mandag den 4. september 2017

Alting er pænere på afstand

Den 25. maj skrev jeg det her i en kladde, jeg aldrig udgav:

Jeg har lige haft en tuder. Egentlig ikke fordi der er noget galt. Men det hele er for voldsomt. Jeg er ikke som en pose malaco slik, der per definition synes, at forandring fryder.

Et uforventet slag i ansigtet på jobfronten.

Et speciale, der skal afleveres om en uge. Jeg kan ikke.

Længere nåede jeg ikke, og jeg husker det så klarere end bøhmiske krytalglas. Jeg løb en tur med øreskadende høj rock i ørene, fordi jeg ikke kunne være i mig selv. Så jeg forsøgte bogstaveligt talt at løbe væk fra det. Og jeg løb og løb og løb, indtil jeg fik sidestik og helt dramatisk måtte stoppe, tage mig selv til knæene og gispe-græde på et lukket stisystem i Odense. Jeg gik hjem. Og det hjalp lidt. Luften, skridtene der tog hinanden. Men jeg var grædefærdig, helt utrøstelig og følte mig uendeligt ensom.

Nu er det godt tre måneder siden, og det virker latterligt. At et speciale og en fattig mediebranche i kombination med en mand, der nu forekommer mig som en vatarm af format, som var så uendeligt forkert for mig, kunne gøre mig så ked af det. Et speciale, som både blev afleveret og bestod. Som jeg står her på den anden side, sikkert i havn, er det så nemt at pege fingre. Det er nemt at negligere mit hysteriske anfald, mine dramatiske tendenser, at sige, at jeg skulle tage mig sammen, at jeg da vist nok var lidt vel meget i mine følelsers vold. Men det er man jo for helvede. Man er jo altid i sit eget centrum. Når man falder ned i et hul, kigger man altid op, og for mit vedkommende konkluderer jeg, at jeg slet ikke kan kravle helt derop til toppen, at det er uoverskueligt, og jeg tror ikke på, at det lykkes. Jeg er i for dårlig form, jeg har højdeskræk, og alle mine kræfter er opbrugt. Men fremskridtet er i det små. Og lige pludselig har en masse små skridt, som givetvis er pissehårde- og ubehageligt, tilbagelagt uendeligt mange mentale kilometer, og man når toppen. Jeg har nået toppen, men nu er der andre ting, der fylder, andre ting, der gør, at jeg mister min nattesøvn og appetit. Jeg står på en klippekant, og det vil vise sig, om der bliver bygget bro, eller om jeg falder ned i en afgrund med syleskarpe sten, der potentielt kan gennembore mit hjerte.

Men konklusionen, kære venner, er, at alting er pænere på afstand. Fordi man ikke kan se vejhullerne og facadens puds der er ved at krakelere og alle hundelortene på græsset. Det betyder ikke, at det ikke findes. Men det bliver afløst af noget andet. Men selvom det ser pænere ud nu, var det hundrede procent ægte, mine følelser var ægte, og jeg vil ikke skælde mig selv ud over, at det var sådan, jeg havde det. Jeg vil dog gøre mit ypperste for at minde mig selv om, at tiden er min bedste ven. For uanset hvad man går igennem, læger tiden. Ikke på en måde, hvor smerten nødvendigvis forsvinder, men den læger. Den gør det udholdeligt. Det er da en trøst, ik?

tirsdag den 22. august 2017

Opturslisten

Hvis *man* nu var øko-yoga-typen, ville *man* nok navngive dette indlæg "blessed" eller "tirsdagstaknemmelig". Og det ville være fint og sandt, men jeg KAN ikke tage det seriøst. Optur til gengæld er et optur ord, og med det begynder vi:


  • Dagens genforening med en gammel arbejdskollega, som jeg ikke har set i et helt år. Hun er helt glad, helt gravid og helt skøn. 
  • At min anden dejlige veninde venter en sund og rask dreng. Som skal se dagens lys i starten af det nye år. 
  • Bob Dylan og Bruce Springsteen. Fordi de er Bob Dylan og Bruce Springsteen. 
  • At der er skolestart, og at jeg for første gang i for evigt ikke er en del af det. Det gør mig virkelig glad. 
  • At jeg lige pludselig - post nedsmeltning - synes, at det hele virker lysere. At der rent faktisk bliver opslået stillinger, som jeg kan søge, og som jeg - gisp - er kvalificeret til. 
  • At jeg har ryddet op. Det begynder efterhånden at blive en floskel, at jeg rydder op. Men sagen er den, at jeg har fundet en blog, der handler om minimalisme. I min oprydning har jeg derfor stillet mig selv spørgsmålet: "har denne ting en værdi?". Det sig være funktion eller affektion. Det havde forbavsende få ting. Ud med lortet. Der er absolut ingen grund til at beholde ting, jeg ikke kunne huske, jeg havde - og dermed ikke manglende. Alle de der døde ting kan altså godt skabe rod både fysisk og psykisk. Jeg har derfor været hårdere end den mest pumpede dude i FitnessDK. Det er decideret befriende.
  • At min onkel i går gad at bruge sin fridag på at køre mine ting hjem til Odense
  • I forbindelse med ovenstående: At hele mit liv kan være i en stationcar. Dét er sgu da frihed. 
  • At jeg har fået en is. Med krymmel, som Vorherre havde i sinde.
  • At jeg har genopdaget præcist, hvor meget jeg elsker at skrive. Og hvor rensende det er for mig. Det er som vievand for min sjæl. 

søndag den 20. august 2017

Roligt vand, storm i sigte

Egentlig har jeg det jo godt. Lige om lidt flytter jeg tilbage til Odense. Til byen, der virkelig føles som min sikre havn. Det bliver godt. Jeg har lige været på en fuldstændig fabelagtig ferie med to af de bedste kvindfolk, jeg kender. Og jeg er færdiguddannet. Og bosat i et land, hvor jeg får nogle penge at leve for, mens jeg finder et arbejde. Nogle gange ramler det sammen for mig, og jeg synes, at alle andre er meget dygtigere, meget bedre og meget mere heldige end mig. Det meste af tiden tror jeg på, at det nok skal gå, at jeg nok skal få en plads på den hylde, jeg så inderligt gerne vil placeres på. Det skal nok komme.

Men det er også først, når der for alvor bliver ro omkring en, at man kan mærke efter. Lidt ligesom, at man (for helvede) altid får influenza lige efter en mega travl periode eller eksamen eller whatever. Og den ro kan mærkes. Nu. Det sidste år har været fucking sindssygt. I august 2016 fik jeg en fuldtidspraktik på Fyens Stiftstidende, sideløbende med, at jeg skulle lave et semesterprojekt på uni, der også krævede fuldtid. I foråret skrev jeg speciale samtidig med, at jeg var et sted mellem deltid og fuldtid på avisen. Og så er jeg jo ikke eneboer, og der har været relationer og mennesker, der skulle plejes, som det sig hør og bør. Jeg har haft kronisk dårlig samvittighed i et år, fordi der ikke har været nok timer i døgnet. Jeg har været fortravlet, forjaget, men også glad ind i marven. Fordi avisen, på trods af dens mangler, bekræftede mig 100% i, at jeg har gjort det rigtige i at blive journalist. Det er her, jeg hører hjemme. Fantastisk har det været, men hårdt. Så hårdt, at jeg ikke har kunnet mærke det før nu. I det sekund jeg afleverede speciale flyttede jeg ud af mit hjem, tog til Colombia i tre uger, kom hjem, blev indlagt på sygehuset, udskrevet igen, og nu. Nu er der luft. Ingen deadlines, ingen afleveringer, ingen eksaminer, ingen chefer eller undervisere at tilfredsstille. Der er bare mig. Med alle mine tanker, bange anelser, store drømme og den satans uvished. Rastløsheden kommer nu snigende, fordi jeg har kørt i femte gear i så lang tid, at jeg har glemt, hvordan frigear føles. Og det føles forkert at have så meget som én dag, hvor jeg ikke SKAL noget. Men det er jo ikke forkert. Det er et privilegium af dimensioner, et privilegium jeg skal have genopdaget.

Det er nu her, midt i den luft, der endelig er opstået efter måneders vakuum, at der er tid og rum til at tænke. For alvor. Tænke indad, reflektere og evaluere. Det helt store spørgsmål forbliver: Hvad fanden er det, jeg gerne vil? På Pinnochio-måden er der ingen bånd, der binder mig. Og det er både skræmmende og frigørende. Jeg kan flytte til Beograd, hvis jeg har lyst. Jeg kan starte mit eget medie. Jeg kan skrive en digtsamling. Men jeg kan jo ikke det hele på én gang. Og lige nu skal jeg finde ud af, hvad jeg vil. Ikke hvad jeg burde ville, ikke hvad andre synes, jeg ville være god til, eller hvad der ville være det mest fornuftige. Men hvad jeg ægte har lyst til. Og jeg ved det ærlig talt ikke. Mulighederne er nærmest for mange. Måske får jeg et fuldtidsarbejde lige om lidt, måske tager jeg på trekkingtur i England, måske tager jeg mine dagpenge med til Italien i tre måneder, måske skriver jeg de der essays, der gerne engang skulle blive til en slags bog. I haven't got a fucking clue. Men jeg er fan af det faktum, at jeg ikke ejer flere vigtige ting, end hvad jeg kan have på min ryg i rygsækken over dem alle. Jeg er fan af, at jeg ikke har lovet mig selv til hverken nogen eller noget. Verden ligger åben, og det er midt i denne ro, i stilheden før den uundgåelige storm, at jeg skal mærke efter. Så det gør jeg lige.

fredag den 4. august 2017

Forresten vol. 37

Når jeg ikke har blogget i lang tid, føler jeg altid, at jeg skal opfinde en skriftlig dyb tallerken. Jeg føler i den grad presset, fordi jeg gerne vil overbevise jer om, at det er en god ting, at jeg er tilbage. Men sådan et pres gør sgu ikke ligefrem, at ordene bare flyder, så vi starter blidt ud. Der er mange ting, vi skal have snakket om. Vi skal have snakket om de der mænd, om den der færdiggjorte uddannelse, om dagpengeland, jobusikkerhed og en hel masse andet. Men vi starter sgu med tankeskrald a la forresten:


  • Blev jeg i går forvekslet med en luder. En mandlig cyklist trillede op på siden af mig, og spurgte hvad det kostede. Klokken 5 om eftermiddagen. På en torsdag. I downtown Odense. Det var virkelig en fed oplevelse. 
  • Er jeg blevet overdænget med den ene smukke gave efter den anden i forbindelse med min kandidat. Blandt andet den fineste, sjoveste fotobog med billeder af mig og hende der bedsteveninden, der har rocket min verden siden 2004. Og verdens fineste kort fra verdens bedste faster, som fik mig til at TUDbrøle. 
  • Har jeg den seneste måneds tid boet hjemme hos mine forældre. Hvilket gør mig til en dovenlars af format. Sætningerne "hvad skal vi have til aften?" og "har du vasket mine sorte bukser/striktrøje (i fucking juli og august)/den der sarte skjorte/mine underbukser?" er blevet ytret ALT for meget. Min mor er et meget rummeligt menneske. 
  • Er jeg i Odense i disse dage. Det. Er. Skønt. Status på boligsituationen er, at jeg flytter tilbage til Odense i alletiders SALU's lejlighed. Den er toværelses, og ét er min voldsomme begejstring over at skulle hjem til Odense, noget andet er, at jeg skal bo med et af de mennesker, jeg er allermest vild med. Det er sgu da en win-win. 
  • Er min go-to-aktivitet i tilfælde af kedsomhed oprydning. Jeg er godt klar over, at det putter mig i kategori med Store Freaks, men det vælger jeg at omfavne. Problemet er bare, at jeg har ryddet op i alt. Og jeg mener alt. 
  • Har jeg - for at understrege ovenstående pointe - ryddet op i mit nøglebundt. Et nøglebundt, der - indrømmet - til forveksling ligner en viceværts. Jeg har nu smidt tre nøgler ud. Jeg ved ikke, hvad de er til, men eftersom jeg ikke har brugt dem i minimum fire år, er det nok ikke det store tab. 
  • Har jeg også scrollet min telefonbog igennem. Den gemte på navne som "Goran, The Awesomely Tall Guy", "Roskilde-dude 1", "Roskilde-dude 2", "Den Russiske Forfatter Fra Lolland", "Hende Med Patterne", "Adonis", "Theis Uden L" og "Monrad the Konrad". 
  • Apropos det. Kan I huske dengang, man havde rigtige telefonbøger? Altså ikke dem der kom med posten, men adressebøger. Det var da lidt hyggeligt. Og så ind til fastnettelefonen og ringe. Jeg er ved at være lidt gammel, hva? Når jeg sådan kan huske ting, der ikke eksisterer længere, men det er fucking fedt det der med at blive ældre. NØJ, hvor er jeg fan!
  • Har jeg muligvis ADHD. Der er en snert af noget dampbarn over mig. Jeg er stor tilhænger af at have fri - i teorien. Men medmindre jeg er syg (eller har tømmermænd) kan jeg holde det ud i lige præcis tre timer, hvorefter jeg keder mig bravt. 
  • Har jeg fået en Thomas Helmig revival. Min søster var og er ret pjattet med ham. Så i protest kunne jeg ikke snuppe ham. Men det der hjerte-rimer-på-smerte kan sgu alligevel noget.
  • Er det lidt uoriginalt at brokke sig så meget over den danske sommer, som jeg har praktiseret. Men jeg synes virkelig, at jeg har været forstående og tålmodig. Og sat min lid til august. Den lid kan man da godt lukke op og skide i, hva? 
  • Må man jo få det bedste ud af lortevejret. 
  • Var der mars-is på tilbud i Fakta, og jeg binger Orange Is The New Black under dynen. Det er sådan, man får det bedste ud af lortevejret. 
  • Har jeg virkelig savnet at blogge!

torsdag den 20. juli 2017

Jamen hej (fordi jeg ikke kan finde på en mere original overskrift)

Jeg lever stadig. Egentlig er det en lille smule svinsk bare at forsvinde i to måneder uden nogen form for lyd. Faktisk ikke helt okay. Så jeg havde tænkt mig at starte undskyldningsbussen op. Forklaringer, årsagsforklaringer, bortforklaringer om, at der har været tændt godt op under blusset. Er blevet færdiguddannet for eksempel. Har været i Colombia for eksempel. Har været indlagt i isolation på sygehuset for eksempel. Har fået lovning på arbejde for at få det frataget igen for eksempel. Er flyttet ud af min lejlighed for eksempel, og har aftalt med min veninde, at jeg lige om lidt flytter ind i hendes lejlighed for eksempel. Så den er sgu god nok, når jeg siger, at der har været knald på drengen. Det har der, men det skal ikke munde ud i undskyldninger om, hvorfor jeg ikke har givet lyd herinde. Uden undskyldende mine må jeg erkende, at jeg ikke har haft lyst. Jeg har haft brug for en pause, dels fra min computer og dels fra bloggen. Hvorfor ved jeg ikke, jeg ved bare, at ingen får noget ud af den her blog, hvis jeg ikke har hjertet med i den. Men mens jeg skriver herinde føles det sgu godt, og jeg kan mærke, at der er historier at fortælle, ting at dele, rod der skal sorteres som det kun kan blive skriftligt (for mig, that is). Så med den ikke-undskyldning håber jeg, at I er derude endnu. For med risiko for at komme til at fortyde det bittert erklærer jeg hermed, at I'm back baby!

tirsdag den 9. maj 2017

Forresten vol. 36

  • Er I søde, at I hænger på, selvom jeg tydeligvis er en my fra at blive indlagt som paranoid-skizofren. Tak for det. 
  • Kan jeg gå foruroligende længe uden at vaske tøj. Sådan cirka 14 dage. Jeg har indtryk af, at det er ret sjældent for voksne. 
  • Føler jeg et behov for lige at indkile, at jeg altså ikke går i beskidt tøj. Jeg har bare sygt meget af det. 
  • Er min og min bedste venindes film klart Blinkende Lygter. Det har ført til en meget seriøs diskussion af, hvem der er hvem. Hun er Stefan (som spiser konstant), og jeg er Arne (som skyder en ko). 
  • Er ovenstående ikke nødvendigvis noget, man skal tænke alt for længe over. 
  • Skal jeg til hovedstaden på mandag til et fint arrangement. "Min" avis er nemlig nomineret til publicistprisen. Synes jeg, det er alt for sejt? Øh ja!
  • Har jeg til gengæld også krise over, hvad jeg skal have på til et sådant arrangement? Øh mere ja!
  • Er jeg begyndt at planlægge, hvad jeg skal have med til Colombia. Udover zendium til O'Malley, altså. Det er noget med nogle kjoler og nogle sandaler, kan jeg afsløre. 
  • Har jeg cirka 400 kroner at leve for i resten af maj. En flybillet til Colombia har gjort et solidt indhug i min økonomi. Det skal nok blive spændende. 
  • Får jeg om tre uger min sidste SU, nogensinde. Og nu er det ikke for at lyde utaknemmelig, men det har jeg simpelthen så morderlig meget optur over!
  • Smager bulgur overraskende godt med soya. 
  • Er jeg, som det måske kan fornemmes på madvanerne og økonomien, i gang med projekt tøm-køkkenskuffer-og-skabe. 
  • Har jeg fået Instagram, sgu! Jeg er blevet født på de sociale medier, og jeg morer mig kongeligt over Insta! Se, hvor tætte vi allerede er - ja, jeg kalder det bare Insta. 
  • Skal jeg til konfirmationsmaration i det jyske i weekenden. Både en fætter og en kusine skal konfirmeres, og jeg synes, det er underligt, at de pludselig er 14 og 15, når jeg nu ikke er ældet en dag. 
  • Skal jeg tilbage til min analyse. Bourdieu og Giddens dræber mig langsomt, men sikkert. I den forbindelse er min eneste trøst, at jeg i det mindste er styret uden om fucking Foucault. 

lørdag den 6. maj 2017

En brydningstid

Sidst jeg skrev, gik der fløde i den. Og det var helt oprigtigt ment. I dag har mit humør det lidt anderledes. Klokken er lidt over ni, min altan står pivåben og ind i min lejlighed strømmer lyden af unge, glade mennesker, der griller nede på græsset. Lyden af livsglæde. Og det gør mig lidt blå. For jeg sidder bare her. Alene. Eller med mit speciale, men det er ærlig talt ikke en hjerteven. Og det har jeg gjort hele dagen. Ligesom dagen før og ligesom jeg kommer til de næste fire uger. Jeg tror sådan set, at det går okay. Indrømmet, jeg opfinder ingenlunde hverken en akademisk eller en journalistisk dyb tallerken. Måske mere bare et bidrag a la: man kan spise nudler af både røde og blå skåle. Men jeg er nået et mætningspunkt. Det hænger mig ud af halsen. Og det går virkelig meget op og ned. Det bugter sig i fucking bakkedal. Jeg er træt af at være evigt skizofren. Træt af, at jeg den ene dag er fortrøstningsfuld og så glad som jeg nu kan være i en specialeproces, og at jeg den næste begynder at græde over, at jeg ikke kan finde min forlængerledning. Det er hårdt konstant at være så meget i sine følelsers vold. Og så alligevel, når jeg remser op, hvad der fylder i mit liv, kan jeg sgu godt forstå, at jeg er forpustet inde i mit hoved.

  • Ham der. Det ville være dejligt at kunne bestemme sig for, at ham man kunne lide, var en nar. At det ikke var ham, der var rigtig. Det er svært, når det nu føltes så rigtigt. Det er ikke alle, man møder, det er meningen, der skal forblive i ens liv. Så jeg prøver at huske på, at han ikke var rigtig, og at der på et tidspunkt kommer en mand, som vil have mig for den, jeg er. Det kan bare godt være lidt svært at tro på, at han findes derude. 
  • Studie. Jeg afleverer mit speciale om fire uger. Og så er der ikke et naturligt næste. Ikke et gymnasium, en bachelor, en kandidat. Jeg har været der. Det her er det sidste træk, og jeg glæder mig så meget, men det er og bliver også et farvel til det eneste liv, jeg reelt kan huske. Livet som elev. 
  • Job. Jeg har nu været på den dejligste avis i næsten 10 måneder, og jeg har elsket det. Vitterligt elsket det. Jeg vil være min redaktør taknemmelig til evig tid for, at jeg fik pladsen. Og de siger, at de gerne vil ansætte mig, men som I ved, svømmer mediebranchen ikke rundt i en tank af guld. Og jeg er priviligeret, at de gerne vil. I know. Men desuagtet er det pissehårdt at gå rundt og ikke vide om man er købt eller solgt. 
  • Lejlighed. Jeg har på dette punkt ikke en imponerende statistik, fordi jeg siden jeg flyttede hjemmefra har boet 11 forskellige steder. Mit nuværende hjem er det sted, jeg har boet længst, jeg har boet her i halvandet år. Det er en studiebolig, så ud skal jeg. Men holdnukæft hvor kommer jeg til at savne det. Det er jo mit hjem, og det bliver ikke umiddelbart erstattet af et andet. Det bliver erstattet af sofahopperi, fordi det ikke giver mening at slå mig ned i en by, før jeg ved i hvilken by, jeg får et job. 
Så there you have it. Eller there I have it. Og det meste er gode ting. For eksempel tager jeg om fem uger til Colombia, og jeg bliver færdiguddannet, og jeg skal nok finde en lejlighed og et job og alt det der. Men uvished er ubehageligt. Jeg ved ikke, hvor lang tid, der kommer til at gå, jeg ved, at det helt sikkert kommer til at gå, men jeg ved ikke hvornår, og jeg ved ikke hvordan. Det dummeste man kan gøre er at have det dårligt over at have det dårligt. Så det vil jeg prøve at lade være med. Jeg vil prøve at huske på, at jeg befinder mig i en slags brydningstid, og at det er okay, at jeg nogle dage ser de fede muligheder i det, i at jeg kan bosætte mig i Budapest hvis jeg har lyst, eller at jeg kan bruge syv uger på at lære at hækle, mens jeg andre dage er urimeligt grådlabil og ikke kan overskue noget som helst. Nogle dage emmer jeg af overskud, og andre er det hele noget ildelugtende pis. Sådan er det i tiden. En voldsom mental rutsjebanetur, og det er okay. Jeg minder mig selv om Karen Blixens visdomsord: Husk, det varer ikke ved. 

mandag den 1. maj 2017

Det går sgu da vist okay. Sådan alting taget i betragtning.

Jamen hej. Og glædelig 1. maj. Jeg har tilbragt de sidste 14 dage i et frivilligt sommerhuseksil for at skrive speciale. Og det gik over al forventning. Altså misforstå mig ret, mit speciale er røvsygt og på mange måder helt ekstremt kedeligt. Men det nærmer sig slutningen, og dét gør mig simpelthen så ekstremt glad. Jeg er færdig med teori- og metodekapitel. Al min energi bruges nu på at give analysen et gigantisk lag tæsk. Og jeg tror, jeg er ok med tidsmæssigt. Jeg kan se enden på det her, og jeg har på intet tidspunkt haft det så godt med mit speciale, som jeg har nu. Det gør mig glad, at det snart er ovre. 4 uger. 4 uger og så er jeg fri. Jeg har travlt, jeg er presset, og det bliver 4 hardcore uger i en konstant følesesmæssig rutsjebane - og jeg har fucking højdeskræk. Men 4 uger - det kan jeg godt overleve. Og. Så er jeg altså svineheldig. Eksempel: Min mor hentede mig for 14 dage siden på Randers station og kørte mig i sommerhuset, hvor jeg fik verdens største bjørnekrammer af min far, idet min storesøster og to nevøer kom brølende ud fra soveværelset og overraskede mig. Jeg overdyngede de to mindste versioner med kys og kram og jokkede rundt og lignede en idiot, mens vi ledte efter påskeæg, mens det var utroligt svært at se, hvem der var 4, hvem der var 5 og hvem der var 26. Ahem. Nogle dage efter travede jeg 15 kilometer med min elskede faster, alt imens hun tålmodigt lyttede til alt, hvad min hjerne og mit hjerte kunne vride af sig. Endnu en dag efter kom min veninde på spontant sommerhusbesøg i to timer for at spise frokost med mig. En frokost hun selv havde lavet og medbragt bare for at se mig og sige hej. Og så kom min far sgu lige på besøg, og det var kamphyggeligt. Han sponsorerede fisk, som vi indtog på terrassen i solskin, mens vi snakkede om amerikanske præsidenter. Det spillede 100. Okay ud fra det her lyder det som om, jeg ikke har arbejdet overhovedet. Det skal Guderne vide, at jeg har. Men i perfekte omgivelser. I mine forældres sommerhus, som jeg betegner som mit barndomshjem, hvor der er en velsignet ro, jeg ikke anede, hvor meget jeg har manglet. Et eller andet ved det sted gør, at mine skuldre sænker sig en smule. Slet ikke dårligt at have sådan et sted inden for rækkevidde.

Nu er jeg tilbage i Odense og på avisen, og det er også dejligt. Og. Som om at al den flødeskum ikke var nok, har jeg  på denne højhellige arbejdernes kampdag brugt 6000 kroner. På en flybillet. Til Colombia, hvor O'Malley, som er og bliver en af mine absolut bedste venner, bor i tiden og har gjort i et halvt års tid. Hun er savnet, men om seks uger bliver der en genforening, der er op til flere Kodak-kameraer værdig. Hold kæft jeg glæder mig. Nu er det virkeligt, ikke bare en fed ide, der ikke blev. Jeg skal til Colombia, så folk kan snakke nok så meget om, hvordan man bør fejre sit speciale - jeg skal til Latinamerika, til Escobars hjemland. Fucking YOLO.

lørdag den 15. april 2017

Ferie? Oh, jeg må le.

Konceptet påskeferie er ikke umiddelbart noget, der dyrkes specielt voldsomt i min verden. Alle har fri, og det har jeg ikke. Men heldigvis er jeg ikke typen, der er bitter. Næ, det føler jeg mig hævet over. Der sker nemlig så mange andre gode ting. Jeg har for eksempel vasket tøj i dag. Wup wup. Og har hede drømme om også at gøre rent. Hvis det bliver rigtig vildt, skurer jeg armaturet på badeværelset. Og så er der nogen, der drister sig til at sige, at jeg ikke lever det vilde liv. Tsk. Apropos det fik jeg i nat en mail fra en pige, jeg hang ud med, da jeg boede i New York. Fuck man, det er snart fire år siden. Og kontrasten blev liiiidt for stor - specialeskriveri i Odense vs. feste med fremmede skuespillere in spe i Williamsburg. Need I say more?

Jeg bliver langsomt men sikkert sindssyg af at sidde i min egen osteklokke. Jeg ser ingen mennesker, fordi - ja, I har gættet det - alle er på lækker ferie, i fucking sommerhus eller Spanien. Røvhuller. Jeg har derimod to artikler, der skal skrives færdig. Heldigvis er en af dem om Trump, så det gode humør er garanteret. Og et teoriafsnit. I stedet for menneskelig interaktion hygger jeg mig gevaldigt med YouTube, som er virkelig. For eksempel er der gået Rollo&King, Spice Girls og Thomas Helmig i den. Ja, jeg er sgu heller ikke stolt, men det skete ligesom bare. Det er et spørgsmål om tid, om minutter faktisk, før jeg begiver mig over i noget Bonnie Tyler og Cher. Det er sgu kritisk.

Det er som om, at påskens helt store trækplaster (hvilket i grunden sgu da er et supermærkeligt ord, betydningen taget i betragtning) er, at man har fri. Det der Jesus-noget hænger jeg mig ikke så voldsomt meget i. Påsken er for mig mest af alt et forårsbarometer. Hvor nogle godmodige typer understreger, at sidste år drak vi altså kaffen på terrassen. Det tør jeg så godt konkludere, at vi ikke kommer til i år. Medmindre det er den overdækkede slags, så vi ikke bliver våde. Og med vi mener jeg de andre. Der har fri. Men altså. Jeg har da været ude at gå en tur i regnvejret. Det var ret rart, for jeg mødte på min vej en mand, der var ude at lufte sin hund. Han sagde dav, hvilket var en rar påmindelse om, at der ikke er gået totalt Palle-alene-i-verden i den.

Men anywho. Teoretisk ramme, socialkonstruktivistisk udgangspunkt og deduktiv/induktiv kan da også klart noget. Noget som påskeæg, frokostbuffetter og fridage ikke kan. Jeg vil gerne lige minde om, at mit mellemnavn er Sarkasme. Og nu kan jeg sgu nok ikke trække den længere, jævnfør overskriften. Men Sarkasme til side, håber jeg virkelig, at I nyder fridagene. I må gerne drikke en snaps, spise en rejemad og æde en helvedes masse påskeæg for mig.

tirsdag den 11. april 2017

Når jeg afleverer speciale, skal jeg:

Inden jeg overhovedet begyndte at skrive dette speciale, overvejede jeg at droppe ud. Droppe ud seks måneder inden målstregen, fordi intet i mig havde lyst. Fordi det føltes forkert. Nu er det jo ikke sådan, at lysten er over mig som en kåd teenager på solferie i Bulgarien, men jeg skriver jo da. Jeg er i gang. Og det er jo det, der er med det der leif - at når man står midt i det, kan man pludselig godt. Det, jeg ad omveje prøver at sige, er, at jeg ikke længere er i tvivl om, at jeg afleverer mit speciale den 1. juni. Jeg er meget i tvivl om, hvor godt et speciale, det bliver, men afleveret - det bliver det freaking fudging. Det er, som I måske har luret, noget jeg ser pænt meget frem til. Så når jeg afleverer, skal jeg: 
  • Drikke en sjus så stor som Joachim B. Olsens hoved. 
  • Spise en vaffelis med minimum fire kugler og en ordentlig røvfuld guf (eller fjams som det hedder i min svogers hjemstavn Skagen).
  • Drikke ligeså mange shots, som jeg gjorde, da jeg første gang blev meget, meget fuld som 15-årig. Det bliver ikke pænt, og jeg giver ikke en fuck. 
  • Danse den vildeste sejrsdans. Jeg går og pønser på, hvilket soundtrack det skal være. 
  • På MASH med Majsen. Det har vi nemlig aldrig været, og jeg har lovet det. 
  • Tage til Colombia og besøge O'Malley og VÆRE I COLOMBIA. 
  • Afholde en afbrændingsceremoni af kompendier fra mediejura og mediesprog. Bu-bye. 
  • Pakke mit liv ned. Igen. Flytte. Aner ikke hvorhen. 
  • Bruge en hel dag på at lave perleplader og hoppe på trampolin med mine nevøer uden at skulle holde øje med klokken, fordi jeg ikke skal hjem og skrive teori/metode/analyse/diskussion. 
  • Læse så urimeligt mange skønlitterære bøger, at jeg bliver træt af det (som om!). 
  • Formegentlig være fuldstændig horribel for studerende at være sammen med, fordi jeg forestiller mig, at arrogance-niveauet bliver massivt. 
  • Købe en ny pung. En pung med bedre karma. Altså en pung med penge. Farvel studenterliv.  
  • Holde den vildeste fest for alle mine venner. Vi går aldrig hjem. 
  • Forhåbentlig være meget, meget lettet. 

onsdag den 5. april 2017

Lad os kalde det en status

Jeg havde faktisk forberedt et indlæg om, hvor nederen jeg synes, det hele er. At der er rod i hele lortet - mit speciale, min avistilknytning, mit stressniveau, mit fucking følelsesliv. At jeg har fået halsbetændelse oven i det hele. Men. Jeg kunne ikke få mig selv til at udgive det, så nu prøver jeg lige en anden vinkling. I ved, journalister og vinklinger. I dag har jeg haft besøg af min ældste ven, som har brugt fire timer i bil for at tilbringe samme mængde tid med mig. Hvis det ikke er omsorg, ved jeg ikke, hvad er. Jeg er omgivet af virkelig gode venner, og en storesøster og en mor, der godt forstår, at hjertesorg gør ondt, at jeg er presset, at jeg er perfektionist og pessimist i en ulykkelig pærevælling. Jeg får dagligt en sms fra min bedste veninde, hvor hun spørger, hvordan jeg har det. Fuldstændig uden at forvente noget igen, for hvilket hun fortjener en fucking medalje. Jeg får mails fra Colombia og sms'er fra Århus, Randers, København og Odense. Jeg er pisseheldig, og det skal jeg lige minde mig selv om. Så nu prøver jeg at fortælle mig selv de ting, som alle de bedste mennesker har forsøgt at banke ind i mit hoved, som var de Mike Tyson og jeg en boksepude:

Jeg fortæller mig selv (og prøver virkelig at mene), at enhver bestået karakter er okay. Att det vigtige er, at jeg bliver færdiguddannet.

Jeg fortæller mig selv, at uanset om avisen har økonomi til at ansætte mig eller ej, er det en kæmpestor ting, at de overhovedet vil ansætte en grønskolling som mig. Det må jeg faktisk gerne være stolt af.

Jeg fortæller mig selv, at det absolut værste der kan ske er, at jeg ryger på dagpenge.

Jeg fortæller mig selv, at dagpenge ikke er jordens undergang, og at jeg selvfølgelig nok skal finde et job på et tidspunkt.

Jeg fortæller mig selv, at det er okay at have fået følelser for et mandemenneske. Også selvom slutningen overhovedet ikke er lykkelig, fordi han så ikke vil have mig. Men jeg er jo ikke helt igennem koldblodet, så det er okay, at følelserne er der. Selvom de gør ondt.

Jeg fortæller mig selv, at jeg gør det bedste, jeg kan i en virkelig presset og stressende situation. Og, at der så ikke er nogen, der kan forvente noget som helst mere.

Jeg fortæller mig selv, at jeg er min egen værste kritiker, og at jeg aldrig ville være så decideret ondskabsfuld over for mine venner, som jeg lige i tiden er over for mig selv.

Jeg fortæller mig selv, at der vitterligt er lys for enden af kloakken. Lyset rykker tættere på. Jeg står foran lyset den 1/6-17, og jeg kan slet ikke vente. Det bliver en god dag. Især hvis jeg består. Det bliver en virkelig god dag.

mandag den 13. marts 2017

Forresten vol. 35

  • Skal folk holde op med at kalde pølsehorn for pøllehorn.
  • Har jeg læst en Jens Blendstrup bog, som var blevet lovprist som noget af det skæggeste. I don't get it. Jeg synes virkelig ikke, at den var sjov. Den var mest bare absurd. 
  • Er jeg til gengæld ved at læse en biografi om Bodil Jørgensen, som jeg simpelthen bare er fuldstændig pjattet med. Altså Bodil. 
  • Har jeg hede drømme om en ny pung. Alle de der medlemskort til matas og IKEA og alle mulige andre åndssvage ting bliver udfaset af apps. Jeg er nede med det, for så kan jeg slippe af sted med en mindre pung. Som jeg ikke har. Men som jeg gerne vil have. 
  • Har jeg også hede drømme om et par nye sneakers. 
  • Er jeg en materialistisk dame, kan jeg godt selv høre.
  • Gider jeg ikke at være fattig længere. Glansen er forsvundet. 
  • Er jeg blevet spurgt af min kammerat, om jeg er kommunist. Umiddelbart nej.
  • Har jeg de seneste måneder ryddet ud og op i alt - og jeg mener virkelig alt. 
  • Har jeg i den forbindelse fundet en lille flaske tetræolie, der var mindst holdbar til maj 2008. Den er altså flyttet med mig cirka 11 gange. Og har været for gammel alle 11 gange. 
  • Har min hunde-skrukhed nået nye højder. Det er forår, der er hvalpe i bybilledet. Jeg kan slet ikke administrere det. 
  • Så jeg i dag en mand på en tandemcykel. Én mand. 
  • Tror jeg, at den fineste kærlighedssang i verden er "Stand By Me". Eller "Can't Help Falling In Love"
  • Er verdens fineste kærlighedsdigt afgjort det, Krumme reciterer til Yrsa. Især fordi det slutter med frasen: "Et blik fra dig og jeg smelter som is. Ding. Dong. Dynamofis.
  • Er det pænt svært at få folk til at deltage i en fokusgruppe. Jeg har ringet til 118 personer, har fået ni gange ja, tre gange måske og uendeligt mange gange nej. Og jeg overdriver ikke - 118. Seriøst. 
  • Tager jeg til Aalborg på torsdag for at besøge den 14 år ældre udgave af mig. Jeg glæder mig som en lallende jubelidiot.  

mandag den 6. marts 2017

Det er mig et under, hvordan jeg kan få alt til at handle om Nik & Jay

Her går det godt. Faktisk ret godt, nærmest mistænkeligt godt. Jeg havde lidt indstillet mig på, at mit forår kom til at være én lang mental tur i skærsilden. Ikke, at jeg er typen, der tager sorgerne på forskud. Som jeg også har bevidnet her på domænet, er skærsilden også en del af sandheden. Men lige nu går det godt. Jeg er ikke helt så effektiv, som jeg burde være (for er man nogensinde det?), og jeg har stadigvæk ikke rigtigt fået skrevet noget på specialet - jeg læser stadig på livet løs og kan ikke helt finde nok relevant teori. Men overordnet set går det godt, og vigtigst af alt: specialet fylder ikke hele mit liv. Jeg tænker på andre ting, hænger ud med folk og har det festligt. Det er muligvis den nødvendige kur. Jeg kan godt høre, at jeg lyder lidt frelst. Og bevar mig vel, jeg er med på, at foråret indtil videre har varet seks dage, og at jeg således endnu kan nå at blive slemt skuffet. Men måske er det lige præcis hele humlen - at jeg bliver nødt til at acceptere, at det her forår bliver uforudsigeligt i al sin forudsigelighed. For der er jo ingen tvivl om, hvad jeg skal lave. Jeg skal skrive et speciale, men processen er temmelig uforudsigelig. Mere aggressivt end en nyudklækket mormon har jeg prædiket til mine speciale-skrivende venner, at en stor del af netop specialet er at acceptere, at det kommer til at gå op og ned. At man kommer til at rende panden mod muren, at man får lyst til at give op, og at det på andre tidspunkter kommer til at gå helt fint. Jeg er en meget bedre rådgiver, end jeg er et godt eksempel. Men jeg har jo ret. Det kommer til at gå op og ned og frem og tilbage, præcist som Nik & Jay sang det.

Konklusion (kan I mærke, hvordan den akademiske tankegang allerede er all over the place? (det var en (dårlig) joke)): Nu prøver jeg lige at go with the flow, eh (indsæt jamaicansk accent) og lade være med at spekulere alt for meget på, hvornår jeg står foran næste mur.

fredag den 3. marts 2017

#TGIF

Det er fredag aften, jeg har lige spist en kop skyr og set en mindre hær af kollegietyper tage til fredagsbar. Jeg sidder under min dyne med Tracy Chapmans melankolske og stærke stemme som min bedste ven. Det er et oplagt tidspunkt at blive ramt af FOMO på. Men jeg har det så fint. Min hjerne kører i disse dage i fjerde-femte gear. Jeg når aldrig i frigear, og det kan mærkes. Jeg er træt helt ind i marven, og når jeg kommer hjem, kan jeg ikke overskue flere mennesker. Fordi jeg efter en dag på avisen er proppet. Fyldt op af journalistik og speciale. Så fredagsbaren lokker på ingen måde. Jeg har det så fint her, med mit bløde sengetøj, min natlampe og min højtelskede computer.

Denne fredag har faktisk været en ganske udmærket dag. Jeg har fundet en god teoribog til specialet, hvilket er en sjælden succesoplevelse. Jeg havde lykkeligt fortrængt, hvor røvsyg akademisk litteratur som regel er. Og det har helt sikkert noget at gøre med, at man skal læse virkelig meget, før man finder noget brugbart. Men det lykkedes i dag!

Jeg begynder generelt at få form på specialet. Jeg er i gang med en spørgeramme og med at screene fokusgruppedeltagere. Og weekenden skal bruges på at skrive metodeafsnit. I hvert fald et første udkast. Men netop metodeafsnit kan jeg faktisk ret godt lidt at skrive - det er groft skitseret bare refleksioner over til- og fravalg, og hvis der er noget, jeg kan, er det at reflektere.

Jeg har fået arrangeret, at jeg kan låne mine forældres sommerhus om en god måneds tid, på den anden side af påske, så jeg kan tage en effektiv skriveuge derude. Mine forældres sommerhus er det sted in das ganze welt, hvor jeg slapper bedst af og kommer nærmest på en zenlignende tilstand. Jeg betragter det som mit barndomshjem, og selvom jeg godt selv kan høre, hvor cheesy det lyder, bringer naturen og havet mig i ro. Noget, jeg forestiller mig, der vil være en perfekt setting at skrive speciale i. Når vi når midten af april, skal der nemlig skrives med en hastighed som en lovovertrædende Harley Davidson. Til den tid har jeg al min empiri og skal så have omsat det til en analyse, en diskussion, en konklusion og en perspektivering. Jeg er med på, at jeg ikke kan nå det hele på en uge, men jeg er sikker på, at det er en god beslutning. Så kan man altid tage en dukkert i a' hav, når man får lyst til at skyde sig.

Jeg har Skypet med verdens bedste O'Malley, som sidder i Bogotá de næste måneder. Jeg har haft så travlt, at jeg nærmest ikke har opdaget, at jeg savner hende. Men det gør jeg, det gik op for mig, da hun sad i et mall i Bogotá med sine sorte krøller og sit blændende smil. Hun klæder Colombia, og Colombia klæder hende. Det var så godt at snakke med hende. Kender I de der mennesker, der øjeblikkeligt gør en i bedre humør? Selv når det hele er noget lort, gør hun lorten lidt mindre. I et forsøg på at rose min veninde, fik jeg det til at handle om fæces. Det er åbenbart sådan noget, jeg kan. Men det var skønt at høre, hvordan livet i Latinamerika er og dejligt at få hendes beroligende ord og høre hendes grin.

Og det var vist det, min fredag har budt på. Jeg har spist ristet rugbrød med makrel til aftensmad, set Gilmore Girls, og jeg tænker, at jeg lægger mig horisontalt inden for kort tid. Jeg glæder mig lidt til at gå i seng. Til at læse en frivillig bog, en John Williams bog. Så jeg kan vågne tidligt i morgen og gå en tur og vågne samtidig med, at solen gør det. Så. Var det ikke noget med bare at gøre det? Jeg tror det. Godnat, og må I få en dejlig fredag aften, enten med tequilashots eller bland-selv-slik og Netflix.

onsdag den 1. marts 2017

Sebastian

I dag fylder min yngste nevø fire år. Allerede inden han blev født, voldte den lille lort mig utroligt mange kvaler. Han blev nemlig produceret så utideligt, at hans ankomst kolliderede med, at jeg sad i Argentina. Og for fire år siden havde jeg det sygt dårligt. Græd i fire timer. Noget med, at en pige havde tilbudt mig at låne hendes kjole i str. 42, at min computer crashede. Havde the blues uden at vide hvorfor. Da jeg så kom hjem, lå sms'en der. "Kl. 14.21 blev du moster til en velskabt lille dreng". Arhmen for helvede da. Jeg mødte ham ikke, før han var et halvt år, og det gjorde ondt helt ned i hjerterødderne. Men heldigvis gjorde det jo kun ondt på mig, og måske hans mor. Sebastian har ingen erindring om det, jo. Og da jeg så kom hjem, var han der jo bare. Bassen. Som nu er fire år. Han har de største brune øjne, som er hans ikke-så-hemmelige våben til at sno de fleste voksne. Han snakker uafbrudt og højt - insisterende højere, indtil han får et svar. Han lider ikke i stilhed og udbryder ofte "Moster DRILLER MIG!" Og dét er naturligvis fuldstændig urealistisk. Han er god til at synge og især Blobs Godnatsang har han styr på. Jeg tænker altid på ham, når jeg hører Hodja fra Pjort. Jeg forudser, at han bliver svær at styre som teenager, men så er det jo godt, at jeg er moster og ikke mor. I sidste uge dansede jeg med ham til Gangnam Style og Ex's & Oh's. Det var alt for fedt. Han har et sindssygt ordforråd, og har, så vidt jeg husker, altid været godt skåret for tungebåndet. Han har en appetit, der er decideret imponerende. Ikke sjældent spiser den nu fire-årige mere end de voksne, men han er også ualmindeligt aktiv, så måske ikke så mærkeligt, at der skal brændsel til.

Sidst jeg var i Århus, var det til min gode vens PhD forsvar (jeg er venner med sygt kloge mennesker, and I am so loving it), og snakken faldt blandt nogle i selskabet på det der med babyer. Og der lod til at være en overvægt af kvinder i selskabet, der var ret pjattede med spædbørn. Og jeg føler den sgu ikke helt. Altså jo, babyer dufter af tulipaner, smør og verdensfred, og når man holder sådan en klump i armene, er verden et lidt bedre sted. Babyer er herresøde, men de kan intet. De er små blemaskiner, der kan give en enorm lykke, men interaktionen er meget begrænset. Jeg kan meget bedre lide børn, når de er netop det - børn. Børn, der udvikler sig, som man kan snakke med, og som kan se vokse.
Det er så vildt at se et barn blive et lille menneske. Og herrefedt at få lov til at være med på sidelinjen. Jeg håber, at min nevø vil ringe til sin drilagtige moster, når han har problemer. Jeg håber, han vil tro på sit eget værd og balancere på knivsægget selvtillid uden arrogance. Jeg håber, jeg kan hjælpe ham med de problemer, han utvivlsomt kommer til at løbe ind i. Jeg glæder mig til at se, hvad for et menneske han bliver, og jeg er så så glad for, at jeg har et sæde på første parket til netop den forestilling.

tirsdag den 28. februar 2017

Langsomt

Det går langsomt. Men det går. Tror jeg. Sidste uge var ekstraordinært (håber jeg virkelig) hård. Alt faldt fra hinanden, mit speciale fik modvind fra de to kanter, der er interesseparterne, jeg var forvirret over nogle blandede signaler, folk var nogle kæmpestore røvhuller, og mennesker, der burde interessere sig for mit liv med dertilhørende speciale kunne ikke svinge sig op til så meget at spørge om, hvad jeg egentlig skal skrive om. Så jeg var sur, ked af det, skuffet, topforvirret, bange, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg gjorde det eneste fornuftige. Jeg skældte ud, brokkede mig til mine veninder, græd, løb en tur, mediterede og skurede og skrubbede hele mit hjem, til det funklede som en lille Ajax-diamant. Og så sov jeg. 10 timer per nat. Hvilket får mig til at føle mig som en, der har været pensioneret i et par årtier, men jeg må erkende, at min hjerne har været på overarbejde som Frederik Fetterleins bankrådgiver. Nu har jeg vist nok fået det nærmeste man kommer opmuntrende ord fra min vejleder, og det må betyde, at specialets fokus nu er på plads. Jeg bliver en kende paranoid over at skrive det. Angsten for at noget går galt i-fucking-gen er i allerhøjeste grad til stede, men jeg kan kun kontrollere mine egne beslutninger, og derfor skal jeg seriøst øve mig i at slippe de andre tanker. Jeg prøver.

Så. Alle de der ting har givet pote. Sådan semi. Jeg er ikke blevet decideret rolig, og slapper ikke af med mit speciale, for træerne vokser trods alt ikke ind i himmelen. Men det går bedre. Langsomt. Bedre. Jeg ved, hvad jeg skal gøre nu. Jeg skal læse noget teori, jeg skal have lavet en spørgeramme, jeg skal have rekrutteret nogle fokusgruppedeltagere. Jeg er i gang, og det kan jeg faktisk godt. Min veninde sagde engang, at slowmotion er bedre end no motion. Amen, sister.


torsdag den 23. februar 2017

Om at opgive

Jeg har virkelig lyst til at opgive. Til at melde mig ud. Til at kaste håndklædet i ringen og acceptere, at jeg ikke blev typen, der skulle have en færdiggjort universitetsuddannelse. At jeg ikke kommer til at aflevere mit speciale. Bare række en mental fuckfinger til det hele, rejse min vej og ikke skulle aflevere 80 siders akademia om journalistiske praksisser og processer. Hele min krop og alt mit hoveds indhold fortæller mig, at det her ikke er sundt for mig. At jeg skal løbe virkelig stærkt i den modsatte retning, løbe til jeg har sidestik og ikke kan trække vejret.

Kloge folk siger til mig, at det sted, man er allermest bange for at gå hen, er netop der, ens ben skal bære en hen. Og det er sikkert rigtigt. Fordi man, når man står foran monstret, ser, at det ikke er så stort alligevel, og at selv et monster har bløde punkter. Jeg ved det godt. Men lyst og ansvar er i dette tilfælde to helt forskellige ting. For jeg skal nok aflevere mit speciale. Jeg skal nok skrive lortet færdigt, få det ud af verden, forhåbentlig bestå, og være glad for, at jeg gjorde det. Og det bliver en glædens dag. Det veeeeeeeeed jeg godt. Men jeg hader alt ved processen derhen. Eller det gør jeg i hvert fald lige nu. Jeg har egentlig indtil videre formået at holde skruen ok i vandet, men min verden er krakeleret en smule til aften. Og det har helt sikkert noget at gøre med, at jeg er træt, fordi jeg ikke rigtigt kan sove om natten, fordi specialet fucker med mit sind og min krop. I morgen er en ny dag, og den skal jeg nok overleve. Ligesom alle de dage, der kommer til at følge, indtil det pludselig er den 1/6, og jeg skal aflevere svinet.  Det bliver forløsende som hele verdens nys, men på denne torsdag aften kan jeg ikke overskue det. Det er svært. "Er der nogen, der har sagt, det skulle være nemt?" NEJ! Men med fare for at lyde som et forkælet barn, er der vel for fanden heller ikke nogen, der har sagt, at det skal være så gennemgående krampagtigt. Det memo har jeg i hvert fald ikke fået.

Jeg har lidt meget svært ved at finde tid til de ting, jeg skal. Jeg har svært ved at jonglere en tilknytning til en avis, som jeg skal skrive speciale om, men som jeg samtidig skal producere journalistik til. Jeg er ikke sådan en, der har nemt ved at sige nej til min arbejdsgiver. Jeg har nemt ved at sige nej til alt muligt andet, men ikke det. For jeg vil så gerne gøre det godt, og jeg vil gerne bevise, at jeg er et menneske, man bør give et job i nærmeste fremtid. Jeg føler, at jeg skuffer, når jeg er nødt til at sige nej til at skrive en artikel. Eller det har jeg sådan set ikke gjort endnu, men det bliver jeg jo ganske enkelt nødt til, og jeg har ondt i maven over det allerede nu. Jeg har isoleret set svært ved at skrive speciale. Jeg har svært ved, at min treårige nevø spørger mig, om jeg kommer til hans 4-års fødselsdag på onsdag, og jeg er nødt til at sige nej, hvortil miniaturemennesket spørger hvorfor. Ja, hvorfor? Fordi akademisk litteratur er vigtigere? Fordi en god karakter er vigtigere end at se ham puste fødselsdagslys ud? Voksensvaret blev, at jeg ikke har tid. Det er rigtigt, men jeg hader det. Jeg hader, at jeg, som hans moster, ikke bare kan nosse mig sammen og prioritere ham frem for mit speciale. Men jeg har. Ikke. Tiden. Det er en hverdag, og mine hverdage skal og må bruges effektivt på det her speciale. Ganske enkelt og alligevel gør det pikkeondt i hjertekulen. Det er svært for mig at owne mit speciale og ikke lade mig påvirke af, hvad alle mulige mennesker synes kunne være spændende, at jeg forholdt mig til. Jeg er letpåvirkelig og har lidt for lidt tiltro til mine egne beslutninger med det resultat, at jeg blæser i vinden. Som et skide espeløv.

I morgen er en ny dag, og søvn gør formegentlig noget godt for denne tankestrøm, og igen: Jeg ved godt, at jeg nok skal overleve det her, og at det værste, der realistisk set kan ske, er, at jeg får en dårlig karakter. Og ja, så bliver jeg ulykkelig, men overlever også det. Jeg kender dem godt, alle de velmenende argumenter og trøstende ord om, at så er det heller ikke værre, hvad er det værste der kan ske, at jeg nok skal klare det, at jeg faktisk godt kan - alt det der. I know, jeg siger dem til mig selv, og jeg har ofte ytret dem til andre. De er rigtige, ordene. Men mine følelser, min intuition, sådan som jeg reelt har det gør ondt. Mentalt, nej faktisk også fysisk ondt. Av for helvede.

lørdag den 18. februar 2017

Cuba og speciale

Mine hævede fødder ramte dansk jord i søndags efter en helt åndssvagt lækker ferie på Cuba. Jeg havde lidt glemt, hvor meget Cuba stjal mit hjerte, da jeg var der første gang i 2013. Jeg havde fået fortrængt, hvor godt jeg havde det, og hvor hårdt jeg faldt for stedet. Det hele kom tilbage til mig i det sekund, jeg satte mig med min kusine, hendes søn og hendes ven ind i en taxa fra lufthavnen til Habana Vieja. Dét er for mig definitionen på starten af et eventyr. Den varme nat man ankommer til, palmetræerne, den rustende og brummende bil uden sikkerhedsseler, man sætter sig ind i. Radioen spiller et potpourri af bachata, reaggaeton og salsa. Ind af de nedrullede vinduer strømmer den varme luft, duften af bilos, sol og med den: duften af eventyr. Jeg elsker det. Lige der, i forventningens glædes klimaks, hvor man suser forbi nye steder, og alle indtryk rammer en stærkere end på noget andet tidspunkt, fordi man endeligendeligendelig er arriveret efter en lang rejse. Så sad jeg der på bagsædet af en gul bil og vidste, at jeg havde truffet den rigtige beslutning. At det at tage ud at rejse altid er en god ide.Og jeg fik ret - mest fordi jeg aldrig tager fejl. Men også fordi det virkelig har været en god tur. Vi har været på stranden, fået et solidt skud d-vitamin, jeg er er blevet tofarvet, har fået en masse souvenirs i form af myggestik og et enkelt blåt mærke. Jeg har ikke været på internettet i 12 dage, det har været sundt. For det man jo finder ud af, når man undværer internettet er, at man ikke går glip af en skid. Man tænker, at man er fuldstændig hægtet af, men egentlig sker der ikke det store. Og det, der sker, er oftest ting, man godt kan undvære at vide. Således ingen deprimerende nyheder om terror og Trump. Sagde journalisten. Man er tvunget til at være der, hvor man er. Noget jeg er helt absurd dårlig til, men som jeg kampelsker, når jeg tvinges til det. Derfor kunne jeg heller ikke på nogen måde overskue at skulle hjem. Det er altid dejligt at komme hjem til egen seng, dyne og fiberrig mad. Men helt ærligt, ik? Så ville det ikke gøre mig noget at blive. Sådan for evigt. Derfor var det da også utroligt fint, da en cubansk kvinde lagde en livsplan for mig: Jeg kunne bare flytte til Cuba og blive journalist om fire måneder. Jeg ved ikke, om vi som sådan skal gå i detaljer om mulighederne for at blive udenlandsk reporter i netop et så censureret land som Cuba. Men legen er sjov, og jeg har ja-hatten skruet på.

Nu er jeg tilbage i virkeligheden. Det har jeg været i knap en uge, og den er en kende overvurderet. Virkeligheden. Jeg har haft mit første møde med min speciale-vejleder, og det gik, i min optik, ikke specielt godt. Min problemformulering blev kastet lidt op i luften, så jeg nu ikke rigtigt ved, om det giver mening at undersøge det, jeg oprindeligt ville undersøge. Og så er jeg invaliderende bevidst om, hvor kort tid jeg har til at skrive det her speciale. Om lige godt tre måneder skal der ligge 80 siders gennemarbejdet speciale klar. Jeg har travlt, og jeg tror, temaet bliver Foråret fra Helvede. Jeg prøver at blive ved med at fortælle mig selv, at opstartsfasen er den sværeste, og at når jeg først har et afgrænset problemfelt, og når jeg først har noget empiri - at så skal det hele nok gå. Det tror jeg også er rigtigt. Der er bare liiiiiiige et stykke vej derhen.

Oveni hatten er jeg evigt skizofren. På mange måder er jeg uendeligt ligeglad med Syddansk Universitet. Jeg er til gengæld ualmindeligt glad for avisen, og det bliver dem, jeg stræber imod at imponere, fordi det er dem, der har min fremtidige karriere i deres hænder. Så jeg tænker, at det her speciale vitterligt bare skal beståes. 02 og så er det fint. At jeg skal have papiret, der viser, at jeg er færdiguddannet, men at det er ligemeget, hvad der står på det. Fordi ingen nogensinde kommer til at kigge på det. Og det er også rigtigt. Men jeg lyver jo for mig selv. Selvfølgelig vil jeg gerne klare det godt. Selvfølgelig vil jeg det. Omvendt ved jeg godt, at hvis jeg får en dårlig karakter, hyler jeg i en måned, og så overlever jeg alligevel. Men. Babysteps. Lige nu har jeg ikke det store overblik over processen, så jeg læser teori og tænker over mulige problemfelter, metoder til disse, og stopper indimellem op for lige at spørge mig selv om, hvad fanden det egentlig er, jeg synes, der er spændende. Og tænker tilbage på Cuba med længsel og fremtidsdrømme.

fredag den 27. januar 2017

Forresten vol. 34

  • Har jeg sgu da glemt at fortælle, at jeg tager til Cuba på onsdag.  Jeg er et forkælet røvhul. Et forkælet røvhul, der virkelig glæder sig!
  • Ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg har kunnet glemme at blære mig med det.
  • Er mit største problem (bortset fra, at jeg skal skrive speciale og ikke ved, hvordan man gør), hvor mange bikinier og hvilke bøger, jeg skal pakke.
  • Ved jeg som sagt godt, at jeg er et røvhul. 
  • Har jeg dræbt min plante.
  • Har jeg købt en ny plante, og det er en virkelig fin plante. 
  • Flirter jeg meget aggressivt med tanken om at få en næsepiercing. Igen. Min familie er umiddelbart på nej-holdet, mens de fleste af mine venner har ja-hatten på. 
  • Har jeg desværre læst mig til (damn you Google), at en septum piercing er en af de mest smertefulde piercinger. Som i overhovedet. 
  • Synes jeg virkelig, at det er pænt, og jeg synes, at de der falske ringe er mega meget snyd. Ikke at nogen ville kunne se forskellen, men jeg synes, det er fesent.
  • Skal jeg nok holde op med at snakke mere om næsepiercinger nu. 
  • Er der for få Rema 1000 butikker i Odense. 
  • Har jeg aldrig set musicalen Rent, men til gengæld hørt Seasons of Love omtrent 25 gange i dag.
  • Har jeg i dag spist tre osteboller fra Lidl, og ville ønske, at jeg havde købt flere. De smager uforskammet godt. 
  • Er jeg i gang med at lave et forsvar til min eksamen. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal juble eller hyle, så tror bare, jeg undertrykker begge dele. 
  • Kommer O'Malley forbi i dag. Det er sidste gang, jeg ser hende, inden hun flytter til Colombia. Det kan jeg ikke rigtigt overskue. 

onsdag den 25. januar 2017

En øvelse i plus og minus

Okay. Der er så sket lidt det samme, som der skete i sidste skriftlige tørkeperiode. Mit hoved føles som en rystet champagneflaske, og det er et spørgsmål om sekunder, før korkproppen affyres som et projektil og måske smadrer en keramikfigur og en loftlampe på sin vej. I lidt mindre romantiske termer er mit hoved ved at eksplodere. Min tallerken er fyldt, min kalender er proppet, og jeg prøver lige at styre mig selv med billedsproget. Sidste uge var en kæmpemæssig lort. En rigtig stor del af den lort er mit forestående speciale, som formelt starter om syv dage. Ikke at jeg tæller. Men jeg ved, at det bliver en enormt stor del af mit liv det næste halve år. Og der er ikke optimale forhold for det der speciale. Universitetet byder allerede nu på bureaukrati af allerværste skuffe med dertilhørende sparerunder, manglende vejledere, få vejledningstimer og synergieffekt. Jeg er frustreret, jeg er bitter over, at der i det seneste to måneder ikke har været andet end kaos og overskredne deadlines fra universitetets side. Jeg er ked af det, jeg er sur, og jeg er bange. Bange for, hvordan den her proces bliver. Det er faktum, sådan har jeg det. Jeg håber, mine bange antagelser bliver gjort til skamme.

En anden frustration er, at jeg har fået at vide, af min redaktør på Verdens Bedste Praktiksted, at han rigtig gerne vil ansætte mig, hvis han kan. Men, for der er selvfølgelig et men, at jeg ikke skal regne med, at pengene er til det. Det er jo ikke en egentlig nyhed, men for helvede, hvor blev jeg ked af det. Jeg var meget mere afklaret med potentiel arbejdsløshed inden Verdens Bedste Praktik. Jeg elsker det sted, og jeg er pjattet med mine kollegaer. Havde de dog bare været nogle kæmpe røvhuller. Så mega pis og papir! Men jeg prøver at finde trøst i, at han gerne ville, hvis han kunne. Og at det her genererer noget frihed. Til for eksempel at flytte til Beograd og være forfatter. Eller flytte til Dublin og være bartender. Eller flytte til Peru og være surfer. Vi får at se.

Det var vist nok de største ting, der har fyldt i mit hoved. Der har ikke nødvendigvis været den store grund til at belaste jer med mine problemer, men at skrive er at blive renset. Tastaturet er moderne teknologis vievand, og selvom dette er rodet, ved jeg, at selve afløbet hjælper. At tankerodet mobiliseres direkte fra hjerne til fingerspidser. Det er skriftlig meditation, det er tiltrængt, og det er godt. Så sådan ligger mit indre landskab. Herfra skal jeg huske på, at bakker er nederen opad på cykel i hård modvind, men at man på den anden side af toppen har fortjent glæden i at cykle ned ad bakken så hurtigt, at det kilder i maven. Hold nu kæft, hvor giver jeg den gas med det der billedsprog i dag. Oversættelse: Jeg prøver virkelig at øve mig i det der med at se plusser frem for minusser. Ikke fordi jeg som sådan synes, der er noget galt med at være pessimist. Ikke udover, at det er hårdt i længden. Og hvis jeg skal overleve i den her specialeproces (og det skal jeg), tror jeg simpelthen, jeg bliver nødt til at - ad, åh brækker mig lige - se muligheder frem for begrænsninger. Ting tager tid, Rom blev ikke bygget på en dag, og mit syn kommer ikke til at se halvfulde snarere end halvtomme glas efter et blogindlæg. Egentlig har jeg heller ikke behov for at blive jubeloptimist, men måske det er meget godt ikke altid at se dommedag lige for enden af vejen.

søndag den 15. januar 2017

Et forsøg på en status

Ja. Hej 2017. Og hej blog. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg har udsat jer for lidt af en kold tyrker, siden sidste indlæg, som udkom juleaften. Det har ikke været et bevidst valg. Men jo længere tid der gik, des mere besværligt blev det at komme tilbage. Ikke desto mindre prøver vi. Bussen kører, jeg har haft den på autopilot men er nu klar til at køre, og håber, at I stadig vil være passagerer.

Status er, at jeg kom godt igennem både jul og nytår. Rigtig godt endda, og jeg gik virkelig på ferie, og det var så voldsomt tiltrængt. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en slags status-indlæg over 2016, men eftersom vi i dag er i midten af januar, tror jeg nok, I kan fornemme, at det ligesom ikke blev. På trods af manglende skriftlige beviser, har jeg tænkt enormt meget over, hvad 2017 kommer til at bringe. Og det er med stor sandsynlighed derfor, jeg ikke har kunnet samle mig om et blogindlæg. For der er så mange ting at fortælle. 2017 bliver et vildt år, som jeg har på fornemmelsen kommer til at stå i opbruddets tegn. Det næste halve år skal jeg sidde på avisen. Verdens Bedste Praktik er blevet forlænget til, at jeg skal skrive mit speciale på og med avisen. Det er mega fedt. Og apropos speciale. Skizofreni og ambivalens er jo en slags mellemnavne for mig, men lige i forhold til specialet, er vi ude i en potentiel opgradering til fornavn. For satan, hvor gør det mig nervøs. Nogle dage får jeg decideret angst og græder mere, end Maude Varnæs får hovedpine. Andre dage tænker jeg, at jeg har et spændende emne, og at det nok skal gå. Formegentlig bliver det en kombination, og det, skal jeg prøve at huske, er okay. Og jeg skal huske at trække vejret. Sådan helt bogstaveligt talt. Inhale. Exhale. Lyder simpelt, men jeg er ikke god til det. I forlængelse af det bruger jeg rigtig meget af min tid på at tænke på min fremtid. Ikke nødvendigvis aktiv hjernekapacitet, men den passive slags, hvor noget rumsterer i ens baghoved dag og nat, dag efter dag, uge efter uge. Det går op for mig, at jeg (salt over skulderen, knock on wood, bønner til alle guder) er færdiguddannet om fire og en halv måned. Ikke færdig med gymnasiet, ikke færdig med bacheloren. Færdig med hele lortet. Færdig med det eneste liv, jeg kan huske, jeg har haft: Livet som elev. Det er voldsomt, og det er dejligt. Det betyder bare også, at der skal tages store beslutninger. For til sommer står jeg uden studie, i en studielejlighed jeg skal flytte ud af og med stor sandsynlighed uden job. Og hvad fanden skal jeg så? Se, det går jeg og brygger lidt på.

Jeg kan ikke komme på alle de mange ting, jeg skulle huske at fortælle jer, men det kommer. 2017 er en ung, spændstig fætter, så der er god tid til at komme på det. Jeg håber, at I er klar til endnu et år med masser af umiddelbart tankeskrald, både af den episke og sikkert også af den ulykkelige slags.