive godt. 

En fødselsdag er jo bare en almindelig dag. Den dag, jeg tilfældigvis blev født på, for 26 år siden. Raketvidenskab, jeg ved det godt. Ja, det er en almindelig dag. Men en virkelig god en af slagsen. 
Og ja, O'Malley har skrevet min alder i smarties.


tirsdag den 18. oktober 2016

Fordi de, der laver Hollywood-film, er nogle løgnagtige idioter, Isabella!

Ordene er faldet i aften. Til spørgsmålet på, hvorfor der altid skal være et eller andet galt, hvorfor det hele ikke bare kan være godt. Spørgsmålet var mit, og svaret var til mig.

Om to dage har jeg fødselsdag, og det illustrerer på den mest åbenlyse måde mit held og mit privilegium. Jeg er her endnu. Jeg har en lille men loyal hær af venner, der vil mig det absolut bedste. Og alligevel er det hele ramlet. Livet er for meget, tankerne for mange, tilværelsen for uoverskuelig. Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved bare, at tårerne strømmer i en ligeså lind strøm som Elvis-fans til Graceland og livskriseramte til El Camino. Jeg har det jo godt. Indehaver af verdens bedste praktikplads, med hvilken jeg faktisk har fundet ud af, hvad jeg vil med mit liv (ok stort flueben på Listen, alligevel), jeg har brunch- og middagsplaner på min fødselsdag på torsdag (og brunch er og bliver definitionen på et luksusliv), jeg får gode mennesker til fest på lørdag, og mit dankort kan gå i minus. Og alligevel gør det hele nas. Jeg har krampe i sindet. Måske fordi min hjerne er blevet udsat for så massiv mental intervaltræning, at den slet ikke kan følge med og er overbelastet. Omstændighederne spiller, så hvorfor afspejles det ikke på indersiden?

Jeg ville elske at give Hollywood skylden, fordi selvindsigt sjældent er ubetinget rart. Måske ligger en del af forklaringen hos manuskriptforfattere, der bilder os ind, at hovedpersonen blot skal klare et par forhindringer på sin vej - et væltet træ, en død hjort, en klovn - og når vedkommende har overkommet dét, er alt godt. Fryd og gammen. En fisk, der slippes fri i havet. En intakt og solgul blomme i et økologisk æg. En nypoleret Rolls Royce uden så meget som markeringen af en skramme. Logisk set ved jeg jo godt, og prædiker i øvrigt til alle andre, at eksistensen ikke er sort/hvid. Den er forhåbentlig i farver, men som minimum sepia. Isolerede følelser eksisterer kun hos meget små børn. Hvis man forestiller sig følelser som et kagediagram, udgør én følelse måske 95% af kagen. Vrede kan virkelig fylde meget, men ofte er der jo noget mere. At man er ked af det, skuffet, føler sig svigtet. Noget. Hvorfor er det, jeg tror, at de gode følelser burde være anderledes? At når man grundlæggende er glad, må der ikke være andre følelser i kagediagrammet. For glad er godt. Uomtvisteligt, ja. Men jeg kan ikke styre det. Lige nu er der andre følelser end glad i spil. Og jeg ville gøre stort set alt for, at de ikke var der. Men det er de, og det må jeg så prøve at acceptere. Det går ret elendigt, men det må jeg så også prøve at acceptere. I kan godt se, at jeg kunne gøre det her all night, ikke? Jeg er fan af lykkelige slutninger, og af at kunne binde en flot silkesløjfe på denne skriftlige hadegave, men det kan jeg ikke i dag. Det er følelser på skrift, og lige nu er der ikke kommet nogen forløsning. Det skal der være plads til. Derfor stopper vi her.

søndag den 16. oktober 2016

Forresten vol. 31

  • Er en mops cirka den grimmeste hund, jeg kan forestille mig. 
  • Tænker jeg mig selv som en type, der er ligeglad med, om det er manden eller kvinden, der skriver først. I teorien. Ik' os'?
  • Startede jeg med noget Bob Dylan på YouTube, og den er nu loopet til Paul Anka.
  • Hedder Lorelai og Rorys hund i Gilmore Girls Paul Anka.
  • Er jeg ved at gense Gilmore Girls.
  • Elsker jeg virkelig Gilmore Girls. 
  • Vil jeg rigtig gerne have en hund. Faktisk er jeg decideret hundeskruk. Jeg tror ikke, den skal hedde Paul Anka. Men måske Bruce. Som i Springsteen. Eller måske skal den bare hedde Jytte. Eller Gilbert. 
  • Er jeg nu begyndt at tælle ned til min fødselsdag. Fordi, selvom jeg bliver ældre, bliver jeg bare aldrig ældre.
  • Ved jeg ikke hvorfor, men jeg elsker ABBAs musikvideoer. I særdeleshed videoen til Mamma Mia. Den der zooming på deres munde, jeg elsker det. Jeg aner ikke hvorfor, måske fordi jeg første gang så den som barn eller måske bare fordi jeg er et meget simpelt menneske. 
  • Giver det ingen mening, at reklamer altid viser både menstruationsblod og tis som værende blåt. Hvorfor dog?
  • Bruger jeg uhensigtsmæssigt meget tid på at scrolle Netflix igennem for tidsfordriv. For at ende på Gilmore Girls.
  • Tror jeg, jeg bliver nødt til at investere i et par nye vinterstøvler i år. Og jeg vil ikke. Jeg elsker dem, jeg har. Det er meget sjældent, at jeg finder sko, som bare sidder perfekt, så jeg er ikke klar til at sige farvel. Omvendt kan jeg godt fornemme, at det er et spørgsmål om tid, før de falder fuldstændig fra hinanden, og så giver det jo egentlig lidt sig selv. 
  • Hvis jeg kunne få en anden stemme, ville jeg have Tina Dickows. 
  • Drømte jeg i nat, at jeg tabte alt mit hår, og jeg kan godt afsløre, at jeg ikke har hverken ansigtet eller modet til at være skaldet. 
  • Må klovne-skræmmer-civile-trenden egentlig gerne skride. 
  • Burde jeg i alarmerende høj grad købe en ny sports-bh, men jeg vil så meget hellere bruge pengene på gin og tonics, kjoler, støvler, jakker. Jeg vil sågar hellere købe nyt sengetøj end ny sports-bh. Det er kedelige penge. Ligesom at købe rullegardiner og strømpebukser. 
  • Gider jeg ikke at være en fattig studerende længere. Eller studerende for den sags skyld. Velhavende (eller bare over fattigdomsgrænsen) arbejder, til gengæld - kom frisk, kom glad. 
  • Har min storesøster just informeret mig om planen for juleaften. Hun er således fint synkroniseret med supermarkederne. Og i den grad storesøsteren i forholdet. 
  • Må jeg indrømme, at det er ret fedt, at sneboldene er tilbage på hylderne. 

torsdag den 13. oktober 2016

Et dødsfald, jeg ikke vidste, jeg ville blive berørt af

I dag på arbejde foretog jeg en overspringshandling. Jeg lever i fornægtelse og bilder mig ind, at overspringshandlinger kan tjene som et godt afbræk. Så det gjorde jeg. Så jeg læste en glimrende berlingske-artikel om Anders Agger - manden der ikke ved, hvor gode kammerater vi er. Der stod i artiklen, at Agger er student fra Vestjysk Gymnasium, og jeg forestiller mig, at de er stolte af det. Lokalpatriotisme skal man ikke undervurdere. Hvilket mit eget gymnasium er bevis på. Steen Derfor kom jeg til at tænke på, at Steensen Blicher er student fra Randers Statsskole, ligesom Henrik Pontoppidan. Min dansklærer i gymnasiet hed Poul Larsen, og han fortalte, at Pontoppidan aldrig bestod en eneste dansk-aflevering. Det gav mig et håb, fordi jeg så tænkte, at karakterne ikke alene betød, om man blev til noget eller ej. Der sad jeg så på mit kontor på Fyens Stiftstidende og gav mig af, for mig selv, uvisse årsager til at google den dansklærer, jeg havde i årene 2006-2009. Og det første hit var en dødsannonce fra Randers Amtsavis. Med ét lagde kuldegysningerne sig som et tæppe henover mig. Vævende klikkede jeg mig ind på artiklen og læste nekrologen, der engang var ham. Inden jeg rigtigt fik tænkt tanken til ende, var jeg i gang med at skrive en mail til administrationen på Randers Statsskole, der forhåbentlig kunne forklare mig, at min dansklærer bare var gået på pension for at nyde sit otium. Et par timer senere lå der en mail. "Hej Isabella. Jeg må desværre bekræfte dine bange anelser. Det er dén Poul Larsen, din gamle dansklærer, der er gået bort i februar i år". Jeg vidste det, inden jeg læste mailen. Jeg gik ud på badeværelset, vaskede mine hænder og stirrede på mig selv i spejlet. Som nogenlunde ligner hende, der blev student for over syv år siden. Med mere markante øjenbryn, mindre makeup, tykkere hår og flere antydninger af rynker. Hende, der var så glad for Poul Larsen. Hende, der så gerne ville imponere ham. Hende, han gjorde et uudsletteligt indtryk på, selvom han ikke prøvede.

Ud fra dødsannoncen kan jeg se, at hans lærergerning kun var en flig af, hvem han var. Han var faktisk uddannet journalist og havde en cand.mag. oven i hatten. Han har arbejdet i Tyskland, skrevet et teaterstykke og bidraget til lokalhistoriske værker. For mig var han min dansklærer. 

Jeg var bange for ham i en stor del af 1.g. Han formåede at sætte sig i respekt fra første dag - der var aldrig nogen, der kom slaskende ti minutter for sent til hans timer. Som jeg husker det, sad folk heller aldrig med deres mobiltelefoner fremme. Han var høj, havde briller og altid et lommetørklæde i baglommen - måske fordi han nemt fik sved på panden. Han talte rigsdansk, højt, ekstremt velartikuleret og bandede yderst sjældent. Hans hænder rystede tit, og jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Og jeg endte med at holde så meget af ham. Jeg kendte ham ikke som person. Jeg kendte ham som lærer. Og det var nok for mig. For der findes lærere, som rykker ved ens indre Google Maps. Som viser en veje, man ikke vidste, der fandtes. Som tænder gadelamperne ved de uhyggelige gyder. Som fortæller en, hvor stor verden er. Som viser en, hvor langt der er fra destination til destination. Som man tænker på, selv mange år efter, at man stod i det lyskryds, hvor man mødte dem. Som man sender taknemmelige og kærlige tanker. Tit. 

Min kærlighed til bøger kan næppe tilskrives ham, men han udvidede mit repertoire og gjorde mig skarpere. Han introducerede mig for "Et dukkehjem", som med et slag blev og er min yndlingsbog. I 1.g. skulle jeg analysere Karen Blixens mesterværk "Den afrikanske farm", og jeg fik 4. Jeg var dybt ulykkelig, jeg havde aldrig fået så lav en karakter før. Og så i dansk. Men som klicheen byder det, blev jeg klogere, bedre. Vi skulle læse "Martin og Victoria", og han var kommet til at skrive Victor i stedet for Victoria. En bog jeg havde afskrevet, men som Poul tvang mig til at læse, og som nu er i den absolutte top af bøger, jeg har læst, hvor der var fuld 1:1 identifikation. Han var eminent til at analysere. Han pressede mig, han stillede store krav, og han kastede ikke om sig med høje karakterer - et 10-tal fra Poul Larsen var noget af det ypperste, man kunne få. Og jeg elskede at skrive stilene. Mine elskede stile, der altid var minimum fire sider lange, og som jeg sad med om aftenen på mit værelse med en dyne over mig og en bærbar computer i skødet. Jeg var vild med det. Cirka som det eneste hjemmearbejde i gymnasiet. 

Han skulle have fulgt mig til min sidste eksamen i dansk, den 23. juni 2009, hvor jeg trak et Klaus Rifbjerg digt. Han var kommet til skade umiddelbart inden, så han kunne ikke deltage. Det fandt jeg ud af på dagen, og jeg mindes ikke, at jeg artikulerede det, men det gjorde mig simpelthen så ked af det. Især da jeg kom ud fra eksamen. Da mine forældre, søster, moster, fætter og veninde stod der. Med fremmed censor og fremmed lærer. Han skulle have stået der. Han skulle have sagt tillykke og sagt til mine forældre, at de godt kunne være stolte. Han skulle have fulgt mig til dørs. Det smertede mig, at jeg aldrig fik sagt af hjertet tak og pænt farvel til ham. 

Jeg så ham for et par år siden i den føtex, der ligger i det nordlige Randers. Det var en lørdag og først på formiddagen, hvor mig og min mor var på vej ind, da jeg så en mand, der havde en slående lighed med min gamle dansklærer. Han satte elegant af på sin cykel. I ved på den der måde, hvor man svinger det ene ben op over, når cyklen ligesom er sat i bevægelse. Han havde tilsyneladende kun købt en buket roser, og jeg tænkte, at de nok var til hans kone. Jeg gik ikke derhen. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg tænkte, han nok ikke ville forstyrres. Måske fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Måske fordi jeg var bange for, at han ikke ville kunne huske mig. 

Ud fra dødsannoncen kan jeg læse, at han uventet døde som 72-årig som følge af et blødende mavesår. Lige nu ville jeg ønske, at jeg havde mine gamle stile. Så jeg kunne se hans håndskrift. Mærke og holde det eneste fysiske minde, jeg har om ham. Jeg ville ønske, jeg havde fortalt ham, at han var en enestående lærer, og at hans engagement og tiltro til stadighed betyder uendeligt meget for mig. Mine øjne er duggede, og mest af alt ville jeg ønske, at jeg havde løbet den korte distance til ham den lørdag morgen på føtex' parkeringsplads. 

mandag den 10. oktober 2016

Svanesøen, Gilmore Girls og Arvingerne

Lørdag eftermiddag sprang jeg glad og fro op på min orange cykel og udsatte den for et massivt benpres, idet jeg spurtede mod banegården. Her skulle jeg nemlig møde O'Malley i toget mod København. Jeg skrev til O'Malley for at finde ud af, hvor hun sad. Ingen respons. Da dørene til vogn 22 åbnede sig, valgte jeg at gå til venstre og til hvilket held. For der sad hun og sov. Med semi-åben mund og et ledigt sæde ved siden af sig. Jeg plantede mig selv og begyndte at prikke hende i siden med et modenhedsniveau tilsvarende et børnehavebarn. Det virkede dog - hun vågnede. Vi krammede og snakkede og brugte det meste af turen på at stirre på en overdrevet kær baby. En lille lækker asiatisk dreng med det vildeste strithår, jeg nogensinde har set. Busted-drengene og Year 3000 - go home. Han var cute og opdagede hurtigt magten i netop det, da han fandt på den kodylt sjove leg at smide noget på gulvet, som vi så samlede op. Hans far lignede Hugo Chavez i uhyggelig grad og sov det meste af tiden. Baby og Chavez forlod os inden København, hvorfor tiden kom til at overrække O'Malley det kort, der langt om længe skulle fortælle hende, hvad vi skulle i anledning af, at hun nu er fuldblodsakademiker. Vi skulle nemlig i Det Kongelige Teater og se Svanesøen. Og det skulle vi fordi, vi, da vi boede i Argentina, begge to skrev det på vores bucketlist. Og fordi reaktionen fra en af vores medstuderende var "Svanesøen? Findes den sø i virkeligheden?". Og nej Stine, det gør den ikke. Men den russiske ballet eksisterer og Nikolaj Hübbe har lavet en ny fortolkning. Så selvom det var fucker mange penge, skulle hun have det. Jeg var i tvivl om hendes gave længe, men da det gik op for mig, at Svanesøen gik, forduftede tvivlen. Og SÅ ved man, at det er den rette gave. Det syntes O'Malley heldigvis også. Vi steg af toget, dappede ind i Lagkagehuset, købte en kyllingesandwich til mig og en laksesandwich til O'Malley, som viste sig at bestå af tunmousse. Således begav vi os ud i kulden, hvor jeg kunne konstatere, at det er på tide at lægge læderjakken på hylden og kravle i vinterfrakken. Stäng nu kæften, hvor er det blevet koldt. Men når jeg har min uldfrakke på, synes jeg, at det er fantastisk dejligt, at min yndlingsårstid er arriveret.  

Vi ankom til Det Kongelige Teater. Det så ret lukket ud. Vi tog i dørene, gik en runde. Pænt lukket. Jeg var forvirret. Tjekkede billetterne. Jojo den var god nok. Det Kongelige Teater på August Bournonvilles Passage. Vi kom hen til Nyhavn, hvor jeg spurgte en mand i en pølsevogn, hvor det Kongelige Teater lå. Han pegede på den meget lukkede bygning, og jeg var nu officielt forvirret. På dette tidspunkt var klokken 19.40, og jeg besluttede mig for at ringe til Det Royale. Her kunne en mand fortælle mig, at jeg stod det forkerte sted, at jeg skulle ud til Operaen ude ved Christiania, at vi ikke blev lukket ind, hvis vi kom ét minut over 20, og at vi eddermame skulle skynde os. Vi løb hen til en taxa, og fortalte ham, at vi skulle til Operaen så hurtigt som menneskeligt muligt. Faktisk gerne overnaturligt, hvis det hjælper på processen. Taxamanden mente, at vi kunne nå det til et par minutter i showtime. Han var utrolig rolig og god til at få os - og især mig - til at være mindre paniske. Han var i øvrigt født i Randers. Vi kørte op til Operaens indgang 19.53, takkede ham af begge vores hjerter, betalte 90 kroner og spurtede videre ind. Kære taxamand - du er mit yndlingsmenneske i København. Vi nåede det. Liiiiige akkurat. Da vi satte os i de røde veloursæder på tredje balkon var klokken 19.59. Og det er så fucking typisk mig. At jeg har undersøgt, læst, tjekket, dobbelttjekket og tripletjekket. Og alligevel går et eller andet galt. For helvede altså. Til mit sølle forsvar står det ét sted, inde på hjemmesiden under selve forestillingen står det anført, at det er på Store Scene i Operaen, men på hjemmesiden og på billetterne står der altså Det Kongelige Teater uden reference til Operaen. Det er muligvis common-knowledge for finkulturelle typer, men det var det ikke for mig. Igennem hele første akt sad angsten stadig lidt i mig - at vi var så tæt på ikke at blive lukket ind. Jeg ville slet ikke kunne bære, hvis pengene var spildt. Men det gik. Heldigvis gik det. Det var mere spændende end, hvad jeg ville have foretrukket, men vi nåede det, og der ér et eller andet lidt dekadent og meget utilsigtet V.I.P.-agtigt over at løbe rundt i Operaen iført høje hæle. Note til mit fremtidige jeg: Tjek lokationen ordentligt. Og hvis du skal se ballet eller opera, skal du måske lave lidt research hjemmefra. Der var virkelig meget, jeg ikke forstod. Men det var åndenøds-smukt. Både musikken og dansen. Det var mit livs første ballet, og jeg er lige dele skræmt og betaget over, hvad menneskekroppen kan. Det er jo fuldstændig vanvittigt. Vi brugte pausen på at google lidt om plottet i Svanesøen, og det hjalp gevaldigt på forståelsen. Selvom der nu nok er nogle ting, der er gået fuldstændig hen over hovedet på mig, var det så ekstraordinær en oplevelse, og musikken hjemsøger mig som et smukt spøgelse.  

I går brugte vi h.e.l.e. dagen på at ligge i fosterstilling i min seng, mens vi så omkring 10 afsnit af Gilmore Girls, spiste popcorn, Ben & Jerry's og rugbrød med tomat og ost. Det var uden konkurrence noget af det hyggeligste, jeg har været med til længe. Og, efter to virkelig hektiske uger, tiltrængt. 

I dag har jeg været på arbejde, hvor jeg gjorde mit bedste for at være et fornuftigt indspark. Og så tog jeg en lur med O'Malley liggende ved siden af mig. Nu er hun taget hjem til Århus, og jeg skal have syet en knap i en skjorte. Jeg ved, at der fulgte en reserveknap med, og jeg ved, jeg har gemt den, men jeg kan, om det gjaldt mit liv, ikke huske, hvor jeg har gjort af den. Til gengæld ligger der varmrøget laks i mit køleskab, og Bedsten har gjort mig opmærksom på, at sæson 2 af Arvingerne ligger på DR, så jeg ved så ganske udmærket, hvordan min aften skal forløbe. McDonald's style: I'm lovin' it. God mandag aften til folket. 

onsdag den 5. oktober 2016

Specialetanker

Hvis der er noget, jeg ikke gider, så er det at jokke i en hundelort på vej til arbejde. Eller på vej hjem fra arbejde for den sags skyld. Eller sætte mig ind i dating-reglerne. Eller at skrive speciale. Den eneste af ovenstående ting, der er et reelt problem, er specialet. Men der er næppe nogen vej udenom. Det bliver krøllen på 20 års skolegang. Og jeg glæder mig til at blive færdig. I så høj grad, at det måske er et problem.

Noget denne praktik har gjort mig fuldkomment klart er, at jeg er en arbejder. Ikke en studerende. Jeg er en god arbejdskraft, sorry Jante, men det er jeg. Jeg er arbejdsom, pligtopfyldende og perfektionistisk. Som studerende er jeg noget mere løssluppen, hvad selvfølgelig står for egen regning. Men den største og vigtigste forskel er, at jeg ikke gider at studere mere, men til gengæld gider jeg smæk-mig-i-røven-virkelig-godt at arbejde. Jeg ved godt, jeg er priviligeret, at jeg tager en af de lange uddannelses-børger, og at ingen i øvrigt har tvunget mig til det. Men med otte (!!!) måneder til, at jeg står og er cand.mag. er jeg mættet. Mættet af skole, af undervisere, af eksamensperioder. Mættet. Fyldt op i mavesæk, fyldt op i hovedet. Men fuldstændig ellevild om tanken om at blive en del af arbejdsmarkedet, og jeg vil allerhelst blive hængende på avisen. Sådan cirka for evigt, hvis de lader mig.

Faktum er bare, at inden jeg kommer ud på den anden side, skal jeg skrive speciale. Og det hænger mig langt ud af halsen, inden jeg overhovedet er gået i gang. Faktisk i så voldsom grad, at jeg har sagt - og ment - at hvis min redaktør tilbød mig et arbejde nu, ville jeg droppe ud. Det, ved jeg sgu da godt, er dumt. Men det er sådan, jeg har det. Jeg er klar til arbejdsmarkedet. Men. Det er et helt usandsynligt scenarie, for pengene er ikke til det. Så speciale skal jeg skrive. Der hersker efterhånden nok ingen tvivl om, at jeg er forelsket i min praktik, og det er fedt. Godt. Dejligt. Spitze. Det gør bare også, at kontrasten til at skrive speciale bliver for stor. I mit indre landskab kommer jeg til at gå fra at gøre det, jeg elsker mere end noget andet til at skulle producere 80 kedelige og akademiske sider, som to mennesker skal læse, fordi de får løn for det, hvorefter dét speciale, som jeg har brugt fire måneder på, maksimalt kan blive ophøjet til en strålende fremtid som optænding til en kakkelovn. Ideen huer mig ikke. Få ting kan motivere mig mindre end at være tvunget til at sidde så intensivt med noget i så lang tid, når det skal bruges til nul og fucking niks.

Spring til kapitel to: Jeg ved godt, at det ikke er et godt narrativ at have skabt. Jeg ved godt, at hvis jeg ikke sadler om, bliver det en selvopfyldende profeti. Og det skal det jo helst ikke. Så i dag har jeg haft et møde med en tidligere underviser, som lader til at forstå de snorklede kroge i mit sind. Således forvirret snakkede jeg med hende, og endte faktisk - behold! - med at cykle således opmuntret derfra. For måske kan man godt vinkle sit speciale i en retning, så det kan bruges til noget i den virkelige verden. Måske kan man godt finde noget, der virkelig interesserer en. Måske kan man godt finde noget, man ikke mentalt brækker sig over. Måske kan det blive okay. Der ligger et kæmpestort research-arbejde foran mig, inden jeg overhovedet kan konkretisere et emne, men måske, bare måske, kan det her speciale faktisk godt blive, hvis ikke godt, så i hvert fald tåleligt.