torsdag den 20. oktober 2016

It's ma birthday

Lidt endnu. Indtil kl. 00.20. Jævnfør sidste blogindlæg er mit humør ikke prangende i disse dage. Men det er måske det ideelle tidspunkt at have fødselsdag på. For alting har set lysere ud i dag. Og det har det fordi, jeg ikke har været omgivet af andet end kærlighed. Lys er det eneste middel mod mørke.

Jeg startede dagen ved, at min telefon ringede. Det var storesøster, svoger og nevøerne, der FaceTime'de mig. De sang Happy Birthday To You med spæde barnestemmer og prima engelsk udtale. Det var fucking bedårende. Min storesøster smilede og var simpelthen så smuk der på min iPhone retina-skærm (og i virkeligheden). Og for cirka 26 år siden mødte jeg hende første gang, hvor hun på hospitalet havde medbragt en Petit Danone yoghurt og ske til mig, fordi hendes to-årige logik sagde hende, at baby havde ligget i mors mave sygt lang tid og derfor måtte være pænt sulten. Hvilket egentlig ret perfekt illustrerer, hvad min storesøster er for en størrelse. Helt utroligt omsorgsfuld og kærlig. Efter at nevøerne havde fortalt mig, at de skulle i Djurs Sommerland og prøve Solguden og Thors Hammer, og lidt snik-snak med Søs, lagde vi på, hvorefter jeg kunne koncentrere mig om O'Malley, der lå ved min side og lykønskede mig. I sandhed en dejlig opvågning. Vi besluttede os for at stå op, hvorefter vi brunchede den i et par timer til 1990'ernes soundtrack. Med boller, pandekager, æg, bacon, juice og te. Og tandsmør. Fordi mindre ligesom ikke kunne gøre det. 

O'Malley tog hjem til Århus kl. 13, hvorefter jeg gik i Bilka for at købe lagkagebunde, kagecreme, hindbær og piskefløde. Så kom Sara, og jeg fik tørret lagkagetjansen af på hende. Maj kom med favnen fuld af balloner. Og gaver. Tiden gik med at spise boller og lagkage og snakke og grine. Det har ligesom været et gennemgående tema. Jeg åbnede gaver. Og de er så fine. Jeg har fået en mumi-kop, endnu en til samlingen. Jeg har fået en picnickurv af siv fyldt med knækbrød og andre lækkerier, man kan putte smør på, en mulepose jeg har misundt Sara i minimum tre år, chokolade, så flotte genbrugs-tallerkener, en for mig ukendt Jakob Ejersbo bog, hvilket er uhørt lykke, luderkrudt til krydderen, et gavekort på en bytur, en bog af Tove Jansson. Arhmen for helvede altså. De kender mig. De kender mig virkelig, og de omsætter det til geniale gaver. 

Sara skulle videre til kæresten i Jylland, så Maj og jeg gik en tur i det - bemærk venligst - fænomenale vejr (som jeg ikke udelukkende kan tage æren for - det kan også skyldes Jesper Langberg, Vigga Bro, Viggo Mortensen eller Snoop Dogg), returnerede til min hybel, spiste lidt mere lagkage, snakkede en kende mere og tog på åndssvagt lækker tapas restaurant i downtown Odense. Efter et par timer, hvor vi praktiserede vores madkonsumerende evner endnu engang, betalte jeg regningen, og vi gik igennem Kongens Have, så Karlsvognen, sagde hej til Karl og sang "To elefanter kom marcherende", hvilket måske ikke er den pæneste beskrivelse af os. Privatchaufføren kørte mig hjem, og jeg gik ud på min altan, satte mig på en ramme slots-øl og ringede til min mor. Kvinden der fødte mig. Vi snakkede sammen om min dag og hendes dag, og jeg blev sgu så rørt. Derefter ringede jeg til Moster nr. 3 og fik sunget fødselsdagssang for fjerde (tror jeg) gang i dag. Fandme sødt altså.

Nu sidder jeg i min seng og hører Belle & Sebastian. Lige om lidt skal jeg nok Netflix'e den. Jeg har det godt, trygt og varmt. Jeg har nået alderen, hvor jeg er ligeglad med, hvor mange mennesker, der har glemt, at den 20. oktober er min fødselsdag. For det handler jo ikke om manglende kærlighed, det handler om en ret uskyldig forglemmelse. De tænker garanteret på mig på andre dage, og det er ligeså fint. Og så er jeg bare virkelig glad for dem, der har husket det. Jeg er beæret over, at cremen af venne-cremen har gidet at komme til Odense for at give mig en god dag - det er rendyrket kærlighed, og jeg er taknemmelig for de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg er en heldig kartoffel i persillesovs. Og så har jeg i øvrigt truffet en beslutning: Jeg nægter at have alderskrise. Det er et mærkeligt koncept at begræde det faktum, at man har fået endnu et år foræret. Så det vil jeg ikke. Det er unægteligt bedre at blive 26 og 30 og 47 og 61 og 77 og 89 og 102 end ikke at blive det. Basta. Desuden synes jeg, at 26 lyder lækkert. Det skal nok blive godt. 

En fødselsdag er jo bare en almindelig dag. Den dag, jeg tilfældigvis blev født på, for 26 år siden. Raketvidenskab, jeg ved det godt. Ja, det er en almindelig dag. Men en virkelig god en af slagsen. 
Og ja, O'Malley har skrevet min alder i smarties.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar