torsdag den 3. november 2016

Hej november

Fuck man. Tal pænt og alt det der. Men seriøst fuck man. Oktober er væk, november er i fuld gang, og jeg har glemt at trække vejret. Jeg er jo som bekendt indehaver af Verdens Bedste Praktikplads, hvilket blandt andet betyder, at jeg på lørdag (!!!) rejser med mine med-praktikanter til the US of A. På studietur. For at dække det amerikanske valg. Og det bliver betalt af en virkelig awesome bladfond. Knib mig i armen, klask koldt vand i mit fjæs, kald mig Egon Thomsen fra Uggelhuse og fuck mig, hvis jeg udtrykker noget, der kunne minde om utaknemmelighed. Hvor er jeg heldig, og hvor er jeg taknemmelig, og hvor er jeg glad.

Vi skal til Alabama. Sydstaterne. Hvor jeg aldrig har været, men hvor jeg er voldsomt sikker på, at jeg vil se ting, man ikke ser i Danevang. Og alle mennesker, jeg kender, har - med rette - spurgt mig, om ikke jeg bare glæder mig helt vildt og voldsomt. Det har affødt nogle halvhjertede svar fra min side, og det er ikke fordi, jeg ikke glæder mig. Det er fordi, jeg ikke har haft tid til at glæde mig. Når så overdrevet lækre ting, som en sponsoreret tur til USA under et på alle måder historisk amerikansk præsidentvalg sker, betyder det også, at der er virkelig mange ting, der skal ordnes, klares, styres, sættes flueben ved, inden man sådan checker ud i en god uges tid.

Og der må jeg med realismen som den brændende fakkel konstatere, at jeg ikke har haft timer nok til at nå det, jeg skulle. Må jeg i den forbindelse udtrykke, at jeg helt seriøst har nyfunden respekt for mennesker med rutineprægede hverdage og fuldtidsjob. Og typerne, der har faste parforhold eller børn. Altså mennesker, der skal forholde sig til andre end dem selv. Jeg forstår ikke, hvordan de klarer det. For jeg er kun én, og det kniber fandme. Hvilket fik mig til at tænke på det med at studere, som på mange måder ikke min kop te. Det er earl grey, og jeg er mere til noget med mint. Men friheden - man er jo så helt urimeligt fleksibel, når man studerer. Dét er man ikke på arbejdsmarkedet, kan jeg konstatere. Og det til trods for, at jeg deler kontor med tre mandlige journalister, der har et overordentligt laissez-fair forhold til mødetider. Men stadigvæk. Der ér nogle opgaver, der skal løses, nogle artikler, der skal skrives, og nogle deadlines, der skal overholdes. Det er en del af det, jeg elsker så højt ved journalistik og arbejdslivet. Det tjener et formål. Ikke at jeg gør mig nogen som helst illusioner om, at Fyens Stiftstidende ville være presset uden min tilstedeværelse, men jeg føler et ansvar, og jeg vil gøre det godt. Det er en god ting. Men hoooooldnukæft hvor har jeg været presset i den her uge. Det der irriterer mig mest er, at det går udover min søvn. Min søvn er som et spejl, når det kommer til mit velbefindende. En ussel sladrehank, er min søvn. Det er altid det første sted, jeg mærker det, når jeg bliver småstresset. Jeg vågner midt om natten og behøver ikke tjekke klokken, for den er altid 03.06. Uden undtagelse.

Men. I morgen er sidste dag inden afrejse, og det går altsammen. Jeg har næsten styr på det. Min kuffert er hentet op fra kælderen, jeg afleverer de sidste artikler i morgen. Jeg skal have købt nogle ørepropper, men jeg har mine kontaktlinser (til begge øjne), mit pas udløber i 2022, jeg har min meditationsapp, som hjælper på søvnen, jeg har mit pressekort, og jeg glæder mig. Det gør jeg virkelig. Jeg er en heldig kartoffel svøbt i persillesovs.

1 kommentar:

  1. Du er den dejligste. God tur og pas på med blå
    Mærker når du niver dig i armen😘

    SvarSlet