fredag den 16. december 2016

SKAM og teenage-minder

Okay, I er formegentlig med på, at tredje sæson af SKAM kører for fulde hammer. Og føkk - i aften er der sæsonafslutning. Og nej, det er vi faktisk slet ikke færdige med at snakke om. Overhovedet. Fordi den er fuldstændig fænomenal, og uden noget der minder om en Debatten på DR, er SKAM en af de bedste serier, jeg nogensinde har set, og nei jeg kødder ikke.

Serien handler om gymnasieelever, og det er altså 10 år siden, jeg gik i 1.g. Jeg kan godt forstå folkepensionister, der siger, at de stadig tror, de er 20, for jeg forveksler ganske ofte mig selv med en teenager. Når jeg snakker med min 17-årige kusine tænker jeg, at det var jeg jo også for et års tid siden. Det var jeg ikke. Det var jeg for et årtis tid siden. Det er 10 år siden, at jeg gik i 1.g.   Fuck altså. Ikke et skidt fuck, men et mærkeligt fuck. Jeg var 16 dengang, og nu er jeg 26. Et årti er underligt specifikt. For 10 år er lang tid. Jeg kan huske, at jeg som yngre syntes, at man var psykopatgammel, når man kunne huske ting, der var sket for 10 eller 20 år siden. Det kan jeg altså, og det gør mig ikke det fjerneste. Jeg var ikke en glad 15-årig. Jeg er en rigtig glad 26-årig. Jeg kan godt blive bange for, at tiden går for hurtigt og som Kim Larsen synger - om jeg får set det jeg vil, om jeg får hørt min melodi. Det ved jeg jo ikke, men jeg kan bare konstatere, at jeg prøver, at jeg gør mit allerbedste, og så må jeg håbe, at det er nok.

Jeg ved i øvrigt godt, at jeg stadigvæk er ung. Bevares. Og hvis vi skal stole på statistikkerne er jeg nok trods alt kun en fjerdedel af vejen. Så der er tid endnu. Men som jeg også skrev her, er mit liv ikke helt så uforudsigeligt, som det var for 10 år siden. Hvor jeg ikke anede, om jeg skulle være politibetjent, skibums, sygeplejerske eller blikkenslager. Journalist blev det. Det har jeg det utrolig godt med, men det er alligevel mærkeligt at tænke tilbage på den periode for 10 år siden, hvor jeg lige nu formegentlig havde fået tildelt en nisse i 1.g og hvor jeg brokkede mig over de fjolser, der gik rundt med nissehue i hele den tolvte måned, alt imens jeg derhjemme ikke hørte andet end julemusik og hyggede mig med at skrive danske stile.

Summasummarum er jeg glad for min alder. Jeg har IKKE lyst til at være hverken 10, 12, 15 eller 19 igen. Føj for den lede. Synes, at det var hårdt nok første gang. Men hvor tager SKAM mig dog tilbage. Tilbage til teenageårene. Hvor usikkerhed var ens trofaste følgesvend, hvor man sagde, at man var ligeglad med andres mening, men i gennemsnit brugte fire timer om dagen på at gruble over netop det. Tilbage til DATE-deodoranter og Nuser-undertøj, hvor BH'erne var 75% fyld og ikke tjente til at holde noget på plads, fordi der vitterligt ikke var noget at holde på plads. Til pigekliker og de første forelskelser, og udviklingen af ens musiksmag, fordi der var engang hvor jeg ikke lyttede til Johnny Cash, men til gengæld hørte enormt meget Celine Dion og Taylor Swift. Til ret mange år, hvor alt virkede ukontrollabelt. Ikke engang min egen krop var jeg herre over. Der skete ting og sager, og jeg kunne ikke lide det. Jeg var fuldstændig sikker på, at der aldrig ville være nogen dreng, der ville røre mig. Dengang hvor jeg blev fuldstændig grædefærdig over en, for mig, dårlig karakter. Det gør jeg sådan set stadig, men jeg har trods alt fået noget erfaring (pis mig i øret, jeg lyder gammel) der gør, at jeg ved, jeg nok skal komme igennem det. Hvis vi nu lige forestiller os, at jeg er et træ, har jeg i de sidste ti år slået flere og dybere rødder, så jeg nu ikke er helt så let at blæse omkuld. Det er en god ting. Men SKAM. Oh, hvor det dog tager mig tilbage. Til den bittersøde tid, hvor alting var nyt. For better or for worse, som de siger i de amerikanske film, inden de erklærer deres evige troskab til deres udkårne. SKAM er perfekt tilrettelagt, fordi den giver trøst til teenagere, og for mig er den ideel fordi den får mig til at trække på det barmhjertige smilebånd ved tanken om, hvem jeg var. Som jo i langt de fleste henseender er den samme. Bare lidt mindre forvirret og meget gladere. Hvis hun dog bare havde vidst, at det hele nok skulle gå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar