onsdag den 21. december 2016

Der lugter lidt af jul

Jeg er træt. Jeg har afleveret alle mine deadlines rettidigt på avisen, jeg har ønsket Kongerne på redaktionen en utrolig glædelig jul og et fandens godt nytår. Jeg har lavet klodens grimmeste træstammer, men de er velsmagende, og de blev til, mens jeg hørte Pyrus og Brødrene Mortensens Jul. I morgen skrider jeg til Jylland for at deltage i min moster og onkels sølvbryllup, som fandme da i disse tider er en fejring værdig. Faktisk har jeg jo kun levet et sølle år længere, end de har været gift. Det er altså længe. Og nej, de skal ikke have marcipan og glukosesirup i gave, men jeg har lovet min mor at lave træstammer, og det løfte har jeg naturligvis holdt. Nå, men efter sølvbrylluppet hopper jeg med i bilen med destination Randers for at fejre jul dér. Og ved I hvad, venner? Jeg er ved at pakke min taske, som allerede nu er lidt for fyldt. Den indeholder læbestift til nytår, rene underbukser til alle dage, bøger og masser af tøj. Til gengæld indeholder den IKKE min computer. Fordi: For første gang siden jeg kan ikke engang huske hvornår, har jeg FRI i julen. Sådan fuldstændig fri. Der er ikke så meget som en enkelt lille opgave eller deadline, der skal laves mellem jul og nytår. Jeg skal ikke på arbejde. Jeg skal ikke en skid udover at pakke mig ind i tæpper, lege med min hund og læse Bruce Springsteens historie fra ende til anden. Det føles bedre end konfekt i maven, og duften af and i stuen. Jeg har fri. Til januar starter et nyt kapitel, der hedder Speciale, men indtil da har jeg juleferie. Fuck ja!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar