onsdag den 25. januar 2017

En øvelse i plus og minus

Okay. Der er så sket lidt det samme, som der skete i sidste skriftlige tørkeperiode. Mit hoved føles som en rystet champagneflaske, og det er et spørgsmål om sekunder, før korkproppen affyres som et projektil og måske smadrer en keramikfigur og en loftlampe på sin vej. I lidt mindre romantiske termer er mit hoved ved at eksplodere. Min tallerken er fyldt, min kalender er proppet, og jeg prøver lige at styre mig selv med billedsproget. Sidste uge var en kæmpemæssig lort. En rigtig stor del af den lort er mit forestående speciale, som formelt starter om syv dage. Ikke at jeg tæller. Men jeg ved, at det bliver en enormt stor del af mit liv det næste halve år. Og der er ikke optimale forhold for det der speciale. Universitetet byder allerede nu på bureaukrati af allerværste skuffe med dertilhørende sparerunder, manglende vejledere, få vejledningstimer og synergieffekt. Jeg er frustreret, jeg er bitter over, at der i det seneste to måneder ikke har været andet end kaos og overskredne deadlines fra universitetets side. Jeg er ked af det, jeg er sur, og jeg er bange. Bange for, hvordan den her proces bliver. Det er faktum, sådan har jeg det. Jeg håber, mine bange antagelser bliver gjort til skamme.

En anden frustration er, at jeg har fået at vide, af min redaktør på Verdens Bedste Praktiksted, at han rigtig gerne vil ansætte mig, hvis han kan. Men, for der er selvfølgelig et men, at jeg ikke skal regne med, at pengene er til det. Det er jo ikke en egentlig nyhed, men for helvede, hvor blev jeg ked af det. Jeg var meget mere afklaret med potentiel arbejdsløshed inden Verdens Bedste Praktik. Jeg elsker det sted, og jeg er pjattet med mine kollegaer. Havde de dog bare været nogle kæmpe røvhuller. Så mega pis og papir! Men jeg prøver at finde trøst i, at han gerne ville, hvis han kunne. Og at det her genererer noget frihed. Til for eksempel at flytte til Beograd og være forfatter. Eller flytte til Dublin og være bartender. Eller flytte til Peru og være surfer. Vi får at se.

Det var vist nok de største ting, der har fyldt i mit hoved. Der har ikke nødvendigvis været den store grund til at belaste jer med mine problemer, men at skrive er at blive renset. Tastaturet er moderne teknologis vievand, og selvom dette er rodet, ved jeg, at selve afløbet hjælper. At tankerodet mobiliseres direkte fra hjerne til fingerspidser. Det er skriftlig meditation, det er tiltrængt, og det er godt. Så sådan ligger mit indre landskab. Herfra skal jeg huske på, at bakker er nederen opad på cykel i hård modvind, men at man på den anden side af toppen har fortjent glæden i at cykle ned ad bakken så hurtigt, at det kilder i maven. Hold nu kæft, hvor giver jeg den gas med det der billedsprog i dag. Oversættelse: Jeg prøver virkelig at øve mig i det der med at se plusser frem for minusser. Ikke fordi jeg som sådan synes, der er noget galt med at være pessimist. Ikke udover, at det er hårdt i længden. Og hvis jeg skal overleve i den her specialeproces (og det skal jeg), tror jeg simpelthen, jeg bliver nødt til at - ad, åh brækker mig lige - se muligheder frem for begrænsninger. Ting tager tid, Rom blev ikke bygget på en dag, og mit syn kommer ikke til at se halvfulde snarere end halvtomme glas efter et blogindlæg. Egentlig har jeg heller ikke behov for at blive jubeloptimist, men måske det er meget godt ikke altid at se dommedag lige for enden af vejen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar