fredag den 9. december 2016

Hip hip hurra!

I dag fylder min fromme fader 60 år. Og på trods af hvad ganske påståelige typer siger om min alder, er jeg ikke i nærheden af at være 60, så jeg kan heller ikke sætte mig ind i, hvordan det er at fylde rundt i den kaliber. Men det eneste jeg kan konkludere er, at det er bedre at fylde 60 end ikke at gøre det.

Min far er muligvis den person på denne jord, som jeg har skændtes allermest med igennem tiden. Min søster og jeg havde i vores teenageår for vane at smække med dørene, for ligesom at understrege uretfærdigheden i at være teenager. Han truede således med, at næste gang jeg smækkede døren, ville han pille den af. Jeg hørte selvfølgelig ikke efter, og kom et par dage efter hjem fra skole og skulle - formegentlig - til at smække døren, blot for at sande, at døren minsandten var væk. Jeg kunne høre min far gnægge sig nede i køkkenet. Dengang kunne jeg ikke se den åbenlyse humor, men det kan jeg faktisk godt i dag. Og apropos humoren - den har Tvede skrevet all over. Jeg kender ikke nogen, der kan blive så uforståelig som min far midt i et grin. Det skulle da lige være mig selv. Da jeg tog til Sydamerika og skulle være væk i lige knap et år, fik jeg, af min far, det korteste brev, jeg nogensinde har fået. Jeg skulle passe på mig selv, og jeg skulle huske at ringe efter ham, hvis jeg fik brug for at komme hjem. Det var så fint. Og jeg endte jo faktisk med at gøre brug af det, da jeg sad i New York, havde det ad helvede til, trængte til at komme hjem, og mine forældre købte mig en flybillet, så jeg kunne komme hjem. Da jeg boede i Buenos Aires, fandt jeg ud af, at den by nok har flest autoværksteder per indbygger, og hver gang jeg gik forbi et af dem mindede lugten af motorolie og benzin mig om min fars værksted, hvor jeg har brugt så mange timer som barn. Han har en pisseirriterende stor paratviden, og hvis jeg nogensinde kommer med i Hvem Vil Være Millionær, ringer jeg til ham i det tilfælde, at der kommer spørgsmål om krige, verdenshistorie generelt, biler, elektronik, opfindelser, historiske personer eller geografi. Den resterende familie påstår, at jeg minder uhyggeligt meget om ham, og som årene går, er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Jeg har arvet hans temperament. Både det blødsødne, der gør, at jeg konsekvent tuder over reklameindslag fra dyrerettighedsorganisationer, men også det hidsige, der gør, at jeg råber af dem, der drister sig til at være uenige med mig. Jeg har arvet hans kærlighed til dyr, hans passion for historie, hans melankoli, hans sentimentalitet og hans øjenfave.

Så til trods for min faders ikke overvældende begejstring for at være trådt ind i et nyt årti, vil jeg bare understrege min glæde for det, fordi noget som helst andet ikke ville være til at bære.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar