torsdag den 1. december 2016

Glædelig 1. december

Er I klar til velmenende kommentarer om, at så kom julemåneden alligevel, og nu er den dyre og søde tid her, og har man hørt for lidt eller for meget Last Christmas med WHAM, og når man mon at komme i julestemning, og vi skal huske at lave vaniljekranse, og nej hvor er det dog blevet koldt og mørkt. Nå, ikke? Super, for jeg gider ikke at skrive om det. Til gengæld gider jeg godt at annoncere, at vi gentager successen fra sidste år med et blogindlæg om dagen frem til juleaften. Det er faktisk lidt af et sats, for jeg skal producere 40 siders eksamen til den 19. december, og jeg er ikke gået i gang endnu, men det gør jeg i morgen. Og 40 sider skriver vel nærmest sig selv. I hvert fald vil jeg gøre mit ypperste for ikke at skuffe jer. Men nu vi alligevel er ved eksamen, ikke? 'Tis the season. Sæsonen, hvor jeg bliver bipolar, fordi jeg vekselvirker imellem at tænke, at det nok skal gå, og at jeg i øvrigt kun skal bestå og så gå i krampe over, at jeg ikke aner, hvad fanden jeg laver. Jeg prøver at slå køligt vand i blodbanerne, indtil jeg ved, hvad panik-materiale, der er at arbejde med. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg går i gang i morgen kl. 9.00. Så nu vil jeg taste n ind i adresselinjen og trykke enter, hvorved Netflix toner frem. Mig og Dronning Elizabeth har en date. Vi skrives ved i morgen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar