fredag den 27. januar 2017

Forresten vol. 34

  • Har jeg sgu da glemt at fortælle, at jeg tager til Cuba på onsdag.  Jeg er et forkælet røvhul. Et forkælet røvhul, der virkelig glæder sig!
  • Ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg har kunnet glemme at blære mig med det.
  • Er mit største problem (bortset fra, at jeg skal skrive speciale og ikke ved, hvordan man gør), hvor mange bikinier og hvilke bøger, jeg skal pakke.
  • Ved jeg som sagt godt, at jeg er et røvhul. 
  • Har jeg dræbt min plante.
  • Har jeg købt en ny plante, og det er en virkelig fin plante. 
  • Flirter jeg meget aggressivt med tanken om at få en næsepiercing. Igen. Min familie er umiddelbart på nej-holdet, mens de fleste af mine venner har ja-hatten på. 
  • Har jeg desværre læst mig til (damn you Google), at en septum piercing er en af de mest smertefulde piercinger. Som i overhovedet. 
  • Synes jeg virkelig, at det er pænt, og jeg synes, at de der falske ringe er mega meget snyd. Ikke at nogen ville kunne se forskellen, men jeg synes, det er fesent.
  • Skal jeg nok holde op med at snakke mere om næsepiercinger nu. 
  • Er der for få Rema 1000 butikker i Odense. 
  • Har jeg aldrig set musicalen Rent, men til gengæld hørt Seasons of Love omtrent 25 gange i dag.
  • Har jeg i dag spist tre osteboller fra Lidl, og ville ønske, at jeg havde købt flere. De smager uforskammet godt. 
  • Er jeg i gang med at lave et forsvar til min eksamen. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal juble eller hyle, så tror bare, jeg undertrykker begge dele. 
  • Kommer O'Malley forbi i dag. Det er sidste gang, jeg ser hende, inden hun flytter til Colombia. Det kan jeg ikke rigtigt overskue. 

onsdag den 25. januar 2017

En øvelse i plus og minus

Okay. Der er så sket lidt det samme, som der skete i sidste skriftlige tørkeperiode. Mit hoved føles som en rystet champagneflaske, og det er et spørgsmål om sekunder, før korkproppen affyres som et projektil og måske smadrer en keramikfigur og en loftlampe på sin vej. I lidt mindre romantiske termer er mit hoved ved at eksplodere. Min tallerken er fyldt, min kalender er proppet, og jeg prøver lige at styre mig selv med billedsproget. Sidste uge var en kæmpemæssig lort. En rigtig stor del af den lort er mit forestående speciale, som formelt starter om syv dage. Ikke at jeg tæller. Men jeg ved, at det bliver en enormt stor del af mit liv det næste halve år. Og der er ikke optimale forhold for det der speciale. Universitetet byder allerede nu på bureaukrati af allerværste skuffe med dertilhørende sparerunder, manglende vejledere, få vejledningstimer og synergieffekt. Jeg er frustreret, jeg er bitter over, at der i det seneste to måneder ikke har været andet end kaos og overskredne deadlines fra universitetets side. Jeg er ked af det, jeg er sur, og jeg er bange. Bange for, hvordan den her proces bliver. Det er faktum, sådan har jeg det. Jeg håber, mine bange antagelser bliver gjort til skamme.

En anden frustration er, at jeg har fået at vide, af min redaktør på Verdens Bedste Praktiksted, at han rigtig gerne vil ansætte mig, hvis han kan. Men, for der er selvfølgelig et men, at jeg ikke skal regne med, at pengene er til det. Det er jo ikke en egentlig nyhed, men for helvede, hvor blev jeg ked af det. Jeg var meget mere afklaret med potentiel arbejdsløshed inden Verdens Bedste Praktik. Jeg elsker det sted, og jeg er pjattet med mine kollegaer. Havde de dog bare været nogle kæmpe røvhuller. Så mega pis og papir! Men jeg prøver at finde trøst i, at han gerne ville, hvis han kunne. Og at det her genererer noget frihed. Til for eksempel at flytte til Beograd og være forfatter. Eller flytte til Dublin og være bartender. Eller flytte til Peru og være surfer. Vi får at se.

Det var vist nok de største ting, der har fyldt i mit hoved. Der har ikke nødvendigvis været den store grund til at belaste jer med mine problemer, men at skrive er at blive renset. Tastaturet er moderne teknologis vievand, og selvom dette er rodet, ved jeg, at selve afløbet hjælper. At tankerodet mobiliseres direkte fra hjerne til fingerspidser. Det er skriftlig meditation, det er tiltrængt, og det er godt. Så sådan ligger mit indre landskab. Herfra skal jeg huske på, at bakker er nederen opad på cykel i hård modvind, men at man på den anden side af toppen har fortjent glæden i at cykle ned ad bakken så hurtigt, at det kilder i maven. Hold nu kæft, hvor giver jeg den gas med det der billedsprog i dag. Oversættelse: Jeg prøver virkelig at øve mig i det der med at se plusser frem for minusser. Ikke fordi jeg som sådan synes, der er noget galt med at være pessimist. Ikke udover, at det er hårdt i længden. Og hvis jeg skal overleve i den her specialeproces (og det skal jeg), tror jeg simpelthen, jeg bliver nødt til at - ad, åh brækker mig lige - se muligheder frem for begrænsninger. Ting tager tid, Rom blev ikke bygget på en dag, og mit syn kommer ikke til at se halvfulde snarere end halvtomme glas efter et blogindlæg. Egentlig har jeg heller ikke behov for at blive jubeloptimist, men måske det er meget godt ikke altid at se dommedag lige for enden af vejen.

søndag den 15. januar 2017

Et forsøg på en status

Ja. Hej 2017. Og hej blog. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg har udsat jer for lidt af en kold tyrker, siden sidste indlæg, som udkom juleaften. Det har ikke været et bevidst valg. Men jo længere tid der gik, des mere besværligt blev det at komme tilbage. Ikke desto mindre prøver vi. Bussen kører, jeg har haft den på autopilot men er nu klar til at køre, og håber, at I stadig vil være passagerer.

Status er, at jeg kom godt igennem både jul og nytår. Rigtig godt endda, og jeg gik virkelig på ferie, og det var så voldsomt tiltrængt. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave en slags status-indlæg over 2016, men eftersom vi i dag er i midten af januar, tror jeg nok, I kan fornemme, at det ligesom ikke blev. På trods af manglende skriftlige beviser, har jeg tænkt enormt meget over, hvad 2017 kommer til at bringe. Og det er med stor sandsynlighed derfor, jeg ikke har kunnet samle mig om et blogindlæg. For der er så mange ting at fortælle. 2017 bliver et vildt år, som jeg har på fornemmelsen kommer til at stå i opbruddets tegn. Det næste halve år skal jeg sidde på avisen. Verdens Bedste Praktik er blevet forlænget til, at jeg skal skrive mit speciale på og med avisen. Det er mega fedt. Og apropos speciale. Skizofreni og ambivalens er jo en slags mellemnavne for mig, men lige i forhold til specialet, er vi ude i en potentiel opgradering til fornavn. For satan, hvor gør det mig nervøs. Nogle dage får jeg decideret angst og græder mere, end Maude Varnæs får hovedpine. Andre dage tænker jeg, at jeg har et spændende emne, og at det nok skal gå. Formegentlig bliver det en kombination, og det, skal jeg prøve at huske, er okay. Og jeg skal huske at trække vejret. Sådan helt bogstaveligt talt. Inhale. Exhale. Lyder simpelt, men jeg er ikke god til det. I forlængelse af det bruger jeg rigtig meget af min tid på at tænke på min fremtid. Ikke nødvendigvis aktiv hjernekapacitet, men den passive slags, hvor noget rumsterer i ens baghoved dag og nat, dag efter dag, uge efter uge. Det går op for mig, at jeg (salt over skulderen, knock on wood, bønner til alle guder) er færdiguddannet om fire og en halv måned. Ikke færdig med gymnasiet, ikke færdig med bacheloren. Færdig med hele lortet. Færdig med det eneste liv, jeg kan huske, jeg har haft: Livet som elev. Det er voldsomt, og det er dejligt. Det betyder bare også, at der skal tages store beslutninger. For til sommer står jeg uden studie, i en studielejlighed jeg skal flytte ud af og med stor sandsynlighed uden job. Og hvad fanden skal jeg så? Se, det går jeg og brygger lidt på.

Jeg kan ikke komme på alle de mange ting, jeg skulle huske at fortælle jer, men det kommer. 2017 er en ung, spændstig fætter, så der er god tid til at komme på det. Jeg håber, at I er klar til endnu et år med masser af umiddelbart tankeskrald, både af den episke og sikkert også af den ulykkelige slags.