torsdag den 15. december 2016

Om at erkende, at man har været en nar

Da jeg befandt mig i Alabama, lavede jeg snapchat-stories, fordi der faktisk var noget at snappe.
Det svarede en tidligere gymnasieveninde på. Meget sobert, spurgte hvad jeg lavede i Alabama, hvordan havde jeg det, at det ikke så godt ud med Trump. Alt det der. Og så kom den. Spørgsmålet.  Hvorfor jeg pludseligt ikke svarede på hendes mails. Hvorfor jeg egentlig havde kappet kontakten engang i 2013. Instinktivt fik jeg lyst til at gå i forsvarsposition. Til at fortælle hende, at jeg synes, vi havde mistet vores tætte bånd, efter vi blev studenter. Til at fortælle, at der vist nok var en episode med en bemærkning om, hvorvidt jeg havde fundet en latinolover endnu, og at hun ikke havde fået læst denne blog. Jeg var i Argentina, jeg havde det bedre, end jeg nogensinde havde haft det, og jeg tror, at hende og vores venskab befandt sig i et parallelunivers for mig. Så jeg svarede ikke. Ikke fordi, jeg ville kappe kontakten, men jeg udskød det og udskød det, indtil det pludselig blev for sent.

Men så skrev hun for en måned siden. Og i stedet for at være defensiv, var jeg ydmyg. Især fordi det gik op for mig, at det her ikke er første gang, hun har rakt ud. Det gjorde hun også for nogle jule siden, hvor hun skrev og ønskede mig glædelig jul, og jeg svarede. Høfligt, men koldt. Men da hun skrev til mig i Alabama, satte jeg det defensive på pause. Havde jeg egentlig opført mig fair? Er det velovervejet, at vi ikke længere er i hinandens liv, eller er det bare blevet en automatreaktion? Jeg har ikke været ordentlig, så jeg sagde undskyld, indrømmede uden omsvøb og forklaringer, at jeg har været en nar, og at hun intet havde gjorde forkert. Det føltes faktisk enormt godt. Og det blev belønnet. For hun var mega sød. Hun sagde, at det var okay, men at hun bare havde været bange for, om hun havde gjort noget. Det skammer jeg mig over. At jeg i tre år har fået hende til at være usikker på, om hun havde gjort noget. Jeg er godt klar over, at hun ikke har grublet over det dagligt, men jeg forestiller mig, at det er noget, der dukker op med jævne mellemrum. Eller det ved jeg. Jeg har jo prøvet at være den, der bliver valgt fra uden forklaring. Det eneste man ved er, at vedkommende på et tidspunkt holdt op med at skrive til en, og nu kan man se på snapchat, at hun har født et menneske. Det er mærkeligt. For jeg ved ikke, hvad jeg har gjort. Der var engang, hvor jeg så hende flere gange om ugen, jeg var med til hendes bryllup, og vi har læst alle hinandens eksamensopgaver. Jeg tror ikke, jeg har gjort noget. Det er nok så udramatisk som, at vi er blevet voksne, og at hendes liv indebærer en mand, en baby, et hus og en bil, mens mit indebærer ret mange fester, et speciale, et kollegie og en by, der ikke længere er Århus. Og det er okay. Det er okay, at man vokser fra hinanden. Men man skylder det venskab, man engang havde, at være ærlig over for det menneske, der engang var en virkelig stor del af ens liv. Man skal melde det ordentligt ud, medmindre man ved, at begge parter har det på samme måde. Og hvordan kan man egentlig nogensinde rigtigt vide det? Det kan man ikke, før det er blevet artikuleret. Så alle de tanker om, hvad jeg mon har gjort, har jeg selv budt min gamle gymnasieveninde. Og det er jeg sgu ked af. Man kan kalde det en slags karma.

Jeg har før været inde på, at folk vokser fra hinanden, og at jeg ikke synes, det er noget, man skal begræde. Det synes jeg stadigvæk ikke. Men en smule refleksion har aldrig skadet nogen. Og ligeså vel som man ikke SKAL holde fast i venskaber, som man har haft i mange år af den ene årsag, skal man jo heller ikke afvise potentielt nye gamle venner, netop fordi de er det. Og det faktum der står tilbage, er, at jeg har været en nar. Og det er godt at erkende ind i mellem. Så mig og min gymnasieveninde skal mødes til en øl på et tidspunkt i det nye år. Det glæder jeg mig til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar