tirsdag den 20. december 2016

Noget om Berlin og frygt

Igen i går aftes. Terror. Terror tæt på os. Det er så fejt af mig, at mine blogindlæg kun dedikeres terror, når det er tæt på. For der sker jo terror hele tiden. I Syrien og Tyrkiet for eksempel. I en kaliber, vi ikke kan fatte. Men Berlin. Berlin som kun er seks timer væk. Vi kan ikke forstå det. Hvor kommer al den vrede fra? Alt det had? Min tre-årige nevø FaceTime'de mig i morges for at ønske mig en god dag. Hvordan kan den verden sameksistere med andre menneskers verden, der handler om at dræbe så mange uskyldige som muligt? Jeg ved det ikke. Og det skræmmer mig.

Og jeg ved ikke med jer, men jeg er en lille smule træt. Træt af Instagram, Twitter og Facebook, hvor folk skriver #prayforberlin og viser knækkede hjerter og skriver, at vi skal passe på hinanden. At det eneste der ændrer sig fra gang til gang er bynavnet. Og hvorfor er der ikke #prayforistanbul og #prayforankara? Det virker somme tider som en tom skal. Jeg er træt af chefredaktøreres ledere om, at vi ikke må lade os kue, at vi skal holde fast i vores livsglæde, at vi stadig skal gå til koncerter og på julemarkeder. At vi ikke må lade terroristerne vinde. De har vundet. De har vundet, når jeg i dag på min vej ind i et storcenter for at købe de sidste julegaver, bliver bevidst om, at hvis der kommer mænd med maskingeværer derinde, så dør jeg højst sandsynligt. De har vundet, når jeg bliver bange i min hverdag. Og det gør jeg. Da jeg skulle til Bruce Springsteen koncert tænkte jeg, at det var et oplagt mål for terror. Det samme tænker jeg om universitetet og avisen. Jeg lever jo alligevel og køber julegaver i storcentre, og jeg tager til koncerter, men frygten har bidt sig fast. Den er kravlet ind under huden som en lillebitte eksotisk myre fra et fremmed land. Jeg kan ikke umiddelbart se den, men den er der, og den gør langt større skade på indersiden, end hvad man skulle tro. Men faktum er, at jeg ér bange. Det er helt sikkert den forkerte holdning, den er ikke politisk korrekt. Men det er sådan, jeg har det. Selvom jeg ville elske at sige og mene, at jeg ikke var bange. Jeg er jo enig i, at vi skal gøre vores bedste for at leve i kærlighed, at vi skal holde hovederne kolde og hjerterne varme. Men det er svært. Det er svært, når verden synes så uretfærdigt. Når man opridser 2016, som jeg synes har været så præget af had. Det ér svært at blive ved med at have troen på det gode i menneskeheden.

I dag har jeg på avisen siddet og skrevet om de største terrorangreb i Europa. Muligvis er jeg ikke en garvet nok journalist, men det gør sgu ondt. Det indebar blandt andet billeder af unge menneskekroppe strøet ud på klipper på Utøya, og jeg fik våde øjne. I de svage øjeblikke, hvor frygten bliver det eneste, jeg mærker, føler jeg mig fristet til at låse mig inde. Til at betvivle om indvandring er en god ide. Til at frygte det, jeg ikke kender. Men jeg hanker op i mig selv og husker, at hvis jeg overgiver mig til dét, er alt håb ude. Hvis jeg mister tilliden og kærligheden til verden, er jeg for alvor død. Indeni. Og det vil jeg ikke være. Jeg prøver at tro på det gode. Jeg minder mig selv om min tre-årige nevø, der ville ønske mig en god dag. Selvom jeg er bange, prøver jeg at huske på, at godhed eksisterer, og at det trods alt er det, der er mest af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar