lørdag den 10. december 2016

Julestemning og Patti Smith

Miniferien nærmer sig med taktfaste skridt sin slutning. I morgen vender vi snuden mod Danmark, de andre mod Randers og jeg mod Odense, hvor der ligger en eksamensopgave og venter på mig. Jeg må indrømme, at mit begær, for at gense den, ligger på et utroligt lille sted. Men det har været dejligt med et afbræk. Der har været en liflig duft af glühwein, julemænd i alle retninger, oplyste juletræer og en overdosis af julestemning, der ville kunne konkurrere med de overdoser af hårde stoffer, der blev sniffet og skudt på Studio 54. Og apropos stoffer og NYC har jeg tilbragt en stor del af min aften i selskab med Patti Smiths Just Kids. Kæft et vildt liv hun har haft. Og hvilket litterært talent. Den er fænomenal. Eneste problem er, at den giver mig lyst til at flytte tilbage til New York, leve som en fattig kunstner og kun gå i lange, sorte velourkjoler. Lad os nu se, hvordan det går med at finde et job om et halvt års tid - hvis det går dårligt, kan jeg jo effektuere min Patti Smith plan. For at vide om en sådan plan bliver nødvendig, har jeg lige en uddannelse, der skal gøres færdig, og første skridt er eksamensopgaven. Så indtil den overvurderede virkelighed sætter ind i morgen, vil jeg suge det sidste Patti til mig og så gå i seng, fordi mine nevøer har for vane at vække mig ved sekstiden med stadigt mere ivrige MOSTER råb. De er eddermame heldige, at de er nuttede. Vi skrives ved på den anden side af grænsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar