torsdag den 22. december 2016

Om at udlevere sig selv på det der internet

Det siger nogle af mine venner, at jeg gør. Men sådan anser jeg det faktisk ikke. Jeg ved godt, at der står rigtigt mange meget intime detaljer om mig og i særdeleshed mit følelsesliv i løbet af de mange kilometer tekst, jeg efterhånden har produceret herinde. Og nogle gange krummer jeg da også en lille smule tæer over nogle af de ting, jeg har offentliggjort.

Så hvorfor ikke bare holde tonen lidt let og måske lidt overfladisk? Fordi sådan er jeg ikke - jeg er tung og underfladisk. Nej. Men fordi det ikke tiltaler mig. Jeg synes ikke, det pæne er interessant. Det er til gengæld det grimme og det, der gør ondt. Det pæne og det glade eksisterer også i høj grad herinde, men det skal det grimme fandme også have lov til. Og jeg har især brug for at udtrykke mig på skrift, når livet ikke er en køn Miss World deltager. Når det er bumset og irritabelt og ømt. For mig giver det ikke mening at skrive om overfladiske ting. Det skal have en større mening for, at jeg ikke falder i søvn ned i mit tastatur. Af egoistiske årsager skriver jeg for at få afløb. Når jeg skriver, bliver verden stille. Den lukker røven for en stund. Og det er sådan, jeg bearbejder ting. Især svære ting. Og så er faktum at jeg ikke kan lade være. Når jeg udgiver et indlæg, tænker jeg ikke over, hvem der læser med. For så ville jeg meget hurtigt blive meget selvbevidst og udøve selvcensur i frygten for, hvad mine familiemedlemmer eksempelvis ville tænke om min voldsomme banden og mine ikke-så-udskyldsrene tanker om for eksempel mænd. Dermed ikke være sagt, at ordene her er sandhed. Alt hvad jeg skriver er udvalgt. Hver gang jeg udvælger noget, fravælger jeg automatisk noget andet. Derfor er den her blog jo ikke nogen endegyldig sandhed - det er brudstykker. Men sande brudstykker. Så sandt som noget kan være, når der er tale om følelser. Og alt hvad jeg skriver er følelser. Følelser for andre mennesker, for politik, for debat, for ord.

Jeg er bedst på skrift. Og faktum er, at hvis I, ærede læsere, sad foran mig, ville jeg aldrig fortælle bare en brøkdel af de ting, jeg skriver herinde. Det ville jeg ganske enkelt ikke turde. Men mit naive håb er, at nogle af jer, der sidder på den anden side finder en eller anden samhørighed. At mine ord skaber en resonans - at I føler jer underholdt og måske i korte øjeblik mindre alene eller mindre som fiaskoer. Det ville være det smukkeste.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar