lørdag den 24. december 2016

Nu tændes tusind julelys

Dét er min yndlingsjulesang. Den er fantastisk smuk, jeg kommer altid til at tænke på Pippi, hvordan hun står og hænger ud af vindueskarmen på Ville Villekula og snakker til sin døde mor. Jeg hyler hver gang. Men jeg elsker den sang, og den får mig, udover Pippi, til at tænke på dem, jeg savner. Det lader til at være et vilkår for juletiden, og det er næsten okay.

Da jeg var i Tyskland med min familie i anledning af min fars runde fødselsdag, rodede min yngste nevø rundt i min taske, fandt mine strikkede sokker og spurgte mig, om jeg havde fået dem af nissen. Jeg fortalte ham, at min mormor, hans oldemor, havde strikket dem til mig. Han sagde, at oldemor og oldefar er døde, men at de er stjerner oppe i himmelen, der kigger ned på os og passer på os. Jeg kiggede ind i hans nøddebrune øjne omkranset af øjenvipper, der ville få alle mascara-producenter til at græde, mens mine egne øjne kæmpede for ikke at lade sig oversvømme. Det har hans mor fortalt ham, ligesom min mor i sin tid fortalte mig, da min farmor døde. Og jeg ved jo godt, at det ikke passer, men det er bare så rigtigt.

Glædelig jul.

Nu tændes tusind julelys
på jorden mørk og rund
og tusind stjerner stråler smukt
på himlens dybblå grund.

Og over by og land i nat
går julens glade bud,
om ham som fødtes i en stald
vor frelser og vor Gud.

Du stjerne over Betlehem
send dine stråler ned
og mind os om at julens bud
er kærlighed og fred.

Til hvert et fattigt hjerte send
et lysstrejf ned fra sky
så finder det den rette vej
og det bliver jul på ny.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar