onsdag den 5. oktober 2016

Specialetanker

Hvis der er noget, jeg ikke gider, så er det at jokke i en hundelort på vej til arbejde. Eller på vej hjem fra arbejde for den sags skyld. Eller sætte mig ind i dating-reglerne. Eller at skrive speciale. Den eneste af ovenstående ting, der er et reelt problem, er specialet. Men der er næppe nogen vej udenom. Det bliver krøllen på 20 års skolegang. Og jeg glæder mig til at blive færdig. I så høj grad, at det måske er et problem.

Noget denne praktik har gjort mig fuldkomment klart er, at jeg er en arbejder. Ikke en studerende. Jeg er en god arbejdskraft, sorry Jante, men det er jeg. Jeg er arbejdsom, pligtopfyldende og perfektionistisk. Som studerende er jeg noget mere løssluppen, hvad selvfølgelig står for egen regning. Men den største og vigtigste forskel er, at jeg ikke gider at studere mere, men til gengæld gider jeg smæk-mig-i-røven-virkelig-godt at arbejde. Jeg ved godt, jeg er priviligeret, at jeg tager en af de lange uddannelses-børger, og at ingen i øvrigt har tvunget mig til det. Men med otte (!!!) måneder til, at jeg står og er cand.mag. er jeg mættet. Mættet af skole, af undervisere, af eksamensperioder. Mættet. Fyldt op i mavesæk, fyldt op i hovedet. Men fuldstændig ellevild om tanken om at blive en del af arbejdsmarkedet, og jeg vil allerhelst blive hængende på avisen. Sådan cirka for evigt, hvis de lader mig.

Faktum er bare, at inden jeg kommer ud på den anden side, skal jeg skrive speciale. Og det hænger mig langt ud af halsen, inden jeg overhovedet er gået i gang. Faktisk i så voldsom grad, at jeg har sagt - og ment - at hvis min redaktør tilbød mig et arbejde nu, ville jeg droppe ud. Det, ved jeg sgu da godt, er dumt. Men det er sådan, jeg har det. Jeg er klar til arbejdsmarkedet. Men. Det er et helt usandsynligt scenarie, for pengene er ikke til det. Så speciale skal jeg skrive. Der hersker efterhånden nok ingen tvivl om, at jeg er forelsket i min praktik, og det er fedt. Godt. Dejligt. Spitze. Det gør bare også, at kontrasten til at skrive speciale bliver for stor. I mit indre landskab kommer jeg til at gå fra at gøre det, jeg elsker mere end noget andet til at skulle producere 80 kedelige og akademiske sider, som to mennesker skal læse, fordi de får løn for det, hvorefter dét speciale, som jeg har brugt fire måneder på, maksimalt kan blive ophøjet til en strålende fremtid som optænding til en kakkelovn. Ideen huer mig ikke. Få ting kan motivere mig mindre end at være tvunget til at sidde så intensivt med noget i så lang tid, når det skal bruges til nul og fucking niks.

Spring til kapitel to: Jeg ved godt, at det ikke er et godt narrativ at have skabt. Jeg ved godt, at hvis jeg ikke sadler om, bliver det en selvopfyldende profeti. Og det skal det jo helst ikke. Så i dag har jeg haft et møde med en tidligere underviser, som lader til at forstå de snorklede kroge i mit sind. Således forvirret snakkede jeg med hende, og endte faktisk - behold! - med at cykle således opmuntret derfra. For måske kan man godt vinkle sit speciale i en retning, så det kan bruges til noget i den virkelige verden. Måske kan man godt finde noget, der virkelig interesserer en. Måske kan man godt finde noget, man ikke mentalt brækker sig over. Måske kan det blive okay. Der ligger et kæmpestort research-arbejde foran mig, inden jeg overhovedet kan konkretisere et emne, men måske, bare måske, kan det her speciale faktisk godt blive, hvis ikke godt, så i hvert fald tåleligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar