mandag den 5. december 2016

Min første klage

Jeg har fået tilsendt min første klage fra en avisbruger. Jeg har skrevet en artikel om Marine Le Pen, og i mit semi-spanske hoved har jeg skrevet Front Nacional i stedet for Front National. Fucking c og t. Nå, men det var der så en gammel (forestiller jeg mig) mand (ved jeg), der skrev en mail til mig og informerede mig om forkertheden i. På en meget høflig måde, men ikke desto mindre en klagemail.
Og jeg blev simpelthen så glad, hvilket måske ikke var hensigten med vedkommendes mail. Men årsagen til min glæde var, at det føltes som at få et klubkort. Et klubkort til journalistbranchen. Så er vi i gang. For på både godt og ondt viser det jo engagement. Et engagement, jeg aldrig har fået ud af min skolegang. Okay, det passer ikke helt, det er sket to gange. En gang, hvor jeg skrev en feature om min veninde, der har mistet sin far til kræft. En historie, der var svær at skrive, men som på grund af min venindes ord om den, gav den værdi og mening.
Den anden gang var, da jeg lavede feltarbejde i militæret. Det skulle man skrive en feltrapport om, og det gjorde jeg som det pligtopfyldende menneske, jeg er. Jeg ved igennem min venindes kæreste, der har taget tilvalg på antropologi i Århus, at min opgave er blevet fremhævet som det positive eksempel. Og det var jo skæppeskønt, men hvis ikke det var for min venindes kæreste, havde jeg jo aldrig opdaget det. Hvilket beviser, at det meste af tiden er de akademiske opgaver, man lægger så mange sveddråber og tårer (kun i de virkeligt ekstreme tilfælde også blod) særdeles uforløsende. Man afleverer som oftest skriftligt, fordi der ikke er penge til andet, og så går der 4-6 uger. Man klikker ind på selvbetjeningen. Der står et tal mellem 02-12. Bum. Det var det. Der er ingen respons, og hvis man beder om den, får man som udgangspunkt at vide, at det er der ikke afsat ressourcer (læs: penge) til. Videre i teksten. Næste.

Så selvom jeg selvfølgelig sgu da hellere ville have haft en mail, hvor der stod, at jeg var genial, at artiklen var interessant, og at mit sprog fik Delphine de Vigan til at blegne, er jeg glad for mailen. For i det allermindste betyder det, at der er minimum ét menneske, som har læst artiklen. Og læst den grundigt nok til at opdage fejlen. For det er en fejl. Den kære klager har fuldstændig ret. Det, jeg skrev, var forkert. Og det er sgu fair, at han påtaler det.

Kæft jeg glæder mig til at få flere klager i fremtiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar