tirsdag den 18. oktober 2016

Fordi de, der laver Hollywood-film, er nogle løgnagtige idioter, Isabella!

Ordene er faldet i aften. Til spørgsmålet på, hvorfor der altid skal være et eller andet galt, hvorfor det hele ikke bare kan være godt. Spørgsmålet var mit, og svaret var til mig.

Om to dage har jeg fødselsdag, og det illustrerer på den mest åbenlyse måde mit held og mit privilegium. Jeg er her endnu. Jeg har en lille men loyal hær af venner, der vil mig det absolut bedste. Og alligevel er det hele ramlet. Livet er for meget, tankerne for mange, tilværelsen for uoverskuelig. Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved bare, at tårerne strømmer i en ligeså lind strøm som Elvis-fans til Graceland og livskriseramte til El Camino. Jeg har det jo godt. Indehaver af verdens bedste praktikplads, med hvilken jeg faktisk har fundet ud af, hvad jeg vil med mit liv (ok stort flueben på Listen, alligevel), jeg har brunch- og middagsplaner på min fødselsdag på torsdag (og brunch er og bliver definitionen på et luksusliv), jeg får gode mennesker til fest på lørdag, og mit dankort kan gå i minus. Og alligevel gør det hele nas. Jeg har krampe i sindet. Måske fordi min hjerne er blevet udsat for så massiv mental intervaltræning, at den slet ikke kan følge med og er overbelastet. Omstændighederne spiller, så hvorfor afspejles det ikke på indersiden?

Jeg ville elske at give Hollywood skylden, fordi selvindsigt sjældent er ubetinget rart. Måske ligger en del af forklaringen hos manuskriptforfattere, der bilder os ind, at hovedpersonen blot skal klare et par forhindringer på sin vej - et væltet træ, en død hjort, en klovn - og når vedkommende har overkommet dét, er alt godt. Fryd og gammen. En fisk, der slippes fri i havet. En intakt og solgul blomme i et økologisk æg. En nypoleret Rolls Royce uden så meget som markeringen af en skramme. Logisk set ved jeg jo godt, og prædiker i øvrigt til alle andre, at eksistensen ikke er sort/hvid. Den er forhåbentlig i farver, men som minimum sepia. Isolerede følelser eksisterer kun hos meget små børn. Hvis man forestiller sig følelser som et kagediagram, udgør én følelse måske 95% af kagen. Vrede kan virkelig fylde meget, men ofte er der jo noget mere. At man er ked af det, skuffet, føler sig svigtet. Noget. Hvorfor er det, jeg tror, at de gode følelser burde være anderledes? At når man grundlæggende er glad, må der ikke være andre følelser i kagediagrammet. For glad er godt. Uomtvisteligt, ja. Men jeg kan ikke styre det. Lige nu er der andre følelser end glad i spil. Og jeg ville gøre stort set alt for, at de ikke var der. Men det er de, og det må jeg så prøve at acceptere. Det går ret elendigt, men det må jeg så også prøve at acceptere. I kan godt se, at jeg kunne gøre det her all night, ikke? Jeg er fan af lykkelige slutninger, og af at kunne binde en flot silkesløjfe på denne skriftlige hadegave, men det kan jeg ikke i dag. Det er følelser på skrift, og lige nu er der ikke kommet nogen forløsning. Det skal der være plads til. Derfor stopper vi her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar