mandag den 10. oktober 2016

Svanesøen, Gilmore Girls og Arvingerne

Lørdag eftermiddag sprang jeg glad og fro op på min orange cykel og udsatte den for et massivt benpres, idet jeg spurtede mod banegården. Her skulle jeg nemlig møde O'Malley i toget mod København. Jeg skrev til O'Malley for at finde ud af, hvor hun sad. Ingen respons. Da dørene til vogn 22 åbnede sig, valgte jeg at gå til venstre og til hvilket held. For der sad hun og sov. Med semi-åben mund og et ledigt sæde ved siden af sig. Jeg plantede mig selv og begyndte at prikke hende i siden med et modenhedsniveau tilsvarende et børnehavebarn. Det virkede dog - hun vågnede. Vi krammede og snakkede og brugte det meste af turen på at stirre på en overdrevet kær baby. En lille lækker asiatisk dreng med det vildeste strithår, jeg nogensinde har set. Busted-drengene og Year 3000 - go home. Han var cute og opdagede hurtigt magten i netop det, da han fandt på den kodylt sjove leg at smide noget på gulvet, som vi så samlede op. Hans far lignede Hugo Chavez i uhyggelig grad og sov det meste af tiden. Baby og Chavez forlod os inden København, hvorfor tiden kom til at overrække O'Malley det kort, der langt om længe skulle fortælle hende, hvad vi skulle i anledning af, at hun nu er fuldblodsakademiker. Vi skulle nemlig i Det Kongelige Teater og se Svanesøen. Og det skulle vi fordi, vi, da vi boede i Argentina, begge to skrev det på vores bucketlist. Og fordi reaktionen fra en af vores medstuderende var "Svanesøen? Findes den sø i virkeligheden?". Og nej Stine, det gør den ikke. Men den russiske ballet eksisterer og Nikolaj Hübbe har lavet en ny fortolkning. Så selvom det var fucker mange penge, skulle hun have det. Jeg var i tvivl om hendes gave længe, men da det gik op for mig, at Svanesøen gik, forduftede tvivlen. Og SÅ ved man, at det er den rette gave. Det syntes O'Malley heldigvis også. Vi steg af toget, dappede ind i Lagkagehuset, købte en kyllingesandwich til mig og en laksesandwich til O'Malley, som viste sig at bestå af tunmousse. Således begav vi os ud i kulden, hvor jeg kunne konstatere, at det er på tide at lægge læderjakken på hylden og kravle i vinterfrakken. Stäng nu kæften, hvor er det blevet koldt. Men når jeg har min uldfrakke på, synes jeg, at det er fantastisk dejligt, at min yndlingsårstid er arriveret.  

Vi ankom til Det Kongelige Teater. Det så ret lukket ud. Vi tog i dørene, gik en runde. Pænt lukket. Jeg var forvirret. Tjekkede billetterne. Jojo den var god nok. Det Kongelige Teater på August Bournonvilles Passage. Vi kom hen til Nyhavn, hvor jeg spurgte en mand i en pølsevogn, hvor det Kongelige Teater lå. Han pegede på den meget lukkede bygning, og jeg var nu officielt forvirret. På dette tidspunkt var klokken 19.40, og jeg besluttede mig for at ringe til Det Royale. Her kunne en mand fortælle mig, at jeg stod det forkerte sted, at jeg skulle ud til Operaen ude ved Christiania, at vi ikke blev lukket ind, hvis vi kom ét minut over 20, og at vi eddermame skulle skynde os. Vi løb hen til en taxa, og fortalte ham, at vi skulle til Operaen så hurtigt som menneskeligt muligt. Faktisk gerne overnaturligt, hvis det hjælper på processen. Taxamanden mente, at vi kunne nå det til et par minutter i showtime. Han var utrolig rolig og god til at få os - og især mig - til at være mindre paniske. Han var i øvrigt født i Randers. Vi kørte op til Operaens indgang 19.53, takkede ham af begge vores hjerter, betalte 90 kroner og spurtede videre ind. Kære taxamand - du er mit yndlingsmenneske i København. Vi nåede det. Liiiiige akkurat. Da vi satte os i de røde veloursæder på tredje balkon var klokken 19.59. Og det er så fucking typisk mig. At jeg har undersøgt, læst, tjekket, dobbelttjekket og tripletjekket. Og alligevel går et eller andet galt. For helvede altså. Til mit sølle forsvar står det ét sted, inde på hjemmesiden under selve forestillingen står det anført, at det er på Store Scene i Operaen, men på hjemmesiden og på billetterne står der altså Det Kongelige Teater uden reference til Operaen. Det er muligvis common-knowledge for finkulturelle typer, men det var det ikke for mig. Igennem hele første akt sad angsten stadig lidt i mig - at vi var så tæt på ikke at blive lukket ind. Jeg ville slet ikke kunne bære, hvis pengene var spildt. Men det gik. Heldigvis gik det. Det var mere spændende end, hvad jeg ville have foretrukket, men vi nåede det, og der ér et eller andet lidt dekadent og meget utilsigtet V.I.P.-agtigt over at løbe rundt i Operaen iført høje hæle. Note til mit fremtidige jeg: Tjek lokationen ordentligt. Og hvis du skal se ballet eller opera, skal du måske lave lidt research hjemmefra. Der var virkelig meget, jeg ikke forstod. Men det var åndenøds-smukt. Både musikken og dansen. Det var mit livs første ballet, og jeg er lige dele skræmt og betaget over, hvad menneskekroppen kan. Det er jo fuldstændig vanvittigt. Vi brugte pausen på at google lidt om plottet i Svanesøen, og det hjalp gevaldigt på forståelsen. Selvom der nu nok er nogle ting, der er gået fuldstændig hen over hovedet på mig, var det så ekstraordinær en oplevelse, og musikken hjemsøger mig som et smukt spøgelse.  

I går brugte vi h.e.l.e. dagen på at ligge i fosterstilling i min seng, mens vi så omkring 10 afsnit af Gilmore Girls, spiste popcorn, Ben & Jerry's og rugbrød med tomat og ost. Det var uden konkurrence noget af det hyggeligste, jeg har været med til længe. Og, efter to virkelig hektiske uger, tiltrængt. 

I dag har jeg været på arbejde, hvor jeg gjorde mit bedste for at være et fornuftigt indspark. Og så tog jeg en lur med O'Malley liggende ved siden af mig. Nu er hun taget hjem til Århus, og jeg skal have syet en knap i en skjorte. Jeg ved, at der fulgte en reserveknap med, og jeg ved, jeg har gemt den, men jeg kan, om det gjaldt mit liv, ikke huske, hvor jeg har gjort af den. Til gengæld ligger der varmrøget laks i mit køleskab, og Bedsten har gjort mig opmærksom på, at sæson 2 af Arvingerne ligger på DR, så jeg ved så ganske udmærket, hvordan min aften skal forløbe. McDonald's style: I'm lovin' it. God mandag aften til folket. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar