torsdag den 13. oktober 2016

Et dødsfald, jeg ikke vidste, jeg ville blive berørt af

I dag på arbejde foretog jeg en overspringshandling. Jeg lever i fornægtelse og bilder mig ind, at overspringshandlinger kan tjene som et godt afbræk. Så det gjorde jeg. Så jeg læste en glimrende berlingske-artikel om Anders Agger - manden der ikke ved, hvor gode kammerater vi er. Der stod i artiklen, at Agger er student fra Vestjysk Gymnasium, og jeg forestiller mig, at de er stolte af det. Lokalpatriotisme skal man ikke undervurdere. Hvilket mit eget gymnasium er bevis på. Steen Derfor kom jeg til at tænke på, at Steensen Blicher er student fra Randers Statsskole, ligesom Henrik Pontoppidan. Min dansklærer i gymnasiet hed Poul Larsen, og han fortalte, at Pontoppidan aldrig bestod en eneste dansk-aflevering. Det gav mig et håb, fordi jeg så tænkte, at karakterne ikke alene betød, om man blev til noget eller ej. Der sad jeg så på mit kontor på Fyens Stiftstidende og gav mig af, for mig selv, uvisse årsager til at google den dansklærer, jeg havde i årene 2006-2009. Og det første hit var en dødsannonce fra Randers Amtsavis. Med ét lagde kuldegysningerne sig som et tæppe henover mig. Vævende klikkede jeg mig ind på artiklen og læste nekrologen, der engang var ham. Inden jeg rigtigt fik tænkt tanken til ende, var jeg i gang med at skrive en mail til administrationen på Randers Statsskole, der forhåbentlig kunne forklare mig, at min dansklærer bare var gået på pension for at nyde sit otium. Et par timer senere lå der en mail. "Hej Isabella. Jeg må desværre bekræfte dine bange anelser. Det er dén Poul Larsen, din gamle dansklærer, der er gået bort i februar i år". Jeg vidste det, inden jeg læste mailen. Jeg gik ud på badeværelset, vaskede mine hænder og stirrede på mig selv i spejlet. Som nogenlunde ligner hende, der blev student for over syv år siden. Med mere markante øjenbryn, mindre makeup, tykkere hår og flere antydninger af rynker. Hende, der var så glad for Poul Larsen. Hende, der så gerne ville imponere ham. Hende, han gjorde et uudsletteligt indtryk på, selvom han ikke prøvede.

Ud fra dødsannoncen kan jeg se, at hans lærergerning kun var en flig af, hvem han var. Han var faktisk uddannet journalist og havde en cand.mag. oven i hatten. Han har arbejdet i Tyskland, skrevet et teaterstykke og bidraget til lokalhistoriske værker. For mig var han min dansklærer. 

Jeg var bange for ham i en stor del af 1.g. Han formåede at sætte sig i respekt fra første dag - der var aldrig nogen, der kom slaskende ti minutter for sent til hans timer. Som jeg husker det, sad folk heller aldrig med deres mobiltelefoner fremme. Han var høj, havde briller og altid et lommetørklæde i baglommen - måske fordi han nemt fik sved på panden. Han talte rigsdansk, højt, ekstremt velartikuleret og bandede yderst sjældent. Hans hænder rystede tit, og jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Og jeg endte med at holde så meget af ham. Jeg kendte ham ikke som person. Jeg kendte ham som lærer. Og det var nok for mig. For der findes lærere, som rykker ved ens indre Google Maps. Som viser en veje, man ikke vidste, der fandtes. Som tænder gadelamperne ved de uhyggelige gyder. Som fortæller en, hvor stor verden er. Som viser en, hvor langt der er fra destination til destination. Som man tænker på, selv mange år efter, at man stod i det lyskryds, hvor man mødte dem. Som man sender taknemmelige og kærlige tanker. Tit. 

Min kærlighed til bøger kan næppe tilskrives ham, men han udvidede mit repertoire og gjorde mig skarpere. Han introducerede mig for "Et dukkehjem", som med et slag blev og er min yndlingsbog. I 1.g. skulle jeg analysere Karen Blixens mesterværk "Den afrikanske farm", og jeg fik 4. Jeg var dybt ulykkelig, jeg havde aldrig fået så lav en karakter før. Og så i dansk. Men som klicheen byder det, blev jeg klogere, bedre. Vi skulle læse "Martin og Victoria", og han var kommet til at skrive Victor i stedet for Victoria. En bog jeg havde afskrevet, men som Poul tvang mig til at læse, og som nu er i den absolutte top af bøger, jeg har læst, hvor der var fuld 1:1 identifikation. Han var eminent til at analysere. Han pressede mig, han stillede store krav, og han kastede ikke om sig med høje karakterer - et 10-tal fra Poul Larsen var noget af det ypperste, man kunne få. Og jeg elskede at skrive stilene. Mine elskede stile, der altid var minimum fire sider lange, og som jeg sad med om aftenen på mit værelse med en dyne over mig og en bærbar computer i skødet. Jeg var vild med det. Cirka som det eneste hjemmearbejde i gymnasiet. 

Han skulle have fulgt mig til min sidste eksamen i dansk, den 23. juni 2009, hvor jeg trak et Klaus Rifbjerg digt. Han var kommet til skade umiddelbart inden, så han kunne ikke deltage. Det fandt jeg ud af på dagen, og jeg mindes ikke, at jeg artikulerede det, men det gjorde mig simpelthen så ked af det. Især da jeg kom ud fra eksamen. Da mine forældre, søster, moster, fætter og veninde stod der. Med fremmed censor og fremmed lærer. Han skulle have stået der. Han skulle have sagt tillykke og sagt til mine forældre, at de godt kunne være stolte. Han skulle have fulgt mig til dørs. Det smertede mig, at jeg aldrig fik sagt af hjertet tak og pænt farvel til ham. 

Jeg så ham for et par år siden i den føtex, der ligger i det nordlige Randers. Det var en lørdag og først på formiddagen, hvor mig og min mor var på vej ind, da jeg så en mand, der havde en slående lighed med min gamle dansklærer. Han satte elegant af på sin cykel. I ved på den der måde, hvor man svinger det ene ben op over, når cyklen ligesom er sat i bevægelse. Han havde tilsyneladende kun købt en buket roser, og jeg tænkte, at de nok var til hans kone. Jeg gik ikke derhen. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg tænkte, han nok ikke ville forstyrres. Måske fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Måske fordi jeg var bange for, at han ikke ville kunne huske mig. 

Ud fra dødsannoncen kan jeg læse, at han uventet døde som 72-årig som følge af et blødende mavesår. Lige nu ville jeg ønske, at jeg havde mine gamle stile. Så jeg kunne se hans håndskrift. Mærke og holde det eneste fysiske minde, jeg har om ham. Jeg ville ønske, jeg havde fortalt ham, at han var en enestående lærer, og at hans engagement og tiltro til stadighed betyder uendeligt meget for mig. Mine øjne er duggede, og mest af alt ville jeg ønske, at jeg havde løbet den korte distance til ham den lørdag morgen på føtex' parkeringsplads. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar