tirsdag den 28. februar 2017

Langsomt

Det går langsomt. Men det går. Tror jeg. Sidste uge var ekstraordinært (håber jeg virkelig) hård. Alt faldt fra hinanden, mit speciale fik modvind fra de to kanter, der er interesseparterne, jeg var forvirret over nogle blandede signaler, folk var nogle kæmpestore røvhuller, og mennesker, der burde interessere sig for mit liv med dertilhørende speciale kunne ikke svinge sig op til så meget at spørge om, hvad jeg egentlig skal skrive om. Så jeg var sur, ked af det, skuffet, topforvirret, bange, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg gjorde det eneste fornuftige. Jeg skældte ud, brokkede mig til mine veninder, græd, løb en tur, mediterede og skurede og skrubbede hele mit hjem, til det funklede som en lille Ajax-diamant. Og så sov jeg. 10 timer per nat. Hvilket får mig til at føle mig som en, der har været pensioneret i et par årtier, men jeg må erkende, at min hjerne har været på overarbejde som Frederik Fetterleins bankrådgiver. Nu har jeg vist nok fået det nærmeste man kommer opmuntrende ord fra min vejleder, og det må betyde, at specialets fokus nu er på plads. Jeg bliver en kende paranoid over at skrive det. Angsten for at noget går galt i-fucking-gen er i allerhøjeste grad til stede, men jeg kan kun kontrollere mine egne beslutninger, og derfor skal jeg seriøst øve mig i at slippe de andre tanker. Jeg prøver.

Så. Alle de der ting har givet pote. Sådan semi. Jeg er ikke blevet decideret rolig, og slapper ikke af med mit speciale, for træerne vokser trods alt ikke ind i himmelen. Men det går bedre. Langsomt. Bedre. Jeg ved, hvad jeg skal gøre nu. Jeg skal læse noget teori, jeg skal have lavet en spørgeramme, jeg skal have rekrutteret nogle fokusgruppedeltagere. Jeg er i gang, og det kan jeg faktisk godt. Min veninde sagde engang, at slowmotion er bedre end no motion. Amen, sister.


torsdag den 23. februar 2017

Om at opgive

Jeg har virkelig lyst til at opgive. Til at melde mig ud. Til at kaste håndklædet i ringen og acceptere, at jeg ikke blev typen, der skulle have en færdiggjort universitetsuddannelse. At jeg ikke kommer til at aflevere mit speciale. Bare række en mental fuckfinger til det hele, rejse min vej og ikke skulle aflevere 80 siders akademia om journalistiske praksisser og processer. Hele min krop og alt mit hoveds indhold fortæller mig, at det her ikke er sundt for mig. At jeg skal løbe virkelig stærkt i den modsatte retning, løbe til jeg har sidestik og ikke kan trække vejret.

Kloge folk siger til mig, at det sted, man er allermest bange for at gå hen, er netop der, ens ben skal bære en hen. Og det er sikkert rigtigt. Fordi man, når man står foran monstret, ser, at det ikke er så stort alligevel, og at selv et monster har bløde punkter. Jeg ved det godt. Men lyst og ansvar er i dette tilfælde to helt forskellige ting. For jeg skal nok aflevere mit speciale. Jeg skal nok skrive lortet færdigt, få det ud af verden, forhåbentlig bestå, og være glad for, at jeg gjorde det. Og det bliver en glædens dag. Det veeeeeeeeed jeg godt. Men jeg hader alt ved processen derhen. Eller det gør jeg i hvert fald lige nu. Jeg har egentlig indtil videre formået at holde skruen ok i vandet, men min verden er krakeleret en smule til aften. Og det har helt sikkert noget at gøre med, at jeg er træt, fordi jeg ikke rigtigt kan sove om natten, fordi specialet fucker med mit sind og min krop. I morgen er en ny dag, og den skal jeg nok overleve. Ligesom alle de dage, der kommer til at følge, indtil det pludselig er den 1/6, og jeg skal aflevere svinet.  Det bliver forløsende som hele verdens nys, men på denne torsdag aften kan jeg ikke overskue det. Det er svært. "Er der nogen, der har sagt, det skulle være nemt?" NEJ! Men med fare for at lyde som et forkælet barn, er der vel for fanden heller ikke nogen, der har sagt, at det skal være så gennemgående krampagtigt. Det memo har jeg i hvert fald ikke fået.

Jeg har lidt meget svært ved at finde tid til de ting, jeg skal. Jeg har svært ved at jonglere en tilknytning til en avis, som jeg skal skrive speciale om, men som jeg samtidig skal producere journalistik til. Jeg er ikke sådan en, der har nemt ved at sige nej til min arbejdsgiver. Jeg har nemt ved at sige nej til alt muligt andet, men ikke det. For jeg vil så gerne gøre det godt, og jeg vil gerne bevise, at jeg er et menneske, man bør give et job i nærmeste fremtid. Jeg føler, at jeg skuffer, når jeg er nødt til at sige nej til at skrive en artikel. Eller det har jeg sådan set ikke gjort endnu, men det bliver jeg jo ganske enkelt nødt til, og jeg har ondt i maven over det allerede nu. Jeg har isoleret set svært ved at skrive speciale. Jeg har svært ved, at min treårige nevø spørger mig, om jeg kommer til hans 4-års fødselsdag på onsdag, og jeg er nødt til at sige nej, hvortil miniaturemennesket spørger hvorfor. Ja, hvorfor? Fordi akademisk litteratur er vigtigere? Fordi en god karakter er vigtigere end at se ham puste fødselsdagslys ud? Voksensvaret blev, at jeg ikke har tid. Det er rigtigt, men jeg hader det. Jeg hader, at jeg, som hans moster, ikke bare kan nosse mig sammen og prioritere ham frem for mit speciale. Men jeg har. Ikke. Tiden. Det er en hverdag, og mine hverdage skal og må bruges effektivt på det her speciale. Ganske enkelt og alligevel gør det pikkeondt i hjertekulen. Det er svært for mig at owne mit speciale og ikke lade mig påvirke af, hvad alle mulige mennesker synes kunne være spændende, at jeg forholdt mig til. Jeg er letpåvirkelig og har lidt for lidt tiltro til mine egne beslutninger med det resultat, at jeg blæser i vinden. Som et skide espeløv.

I morgen er en ny dag, og søvn gør formegentlig noget godt for denne tankestrøm, og igen: Jeg ved godt, at jeg nok skal overleve det her, og at det værste, der realistisk set kan ske, er, at jeg får en dårlig karakter. Og ja, så bliver jeg ulykkelig, men overlever også det. Jeg kender dem godt, alle de velmenende argumenter og trøstende ord om, at så er det heller ikke værre, hvad er det værste der kan ske, at jeg nok skal klare det, at jeg faktisk godt kan - alt det der. I know, jeg siger dem til mig selv, og jeg har ofte ytret dem til andre. De er rigtige, ordene. Men mine følelser, min intuition, sådan som jeg reelt har det gør ondt. Mentalt, nej faktisk også fysisk ondt. Av for helvede.

lørdag den 18. februar 2017

Cuba og speciale

Mine hævede fødder ramte dansk jord i søndags efter en helt åndssvagt lækker ferie på Cuba. Jeg havde lidt glemt, hvor meget Cuba stjal mit hjerte, da jeg var der første gang i 2013. Jeg havde fået fortrængt, hvor godt jeg havde det, og hvor hårdt jeg faldt for stedet. Det hele kom tilbage til mig i det sekund, jeg satte mig med min kusine, hendes søn og hendes ven ind i en taxa fra lufthavnen til Habana Vieja. Dét er for mig definitionen på starten af et eventyr. Den varme nat man ankommer til, palmetræerne, den rustende og brummende bil uden sikkerhedsseler, man sætter sig ind i. Radioen spiller et potpourri af bachata, reaggaeton og salsa. Ind af de nedrullede vinduer strømmer den varme luft, duften af bilos, sol og med den: duften af eventyr. Jeg elsker det. Lige der, i forventningens glædes klimaks, hvor man suser forbi nye steder, og alle indtryk rammer en stærkere end på noget andet tidspunkt, fordi man endeligendeligendelig er arriveret efter en lang rejse. Så sad jeg der på bagsædet af en gul bil og vidste, at jeg havde truffet den rigtige beslutning. At det at tage ud at rejse altid er en god ide.Og jeg fik ret - mest fordi jeg aldrig tager fejl. Men også fordi det virkelig har været en god tur. Vi har været på stranden, fået et solidt skud d-vitamin, jeg er er blevet tofarvet, har fået en masse souvenirs i form af myggestik og et enkelt blåt mærke. Jeg har ikke været på internettet i 12 dage, det har været sundt. For det man jo finder ud af, når man undværer internettet er, at man ikke går glip af en skid. Man tænker, at man er fuldstændig hægtet af, men egentlig sker der ikke det store. Og det, der sker, er oftest ting, man godt kan undvære at vide. Således ingen deprimerende nyheder om terror og Trump. Sagde journalisten. Man er tvunget til at være der, hvor man er. Noget jeg er helt absurd dårlig til, men som jeg kampelsker, når jeg tvinges til det. Derfor kunne jeg heller ikke på nogen måde overskue at skulle hjem. Det er altid dejligt at komme hjem til egen seng, dyne og fiberrig mad. Men helt ærligt, ik? Så ville det ikke gøre mig noget at blive. Sådan for evigt. Derfor var det da også utroligt fint, da en cubansk kvinde lagde en livsplan for mig: Jeg kunne bare flytte til Cuba og blive journalist om fire måneder. Jeg ved ikke, om vi som sådan skal gå i detaljer om mulighederne for at blive udenlandsk reporter i netop et så censureret land som Cuba. Men legen er sjov, og jeg har ja-hatten skruet på.

Nu er jeg tilbage i virkeligheden. Det har jeg været i knap en uge, og den er en kende overvurderet. Virkeligheden. Jeg har haft mit første møde med min speciale-vejleder, og det gik, i min optik, ikke specielt godt. Min problemformulering blev kastet lidt op i luften, så jeg nu ikke rigtigt ved, om det giver mening at undersøge det, jeg oprindeligt ville undersøge. Og så er jeg invaliderende bevidst om, hvor kort tid jeg har til at skrive det her speciale. Om lige godt tre måneder skal der ligge 80 siders gennemarbejdet speciale klar. Jeg har travlt, og jeg tror, temaet bliver Foråret fra Helvede. Jeg prøver at blive ved med at fortælle mig selv, at opstartsfasen er den sværeste, og at når jeg først har et afgrænset problemfelt, og når jeg først har noget empiri - at så skal det hele nok gå. Det tror jeg også er rigtigt. Der er bare liiiiiiige et stykke vej derhen.

Oveni hatten er jeg evigt skizofren. På mange måder er jeg uendeligt ligeglad med Syddansk Universitet. Jeg er til gengæld ualmindeligt glad for avisen, og det bliver dem, jeg stræber imod at imponere, fordi det er dem, der har min fremtidige karriere i deres hænder. Så jeg tænker, at det her speciale vitterligt bare skal beståes. 02 og så er det fint. At jeg skal have papiret, der viser, at jeg er færdiguddannet, men at det er ligemeget, hvad der står på det. Fordi ingen nogensinde kommer til at kigge på det. Og det er også rigtigt. Men jeg lyver jo for mig selv. Selvfølgelig vil jeg gerne klare det godt. Selvfølgelig vil jeg det. Omvendt ved jeg godt, at hvis jeg får en dårlig karakter, hyler jeg i en måned, og så overlever jeg alligevel. Men. Babysteps. Lige nu har jeg ikke det store overblik over processen, så jeg læser teori og tænker over mulige problemfelter, metoder til disse, og stopper indimellem op for lige at spørge mig selv om, hvad fanden det egentlig er, jeg synes, der er spændende. Og tænker tilbage på Cuba med længsel og fremtidsdrømme.