lørdag den 24. december 2016

Nu tændes tusind julelys

Dét er min yndlingsjulesang. Den er fantastisk smuk, jeg kommer altid til at tænke på Pippi, hvordan hun står og hænger ud af vindueskarmen på Ville Villekula og snakker til sin døde mor. Jeg hyler hver gang. Men jeg elsker den sang, og den får mig, udover Pippi, til at tænke på dem, jeg savner. Det lader til at være et vilkår for juletiden, og det er næsten okay.

Da jeg var i Tyskland med min familie i anledning af min fars runde fødselsdag, rodede min yngste nevø rundt i min taske, fandt mine strikkede sokker og spurgte mig, om jeg havde fået dem af nissen. Jeg fortalte ham, at min mormor, hans oldemor, havde strikket dem til mig. Han sagde, at oldemor og oldefar er døde, men at de er stjerner oppe i himmelen, der kigger ned på os og passer på os. Jeg kiggede ind i hans nøddebrune øjne omkranset af øjenvipper, der ville få alle mascara-producenter til at græde, mens mine egne øjne kæmpede for ikke at lade sig oversvømme. Det har hans mor fortalt ham, ligesom min mor i sin tid fortalte mig, da min farmor døde. Og jeg ved jo godt, at det ikke passer, men det er bare så rigtigt.

Glædelig jul.

Nu tændes tusind julelys
på jorden mørk og rund
og tusind stjerner stråler smukt
på himlens dybblå grund.

Og over by og land i nat
går julens glade bud,
om ham som fødtes i en stald
vor frelser og vor Gud.

Du stjerne over Betlehem
send dine stråler ned
og mind os om at julens bud
er kærlighed og fred.

Til hvert et fattigt hjerte send
et lysstrejf ned fra sky
så finder det den rette vej
og det bliver jul på ny.

fredag den 23. december 2016

Sølvbryllup, Tinder og mit stive alter ego

Jeg var til min moster og onkels sølvbryllup i går. Det var en større fest, end det lyder til. Jeg blev placeret ved ungdomsbordet, og det var ganske bra. Imellem hovedretten og desserten stak jeg af, ud i Haderslevs gader for at sige hej til et af mine yndlingsmennekser. Hun hedder O'Malley, og hende har jeg ikke set i to måneder. Det er en kæmpe fejl på alle områder. Vi gik en tur rundt om dammen, og man burde oftere spankulere rundt om kunstigt anlagte søer iført høje hæle og meget røde læber. Følte mig som Marie Antoinette. Jeg skulle bare have haft en kjole med underskørt på og et glas rødvin i hånden. Uanset var det skæppeskønt at se hende.

Tilbage til sølvbrylluppet, blev vinglassene fyldt op, promillerne steg, lyset blev slukket, musikken tændtes og stolene rykkede nærmere på hinanden. Der var bajere og rødvin, og jeg var et beruset apparat. Min ene fætter og jeg snakkede om det med at arbejde i et kreativt fag, og der var 1:1 identifikation, og det var pissefedt. Jeg fik skæld ud af en gammel rødhåret hejre, fordi jeg har min integritet, selv når jeg er stiv, og ikke ville danse med hende til Rasmus Seebach. Min anden fætter og jeg opdagede, at vores 17-årlige kusine har haft længere parforhold, end vi har, konkluderede, at vi kommer til at dø alene, og så opfordrede han mig i øvrigt til at få Tinder.
På et tidspunkt, da jeg var allermest on fire, kom mit lift og fortalte mig, at min røv skulle indfinde sig på stationcarens bagsæde. Jeg var ikke tilfreds, og brugte således hele køreturen fra Haderslev til Randers på at genere min gamle kammerat med sms-beskeder om, at han var en kedelig gammel mand, hvis ikke han tog med i byen. Han sagde nej første gang, jeg spurgte, og han sagde nej, da jeg spurgte gang nummer 18. Mit fulde alter ego minder om en pisseirriterende moden kvinde ved navn Bitten, der har det lidt for fedt med at belære andre om Problemet Med Verden og i øvrigt ikke er i stand til at styre sit røvindsintag. Hovsa. Nå, men jeg kom altså ikke i byen og taget i betragtning, at jeg skulle være ude ved mine nevøer i løbet af formiddagen, var det nok meget fornuftigt.

For hvilken formiddag. Kæft, de er søde. Jeg er blevet overdynget med kys og kram, og jeg er i den grad til fals for deres kærlighed. De sitrer af begejstring over i morgen, kan næsten ikke vente og synes, at ventetiden er ulidelig. Åh, hvor kan jeg godt huske det. Vi har lavet konfekt, hjemmelavede P-tærter (kææææft de er gode, man), og med vi mener jeg, at min søster har lavet det, mens jeg åd rester siddende på køkkenbordet. Pt står moder og fader i køkkenet, jeg har klejnet min mors iPad og ligger foran brændeovnen med min hund. Og når jeg siger min hund, mener jeg mine forældres. Det er jul i morgen, og det tegner ganske udemærket.

torsdag den 22. december 2016

Om at udlevere sig selv på det der internet

Det siger nogle af mine venner, at jeg gør. Men sådan anser jeg det faktisk ikke. Jeg ved godt, at der står rigtigt mange meget intime detaljer om mig og i særdeleshed mit følelsesliv i løbet af de mange kilometer tekst, jeg efterhånden har produceret herinde. Og nogle gange krummer jeg da også en lille smule tæer over nogle af de ting, jeg har offentliggjort.

Så hvorfor ikke bare holde tonen lidt let og måske lidt overfladisk? Fordi sådan er jeg ikke - jeg er tung og underfladisk. Nej. Men fordi det ikke tiltaler mig. Jeg synes ikke, det pæne er interessant. Det er til gengæld det grimme og det, der gør ondt. Det pæne og det glade eksisterer også i høj grad herinde, men det skal det grimme fandme også have lov til. Og jeg har især brug for at udtrykke mig på skrift, når livet ikke er en køn Miss World deltager. Når det er bumset og irritabelt og ømt. For mig giver det ikke mening at skrive om overfladiske ting. Det skal have en større mening for, at jeg ikke falder i søvn ned i mit tastatur. Af egoistiske årsager skriver jeg for at få afløb. Når jeg skriver, bliver verden stille. Den lukker røven for en stund. Og det er sådan, jeg bearbejder ting. Især svære ting. Og så er faktum at jeg ikke kan lade være. Når jeg udgiver et indlæg, tænker jeg ikke over, hvem der læser med. For så ville jeg meget hurtigt blive meget selvbevidst og udøve selvcensur i frygten for, hvad mine familiemedlemmer eksempelvis ville tænke om min voldsomme banden og mine ikke-så-udskyldsrene tanker om for eksempel mænd. Dermed ikke være sagt, at ordene her er sandhed. Alt hvad jeg skriver er udvalgt. Hver gang jeg udvælger noget, fravælger jeg automatisk noget andet. Derfor er den her blog jo ikke nogen endegyldig sandhed - det er brudstykker. Men sande brudstykker. Så sandt som noget kan være, når der er tale om følelser. Og alt hvad jeg skriver er følelser. Følelser for andre mennesker, for politik, for debat, for ord.

Jeg er bedst på skrift. Og faktum er, at hvis I, ærede læsere, sad foran mig, ville jeg aldrig fortælle bare en brøkdel af de ting, jeg skriver herinde. Det ville jeg ganske enkelt ikke turde. Men mit naive håb er, at nogle af jer, der sidder på den anden side finder en eller anden samhørighed. At mine ord skaber en resonans - at I føler jer underholdt og måske i korte øjeblik mindre alene eller mindre som fiaskoer. Det ville være det smukkeste.

onsdag den 21. december 2016

Der lugter lidt af jul

Jeg er træt. Jeg har afleveret alle mine deadlines rettidigt på avisen, jeg har ønsket Kongerne på redaktionen en utrolig glædelig jul og et fandens godt nytår. Jeg har lavet klodens grimmeste træstammer, men de er velsmagende, og de blev til, mens jeg hørte Pyrus og Brødrene Mortensens Jul. I morgen skrider jeg til Jylland for at deltage i min moster og onkels sølvbryllup, som fandme da i disse tider er en fejring værdig. Faktisk har jeg jo kun levet et sølle år længere, end de har været gift. Det er altså længe. Og nej, de skal ikke have marcipan og glukosesirup i gave, men jeg har lovet min mor at lave træstammer, og det løfte har jeg naturligvis holdt. Nå, men efter sølvbrylluppet hopper jeg med i bilen med destination Randers for at fejre jul dér. Og ved I hvad, venner? Jeg er ved at pakke min taske, som allerede nu er lidt for fyldt. Den indeholder læbestift til nytår, rene underbukser til alle dage, bøger og masser af tøj. Til gengæld indeholder den IKKE min computer. Fordi: For første gang siden jeg kan ikke engang huske hvornår, har jeg FRI i julen. Sådan fuldstændig fri. Der er ikke så meget som en enkelt lille opgave eller deadline, der skal laves mellem jul og nytår. Jeg skal ikke på arbejde. Jeg skal ikke en skid udover at pakke mig ind i tæpper, lege med min hund og læse Bruce Springsteens historie fra ende til anden. Det føles bedre end konfekt i maven, og duften af and i stuen. Jeg har fri. Til januar starter et nyt kapitel, der hedder Speciale, men indtil da har jeg juleferie. Fuck ja!

tirsdag den 20. december 2016

Noget om Berlin og frygt

Igen i går aftes. Terror. Terror tæt på os. Det er så fejt af mig, at mine blogindlæg kun dedikeres terror, når det er tæt på. For der sker jo terror hele tiden. I Syrien og Tyrkiet for eksempel. I en kaliber, vi ikke kan fatte. Men Berlin. Berlin som kun er seks timer væk. Vi kan ikke forstå det. Hvor kommer al den vrede fra? Alt det had? Min tre-årige nevø FaceTime'de mig i morges for at ønske mig en god dag. Hvordan kan den verden sameksistere med andre menneskers verden, der handler om at dræbe så mange uskyldige som muligt? Jeg ved det ikke. Og det skræmmer mig.

Og jeg ved ikke med jer, men jeg er en lille smule træt. Træt af Instagram, Twitter og Facebook, hvor folk skriver #prayforberlin og viser knækkede hjerter og skriver, at vi skal passe på hinanden. At det eneste der ændrer sig fra gang til gang er bynavnet. Og hvorfor er der ikke #prayforistanbul og #prayforankara? Det virker somme tider som en tom skal. Jeg er træt af chefredaktøreres ledere om, at vi ikke må lade os kue, at vi skal holde fast i vores livsglæde, at vi stadig skal gå til koncerter og på julemarkeder. At vi ikke må lade terroristerne vinde. De har vundet. De har vundet, når jeg i dag på min vej ind i et storcenter for at købe de sidste julegaver, bliver bevidst om, at hvis der kommer mænd med maskingeværer derinde, så dør jeg højst sandsynligt. De har vundet, når jeg bliver bange i min hverdag. Og det gør jeg. Da jeg skulle til Bruce Springsteen koncert tænkte jeg, at det var et oplagt mål for terror. Det samme tænker jeg om universitetet og avisen. Jeg lever jo alligevel og køber julegaver i storcentre, og jeg tager til koncerter, men frygten har bidt sig fast. Den er kravlet ind under huden som en lillebitte eksotisk myre fra et fremmed land. Jeg kan ikke umiddelbart se den, men den er der, og den gør langt større skade på indersiden, end hvad man skulle tro. Men faktum er, at jeg ér bange. Det er helt sikkert den forkerte holdning, den er ikke politisk korrekt. Men det er sådan, jeg har det. Selvom jeg ville elske at sige og mene, at jeg ikke var bange. Jeg er jo enig i, at vi skal gøre vores bedste for at leve i kærlighed, at vi skal holde hovederne kolde og hjerterne varme. Men det er svært. Det er svært, når verden synes så uretfærdigt. Når man opridser 2016, som jeg synes har været så præget af had. Det ér svært at blive ved med at have troen på det gode i menneskeheden.

I dag har jeg på avisen siddet og skrevet om de største terrorangreb i Europa. Muligvis er jeg ikke en garvet nok journalist, men det gør sgu ondt. Det indebar blandt andet billeder af unge menneskekroppe strøet ud på klipper på Utøya, og jeg fik våde øjne. I de svage øjeblikke, hvor frygten bliver det eneste, jeg mærker, føler jeg mig fristet til at låse mig inde. Til at betvivle om indvandring er en god ide. Til at frygte det, jeg ikke kender. Men jeg hanker op i mig selv og husker, at hvis jeg overgiver mig til dét, er alt håb ude. Hvis jeg mister tilliden og kærligheden til verden, er jeg for alvor død. Indeni. Og det vil jeg ikke være. Jeg prøver at tro på det gode. Jeg minder mig selv om min tre-årige nevø, der ville ønske mig en god dag. Selvom jeg er bange, prøver jeg at huske på, at godhed eksisterer, og at det trods alt er det, der er mest af.

mandag den 19. december 2016

Verdens Bedste Praktik

I dag satte jeg mine ben på avisen efter tre ugers adskillelse. For satan, hvor har jeg savnet det. Og dem. Ganske uforvarende endte jeg, for et halvt år siden, med at få Verdens Bedste Praktikplads. For et års tid siden begyndte praktiksøgningen så småt. Jeg nåede frem til, at der var tre steder i den danske mediebranche, hvor jeg kunne skrive om den slags ting, jeg ville skrive om. De var Euroman, VICE og Ud & Se. Jeg vidste, at jeg aldrig skulle arbejde på en almindelig avis, fordi det var småborgerligt, uinteressant og unuanceret. Retrospektivt var jeg en arrogant skiderik.

Jeg kom til samtale på Euroman, sked mentalt i bukserne flere gange, ventede fem uger på svar for at få en fucking e-mail med afslag. Helt ærligt. Uanset hvor travlt chefredaktører har. Når man får folk til at vente i så mange uger, griber man lige knoglen. Som det allermindste løfter man røret, og fortæller dem, at de ikke fik pladsen. Efter at have rakt mange fuckfingre til Euroman, gik jeg i panik. Jeg skrev til min vejleder, som havde hørt om en kommende lancering af en ny sektion for en stor dansk avis. En sektion, der skulle fokusere på forklarende journalistik. Jeg fjernede mine kritiske briller og satte mit høreapparat til og lyttede. Rent faktisk lyttede til, hvad det handlede om. Den 25. maj sendte jeg en ansøgning til min nuværende redaktør. Den 27. maj havde jeg en praktikplads. Jeg er så bundlykkelig for, at det ikke blev de tre steder, som jeg havde udset mig. At det blev Fyens Stiftstidende, og at jeg bøjede mig for min arrogance. Den her praktik er det bedste, der nogensinde er sket mig. Jeg har fundet den hylde, jeg har brugt så ustyrligt mange timer på at lede efter, grædt så mange tårer over ikke at kunne finde. Og nu er den lige foran mig. En kæmpestor svævehylde med plads til alle mine ambitioner og drømme. Hvor jeg stiller mine små sejre på. Som, at en kendis' manager sagde, at jeg havde skrevet en fed reportage. At en interviewperson sagde, at jeg var en af de mest kritiske jorunalister, han havde mødt. At min redaktør tilsyneladende synes, at min mening er noget værd, og at jeg er dygtig til faget. Det giver mig faglig stolthed. I en grad, som jeg ikke før har haft.

SDU kan rende mig. Jeg vil skide på deres mening. Jeg har Verdens Bedste Praktik i baghånden.

søndag den 18. december 2016

En uploadet opgave

Yes, ladies and gents. Den er uploadet, den er afleveret, den er ude af verden. I teorien. For jeg har simpelthen så umådeligt svært ved at lade den ligge. Jeg har læst den, jeg har tjekket den, jeg har genlæst den, jeg har dobbelttjekket. Den er, som den er. Den er, som den skal være. Og alligevel er skuldrene ikke helt sænkede, maven er ikke helt rolig. Jeg er bange for, at jeg har glemt noget. Det er der intet sindsoprivende i, sådan har jeg det altid, når jeg afleverer eksamen. En stædig frygt for, at noget ikke er i orden. At jeg har glemt noget indlysende, såsom litteraturliste, problemformulering. Eller analyse. Jeg har tjekket, alle tre komponenter er der, sammen med resten af opgaven. Men forløsningen er her ikke. Jeg ville ønske, at jeg syntes, det var den fedeste følelse ever at uploade. Men den er flad, som en fesen danskvand med for lidt sprudel. Øv. De næste par timer kommer den til at rumstere i baghovedet, og det er okay. Nu har jeg fri, hvilket passer mig godt, fordi jeg har et hoved fyldt med snot. Fordi netflix og te. Vil dog lige i parentes bemærke, at dette er min sidste ordinære eksamen. Og med sidste mener jeg virkelig SIDSTE. Nu venter blot specialet. Indsæt passende soundtrack. For eksempel temaet fra Dødens Gab.

lørdag den 17. december 2016

Forresten vol. 33

  • Har jeg for første gang i et år taget min badeværelsesrist af for at fjerne hår fra afløbet. Ad, ad, AD!
  • Var det så ulækkert, at der nok går endnu et år, før jeg gør det. Tænker ikke, at det er den smarteste taktik. 
  • Har jeg været nødt til at erkende, at mine vinterstøvler ikke kan mere. Inderforet er så smadret, at det ligger ujævnt i sålen, så det faktisk gør ondt at gå i dem.
  • Har jeg derfor brugt 900 kroner på et par nye. Og de er fine og forede. Men for satan, 900 kroner. Av, av. 
  • Hader jeg de hjemmesider, der som en skæg december-gimmick, får todimensionel sne til at falde ned. 
  • Bytter jeg meget ofte rundt på serpentin og terpentin. Det plejer at gå ubemærket hen, men fra midten af december bliver jeg udfordret. 
  • Forstår jeg ikke hvidløgspresseren som værktøj. Den er grim, den er upraktisk, den er et helvede at gøre rent. 
  • Har jeg i dag kaldt Linkin Park for LinkedIn Park #JegErEnNørd #OgDetErIkkeSærligSjovt
  • Kan jeg simpelthen ikke komme mig over, hvor voksent det lyder, at jeg skal skrive speciale lige om lidt. What?!
  • Er der langt om længe lys for enden af eksamens-kloakken. Jeg er næsten færdig. Næsten. 

fredag den 16. december 2016

SKAM og teenage-minder

Okay, I er formegentlig med på, at tredje sæson af SKAM kører for fulde hammer. Og føkk - i aften er der sæsonafslutning. Og nej, det er vi faktisk slet ikke færdige med at snakke om. Overhovedet. Fordi den er fuldstændig fænomenal, og uden noget der minder om en Debatten på DR, er SKAM en af de bedste serier, jeg nogensinde har set, og nei jeg kødder ikke.

Serien handler om gymnasieelever, og det er altså 10 år siden, jeg gik i 1.g. Jeg kan godt forstå folkepensionister, der siger, at de stadig tror, de er 20, for jeg forveksler ganske ofte mig selv med en teenager. Når jeg snakker med min 17-årige kusine tænker jeg, at det var jeg jo også for et års tid siden. Det var jeg ikke. Det var jeg for et årtis tid siden. Det er 10 år siden, at jeg gik i 1.g.   Fuck altså. Ikke et skidt fuck, men et mærkeligt fuck. Jeg var 16 dengang, og nu er jeg 26. Et årti er underligt specifikt. For 10 år er lang tid. Jeg kan huske, at jeg som yngre syntes, at man var psykopatgammel, når man kunne huske ting, der var sket for 10 eller 20 år siden. Det kan jeg altså, og det gør mig ikke det fjerneste. Jeg var ikke en glad 15-årig. Jeg er en rigtig glad 26-årig. Jeg kan godt blive bange for, at tiden går for hurtigt og som Kim Larsen synger - om jeg får set det jeg vil, om jeg får hørt min melodi. Det ved jeg jo ikke, men jeg kan bare konstatere, at jeg prøver, at jeg gør mit allerbedste, og så må jeg håbe, at det er nok.

Jeg ved i øvrigt godt, at jeg stadigvæk er ung. Bevares. Og hvis vi skal stole på statistikkerne er jeg nok trods alt kun en fjerdedel af vejen. Så der er tid endnu. Men som jeg også skrev her, er mit liv ikke helt så uforudsigeligt, som det var for 10 år siden. Hvor jeg ikke anede, om jeg skulle være politibetjent, skibums, sygeplejerske eller blikkenslager. Journalist blev det. Det har jeg det utrolig godt med, men det er alligevel mærkeligt at tænke tilbage på den periode for 10 år siden, hvor jeg lige nu formegentlig havde fået tildelt en nisse i 1.g og hvor jeg brokkede mig over de fjolser, der gik rundt med nissehue i hele den tolvte måned, alt imens jeg derhjemme ikke hørte andet end julemusik og hyggede mig med at skrive danske stile.

Summasummarum er jeg glad for min alder. Jeg har IKKE lyst til at være hverken 10, 12, 15 eller 19 igen. Føj for den lede. Synes, at det var hårdt nok første gang. Men hvor tager SKAM mig dog tilbage. Tilbage til teenageårene. Hvor usikkerhed var ens trofaste følgesvend, hvor man sagde, at man var ligeglad med andres mening, men i gennemsnit brugte fire timer om dagen på at gruble over netop det. Tilbage til DATE-deodoranter og Nuser-undertøj, hvor BH'erne var 75% fyld og ikke tjente til at holde noget på plads, fordi der vitterligt ikke var noget at holde på plads. Til pigekliker og de første forelskelser, og udviklingen af ens musiksmag, fordi der var engang hvor jeg ikke lyttede til Johnny Cash, men til gengæld hørte enormt meget Celine Dion og Taylor Swift. Til ret mange år, hvor alt virkede ukontrollabelt. Ikke engang min egen krop var jeg herre over. Der skete ting og sager, og jeg kunne ikke lide det. Jeg var fuldstændig sikker på, at der aldrig ville være nogen dreng, der ville røre mig. Dengang hvor jeg blev fuldstændig grædefærdig over en, for mig, dårlig karakter. Det gør jeg sådan set stadig, men jeg har trods alt fået noget erfaring (pis mig i øret, jeg lyder gammel) der gør, at jeg ved, jeg nok skal komme igennem det. Hvis vi nu lige forestiller os, at jeg er et træ, har jeg i de sidste ti år slået flere og dybere rødder, så jeg nu ikke er helt så let at blæse omkuld. Det er en god ting. Men SKAM. Oh, hvor det dog tager mig tilbage. Til den bittersøde tid, hvor alting var nyt. For better or for worse, som de siger i de amerikanske film, inden de erklærer deres evige troskab til deres udkårne. SKAM er perfekt tilrettelagt, fordi den giver trøst til teenagere, og for mig er den ideel fordi den får mig til at trække på det barmhjertige smilebånd ved tanken om, hvem jeg var. Som jo i langt de fleste henseender er den samme. Bare lidt mindre forvirret og meget gladere. Hvis hun dog bare havde vidst, at det hele nok skulle gå.

torsdag den 15. december 2016

Om at erkende, at man har været en nar

Da jeg befandt mig i Alabama, lavede jeg snapchat-stories, fordi der faktisk var noget at snappe.
Det svarede en tidligere gymnasieveninde på. Meget sobert, spurgte hvad jeg lavede i Alabama, hvordan havde jeg det, at det ikke så godt ud med Trump. Alt det der. Og så kom den. Spørgsmålet.  Hvorfor jeg pludseligt ikke svarede på hendes mails. Hvorfor jeg egentlig havde kappet kontakten engang i 2013. Instinktivt fik jeg lyst til at gå i forsvarsposition. Til at fortælle hende, at jeg synes, vi havde mistet vores tætte bånd, efter vi blev studenter. Til at fortælle, at der vist nok var en episode med en bemærkning om, hvorvidt jeg havde fundet en latinolover endnu, og at hun ikke havde fået læst denne blog. Jeg var i Argentina, jeg havde det bedre, end jeg nogensinde havde haft det, og jeg tror, at hende og vores venskab befandt sig i et parallelunivers for mig. Så jeg svarede ikke. Ikke fordi, jeg ville kappe kontakten, men jeg udskød det og udskød det, indtil det pludselig blev for sent.

Men så skrev hun for en måned siden. Og i stedet for at være defensiv, var jeg ydmyg. Især fordi det gik op for mig, at det her ikke er første gang, hun har rakt ud. Det gjorde hun også for nogle jule siden, hvor hun skrev og ønskede mig glædelig jul, og jeg svarede. Høfligt, men koldt. Men da hun skrev til mig i Alabama, satte jeg det defensive på pause. Havde jeg egentlig opført mig fair? Er det velovervejet, at vi ikke længere er i hinandens liv, eller er det bare blevet en automatreaktion? Jeg har ikke været ordentlig, så jeg sagde undskyld, indrømmede uden omsvøb og forklaringer, at jeg har været en nar, og at hun intet havde gjorde forkert. Det føltes faktisk enormt godt. Og det blev belønnet. For hun var mega sød. Hun sagde, at det var okay, men at hun bare havde været bange for, om hun havde gjort noget. Det skammer jeg mig over. At jeg i tre år har fået hende til at være usikker på, om hun havde gjort noget. Jeg er godt klar over, at hun ikke har grublet over det dagligt, men jeg forestiller mig, at det er noget, der dukker op med jævne mellemrum. Eller det ved jeg. Jeg har jo prøvet at være den, der bliver valgt fra uden forklaring. Det eneste man ved er, at vedkommende på et tidspunkt holdt op med at skrive til en, og nu kan man se på snapchat, at hun har født et menneske. Det er mærkeligt. For jeg ved ikke, hvad jeg har gjort. Der var engang, hvor jeg så hende flere gange om ugen, jeg var med til hendes bryllup, og vi har læst alle hinandens eksamensopgaver. Jeg tror ikke, jeg har gjort noget. Det er nok så udramatisk som, at vi er blevet voksne, og at hendes liv indebærer en mand, en baby, et hus og en bil, mens mit indebærer ret mange fester, et speciale, et kollegie og en by, der ikke længere er Århus. Og det er okay. Det er okay, at man vokser fra hinanden. Men man skylder det venskab, man engang havde, at være ærlig over for det menneske, der engang var en virkelig stor del af ens liv. Man skal melde det ordentligt ud, medmindre man ved, at begge parter har det på samme måde. Og hvordan kan man egentlig nogensinde rigtigt vide det? Det kan man ikke, før det er blevet artikuleret. Så alle de tanker om, hvad jeg mon har gjort, har jeg selv budt min gamle gymnasieveninde. Og det er jeg sgu ked af. Man kan kalde det en slags karma.

Jeg har før været inde på, at folk vokser fra hinanden, og at jeg ikke synes, det er noget, man skal begræde. Det synes jeg stadigvæk ikke. Men en smule refleksion har aldrig skadet nogen. Og ligeså vel som man ikke SKAL holde fast i venskaber, som man har haft i mange år af den ene årsag, skal man jo heller ikke afvise potentielt nye gamle venner, netop fordi de er det. Og det faktum der står tilbage, er, at jeg har været en nar. Og det er godt at erkende ind i mellem. Så mig og min gymnasieveninde skal mødes til en øl på et tidspunkt i det nye år. Det glæder jeg mig til.

onsdag den 14. december 2016

Det virkede ikke

Jeg har halsbetændelse og høj feber. Ingen af delene er der noget usædvanligt i, infektioner sætter sig altid i min hals, og jeg får mega nemt høj feber. Men for helvede da også. Min krop var overhovedet ikke nede med vores aftale. Jeg har sovet elendigt, mit sengetøj er badet i sved, mine muskler værker, min hals er beklædt med pigtråd, mine øjne både klør og kradser, og det kræver solide tilløb, hver gang jeg skal synke mit spyt. Det eneste, jeg kan overskue, er at se gamle episoder af Gilmore Girls og flyde ind og ud af søvnen. Men nå nej, der er en eksamen og nogle fokusgruppe-betragtninger, der skal transskriberes. Pislort!

tirsdag den 13. december 2016

Anslag, Heath Ledger, fantomsmerter og en kropslig aftale

Det går faktisk helt okay med den der eksamensopgave. Altså, efter min mening. Jeg har 35.000 ud af 60.000 anslag, hvilket for almindelige mennesker svarer til 15 ud af 25 sider. Til de sproglige studenter: Jeg er over halvvejs. Det er en god ting. Jeg er nået dertil, hvor jeg hele tiden har noget at gå i gang med - i øjeblikket sidder jeg og sveder over analysen, men et eller andet sted i en afkrog af min hjerne har jeg en ret specifik ide om, hvad sådan en børge skal indeholde. Derefter en konklusion, en diskussion, en perspektivering. Og så alt det nemme, som al-tid tager cirka seks timer længere end først anslået. Kildeliste, litteraturliste, kildehenvisninger. Og apropos kildehenvisninger. Er I KLAR over, hvor pissesvært det er at referere til e-bøger? Det er et moderne teknologi helvede, og ja, jeg er muligvis lidt dramatisk. Men altså. Jeg har en mental plan for min opgave, og tænker det bliver udmærket. Men jeg gider simpelthen ikke. Jeg er så urimeligt doven. Jeg har meget, meget svært ved at tage mig sammen. Derfor er der sket to ting. 1. Jeg har gjort Heath Ledger til min skrivebordsbaggrund, fordi motivation. 2. Jeg er nået dertil i eksamensskrivningen, hvor jeg hører ekstreme mængder Blue, Roxette og norske Ylvis. Så på den måde går det sgu egentlig fint.

Men. For selvfølgelig er der et men. Og jeg kunne godt mærke det i morges, da jeg vågnede. De mandler, som jeg fik bortopereret i 2011, gjorde ondt. Kan man have fantom-smerter i sine tidligere mandler? Lidt ligesom soldater, der har mistet deres ben, men stadig har ondt i dem? Omend en kende mindre dramatisk for mit vedkommende. Nå men så mine polypper i hvert fald. Under alle omstændigheder kunne jeg, da jeg slog øjnene op, godt mærke en spirende halsbetændelse. Pislort. Feberen har været min tro følgesvend hele dagen. Pislort. Jeg har drukket otte kopper te i dag, drukket tre ingefærshots og spist en virkelig dyr og virkelig dårlig, men til gengæld økologisk tomatsuppe og losset så meget hvidløg i den, at jeg kommer til at forpeste alle, der krydser min vej i morgen. Jeg har nu set to afsnit af The Crown, og været lidt ærgerlig over, at jeg ikke var royal i 50'erne - oh the dresses. Mine muskler værker, og jeg magter det ikke. Jeg har lavet en aftale med min krop, som det ville være super fedt, hvis den husker. Jeg må blive syg på søndag. Så skal jeg nok acceptere det. For jeg ved jo godt, at når jeg presser mig selv så hårdt, som jeg har gjort de seneste måneder, bider det mig i røven. Og det er jeg villig til at acceptere. På søndag. Klokken er 21.11, og min mission er at 10 timers søvn eliminerer min feber. Så godnat så.

mandag den 12. december 2016

10 ting jeg er lidt for stolt af:

  1. At jeg kan Østkyst Hustlers "Han Får For Lidt" udenad.
  2. At jeg kan 10 Things I Hate About You udenad. (Jeg har set den i aften og citeret he-le filmen, velvidende, at dem, jeg så den med, fik lyst til at skyde sig. Jeg kan ikke styre det). 
  3. At jeg har et ar fra en motorsav. 
  4. At jeg har inviteret Rune Klan ud på en øl på hans fødselsdag. Og at han sagde nej. 
  5. At jeg lavede feltarbejde i militæret undervejs i min bacheloruddannelse. Det stod på i tre uger, og uddannelsen varede tre år, så måske det er på tide at skifte fokus. 
  6. Min meget voldsomme Rasmus Seebach aversion. Så opfindsomt er det trods alt ikke at hade dansk-top musik. 
  7. At jeg er dårlig til at lave mad. Jeg ved ikke, hvorfor jeg så tit refererer til mine manglende kulinariske evner. Det er meget mærkeligt at være stolt over en manglende evne, men det er ligesom bare blevet en del af narrativet om mig. 
  8. At jeg har drukket mig fuld med munke i Brasilien. Ja, undskyld mig. Men det er bare en fucking god historie, og jeg har altid gerne villet være Robin Hood. 
  9. At jeg aldrig nogensinde har røget. Måske det egentlig er en ok ting at være stolt af? 
  10. Onde tunger vil påstå, at jeg er for stolt af, at jeg er fra Randers. Men jeg ER fra Randers a', og ja, det snakker jeg sygt meget om. Men dem, der ikke kan lide det, er bare irriterede, fordi de ved, at det ligger i min DNA, at jeg kan banke dem. 

søndag den 11. december 2016

En eller anden søndag i advent

Prøv lige at hør her, ik' å? Ulempen ved at love at producere et blogindlæg om dagen er, at der ikke nødvendigvis er noget interessant at berette. Det kan godt oversættes til, at der således heller ikke er noget videre ophidsende at læse om. Men nu har jeg jo lovet det, så vi giver det et skud på denne anden søndag i advent. Som er tredje søndag i advent. Hvad fanden? Det gik lige op for mig. Måske skal jeg for eftertiden investere i en improviseret adventskrans eller bare nogle fyrfadslys arrangeret i en cirkel, for jeg kan tydeligvis ikke administrere tidens gang uden. Tredje søndag i advent alligevel. Så synes jeg faktisk, at det er noget af en skændsel, at jeg kun har spist brændte mandler én gang i år og overhovedet ikke indtaget skyggen af risengrød. Ok, det er måske lidt løgn. Jeg har spist ris, og man kan vel med rette argumentere for, at det er skyggen af risengrød.

Anywho, jeg ligger her i min seng, med min svigtende realitetssans og min computer, i en stilling, som min kiropraktor bestemt ikke ville billige. Men Bob Dylan strømmer ud fra mine elendige højtalere. Ham og Patti Smith har haft en turnusordning her til aften, hvillket da også kun er passende, eftersom hun lige har modtaget nobelprisen på hans vegne. Og nej, mit Patti Smith flip er på ingen måde blevet mindre. Jeg har hørt Horses albummet fire gange i dag, for damen er et geni. Både dengang og nu. Nu hvor det er tredje søndag i advent kan det da egentlig godt være, at jeg skulle sadle om til noget julemusik. Jeg vil overveje det.

Nå men udover min fiksering på min manglende rock'n'roll-ness har jeg foretaget mig meget lidt. Vasket gulv, svømmet forvirret rundt i internettet som en torsk i et fiskenet, forsøgt at skabe mig et overblik over julegaver og fejlet, konkluderet, at jeg sagtens kan nå det med julegaverne, læst en enkelt teori til min eksamen, opdaget, at jeg tydeligvis er en uge bagud. Og nu tror jeg, at jeg skal ud i mit køkken for at finde de fornødenheder, der gør, at jeg kan fortære to rugbrødder med torskerogn og remoulade. Det er ikke ideelt, det erkender jeg. Det burde være risengrød, eller noget med sovs. Men jeg lover at putte virkelig meget remoulade ovenpå.

lørdag den 10. december 2016

Julestemning og Patti Smith

Miniferien nærmer sig med taktfaste skridt sin slutning. I morgen vender vi snuden mod Danmark, de andre mod Randers og jeg mod Odense, hvor der ligger en eksamensopgave og venter på mig. Jeg må indrømme, at mit begær, for at gense den, ligger på et utroligt lille sted. Men det har været dejligt med et afbræk. Der har været en liflig duft af glühwein, julemænd i alle retninger, oplyste juletræer og en overdosis af julestemning, der ville kunne konkurrere med de overdoser af hårde stoffer, der blev sniffet og skudt på Studio 54. Og apropos stoffer og NYC har jeg tilbragt en stor del af min aften i selskab med Patti Smiths Just Kids. Kæft et vildt liv hun har haft. Og hvilket litterært talent. Den er fænomenal. Eneste problem er, at den giver mig lyst til at flytte tilbage til New York, leve som en fattig kunstner og kun gå i lange, sorte velourkjoler. Lad os nu se, hvordan det går med at finde et job om et halvt års tid - hvis det går dårligt, kan jeg jo effektuere min Patti Smith plan. For at vide om en sådan plan bliver nødvendig, har jeg lige en uddannelse, der skal gøres færdig, og første skridt er eksamensopgaven. Så indtil den overvurderede virkelighed sætter ind i morgen, vil jeg suge det sidste Patti til mig og så gå i seng, fordi mine nevøer har for vane at vække mig ved sekstiden med stadigt mere ivrige MOSTER råb. De er eddermame heldige, at de er nuttede. Vi skrives ved på den anden side af grænsen.

fredag den 9. december 2016

Hip hip hurra!

I dag fylder min fromme fader 60 år. Og på trods af hvad ganske påståelige typer siger om min alder, er jeg ikke i nærheden af at være 60, så jeg kan heller ikke sætte mig ind i, hvordan det er at fylde rundt i den kaliber. Men det eneste jeg kan konkludere er, at det er bedre at fylde 60 end ikke at gøre det.

Min far er muligvis den person på denne jord, som jeg har skændtes allermest med igennem tiden. Min søster og jeg havde i vores teenageår for vane at smække med dørene, for ligesom at understrege uretfærdigheden i at være teenager. Han truede således med, at næste gang jeg smækkede døren, ville han pille den af. Jeg hørte selvfølgelig ikke efter, og kom et par dage efter hjem fra skole og skulle - formegentlig - til at smække døren, blot for at sande, at døren minsandten var væk. Jeg kunne høre min far gnægge sig nede i køkkenet. Dengang kunne jeg ikke se den åbenlyse humor, men det kan jeg faktisk godt i dag. Og apropos humoren - den har Tvede skrevet all over. Jeg kender ikke nogen, der kan blive så uforståelig som min far midt i et grin. Det skulle da lige være mig selv. Da jeg tog til Sydamerika og skulle være væk i lige knap et år, fik jeg, af min far, det korteste brev, jeg nogensinde har fået. Jeg skulle passe på mig selv, og jeg skulle huske at ringe efter ham, hvis jeg fik brug for at komme hjem. Det var så fint. Og jeg endte jo faktisk med at gøre brug af det, da jeg sad i New York, havde det ad helvede til, trængte til at komme hjem, og mine forældre købte mig en flybillet, så jeg kunne komme hjem. Da jeg boede i Buenos Aires, fandt jeg ud af, at den by nok har flest autoværksteder per indbygger, og hver gang jeg gik forbi et af dem mindede lugten af motorolie og benzin mig om min fars værksted, hvor jeg har brugt så mange timer som barn. Han har en pisseirriterende stor paratviden, og hvis jeg nogensinde kommer med i Hvem Vil Være Millionær, ringer jeg til ham i det tilfælde, at der kommer spørgsmål om krige, verdenshistorie generelt, biler, elektronik, opfindelser, historiske personer eller geografi. Den resterende familie påstår, at jeg minder uhyggeligt meget om ham, og som årene går, er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Jeg har arvet hans temperament. Både det blødsødne, der gør, at jeg konsekvent tuder over reklameindslag fra dyrerettighedsorganisationer, men også det hidsige, der gør, at jeg råber af dem, der drister sig til at være uenige med mig. Jeg har arvet hans kærlighed til dyr, hans passion for historie, hans melankoli, hans sentimentalitet og hans øjenfave.

Så til trods for min faders ikke overvældende begejstring for at være trådt ind i et nyt årti, vil jeg bare understrege min glæde for det, fordi noget som helst andet ikke ville være til at bære.

torsdag den 8. december 2016

Aus Deutschland

Jeg har lige pakket. Lige om lidt skal jeg til Tyskerlandet, hvor jeg bliver indtil på søndag. Og det skal jeg, fordi min fader fylder år i morgen. Han har inviteret familien på forlænget weekend, og sådan noget siger man jo ikke nej til, medmindre man synes, at betalte ferier er noget fis. Det synes jeg ikke. Kan godt lide konceptet.
Timingen er ikke ideel for mig, det passer sådan set ret elendigt midt i sådan en eksamensskrivningsperiode. Men når der er fem voksne mennesker, der skal koordinere kalendre, kan vi jo ikke alle blive tilfredse. Så jeg håber på, at det faktisk er perfekt timing, så jeg på søndag er propfyldt med akademiske vendinger, og teoriforståelsen strømmer ud af begge ører efter et tysk indspark. Det er måske lige at presse citronen, men uanset glæder jeg mig. Både til at hænge ud med den der familie, jeg er født ind i, men også til at se, hvordan et juleklædt Tyskland ser ud. Min iPod er opladet, pappis gave er indpakket og nedpakket, jeg har kontaktlinser til begge øjne, underbukser til alle dage, hue, tørklæde og vanter. Og nu skal jeg have noget i skrutten, inden jeg skal til banegården, så mine forældre kan hente mig i Jylland. Auf wiedersehn!

onsdag den 7. december 2016

På falderebet

Jeg når det lige akkurat. Var faktisk på vej i seng, men kom så pludselig i tanker om mit blogløfte. Så hvad er der egentlig at berette fra i dag? Jo, jeg har modtaget de vinterstøvler, som jeg har købt. Det er kærlighed ved første blik. De er læderbeklædt udenpå og med falsk, men varm, pels indeni. Æstetisk er de muligvis ikke den største drøm, men inden for vinterstøvlerammen går de absolut an. Så har jeg haft rutinemæssigt besøg af brandvæsenet, hvilket resulterede i en rigtig akavet stripper-joke. Jeg har bagt mit livs første gulerodskage, og det er jeg  eddermame god til. Jeg har været forbi avisen, og det var vidunderligt! Jeg har afholdt min første fokusgruppe, hvilket gik helt vildt godt, og mine skuldre sidder 16 centimeter lavere end i går. Jeg har spist suppe med skønne Sara. Jeg har forsøgt at trøste rumbo, som er ulykkeligt forelsket men med minimal succes, fordi den eneste løsning på sådan noget er tidens heling. Jeg har pakket min faders 60-års fødselsdagsgave ind, jeg har børstet tænder, og nu går jeg i seng. 

tirsdag den 6. december 2016

Et grufuldt fremtidsblik

Jeg har ramt muren. Den berygtede eksamensmur. Den er lavet af beton, der er pigtråd på toppen, og landminer omringer hele svinet. Den minder på mange måder om den mur, Trump vil bygge om Mexico. Jeg er på røven. Jeg skal afholde en fokusgruppe i morgen, og jeg har ikke i nærheden af de mennesker, jeg skal bruge til den. Det er i særklasse en fuck-situation. Jeg ved ikke, om det løser sig inden i morgen. Jeg er skeptisk. Og bange, nervøs og hylet ud af den. Og i besiddelse af en bævende underlæbe. Det kan jeg sådan set godt håndtere. Fordi jeg ved, at jeg afleverer eksamen den 19. december. Det er om under 14 dage, og jeg skal nok nå at blive færdig. Af den simple årsag, at det skal jeg.
Men fordi mit hoved er en forræderisk skiderik, sneg følgende tanke sig ind: Hvad, hvis det er sådan her, hele mit specialeforløb bliver? At hver dag bliver med bævende underlæbe. At jeg kommer til at hade det. At alle dage bliver præget af frustration og dårlig samvittighed. Så tror jeg, der er en overvejende risiko for, at jeg bliver sindssyg. Det kan jeg ikke holde til. Det her speciale er, allerede inden det egentlig er begyndt, mit Mount Everest. Og jeg har faktisk pissemeget højdeskræk.

mandag den 5. december 2016

Min første klage

Jeg har fået tilsendt min første klage fra en avisbruger. Jeg har skrevet en artikel om Marine Le Pen, og i mit semi-spanske hoved har jeg skrevet Front Nacional i stedet for Front National. Fucking c og t. Nå, men det var der så en gammel (forestiller jeg mig) mand (ved jeg), der skrev en mail til mig og informerede mig om forkertheden i. På en meget høflig måde, men ikke desto mindre en klagemail.
Og jeg blev simpelthen så glad, hvilket måske ikke var hensigten med vedkommendes mail. Men årsagen til min glæde var, at det føltes som at få et klubkort. Et klubkort til journalistbranchen. Så er vi i gang. For på både godt og ondt viser det jo engagement. Et engagement, jeg aldrig har fået ud af min skolegang. Okay, det passer ikke helt, det er sket to gange. En gang, hvor jeg skrev en feature om min veninde, der har mistet sin far til kræft. En historie, der var svær at skrive, men som på grund af min venindes ord om den, gav den værdi og mening.
Den anden gang var, da jeg lavede feltarbejde i militæret. Det skulle man skrive en feltrapport om, og det gjorde jeg som det pligtopfyldende menneske, jeg er. Jeg ved igennem min venindes kæreste, der har taget tilvalg på antropologi i Århus, at min opgave er blevet fremhævet som det positive eksempel. Og det var jo skæppeskønt, men hvis ikke det var for min venindes kæreste, havde jeg jo aldrig opdaget det. Hvilket beviser, at det meste af tiden er de akademiske opgaver, man lægger så mange sveddråber og tårer (kun i de virkeligt ekstreme tilfælde også blod) særdeles uforløsende. Man afleverer som oftest skriftligt, fordi der ikke er penge til andet, og så går der 4-6 uger. Man klikker ind på selvbetjeningen. Der står et tal mellem 02-12. Bum. Det var det. Der er ingen respons, og hvis man beder om den, får man som udgangspunkt at vide, at det er der ikke afsat ressourcer (læs: penge) til. Videre i teksten. Næste.

Så selvom jeg selvfølgelig sgu da hellere ville have haft en mail, hvor der stod, at jeg var genial, at artiklen var interessant, og at mit sprog fik Delphine de Vigan til at blegne, er jeg glad for mailen. For i det allermindste betyder det, at der er minimum ét menneske, som har læst artiklen. Og læst den grundigt nok til at opdage fejlen. For det er en fejl. Den kære klager har fuldstændig ret. Det, jeg skrev, var forkert. Og det er sgu fair, at han påtaler det.

Kæft jeg glæder mig til at få flere klager i fremtiden.

søndag den 4. december 2016

Sisalicious

Dette er en overspringshandling. Jeg var egentlig i gang med at læse en videnskabelig artikel om tilbagegangen i akut-præget journalistik. Sådan set meget spændende, men dog ikke så interessant, at jeg formår at fastholde min opmærksomhed særlig længe af gangen. Jeg vil meget hellere skrive et blogindlæg, så jeg kan fortælle jer, at jeg havde verdens bedste søster-dag i går.

Det er virkelig, virkelig sjældent, at vi er alene, og det var virkelig rart. Fordi der er nogle ting, som kun hun forstår. Hende jeg deler gener og opvækst med. Hun ved præcis, hvad jeg refererer til, inden jeg har sagt det. Og hun er ikke en veninde eller en bekendt, og selvom hun er familie, er hun noget helt andet. Hun er min søster. Min storesøster, som har eksisteret i hele mit liv. Jeg har aldrig været foruden hende i så meget som et nanosekund. Og det er jo faktisk sagens, både gode og dårlige, kerne. At fordi man er født ind i det, bliver man sommetider blind for udvikling. For vi kender hinanden som dem, vi altid har været. Vi deler humoren, vi husker skænderierne, kæresterne, vennerne, dem der var engang, og da de nye kom til. Vi kender hinandens hjerter, som de så ud, inden de fik blå mærker. Og det er der en enorm styrke i, til trods for den utidige frustration. Søskendeforhold er selvklart ligeså forskellige, som de mennesker, der er en del af dem. Mig og min søster har skændtes virkelig meget, smækket med mange, mange døre, og jeg har engang slået hul i hendes dør, men hun er også en del af min havn, hvorfra min verden går.

Vi deler en hel barndom og ungdom, som vi, uden at tænke over det, kom forbi. For eksempel citerede vi halvdelen af "Den Eneste Ene" på vej ind til byen. Vi diskuterede den serie, der engang kørte i fjernsynet med Dikael, som boede hjemme - og som INGEN andre mennesker, nogensinde har hørt om. Det er noget med, at han gemmer sig i skabet, når der kommer post og siger "Jeg er her ikke!". Jeg kan ikke huske det, men det var fadme sjovt. Vi citerede Linie 3 - jeg er Anders Bircow, obviously. Jeg ved faktisk ikke helt, hvem Josephine er. Umiddelbart hælder jeg til El Prebsi. I hvert fald var hun Ariel, jeg var Tumle. Hun var Skønheden, jeg var Udyret. Hun var Rapunzel, jeg var Prinsen. Vi snakkede om hendes sønner, mine nevøer, drengene vi begge elsker så højt og om, hvad for nogle små mennesker de er, og hvor hårdt det var dengang, jeg forlod en to-årig nevø og en mega højgravid storesøster til fordel for Argentina, og jeg kom til at hyle en lille smule i Bilka bare ved tanken. Vi købte julegaver, spiste chokolade, krejlede en gratis Johan Bülow lakridskugle i Magasin, snakkede om godt shampoo til skandinavisk hår og indtog en forholdsvis massiv frokost. Vi så Gilmore Girls Vi spiste gourmetmiddag i IKEA, fordi prol også er godt og pommes fritter med bearnaise holder 100. Vi så Hitch med Will Smith og konstaterede for Gud ved hvilken gang, at han er et ualmindeligt stykke velsignet mand.

Når det nu er nedskriblet kan jeg godt se, at vi primært har set fjernsyn og spist, men det var kraftstejlme hyggeligt. Vi har ligget i ske i nat og i morges kørte hun tilbage til fastlandet. Jeg sidder på Fyn og skal lave eksamen. Det er slet ikke sjovt, men i går var en god dag.

lørdag den 3. december 2016

Morgenglæde

Der var engang, hvor det var ganske utænkeligt, at jeg var oppe før klokken otte i weekenden, medmindre jeg skulle på arbejde. Og bevares, jeg går stadig ikke af vejen for at slumre til klokken 11 fra tid til anden. Men der er bare noget helt vildt lækkert ved at stå op sammen med solen. Sådan en solopgang skal man ikke kimse af. Udsigten her fra 8. sal i Odense er spitze. De lyserøde farver er blevet erstattet af den fineste blå himmel, og det eneste der bryder himlens stilhed er falmede, hvide streger, der vidner om passagerers rejse til andre, og muligvis varmere, destinationer. Der er minusgrader udenfor, og man kan næsten smage, hvordan luften renser ens lunger. Har jeg nævnt, at jeg elsker vinter? Jeg ved godt, at det er koldt og mørkt, men den frostklare luft er det bedste, der findes. As we speak, er vandet til en kop te ved at koge, jeg har foran mig en skål havregryn og gårsdagens afsnit af SKAM. Og i dag ignorerer vi min eksamen. Fordi jeg siger det.

fredag den 2. december 2016

Forresten vol. 32

  • Kan jeg aldrig huske, hvor langt vi er nået med de her "forresten", så jeg er inde at tjekke det hver gang. Nødvendigt, hvis kronologien skal passe. Og det gør den. Nummer 32.
  • Stod jeg den anden dag og skulle til at drikke en slurk læskende postevand, da glasset splintrede i min hånd. Og ikke bare i et par stykker. Det nærmest eksploderede i tusind stykker. Faktisk lignede det mest af alt introen til Arvingerne. 
  • Apropos Arvingerne. Sæson 3 til januar. Ja tak DR. 
  • Til januar kommer også sidste sæson af Girls - noget jeg absolut ikke kan overskue. Der er overvejende sandsynlighed for, at jeg kommer til at hyle. 
  • Tog det mig tre kvarter at fjerne glasskår fra hele mit badeværelse
  • Har jeg fået ros af en spinninginstruktør. Noget a la "godt trampet igennem". Og tak for det, hvilket ansigtskuløren fint bevidnede. Men hvor er det dog urimeligt svært at flirte, når man er iført lyocell-tøj, føler at man er ved at dø og i øvrigt har samme farve i ansigtet som en san marino tomat. 
  • Har jeg til en anden spinningtime af selvsamme instruktør fået at vide, at jeg har tendens til at træde papkasser, når jeg cykler. Noget med meget stød i knæene. Men det er altså, hvad spinning hedder fra nu af - at træde papkasser. 
  • Hører jeg i skrivende stund Mariah Careys All I Want For Christmas Is You, og det er, efter min mening, det enste gode, der nogensinde er kommet ud af hende.
  • Har jeg virkelig meget lyst til at se Love Actually. 
  • Kan jeg ikke lide honninghjerter.
  • Har jeg til gengæld nu fået Hjerter Af Honning sangen på hjernen. Og det burde ikke ske for nogen som helst. 
  • Har jeg lavet hjemmelavede træstammer med min veninde. Kæft man, de blev gode.  
  • Har jeg meget fornuftigt taget dem alle sammen med på arbejde for ikke at ende med at indtage seks træstammer egenhændigt. 
  • Har jeg her til aften set Two Weeks Notice (fordi det er fredag aften, og jeg lever et vildt liv), hvori Donald Trump har en gæsteoptræden. Det var sjovt, dengang han var useriøs. Om lidt er han USA's 45. præsident, og humoren er sværere at finde end hoved og hale i sagen om Thule-basen. 
  • Kommer min storesøster på besøg i morgen, og vi skal adskillelige opbrugte kalendre tilbage i tiden for at finde frem til sidste gang, hende og jeg var alene i mere end to timer. 
  • Bliver det skidehyggeligt. 

torsdag den 1. december 2016

Glædelig 1. december

Er I klar til velmenende kommentarer om, at så kom julemåneden alligevel, og nu er den dyre og søde tid her, og har man hørt for lidt eller for meget Last Christmas med WHAM, og når man mon at komme i julestemning, og vi skal huske at lave vaniljekranse, og nej hvor er det dog blevet koldt og mørkt. Nå, ikke? Super, for jeg gider ikke at skrive om det. Til gengæld gider jeg godt at annoncere, at vi gentager successen fra sidste år med et blogindlæg om dagen frem til juleaften. Det er faktisk lidt af et sats, for jeg skal producere 40 siders eksamen til den 19. december, og jeg er ikke gået i gang endnu, men det gør jeg i morgen. Og 40 sider skriver vel nærmest sig selv. I hvert fald vil jeg gøre mit ypperste for ikke at skuffe jer. Men nu vi alligevel er ved eksamen, ikke? 'Tis the season. Sæsonen, hvor jeg bliver bipolar, fordi jeg vekselvirker imellem at tænke, at det nok skal gå, og at jeg i øvrigt kun skal bestå og så gå i krampe over, at jeg ikke aner, hvad fanden jeg laver. Jeg prøver at slå køligt vand i blodbanerne, indtil jeg ved, hvad panik-materiale, der er at arbejde med. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg går i gang i morgen kl. 9.00. Så nu vil jeg taste n ind i adresselinjen og trykke enter, hvorved Netflix toner frem. Mig og Dronning Elizabeth har en date. Vi skrives ved i morgen!