søndag den 20. november 2016

I ugens løb:


  • Har jeg produceret en artikel om dagen. 
  • Har jeg haft mere jetlag, end jeg umiddelbart havde kalkuleret med. 
  • Har jeg skåret et stort stykke af bunden på min storetå op, fordi der lå glasskår i min brusekabine. Og jeg skal virkelig ikke kunne sige hvorfor. 
  • Er jeg blevet voksen. Jeg har forberedt mine tømmermænd. Jeg købte i fredags både frysepizza og chips.
  • Og det har jeg fordi, jeg i går var til julefrokost med avisen. Det ér altså sjovt at se midaldrende mennesker feste. 
  • Har jeg igen fundet ud af, men ikke håndhævet, at jeg ikke kan tåle snaps. 
  • Har jeg netop set på min snapchat, at en tidligere studieveninde lige har født et menneske. Et drengemenneske. Den information fik jeg på omtrent samme tid som jeg tabte en sur creme og løg chips ned i mine bryster. Så deeeet. 
  • Kunne jeg godt finde på snart at gå i seng. For jeg kom i seng klokken seks, og jeg skal på det der arbejde i morgen. 

onsdag den 16. november 2016

Om Alabama og Trump

"Lemme ask you somethin'. There's 50 states in this country, all right? Of all the cities, in all the states, why'd y'all go to Montgomery, Alabama?"
Sådan spurgte en valgtilforordnet mig i tirsdags, da jeg og nogle af mine med-praktikanter stod på en skole i udkanten af Montgomery. Jeg snakkede med ham om århundrets præsidentvalg, der på det tidspunkt var i fuld gang. Om hvad han ville stemme og hvorfor. Han ville stemme på Trump, og argumenterne indebar abortmodstand i den skala, at hvis man bliver voldtaget, kan man jo altid føde og bortadoptere barnet, at de illegale ingen ret har til deres tilstedeværelse, retten til at skyde et menneske, hvis han betræder din grund. Jeg har snakket med en preacherman, der i ramme alvor påstod, at hvide mennesker er arbejdsomme og sorte mennesker af natur er dovne. Jeg sagde til ham, at det var racistisk, og han endte med at blive så irriteret, at han gik sin vej.

Jeg er i et hidtil uhørt omfang blevet udfordret på mine danske og socialistiske holdninger. For jeg har så svært ved at forstå dem. Jeg kan ikke forstå, hvordan man på så grov vis fuldstændigt kan nægte at forholde sig til det faktum, at mennesker ikke har det samme udgangspunkt. At selvom det er udgangspunktet for den amerikanske drøm, kan alle mennesker ikke blive millionærer og præsident en dag, hvis bare de arbejder hårdt nok. Og nej, Donald Trump er ikke et eksempel på det. Men det er jeg nødt til at prøve at forstå. Jeg er nødt til at prøve at forstå de her mennesker. Forstå hvor de kommer fra. Selvom det skærer mig i hjertet med alt det had over for det ukendte. Over for det ubetrådte land. Jeg har aldrig været et sted, hvor mit indre verdensbillede er blevet knust så voldsomt, som det blev i Alabama. For jeg har mødt mennesker, jeg intet har tilfælles med og på intet niveau forstår, men som trods alt er mennekser. Og det er rigtig sundt at blive konfronteret med det. Især for sådan en som mig, som er åndssvagt stædig. Det skal ses. Også selvom det er ubehageligt. Jeg så det i Alabama. I den by, hvor borgerrettighedsbevægelsen startede i 1965.

Jeg har snakket med en masse sorte amerikanere, der følte sig pisset på af deres hjemland. Et land, der med valget af Donald Trump signalerer ugæstfrihed, utolerance, snæversynethed og racisme.
Og dét er det, der gør mig allermest ked af det. Jeg frygter ikke Trump syndeligt indenrigspolitisk, for jeg tror på, at den amerikanske kongres, til trods for republikansk flertal, nok skal holde ham nogenlunde i skak. Men jeg er bange. Og det pisser mig af, når folk affærdiger mig med, at verden altid har været et fucked up sted, og at det amerikanske valg i øvrigt ikke berører os i Danmark. Det er naivt. Selvfølgelig påvirker amerikansk politik os, og det sted, en amerikansk præsident har størst magt, er i øvrigt udenrigspolitisk. Han kan starte en atomkrig, han skal forhandle med ledere, der er i besiddelse af atomvåben og taget hans temperament i betragtning synes jeg, det i sig selv er rigelig grund til bekymring. Donald Trump er blevet præsident på at være fuldstændig utilregnelig, og ja det er sjovt, når han er Miss Universe ejer, men det er ikke sjovt, når han bliver verdens mest magtfulde person. Det er ikke sjovt, at manden der har trademark-rettigheder på frasen "you're fired" skal lede USA. Han hører hjemme i reality-tv, ikke i Det Hvide Hus. Og jeg synes ikke, man kan tillade sig at melde sig ud (til trods for hvad jeg skrev i sidste indlæg, men der må I forstå, at nyheden og dermed såret var ny - jeg er nu nået til stadiet af accept i min sorgproces). Jeg synes, at det er uhyggeligere end nogen hårrejsende gyserfilm, at Donald Trump ikke tror på klimaforandringerne. Men de tårer, der presser sig på bag mine øjenlåg, er produkter af symbolværdien. Symbolikken i, at USA har valgt en præsident, der er mysogynistisk, racistisk, fascistisk, unuanceret og som har generet alle andre religioner end kristendom, som har gjort nar af handicapppede, som påstår at hele medieverdenen har konspireret imod ham, som har pralet af, at han må tage kvinder på fissen. Dén mand er leder af den frie verden. Ét er hvad det giver ham af muligheder. Det er logos. Men pathos, åh pathos. At ham, der skal forestille at sætte et eksempel for os andre, taler sådan om andre mennesker, er mig en større gåde end mordet på JFK og hvordan pyramiderne blev bygget. Trump og hans vælgere har sat os 60 år tilbage i tiden. Skal vi virkelig stadig diskutere hudfarve? Den hudfarve som ikke er noget som helst andet end biologi. Ikke andet end, at at vi har fået den hudfarve, der passer bedst til det klima, vi er født ind i. Skal vi stadig diskutere, om kvinder er værd at behandle med respekt? At kvinder er andet end patter og fisse? At kvinder er mennesker, selvom vi mangler et y-kromosom? Er vi ikke nået videre? Valget frister mig til at sige nej, for USA og resten af kloden har fået en præsident, der har sænket barren til at grab 'em by the pussy. Og hvor gør det mig dog ulykkelig. Jeg græd i tirsdags over valget, og det bliver hverken første eller sidste gang.

Hele den her absurde situation er for mig meget ambivalent. For jeg føler mig lidt som en arrogant nar. For det her er jo sket demokratisk. Jeg ved godt, at det amerikanske valgsystem har nogle alvorlige brister, såsom at kriminelle ikke må stemme, og at man skal registrere sig som vælger. Men. Donald Trump er USA's 45. præsident, og han er folkevalgt. Det er han givetvis fordi mange amerikanere har undladt at stemme, men som jeg før har postuleret her på domænet: Dem, der stemmer, bestemmer. I dette tilfælde har jeg overordentligt svært ved at acceptere det. Men det ér demokrati, og jeg må, hvor svært det end er, forsøge at acceptere, at jeg denne gang er en del af mindretallet. Det har jeg været før, men problemet med dette valg og Trump er, at han ikke bare ligger langt fra mig politisk. Han er decideret farlig. Han er ikke bare liberal eller konservativ. Han er racist og mysogynist. Jeg vil bruge en mærkbar del af min energi på at acceptere, at det her var folkestemningen. At tilpas mange amerikanere har tiltro til ejendomsmogulen og hans vision om at gøre Amerika stort igen. Valget eksemplificerer på fineste vis demokratiets udgangspunkt - flertallet bestemmer. Det skal jeg have det okay med. Og det vil jeg. Jeg vil acceptere vælgernes beslutning, når deres leder befinder sig inden for lovens rammer. Men jeg vil ikke stiltiende samtykke i diskrimination. Jeg vil ikke finde mig i, at en verdensleder diskriminerer kvinder, homoseksuelle, handicappede eller nogen som helst andre. Jeg vil råbe op ved hver en given lejlighed, og jeg vil problematisere Trump, når der er grund til det. For vi skal allesammen lige huske på, at når man ikke siger mobberne imod, er man ligeså medskyldig i mobning, som ham der faktisk mobber. Og med risiko for at blive kaldt en hystade, vil jeg forsigtigt minde om, at Hitler ikke egenhændigt dræbte seks millioner jøder. Det fik han udelukkende medvind til at fuldføre, fordi verdenssamfundet ikke gjorde tilstrækkelig modstand imod den manglende tolerance, som Hitler var bannerfører for.

Og med de mange ord, vil jeg svare på spørgsmålet: Fordi det er det rigtige USA. Fordi det ikke er det USA, jeg kender. På godt og ondt.

onsdag den 9. november 2016

Dommedag

Jeg ligger i min midlertidige seng på en kro i Alabama. Klokken er 8. Jeg kom i seng kl. 3 efter at have pendlet mellem den demokratiske og republikanske valgfest i Montgomory, Alabama. Min konklusion er, at jeg ikke vil være med længere. En verden, hvor Donald Trump er leder af den frie verden, er ikke umiddelbart en verden, jeg har lyst til at være en del af. Jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne af det her, jeg har aldrig været så ulykkelig over at have ret, og jeg har meget svært ved at få ind igennem min hjerneskal, at dette ikke er et mareridt af den ondeste kaliber. 

Melder kæmpestor gigantisk lort fra USA. 

torsdag den 3. november 2016

Hej november

Fuck man. Tal pænt og alt det der. Men seriøst fuck man. Oktober er væk, november er i fuld gang, og jeg har glemt at trække vejret. Jeg er jo som bekendt indehaver af Verdens Bedste Praktikplads, hvilket blandt andet betyder, at jeg på lørdag (!!!) rejser med mine med-praktikanter til the US of A. På studietur. For at dække det amerikanske valg. Og det bliver betalt af en virkelig awesome bladfond. Knib mig i armen, klask koldt vand i mit fjæs, kald mig Egon Thomsen fra Uggelhuse og fuck mig, hvis jeg udtrykker noget, der kunne minde om utaknemmelighed. Hvor er jeg heldig, og hvor er jeg taknemmelig, og hvor er jeg glad.

Vi skal til Alabama. Sydstaterne. Hvor jeg aldrig har været, men hvor jeg er voldsomt sikker på, at jeg vil se ting, man ikke ser i Danevang. Og alle mennesker, jeg kender, har - med rette - spurgt mig, om ikke jeg bare glæder mig helt vildt og voldsomt. Det har affødt nogle halvhjertede svar fra min side, og det er ikke fordi, jeg ikke glæder mig. Det er fordi, jeg ikke har haft tid til at glæde mig. Når så overdrevet lækre ting, som en sponsoreret tur til USA under et på alle måder historisk amerikansk præsidentvalg sker, betyder det også, at der er virkelig mange ting, der skal ordnes, klares, styres, sættes flueben ved, inden man sådan checker ud i en god uges tid.

Og der må jeg med realismen som den brændende fakkel konstatere, at jeg ikke har haft timer nok til at nå det, jeg skulle. Må jeg i den forbindelse udtrykke, at jeg helt seriøst har nyfunden respekt for mennesker med rutineprægede hverdage og fuldtidsjob. Og typerne, der har faste parforhold eller børn. Altså mennesker, der skal forholde sig til andre end dem selv. Jeg forstår ikke, hvordan de klarer det. For jeg er kun én, og det kniber fandme. Hvilket fik mig til at tænke på det med at studere, som på mange måder ikke min kop te. Det er earl grey, og jeg er mere til noget med mint. Men friheden - man er jo så helt urimeligt fleksibel, når man studerer. Dét er man ikke på arbejdsmarkedet, kan jeg konstatere. Og det til trods for, at jeg deler kontor med tre mandlige journalister, der har et overordentligt laissez-fair forhold til mødetider. Men stadigvæk. Der ér nogle opgaver, der skal løses, nogle artikler, der skal skrives, og nogle deadlines, der skal overholdes. Det er en del af det, jeg elsker så højt ved journalistik og arbejdslivet. Det tjener et formål. Ikke at jeg gør mig nogen som helst illusioner om, at Fyens Stiftstidende ville være presset uden min tilstedeværelse, men jeg føler et ansvar, og jeg vil gøre det godt. Det er en god ting. Men hoooooldnukæft hvor har jeg været presset i den her uge. Det der irriterer mig mest er, at det går udover min søvn. Min søvn er som et spejl, når det kommer til mit velbefindende. En ussel sladrehank, er min søvn. Det er altid det første sted, jeg mærker det, når jeg bliver småstresset. Jeg vågner midt om natten og behøver ikke tjekke klokken, for den er altid 03.06. Uden undtagelse.

Men. I morgen er sidste dag inden afrejse, og det går altsammen. Jeg har næsten styr på det. Min kuffert er hentet op fra kælderen, jeg afleverer de sidste artikler i morgen. Jeg skal have købt nogle ørepropper, men jeg har mine kontaktlinser (til begge øjne), mit pas udløber i 2022, jeg har min meditationsapp, som hjælper på søvnen, jeg har mit pressekort, og jeg glæder mig. Det gør jeg virkelig. Jeg er en heldig kartoffel svøbt i persillesovs.